Ved at bevilge milliarder af euro til militære projekter har EU truffet et politisk valg, der prioriterer store våbenfirmaer frem for borgernes velbefindende.

af Transnational Institute

’Hvis man forbereder sig på krig, så får man krig. Hvis man forbereder sig på fred, så får man fred.’ (Yuri Sheliazhenko, ukrainsk fredsaktivist)

 

Da dette blev skrevet, var der udbrudt krig i Østeuropa i forlængelse af de russiske troppers ulovlige invasion af Ukraine. I slutningen af 2021 nåede uroen på Balkan kogepunktet. Spændinger i Det Sydkinesiske Hav ulmer fortsat og truer den regionale og globale stabilitet. Krige og voldsudgydelser fortsætter i Afghanistan, i Centralafrika, Irak, flere lande på tværs af Sahel, og Yemen blandt andre lande og regioner, som oplever vedvarende voldsudgydelser, og i kølvandet på dem flygtningestrømme. Nogle af verdens mægtigste nationer rasler med sablerne, indkalder og opmarcherer tropper, oplagrer militært materiel og forbereder sig aktivt på krig – herunder EU og nogen af dens medlemsstater. I modsætning til EU’s angiveligt grundlæggende princip om at arbejde for fred, har unionen også sat kursen mod at etablere sig som en global militærmagt. Historien har vist os, at militarisme langt fra bidrager til stabilitet og fred, men skaber spændinger, ustabilitet, hærgen og ødelæggelser.

 

I et skelsættende øjeblik meddelte EU, som reaktion på krigen i Ukraine, at den med afsæt i Den Europæiske Forsvarsfond (EFF – se note) for første gang ville finansiere og levere dødbringende våben til et land, der var under angreb. Selv om dette træk var uden fortilfælde, så var det ikke uventet. EU har fulgt en militær vej, siden Lissabon-traktaten, der etablerede det lovmæssige grundlag for en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, trådte i kraft i 2009. Mindre end et årti senere oprettede EU, som et nyt udgangspunkt, en særlig budgetpost til bevillinger, der kunne finansiere militær-relaterede projekter. Denne beslutning satte en ny og dybt bekymrende kursændring for EU, hvor unionen ikke længere kun forholdt sig til internationale politiske og sociale problemer gennem dialog og diplomati, men nu inddrog truslen om militære løsninger.

 

Den Europæiske Forsvarsfond (EFF 2021-2027) har et budget på 8 mia. euro til forskning i og udvikling af militært materiel. Da det er for tidligt at analysere betydningen af EFF, vil vi i denne rapport se på to forudgående programmer: Preparatory Action for Defence Research (PADR 2017-2019) med et budget på 90 millioner euro til at finansiere militær forskning og European Defence Industrial Development Programme (EDIDP 2019-2020) med et budget på 500 millioner euro til at finansiere udviklingen af militært materiel og teknologi. Af disse budgetposter blev også bevilget 600 millioner euro af europæiske offentlige midler til meget store private selskaber, der producerer og eksporterer våben og militære teknologier, samt private forskningscentre blandt andre begunstigede. Disse pilotprojekter blotlægger dybt bekymrende tendenser med hensyn til en europæisk drevet militarisme, der, hvis den bliver videreført under EFF, med et samlet budget, der er 13,5 gange så stort som de forudgående programmer, potentielt kan få katastrofale følger. Ved at øge finansieringen af militær forskning og udvikling med hele 1250 procent fra én budgetcyklus til en anden, investerer EU nu i stadig større udstrækning i militær hardware og avancerede teknologier frem for at skabe eller opretholde fred.

 

Formålet med disse budgetposter er at forske i og udvikle nye våben, samt at forbedre den eksisterende krigsudrustning, integrere ny teknologi som f.eks. kunstig intelligens, ubemandede eller autonome systemer. De tidligere nævnte økonomiske midler anvendes primært til at fremme udviklingen af ’ødelæggende teknologier’, der vil indebære en meget drastisk forandring af den måde, der bliver ført krig på, hvor den anvendes. Efter opfindelsen af krudt og senere af kernevåben, taler analytikere nu om den nuværende periode som en tredje udviklingsfase i våbenkapløbet, hvor automatiserede våben bliver afprøvet og testet, og måske med tiden kommer til at indgå i konventionelle våbenarsenaler, på trods af alvorlige uløste lovgivningsmæssige og etiske spørgsmål. Med bevillingen af milliarder af euro til udviklingen af nye militære teknologier sætter EU fart i et tredje og dybt foruroligende våbenkapløb, der kan ende med at gøre de eksisterende regler for krigsførelse og Den Humanitære Folkeret (IHL) forældede.

 

I EU’s vedtagelser om finansiering og hos våbenproducenterne bruger man det samme sprog, når der tales om forsvarssamarbejde, interoperabilitet, industriel konkurrenceevne, initiativ og innovation, uden nogen form for hensyn til den ustabilitet og de dødsfald og ødelæggelser, som anvendelsen af den slags våben og teknologi med sikkerhed vil føre med sig. Krige opstår ikke i et tomrum, men er det gennemarbejdede resultat af mange års politiske strategier og beslutninger. Med valget af investering i helt nye våbentyper implementerer EU ikke bare en defensiv strategi i den usandsynlige begivenhed, at en af dens medlemsstater skulle blive angrebet, men presser en militaristisk indstilling igennem, sætter aktivt fart i et ekstremt farligt våbenkapløb og puster til krigens flammer.

 

Denne rapport afdækker, at:

–         EU’s beslutningsprocesser og budgetter er taget i besiddelse af meget store selskaber, der drager nytte af disse politiske fora for egen vindings skyld, og blotlægger den massive indflydelse, som våbenhandelens lobbyister har, når EU’s dagsorden skal sættes.

–         Ni ud af de 16 medlemmer af ’Gruppen af Personligheder inden for Militær Forskning’, der blev dannet af Europa-Kommissionen i 2015, var tilknyttet våbenproducenter, militære forskningsinstitutter og en lobbyorganisation inden for våbenindustrien. De seks våbenfirmaer er Airbus, BAE Systems, Indra, Leonardo, MBDA og Saab, to militære forskningsinstitutter, Frauenhofer og TNO, og våbenindustriens lobbyorganisation, AeroSpace and Defence Industries Association of Europe.

–         Forslaget fra Europa-Kommissionen, der i sidste instans førte frem til dannelsen af EFF var baseret på en rapport, der blev præsenteret af ’Gruppen af Personligheder’, hvad der betød, at større afsnit af denne rapport var indkopieret ordret i Kommissionens militære finansieringsforslag.

–         De selskaber, som de repræsenterede, havde udsigt til enorme profitter ud fra de budgetposter, som de selv havde stor indflydelse på at udforme. Helt konkret har de, der var med i ’Gruppen af Personligheder’, til dato modtaget 86 millioner euro, eller 30,7 procent af det bevilgede budget, men eftersom den samlede bevilling endnu ikke er offentliggjort, har de sikkert fået endnu mere.

 

EU finansierer våbenfirmaer, der er involveret i en særdeles tvivlsom praksis, der ikke lever op til principperne vedrørende menneskerettigheder og regler for krigsførelse, to af EU’s kerneværdier. At EU med forsæt investerer offentlige midler i firmaer, der er involveret i tvivlsomme og ekstremt kontroversielle våbenhandler, producenter af kernevåben, eller er blevet beskyldt for korruption, rejser meget alvorlige spørgsmål vedrørende de principper, som EU lægger til grund for at bevilge hundreder af millioner til militære udgifter.

 

–         Helt konkret er de syv, der får mest ud af denne EU-budgetpost involveret i ekstremt kontroversiel våbeneksport til lande, der er engageret i væbnede konflikter, eller som er underlagt et autoritært styre, hvor overtrædelser af menneskerettighederne er hverdagskost.

–         Ved at finansiere disse modtagere finansierer EU indirekte udrustning med kernevåben, da mange af disse firmaer også er involveret i udvikling, produktion og vedligeholdelse af kernevåben.

–         Derudover er fem af de otte største modtagere konfronteret med velbegrundede beskyldninger om korruption i de seneste år, nemlig Airbus, Leonardo, Safran, Saab og Thales.

 

Selvom endnu ikke alle informationer om de midler, der er bevilget i henhold til PADR og EDIDP endnu er tilgængelige, så finansierer EU for tiden 62 militære forsknings- og innovationsprojekter med i alt 576,5 millioner euro (summen er tæt på 600 millioner euro, når man medregner administrative og interne omkostninger).

 

–         Til dato er 68,4 procent af budgettet gået til firmaer med hovedsæde i Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien.

–         Firmaer fra disse fire lande koordinerer 42 af de 62 projekter (67,7 procent). Frankrig alene modtager 26,4 procent af de bevilgede midler.

–         Den italienske våbengigant Leonardo, det største våbenfirma i Europa, er den største enkeltmodtager med 28,7 millioner euro. Andre firmaer i top 5 (inklusiv deres subsidier fra EU) er det spanske firma Indra (22,78 millioner) og de franske firmaer Safran (22,33 millioner) og Thales (18,64 millioner) og det transeuropæiske firma Airbus (10,17 millioner).

–         Næsten halvdelen af EU’s medlemsstater modtager mindre end 1 procent af midlerne.

–         Disse finansieringsposter fremmer ikke bare militærindustriens forsknings- og udviklingsfaser, men indebærer også en aktiv opfordring til EU-landene om at købe våben og relaterede teknologier, føje dem til deres våbenarsenaler, eller fremme eksporten til lande uden for Europa. Resultatet vil blive ekstremt sofistikerede hære i EU og en udvidelse af unionen til at blive en global militærmagt, samt en styrkelse af de væbnede styrker i disse lande, hvis militære kapacitet er blevet øget ved den europæiske våbeneksport.

–         Den kombinerede militære afsætning fra de otte største modtagere af midler fra EU’s budgetter er analyseret til at være mere end 42 mia. dollars i 2020, så man kan slå fast, at EFF primært tjener til at subsidiere Europas største og mest profitable våbenfirmaer.

 

Den kontrol, der er udført for at godkende finansieringen af hidtil ukendte dødbringende våben er helt utilstrækkelig i forhold til de mest grundlæggende lovgivningsmæssige og etiske principper, sådan at dette materiel, hvis det på et tidspunkt anvendes, vil true med permanent at ændre den måde, der bliver ført krig på.

 

–         Vores rapport retter fokus mod projekter relateret til fire bestemte kategorier af udstyr: (1) nyteknologisk [engelsk: disruptive] forsvar og beskyttelse; (2) nyteknologiske forsvarsværktøjer; (3) ikke-nyteknologiske forsvarsværktøjer, og (4) nyteknologiske kampsystemer.

–         Mindst 22 af 34 projekter sigter mod at udvikle ny teknologi, der både kan bruges til forsvar eller i kamp. Udviklingen eller anvendelsen af ubemandede systemer er med i mindst 12 af de 34 projekter). Anvendelsen af kunstig intelligens som et nyt redskab er med i mindst seks projekter. Mens forskning og udvikling af fuldstændigt autonome dødbringende våben endnu ikke er tilladt i henhold til EU’s budgetposter, så er der andre automatiserede våben, autonome systemer og kontroversielle teknologier, der er under udvikling, og der er frygt for, at det i sidste ende, måske uforvarende, vil føre til godkendelse af våben som f.eks. ’dræberrobotter’. Disse udviklingsspor er blevet fulgt, uden at der har været nogen meningsfuld diskussion af de meget alvorlige lovgivningsmæssige og etiske implikationer af anvendelse af ’intelligente’ våben.

–         EU’s procedure for lovgivningsmæssig og etisk risikovurdering er i alt væsentligt afhængig af ansøgernes selvevaluering, det vil sige dem (først og fremmest selskaber), der søger om EU-finansiering. Disse evalueringer er reelt bare en afkrydsningsøvelse. Statslige forpligtelser under den humanitære folkeret overdrages til private ansøgere om tredjepartsfinansiering, hvad der kan medføre en de facto afskaffelse af regulering af en af de potentielt mest dødbringende pengepuljer i Bruxelles. Forsøg fra civilsamfundets side på at skaffe sig yderligere information om disse procedurer var mangelfuldt adresseret og med fuldt overlæg tilbageholdt, hvad der vækker alvorlig bekymring med hensyn til gennemsigtighed og demokratisk uagtsomhed.

–         De teknologityper, der er finansieret, kan medføre overtrædelser af EU- og international lovgivning, så snart de bliver operationsklare. Det er bevisligt, at selv om mennesker er involveret, så er det langt mere sandsynligt, at disse programmerede eller betjente tekniske materieltyper er forud disponerede for, eller under påvirkning af en automatiseringsbetinget skævvridning og computer-genereret viden, frem for at opsøge et alternativt faktatjek. Det har i tidligere tid ført til, at væbnede styrker fejlagtigt har skudt egne eller allierede kampfly ned. EU’s ombudsmandskontor udtalte, at det gav anledning til bekymring, ’at der ikke er nogen detaljeret vurdering af, om projekterne er i overensstemmelse med international lovgivning’.

–         Specifikke bekymringer er bragt på bane med hensyn til hidtil ukendte skydevåben, baseret på laser- og elektromagnetiske systemer, kunstig intelligens-systemer, elektroniske mekanismer og cyberrespons, ubemandede systemer, kampdroner og mållokalisering, sporings- og udpegningssystemer. Og så er det især uklart, hvordan ’intelligente’ våben kan skelne præcist mellem civile eller væbnede kombattanter i krigssituationer.

 

 

EFF og dets tidligere planer sigter udtrykkeligt mod at styrke den ’globale konkurrenceevne’ for det teknologiske industrielle grundlag for et europæisk forsvar. Der er en meget væsentlig mangel på sammenhæng mellem sådanne teknologier og deres gennemslagskraft, og så de profitter, de vil generere. De kan ikke undgå at sætte skub i europæisk våbeneksport og sætte yderligere fart det globale våbenkapløb, hvad der på sin side vil føre til flere væbnede konflikter og krige, mere omfattende ødelæggelser, meget betydelige tab af menneskeliv, og stadigt flere, der vil tvunget til at flygte på grund af krigshandlinger. Nu hvor vi kommer op til overfladen igen efter pandemien, har behovet for på ny danne os forestillinger om, hvad vi mener med sikkerhed, og stille spørgsmålet om, hvad der får mennesker til at føle sig sikre, aldrig været mere indlysende. Er det investering i oprustning, forsvarsinfrastruktur og militæret? Eller er det garantier for adgang til et velfungerende offentligt sundhedssystem, uddannelse eller forbedringer med hensyn til socialforsorg, en effektiv reaktion på den truende klimakatastrofe, og andre globale udfordringer? Ved at bevilge milliarder af euro til militære projekter har EU truffet et politisk valg, der prioriterer meget store våbenfirmaer frem for borgernes velbefindende. Ved at handle på denne måde bidrager unionen til ustabilitet frem for at dæmme op for den, og vil snarere skabe konflikter end prøve at forhindre dem i at opstå.

 

17. marts 2020

 

Dette er et resume af en 90 sider lang rapport fra European Network Against the Arms Trade (ENAAT), Stop Wapenhandel og Transnational Institute (TNI)

 

Oversat af Niels Overgaard Hansen

 

Redaktionens note:

Danmark deltager fuldt ud i Forsvarsfonden, fordi dens juridiske grundlag er defineret som  industri og forskning og derfor ikke er omfattet af det danske forsvarsforbehold. Se også notat om fonden fra DIIS.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com