For 100 år siden prøvede nogle af tidens kunstnere at få mennesker til at se og forstå samfundets politiske modsætninger ved at bruge billeder, collager, fotografier og grafik. I dag er det måske film- og tv-serier, der kan åbne vores øjne. Hvis du hører til dem, der sjældent ser på kunst eller går i biografen, så er det nu, du skal gøre en undtagelse.

af Benedicte Toftegård

27.
november
2022
Forbered udskrift | Email Send via email |
Læsetid: 5 minutter

Var du vild med tv-serien ”Babylon Berlin”? Er du så gammel, at du kan huske Reiner Werner Fassbinders tv-serie ”Berlin Alexanderplatz” (efter romanen af Alfred Döblin)? Her vil den netop løsladte straffefange Franz Biberkopf begynde et nyt liv som et godt og ærligt menneske. Men det er svært i Weimarrepublikkens kaos med politiske radikale bevægelser, religiøse sekter, tvivlsom moral, spirende nazisme og en nådesløs kamp for overlevelse.

 

Kunstudstillingen ”Det kolde øje” befinder sig rent stemningsmæssigt i disse universer fra 1920’ernes Tyskland.

 

Virkeligheden skulle ikke forskønnes

Malerierne, grafikken, fotografierne tog alle sammen udgangspunkt i et nøgternt syn på verden. De kaldte kunstretningen ”Neue Sachlichkeit” som kan oversættes til ”Ny saglighed/ny objektivitet”. Her skulle der ikke forskønnes eller romantiseres. Her fortalte man den barske virkelighed.

 

Og ikke bare det. Kunstnerne turde tage stilling til virkeligheden – rædslerne i Første Verdenskrig var i frisk erindring, de fejlslagne revolutionsforsøg og mordene på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, forarmelsen og krigsinvaliderne i gaderne, de prostituerede kvinder, den galoperende inflation, de nye fabrikker og tilbedelsen af teknologien på den ene side. Og på den anden side: Alle de usynlige mennesker, for hvem de tekniske fremskridt betød udstødelse og afsavn. Nå, forresten … ligner det noget, du kender fra nutiden?

 

Fortvivlelse, desillusion eller rå selvbevidsthed

Malerierne, og der er mange af dem, portrætterer ofte ansigter, der udstråler udpinthed, fortvivlelse, desillusion, arrogance eller den rå selvbevidsthed, der er nødvendig for at overleve. Menneskenes ansigter er ikke bare malet skarpt og realistisk, følelserne stråler fra dem som et ekstra farvelag.

 

Plakaterne og grafikken er både smuk, kreativ og fantasifuld, uden at den på noget tidspunkt lægger skjul på, at den er politisk. Anonyme arbejdere i række og geled på vej over en bro, parate (omstillingsparate) til at producere. Eller et tværsnit af den menneskelige krop, hvor organerne er omdannet til et netværk af rør, slanger, ledninger og tandhjul, der kan holde kapitalismen kørende. Fotocollager og revolutionerende grafisk design. Sort-hvide tryk af fanger, der bliver dømt, indespærret og henrettet, eller luderne, der hænger ud i barerne.

 

Jeg kendte i forvejen tegningerne af Georg Grosz og havde set ganske få af malerierne før, men der var mange for mig ukendte, men fantastiske kunstnere. Jeg nævner her enkelte navne: Lotte P. Prechner, Rudolf Schlichted, Max Radler, Hans Leistikow, Gert Wollheim, Oscar Nerlinger, Karl Volker og ikke mindst August Sander, der står for den dokumentariske fotoserie ”Mennesket i det 20. århundrede.”

 

Det er ikke tilfældigt, at Louisiana tager disse billeder frem, for tiden i dag minder på mange måder om den for 100 år siden. Spørgsmålet er, om vi i dag har kunstnere, der på samme måde nægter at være politisk neutrale.

 

Den politiske collage omdannet til film

Der er ikke så mange, men de findes. I vores tid er billedkunsten og det grafiske udtryk fortrængt af film og tv. Et fremragende eksempel er filmen ”Triangle of Sadness”. Titlen hentyder til indledningsscenen, hvor den mandlige fotomodel er til audition eller jobsamtale, som vi andre ville kalde det. Her bliver han nedladende bedt om at fjerne sin ”bekymringsrynke”.

 

Instruktøren Ruben Östlund har en fantastisk evne til at sætte kapitalismen på spidsen på en grænseoverskridende og humoristisk måde. F.eks. modelparret Yaya og Carl, der kommer op og skændes på restauranten: Hvorfor lader hun, som om hun ignorerer regningen, selvom de har aftalt, at det er hendes tur til at betale, og hun tjener mere end ham?

 

Pengene, og magten, der udgår fra dem, spøger hele tiden under overfladen Vi følger personerne videre i historien om det oversøiske luksus Cruise Ship med den dekadente overklasse og personalet, der knokler for at tjene ekstra drikkepenge. Russeren Dimitri ”Kongen af lort” (spillet fantastisk af Zlatko Buric) har tjent sin formue på gødning efter Sovjets fald og har både medbragt sin kone og elskerinde. Hans kone keder sig og kommanderer stewardessen til at gå i vandet, fordi hun vil fremstå gavmild og demokratisk. I virkeligheden sætter hun hende i et pinligt dilemma. Hun har fået ordre til, at de altid skal gøre, hvad kunderne beder hende om, uanset hvor skørt det er, men samtidig vil det ikke være tilladt at smide tøjlerne og optræde i badetøj.

 

Kaptajnen er fuld og kommer i første omgang ikke ud fra sit værelse, hvorfra man hører Internationale spillet af et marchorkester. Men så kommer stormen. Og sikke nogle brækscener! De eneste, som ikke er søsyge, er kaptajnen og Dimitri, der som de eneste tilbageværende i restauranten fordriver tiden med at slynge citater i hovedet på hinanden. Dimitri citerer Ronald Reagan og Thatcher. Kaptajnen citerer Karl Marx og Noam Chomsky. Klassekampen er allesteds nærværende, men hvad sker der, når rollerne byttes om? Se den selv og skynd dig, inden den bliver taget af plakaten.

 

Jeg oplever, at Ruben Östlunds film har træk fra 20’ernes sociale og politiske collage. De samme karikaturer, der gør, at vi ser virkeligheden uden formildende omstændigheder.

 

Så let dig fra sofaen, de sociale medier og de kedelige møder på Zoom. Den politiske kunst er derude i virkeligheden. Den gør os bedre i stand til at se verden og se os selv … også med et selvironisk blik.

single.php

Artiklen er udskrevet fra Socialistisk Information (www.socinf.dk)

WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com