Jeg er taget i biografen Grand i en særlig anledning. Avisen Information har inviteret den rumænske filminstruktør Cristian Mungiu til København. Han vandt i maj 2022 for fjerde gang de gyldne palmer i Cannes for filmen med den danske titel ”Kold Vinter”.

Jeg er ret vild med Cristian Mungiu. Har set mange andre af hans film (se note). Men jeg er også fascineret af hans hjemland, som jeg har rejst tyndt, og derfor var det sjovt, at han stod lige der ved trappen i forhallen en meter fra mig, da jeg kom ind med mit våde cykelantræk og kunne hilse på rumænsk.

Cristian Mungiu er en lille mand med stor karisma og noget på hjerte. En fremragende filmskaber med intense, virkeligsnære og samfundskritiske historier fra den del af Europas baggård, som de færreste danskere desværre kender til. ”Kold vinter” beskriver hvad der sker, når fremmedfrygt bliver til fremmedhad. Som Cristian sagde i interviewet bagefter, så er han ikke ude på at dømme nogen, men at vise os virkeligheden, som den er, så vi kan forholde os til den i stedet for at lade som ingenting.

Cristian var heller ikke bange for en lille forsigtig og venlig ment provokation. Når nu den pæne, kulturelle middelklasse, der er taget i Grand en mandag aften rækker fingeren i vejret og stiller spørgsmål om ”bjørnens betydning for filmens symbolik”, så svarer han:

”Bjørne? Egentlig var det slet ikke min tanke, at der skulle være bjørne med. I Rumænien står der noget i aviserne om bjørne næsten hver dag. De er nu beskyttet, men de hærger af og til folks landbrug osv. Bjørne har noget at gøre med, hvordan Vesten ser på os, i stedet for at vi rumænere ser på os selv. Men det er rigtigt, at de på en måde symboliserer det dyriske i mennesket. Volden. Det, der fik mennesker i det tidligere Jugoslavien til pludselig at slå deres naboer ihjel, og det, vi ser i Ukraine i dag. Vi tror, vi er empatiske og civiliserede, men … spørger han publikum …  Nu sidder vi alle her pænt og roligt, men hvis der lige pludselig udbrød en brand her i biografsalen, ville vi opleve os selv fra en anden side.

Udlændingene bliver smidt ud af kirken

Filmen starter med, at en af hovedpersonerne, Matthias, bliver fyret fra et slagteri i Tyskland, fordi han pander en arbejdsleder en på hovedet. Vedkommende har skældt ham ud for at tale i telefon, selvom det var en nødsituation og kalder ham en ”doven sigøjner”. Matthias stikker af i panik og blaffer hjem til Rumænien. Hans søn Rudi har set noget uhyggeligt i skoven men vil ikke tale med nogen om det. Konen er sur og aner, at Mathias genoptager en affære med Sheila.

Sheila er veluddannet og arbejder i administrationen på byens eneste rigtige virksomhed – bageriet. De kan ikke få den arbejdskraft, de skal bruge, fordi alle, der kan, rejser udenlands for at få arbejde til en bedre løn. Fabrikken får ingen respons på annoncer, så de antager tre arbejdere fra Sri Lanka. De er sympatiske og venlige familiemennesker og bliver indlogeret lokalt hos Sheilas familie, men da de tre nye bagere (der er katolikker) vil besøge gudstjenesten i den lokale kirke, bliver de nægtet adgang.

Kirkegængerne, der selv tilhører det ungarske mindretal, er ophidsede og vil have, at præsten skal gå til ledelsen og få dem afskediget og sendt hjem. ”Vi har ikke noget imod de mennesker, men de skal være i deres eget land, de hører ikke til her!”

Og så udvikler det sig ellers dramatisk!

”Nu er vi lige sluppet af med sigøjnerne!”

Transsylvanien er et miks af identiteter i Europa, fordi de hele tiden har skiftet tilhørsforhold blandt andet mellem det østrig-ungarske rige og Rumænien. Cristian Mungiu forklarede, at af historiske grunde er de bagud i forhold til globaliseringen og de moderne begivenheder. Folk har levet isoleret i mange år. De forstår ikke fremmede og vil leve, som de altid har gjort. Situationerne i filmen er tæt på virkeligheden, og bageriet eksisterer også. Området har ry for at være hjemsted for de mest xenofobiske mennesker i Europa, men som Cristian sagde: ”Det her kunne ske hvor som helst i Europa.”

Fremmedfrygten og fremmedhadet optræder intenst i den 17 minutter lange scene uden et eneste klip, hvor landsbyens beboere er forsamlet i en tæt pakket sal og borgmesteren er tilkaldt. Her er et udpluk af replikkerne:

”De er nepalesere. De bager mørkt brød.”

”Nu er vi lige sluppet af med sigøjnerne.”

”De har dårlig hygiejne, det er ulækkert, vi vil ikke have at de rører vores brød.”

(Byens læge): ”Asiater kommer hertil med fremmede bakterier og smitter med virus som AIDS og fugeinfluenza”

Virksomhedsejeren: ”Vi kan give dem handsker på.”

”Hvorfor hyrer fabrikken ikke lokale arbejdere?”

Virksomhedsejeren: ”Vi kan ikke få nogen!”

”I lønner for dårligt. Man bliver snydt for overarbejdsbetaling og feriepenge!”

”Direktøren kører rundt i Mercedes, mens han kun giver mindstelønnen!”

(Ung franskmand ansat i EU projekt til bevarelse af naturen og bjørnene): ”Rumænere bliver selv behandlet dårligt andre steder i Europa. Der er tiggere i Paris.”

”Det er ikke rumænere og ungarere, det er sigøjnere. Hvis I elsker sigøjnere, hvorfor sender I dem så tilbage igen?”

”Hvad får han i løn for at tælle bjørnene? Franskmændene har jo skudt deres egne bjørne, så de kunne få motorveje, og så synes de, at vi skal være zoologisk have for dem.”

Under overfladen ligger modsætningerne, og gammelt had mellem tyske efterkommere, ungarere og rumænere blusser op. Midt i alt hadet er der en underliggende sarkasme med krasse sandheder, som når en mødedeltager højlydt bemærker:  ”Hvorfor kan vi få EU-midler til at tælle bjørne, men ikke til, at landsbyen kan blive kloakeret?”

Fiktion kan hjælpe os til at forstå, hvorfor tingene sker

Da filmen var færdig, blev den som det første vist i det område, hvor den foregår.  Om de skammede sig? ”Det ved jeg ikke, svarede Cristian. ”Nogen gjorde, men vi ved jo godt, at der er en officiel og en privat konversation. Fiktionen kan hjælpe folk til at forstå, hvorfor ting sker, hjælpe dem til at forstå sig selv. Meget handlede om at de lokale følte sig snydt af fabrikken, fordi der havde været en deal om at de skulle støtte lokalsamfundet. Og det gjorde de jo ikke, når de hyrede fremmed arbejdskraft. Men det handler også om, hvor hurtigt vi forvandler os fra individer med egen fornuft og holdning til at skjule os bag flokken. Ingen kan tage ansvaret fra dine skuldre, heller ikke selvom du holder dig udenfor og ikke foregiver at have nogen mening.  Filmen viser os, at xenofobien eksisterer derude og at du skal være opmærksom på den.”

”Kold vinter” er også en film om, at der ikke er nogen til at tage sig af de gamle, fordi de unge er i Europa for at arbejde. Om børn, der vokser op med en eller begge forældre bortrejst. Om kærlighed mellem far og søn, der skal lære at overleve i en hård verden. For hvad er det, drengen har set der ude i skoven, som har gjort ham så angst? Det handler om machokulturen (hustruvold er et problem i Rumænien) og om stærke kvinder. Og om, at Matthias er nødt til at vælge side.

Den går i Grand i København lige nu. Sikkert ikke så længe, så skynd dig ind og se ”Kold Vinter”. Den er virkelig anbefalelsesværdig.

Note – Cristian Mungius film:

”4 måneder, 3 uger og 2 dage” handler om illegal abort under Ceausescu. Fik de gyldne palmer 2007.

”The golden Tales” er fem små film, der behandler tiden under Ceausescu med ironi og humor.

”Beyond the hills” er en gyser om ortodoks religion og afsidesliggende klostre, der virker lokkende på et par børnehjemsbørn, når de som 18-årige bliver overladt til sig selv.

”Graduation”, på dansk ”Prøven” (2015), handler om, hvad korruption gør ved et samfund, og at det ikke er så nemt at holde sig fri af den, selvom man har forsvoret det.