content-picture.php

"Reformkaptajn" Jair Bolsonaro har allerede forpligtet sig til "markedet" og overdraget alle økonomiske beslutninger til storkapitalen, der er styret af finanskapitalen og udenlandske selskaber (personificeret i økonomiminister Paulo Guedes og Joaquim Levy, ny formand for den brasilianske udviklingsbank BNDES).

af Joao Marcio, João Pedro Stédile

Ifølge præsidentens udtalelser vil hans regering blive ledet direkte af forretningsmænd, der har forpligtet sig til at reducere “de brasilianske omkostninger”, det vil sige at få det private overskud til at vokse. En regering med en sådan profil vil ikke kun følge op på Michel Temers dagsorden, men også radikalisere den med det formål at gennemføre følgende foranstaltninger:
1. En brutal reduktion af omkostningerne til arbejdskraften (det vil sige en reduktion af mindstelønnen og afskaffelse af forskellige faglige rettigheder, kombineret med en forringelse af arbejdsvilkårene gennem generalisering af midlertidige ansættelser, underentreprise og nedbrydning af det faglige juridiske system.

 

2. Privat overtagelse af alle mulige naturressourcer (olie, mineraler, jord, vand og biodiversitet) ved at eliminere eventuelle bureaukratiske eller juridiske hindringer og tromle de oprindelige befolkningsgrupper og miljøhensyn ned. Se udtalelser om genvurdering af Raposa Serra do Sol [et reservat for oprindelige folk], hvor 90 (halvfems!!!) virksomheder ansøger om at udnytte de mineralske rigdomme. Se Pre-Sals rigdom, en arv, der af FUP (et oliearbejderforbund) anslås at være en billion (en million million) dollars værd, som allerede er en del af de udbudsprocesser, der er blevet gennemført indtil nu, og som ser ud til at fortsætte. For at fjerne enhver miljøbarriere udpegede han en stridslysten minister, uden erfaring og tæt forbundet med landbrugsvirksomhederne og den storkapital, som finansierede ham

 

3. Privatiseringen af 149 statslige virksomheder, heraf størstedelen af det statsligt ejede olieselskab, Petrobras. De forventer, at de kan indkassere 850 milliarder reales (svarende til 1490 mia. DKK) til statskassen, og dermed bidrage til at nedbringe det offentlige underskud. Underskuddet svarer til regeringens udgift til bankrenter i kun to år. I denne underdanige proces indgår desuden godkendelsen af af, at den flyproducerende virksomhed EMBRAER overdrages til Boeing. Overdragelsen er allerede inde i den afsluttende salgsproces og afventer regeringens godkendelse.

 

4. Privatiseringen af det sociale sikringssystem. Her er problemet hverken underskud eller privilegier, især dem for dommere og militæret, som ikke vil blive ændret. Hvad bankerne ønsker, er retten til at gennemføre en privat social sikringsplan. Man drømmer om store pensionsfonde med gratis adgang til national opsparing, som allerede finder sted med den sociale sikring af BB (statsejet bank), Caixa [svarende til det, vi kender som Nets med hæveautomater, o.a.] og Petrobras, som blev til store aktører på de spekulative investeringsmarkeder.

 

5. Demontering og privatisering af offentlig uddannelse gennem konstante nedskæringer på skoler og universiteter. Massetilpasning af fjernundervisning via private virksomheder; substituering af den offentlige ansættelsesproces for teknikere og professorer via underleverandører; drastisk reduktion af forskning og støtte til universiteterne; Undervisningsministeriets indførelse af universitetsledere til skade for demokratiske valg i det akademiske miljø; og ideologisk forfølgelse af undervisningsfriheden og forskningen.

 

6. Afvikling og privatisering af det offentlige sundhedssystem, SUS. Ringe regulering af private sundhedsudbydere, generalisering af offentlig-private partnerskaber som ledelsesmodel og udskiftning af offentlige konkurrencer med midlertidig underentreprise.

 

7. Privatiseringen af det offentlige finansielle system – Banco do Brasil, BNB og Caixa – og en proces med underleverandører og privatisering af offentlige tjenester generelt. Alt, der kan give overskud, vil blive overført til gavn for kapitalistiske selskaber.

 

8. Støtte til våbenindustrien (både indenlandsk og udenlandsk) gennem tilladelser og eftergivenhed over for budgetkrav fra politi og militær, herunder aftaler med Israel om at levere udstyr.

 

9. En endnu mere krigerisk offentlig sikkerhedsmodel, der juridisk er mindre ansvarlig også for samfundet, med liberalisering af våbenhandel, nedsættelse af den kriminelle lavalder til 16 år, og en straffeproces, der stiler efter at fylde fængslerne endnu mere end nu

 

10. Brasiliens udenlandske tilpasning og føjelighed under USAs økonomiske interesser og politisk tilnærmelse til højreorienterede regeringer som Italien, Israel og Taiwan. Der oprettes en militaristisk dagsorden, der afviser den diplomatiske tradition og er til fare for freden

 

Konklusion

Gennemførelsen af sådan en dagsorden (frit marked for toppen og “junglelov” for dem i bunden) kan kun ske gennem intimidering, forfølgelse og vold. Som person er præsidenten en idiot: Han er grov, mangler kultur og blev aldrig taget alvorligt, ikke engang af de væbnede styrker. Han er kun pålidelig for “markedet” (borgerskabet, som før nævnt), fordi han vil outsource alle strategiske beslutninger fra sin regering og selv kun kontrollere sekundære problemer, som han kan rase over og servere halve sandheder om for offentligheden. Det er tolkningen fra de relevante økonomiske aktører, der betaler regningen for hans kampagne. Problemet (for dem) er, at Bolsonaro er uforberedt på selv at forstå alt dette, og “investorerne” (kapitalisterne) må imødese uforudsigelighed og usikkerhed.

 

Endvidere har Bolsonaro intet organiseret socialt eller partimæssigt bagland, der er i stand til at give en bred bæredygtighed. Det socialliberale parti PSL er et konjunkturfænomen uden programmatisk konsistens. På den anden side præsenterer Bolsonaro som offentlig person en autoritær metode, som han ikke kan opgive uden at forkaste sig selv. Det er denne modsætning, der genererer en modsat reaktion af, hvad der har været social pluralitet og international konsensus indtil nu.

 

Alt i alt er denne bajads faktisk kun troværdig for de fanatikere, der følger ham. Kapitalisterne bruger ham nu til at gennemføre neoliberale reformer (ondskabspakken mod befolkningen og det nationale fædreland i en chokterapistil – i et år eller to, højst), men de har allerede sat en udløbsdato på ham. Derefter vil han som figur blive udskiftet.

 

Han vil også bruge “skuespil” som en kampstrategi, og han vil være selektiv i sin bekæmpelse af korruption. Sérgio Moro er hans minister og forstærker den juridiske stil, der er kendt fra retsforfølgelsen i “Operation Bilvask” – en selektiv politisk anvendelse af loven kombineret med krænkelsen af forfatningsmæssige rettigheder, altid balanceret i forhold til konjunkturen. “Alt for vore venner, loven for vores fjender!”

 

Usikkerheden (for alle) består af det faktum, at når Pandoras æske er åben, vil dæmonerne ikke nemt lukkes ned i den igen. Som det fremgår af Murphys lov, er intet så slemt, at det ikke kan blive værre.

 

 

Joao Marcio er professor ved Universidade Federal Rural Rio de Janeiro (UFRRJ). João Pedro Stedile er økonom og medlem af den nationale koordinering af MST og Via Campesina

 

28. december 2018. Oversat fra Socialist Project af Charlotte Valløe.

single.php