content-picture.php

Hvis man efter DONG-skandalen troede, at det var slut med brandudsalg af offentlige forsyningsvirksomheder til udenlandske investeringsfonde, så kan man godt tænke om igen. Ørsted er i disse måneder i gang med at sælge el-distributionsnettet, som forsyner ikke mindre end 1 million forbrugere på Sjælland – og salget kan meget vel gå til en privat kapitalfond. Der er brug for et opgør med profitmageriet i en så samfundsnødvendig sektor som forsyning. I stedet for privatisering  er der behov for en strategi for at bringe sektoren tilbage på samfundets hænder.

af SAPs Forretningsudvalg

Siden den økonomiske krise 2008/09 har kampen om ejerskabet over vital infrastruktur i Danmark i høj grad koncentreret sig om forsyningssektoren.

 

Salget af 20 procent af aktierne i DONG tilbage i 2013 førte til et skred i det politiske landskab i Danmark. SF måtte forlade regeringen, og siden rørte Thorning-regeringen ikke ved privatiseringsknappen i større omfang. Fx blev forberedelsen til privatisering af dele af Statens Seruminstitut lagt på is, og først gennemført af VLAK-regeringen, der undskyldende forklarede, at det var den forrige regerings plan, som de gennemførte.

 

Siden har VLAK-regeringen ikke åbenlyst kunnet gennemføre betydende privatiseringer, trods ambitioner om det modsatte – undtagen på forsyningsområdet. For en række af de ugerninger, hvor der tidligere er indgået aftaler, trækker spor ind i den aktuelle politiske situation.

 

Sporene skræmmer
I august 2017 solgte Mærsk retten til at hente Nordsøolie til den franske virksomhed Total. Salget indebar også overleveringen af løftet om, at der ikke ville blive ændret ved skatten frem til 2042. Rettigheden – også kendt som ”kompensationsaftalen” – stammer tilbage fra den forfærdelige Nordsøaftale, som den daværende VK-regering lavede i 2003. Forudsætningerne for aftalen var en oliepris på 22 dollar pr. tønde, mens den i dag er nærmere 50 dollars. Det medfører en merprofit efter skat på 10 mia. kr. årligt.

 

Derfor er det en skandale, at VLAK-regeringen har tilladt Mærsk at sælge denne rettighed videre, selvom det ikke var nødvendigt. Enhedslistens Rune Lund har afdækket, at energiministeren har misinformeret Folketinget om, hvorvidt staten var juridisk bundet af at lade rettigheden gå videre til et andet selskab. I processen har Kammeradvokaten blandt andet skiftet holdning til, om det var nødvendigt, men eftersom dokumenterne er hemmelige, kan man ikke få indblik i, hvad der ligger til grund for, at Kammeradvokaten har skiftet mening. Tilbage står alene, at staten har foræret en kæmpe skattegave til det franske olieselskab Total for at forsyne Danmark med olie. Det er en skandale, som bør få konsekvenser for både ministeren og den siddende regering.

 

Her stopper privatiseringstoget desværre ikke. For inden for elforsyningen foregår der i disse dage en intens politisk kamp om distributionsnettet, dvs. det ledningsnet, som sørger for at strømmen kommer frem til forbrugerne. På Sjælland ejer Radius, som igen er ejet af det statsligt kontrollerede Ørsted (tidligere DONG) nemlig en stor del af el-distributionsnettet. Radius’ net forsyner omtrent 1 million forbrugere på Sjælland og udgør et naturligt monopol, dvs. at det er naturligt at overlade ejerskabet af nettet til én virksomhed.

 

Monopol giver sikker profit
Ørsted vil nu sælge el-nettet fra, og flere kapitalfonde har allerede meldt deres interesse. Det er logisk, al den stund at ejerskab over el-nettet vil give adgang til et monopol, hvor der kan tjenes stensikre profitter. Ganske vist er indtjeningen på el-nettet reguleret af den såkaldte indtægtsrammeregulering. Den tilsiger, at prisen på at bruge el-nettet skal være sat efter drifts- og investeringsomkostninger og tillader en forrentning af virksomhedens værdi på 3,5 pct.

 

Et afkast på 3,5 pct. lyder umiddelbart lavt for en investor. Men det er det ikke, når man samtidig tager i betragtning, at investeringen er fuldstændig risikofri. I en situation, hvor aktiemarkederne er overkapitaliserede, og hvor obligationsrenten er utrolig lav, så er det en attraktiv investering for de store kapitalforvaltere. Dertil kommer muligheden for ved forskellige uigennemskuelige transaktioner at få afkastet til at se mindre ud, end det faktisk er. En øvelse, som det i forbindelse med beskatning er velkendt, at store private investorer besidder en vældig ekspertise i.

 

Et frasalg af Radius til en privat kapitalfond eller lignende vil derfor være en kæmpe foræring af retten til at forsyne forbrugere i Danmark med el – og samtidig tage en overpris på det. En sådan privatisering vil samtidig være vanskelig at tilbagerulle, når først private investorer har sat sig på ejerskabet.

 

Af den grund alene er det en hovedopgave at sikre, at Radius forbliver på samfundets hænder. Statens energiselskab, Energinet.dk, bør opkøbe Radius’ net, og resten af elnettet i Danmark. På samme måde som Banedanmark ejer jernbanenettet, bør staten også eje el-infrastrukturen. Ikke bare af hensyn til forsyningssikkerheden, men også for at sikre forbrugerne mod overpris på el.

 

For de penge, som en privat investor trækker ud af elforsyningen, kan kun betales af én interessent. Nemlig forbrugerne. I praksis vil det sige, at de sjællandske forbrugere skal betale 3,5 pct. mere i elpris, end hvis nettet var ejet af det offentlige eller af forbrugerne selv. Inden for andre dele af forsyningssektoren gælder et hvile-i-sig-selv princip, som medfører, at prisen på forsyning alene må udgøre drifts- og investeringsomkostningerne tillagt et beløb, der sikrer, at forsyningsvirksomheden kan spare op til investeringer. Men hele indtægten for forsyningsvirksomheden kommer tilbage til forbrugeren i sidste ende.

 

Hvis staten overtager ejerskabet over elnettet, kan det besluttes politisk, at man vil lade hele afkastet på 3,5 pct. komme forbrugerne til gavn gennem lavere elpriser.

 

Politisk kamp
En stor del af forsyningssektoren er i dag fortsat ejet direkte eller indirekte af den offentlige sektor. De kommunale forsyningsselskaber er det heldigvis kun i begrænset omfang lykkedes at privatisere. Kampen for at bevare offentligt ejerskab over forsyningen og genvinde tabte delområder er en af de vigtigste netop nu. Derfor bør Enhedslisten kaste sine kræfter ind i at vinde denne kamp.

 

Lige nu giver valget af forbruger-repræsentanter til bestyrelsen for Radius, hvor 1 mio. sjællandske forbrugere kan stemme, en fin mulighed for at få fokus på problemerne ved salget – også i det videre forløb, hvis og når fx Pelle Dragsted bliver valgt ind.

 

Derudover handler det her og nu om uden for Christiansborg at opbygge et massivt pres på de partier, som er med i forliget bag privatiseringen af DONG (Ørsted). Disse partier – der bl.a. tæller S og SF – har efter eget udsagn vetoret på frasalg af virksomheden. Den politiske omkostning ved at overdrage virksomheden til profithajerne skal gøres så høj som mulig for disse partier, hvis de står fast på at gennemføre det.

Forsyningssektoren skal tilbage på fællesskabets hænder; privatiseringsvanvidet skal stoppes og tilbagerulles.

 

SAP’s forretningsudvalg, den 13. januar 2019

single.php