Irsk patruljering som led i EU’s operation i Chad 2008. Foto: Irish Defence Forces – Wikimedia –  CC BY 2.0

Folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet indgår i det nationale kompromis om dansk sikker-hedspolitik, som regeringen den 6. marts aftalte med Venstre, Konservative, SF og Radikale.

Forsvarsforbeholdet opstod i 1992, efter at et vælgerflertal havde stemt nej til Maastricht-traktaten, der beskar dansk suverænitet på følgende områder: Unionsborgerskab, møntfod, retsligt samarbejde, asylpolitik og militær. Med SF som pennefører blev de fire forbehold til, de blev godkendt af de øvrige EU-politikere, og vedtaget ved en ny folkeafstemning i 1993. Forbeholdene har medvirket til, at der – teoretisk set – er en nødbremse, så befolkningen kan være mere tryg ved EU.

”Arkitekten” bag forbeholdene, Holger K. Nielsen: ”Dengang var vi nervøse for en Europa-hær. Vi var med i NATO, og efter Murens fald, så SF ikke behovet for mere oprustning… eller blive inddraget i en fransk krig i Afrika.”

SF ville tillige bilægge den splittelse i befolkningen, der havde eksisteret siden 1973 hvor Danmark blev medlem af EU. Det er som bekendt ikke lykkedes. For selv om et flertal bakker op om EU, så er der fortsat store divergenser om, hvad EU kan bruges til, og hvor langt dets indflydelse skal række. Mange mener, at EU skal være et smidigt handelssamkvem, og så ellers lade resten være op til de enkelte medlemslande. Andre ser EU som et nyttigt redskab i en overnational indsats mod klima- og miljøproblemer, skattesnyd mv.

I dag er en EU-hær en våd, føderalistisk drøm hos især franske og tyske toppolitikere. I 2019 skrev Dansk Institut for Internationale Studier, at ”forsvarsforbeholdet har fået stadig større konsekvenser som tabt indflydelse for danske sikkerheds- og forsvarsindustrielle interesser… forsvarsforbeholdet er blevet aktiveret 27 gange.”

Borgerlige partier har brugt enhver lejlighed til at agitere for at afskaffe forsvarsforbeholdet, men har ikke kunnet samle flertal. Centrum-venstre samt DF og Nye Borgerlige har afvist og ment, at NATO var nok. For nylig opsummerede Trine Bramsen regeringens holdning med, “at der ikke er et behov her og nu. Og jeg vil være bekymret for, at vi får et nej, hvis vi udskriver en afstemning uden at kunne forklare, hvorfor vi skal stemme ja«.”

Men så kom invasionen i Ukraine, og den har ændret situationen i en sådan grad, at al debat og al refleksion om, hvad invasionen vil kunne betyde for den samlede europæiske sikkerhed, ophørte. På ingen tid tromlede Venstre og Konservative regeringen, Radikale og SF, og fik opbakning til længe nærede ønsker: En forøgelse af militærbudgettet fra 1,5 til de 2 procent, der, ifølge Mette Frederiksen ikke er et loft, men bunden, stationering af amerikanske soldater på dansk jord, og at forsvarsforbeholdet kommer til afstemning.

Kynisk udnyttelse af krigen i Ukraine

Hvordan forsvarsforbeholdet hænger sammen med krigen i Ukraine, savner man svar på. For det er NATO, der er engageret i Ukraine, mens EU’s indsats består i, at Ursula von der Leyen stiller Ukraine falske forventninger om et snarligt EU-medlemskab i udsigt.

Partierne udnytter frygten for, at krigen breder sig yderligere, til at trække en afstemning ned over hovedet på vælgerne, der skal tage stilling på et tidspunkt, hvor det kan være svært at tænke klart. Krigen i Ukraine skaber en gunstig situation for at få beslutninger igennem, som ellers ikke ville kunne opnås under andre forhold.

Det er brug for at gentænke Europas forældede sikkerhedsstruktur. For at inddrage alle lande, ikke kun vinderne af den kolde krig. Der er brug for OSCE, FN, Arktisk Råd og de fora, der siden 70’erne har virket for afspænding, og haft nedrustning og konfliktløsning som mål, men som USA/ NATO løbende har skrottet.

Nu er øget oprustning, ifølge Pia Olsen Dyhr, ”det progressive standpunkt,” og der skal ske en samling af forsvarspolitikken, så vi kan modstå det stigende imperialistiske pres fra Rusland. Her må Danmark bidrage endnu mere ved at deltage i EU’s forsvarsdimension.

Den tidligere EU-skeptiske Mette Frederiksen, udtaler til Politiken 22. april, at ”EU og NATO er komplementære størrelser… vi har behov for at kunne reagere i begge sammenhænge. Der kan være nogle opgaver, det er naturligt, at EU tager sig af, fx. i det labile Bosnien-Hercegovina. Der skal vi løfte vores del af ansvaret, så NATO kan få frigjort kræfter til andre opgaver… Danske bidrag til EU’s forsvarsdimension vil minde om noget, vi har prøvet før i FN-regi.” Næppe. FN’s missioner er fredsskabende, og det er ikke altid det, der har kendetegnet EU’s tidligere missioner. Bortset fra at Mette Frederiksen undlader at forholde sig til, hvorfor FN ikke længere kan bruges.

Ja-partierne vil, som vanligt, køre skræmmekampagner om, hvor slemt det vil være, hvis vi står udenfor EU’s militære dimension, og at “Danmark ikke kan forsvare sig selv,” der ser bort fra, at det gør vi, som medlem af NATO, heller ikke. Jacob Ellemann hævder,  at “et nej signalerer, at danskerne ikke tager Putins trusler alvorligt.” Og så er der dem, der påstår, at fornuftige samfundsborgere siger ja, mens de, der siger nej, enten går Putins ærinde eller hader EU.” Glem ikke Socialdemokratiets kampagne op til afstemningen om retsforbeholdet: ”Stemmer du nej, bliver Danmark et eldorado for pædofile”. Den slags skal nok få folk, der kan tænke selv, til at stemme nej.

Udenrigsministeriets hjemmeside om forsvarsforbeholdet 1juni.dk er ifølge Folkebevægelsen mod EU fuld af fejl og misvisende oplysninger.

EU søger større autonomi   

EU-landene ser ret forskelligt på USA’s rolle i NATO. Den danske regering anser USA for at være den nærmeste allierede, mens fx Frankrig er langt mere skeptisk, og ønsker at være den førende europæiske militærmagt. Her spiller hensynet til landets store våbenindustri ind.

Trumps valgsejr i 2016 og risikoen for, at han kommer igen i 2024 og måske trækker USA ud af NATO, bidrager til EU’s ønske om større autonomi, og til en massiv oprustning, selvom EU-landenes militære budgetter og kapaciteter overgår Ruslands, bortset fra kernevåbnene. Alene Tysklands militærudgifter overstiger langt Ruslands. NATO’s samlede udgifter er på 1.174 milliarder dollar om året, mod Ruslands 61,7 milliarder.

Macron og Olaf Scholz taler for en EU-hær. Scholz mener, den skal være overstatslig og styres af EU-Parlamentet. Da Ursula von der Leyen var tysk forsvarsminister, mente hun, at EU allerede var ved at danne en hær.

Mette Frederiksen ”ser ingen splittelse imellem Nato og EU… For nylig siden havde vi samme dag et NATO-topmøde, et G7-møde og et EU-topmøde, hvor Biden deltog. Aftalen om amerikanske tropper på dansk jord styrker yderligere det transatlantiske samarbejde med flere muskler.”

Jeppe Kofod supplerede med, at ”det er indbygget i EU-traktaten, at NATO har en fortrinsstilling, og der er tale om en fælles kommandostruktur, hvor de enkelte lande selv melder ind, hvis de vil deltage, så ordningen er parallel til NATO.”

Danmark er med i NATO, Joint Expeditionary Forces (nordeuropæiske NATO-lande), European Intervention Initiative, en fransk initieret strategi, der skal forbedre koordinationen i missioner og omfatter NATO, EU, FN eller ad hoc-koalitioner, NORDEFCO (et nordisk samarbejde om koordination, indkøb mv.) De FN-missioner, Danmark tidligere deltog i, ophørte, da Anders Fogh kom til.

Til trods for forsvarsforbeholdet, så er vi med i EU’s civile operationer, Forsvarsfonden og Fredsfaciliteten. Til gengæld deltager vi ikke i EU’s militære operationer og PESCO (Det permanente sikkerheds- og samarbejdskomite).

Der er uenighed om, om vi ved at ophæve forsvarsforbeholdet mister suverænitet. EU’s militære samarbejde er mellemstatsligt. Det betyder, at alle har vetoret og frit kan vælge de aktiviteter, de vil deltage i. EU’s historik handler imidlertid om projekter, der indskrænker suveræniteten. I starten er alt frivilligt og uden større betydning. Men når det hele lægges sammen, så peger det på øget føderalisering.. Skal vi så stemme igen? Regeringen tøvede først, men blev så nødt til at indskrive garantien i lovforslaget.

Det strategiske kompas                                                                                     Udenrigsministeriet skriver på sin hjemmeside, at ”Danmark er ikke med, når der træffes beslutninger på forsvarsområdet.” Uheldigt, for Trine Bramsen har fortalt, at “vi sidder med i alle møder,” hvilket vil sige, at Jeppe Kofod og Morten Bødskov i marts var med til, at afgøre forsvarsstrategien Det Strategiske Kompas, der lægger rammerne for den fremtidige forsvars- og sikkerhedspolitik.

Målet er, at EU skal blive en union, og for at en sådan kan tages alvorligt, skal den også have en militær dimension, så den kan sætte sine interesser igennem. I Det strategiske Kompas hedder det, at ”EU skal kunne handle hurtigt og med gennemslagskraft, når der opstår en krise, sammen med partnere, hvis det er muligt, og alene, når det er nødvendigt.”

EU vil fremover være mindre afhængig af USA og vil have en hurtigt udrykkende indsatstyrke på 5.000 mand, der dog ikke er en egentlig EU-hær. Dertil er modstanden for stor i flere EU-lande, bl.a. på grund af forskellige våbensystemer. Også her vil EU fremme teknisk harmonisering – interoperabilitet. Ganske som det gælder for den civile produktion, hvor standardiserede produkter er til glæde for industrien.

I erkendelse af, at man næppe får alle med fra starten, er intentionen at holde sig til princippet om, “at de villige indleder, uden at gå på kompromis med den politiske og finansielle solidaritet. Vi vil udnytte EU-traktaternes potentiale, herunder konstruktiv afståelse (dvs. ikke blokere for andres initiativer, min bem.).”

Danmark var med i civile EU-operationer i Irak, fx træning af politi, opbygning af retsvæsen, minerydninger osv. Men ikke i patruljering ved Afrikas kyster. Her gik vi solo, og sendte Esbern Snare af sted – uden et mandat og aftaler med kyststaterne. Uafklaret er det, hvilke konflikter EU vil engagere sig, men som hverken FN eller NATO vil røre.

Den Europæiske Fredsfacilitet (det hedder den!) er en fond på 37 mia. kr., der bl.a. skal bruges på militære aktioner uden for EU, træning, og militært udstyr til tredjelande. Frem til 2025 er der, på den danske finanslov afsat ca. 200 mio kr..

Beslutningen om at øge militærbudgettet med 18 mia. kr. årligt for at nå 2 procent af BNP, som vedtaget på NATO-topmødet i Wales i 2014, har ikke mødt megen modstand. Heller ikke selvom de 18 mia kr. sluger det meste af råderummet indtil 2033. Skal der investeres i skoler, sygehuse eller klima- og miljøtiltag, så er kassen tom.

Oprustningen vækker jubel i forsvarsindustrien, der håber, at EU vil sørge for, at pengene bliver i Europa, hvilket amerikanerne vil opfatte som mangel på loyalitet.

Den konservative forsvarsordfører er derfor til grin, når han hævder, at danske våbenfabrikker ikke har afgang til fonden. Sidste år fik den 50 mio kr. Der er tale om en industri, der af og til sælger våben til regimer, der krænker menneskerettighederne, og som gør verden mere usikker.