Dette åbner døren for at undersøge en mere retfærdig model for relationer mellem Ukraine og landene i Europa, Asien og resten af verden inden for rammen af en modstand mod imperialistisk dominans. Omvendt, hvis den nuværende tilgang fortsætter, risikerer Ukraine snart at stå i en situation, hvor den militære støtte fra USA bliver skåret ned eller endda helt ophører.

Denne hjælp har aldrig været hverken rettidig eller tilstrækkelig. Men det vil i den grad kunne mærkes, hvis den stopper. Hvis den ukrainske stat er fast besluttet på at opretholde den militære indsats indtil befrielsen af sine territorier eller det afgørende nederlag for angriberen, må den tage passende metoder i brug. Efter vores opfattelse kunne Ukraines forsvar styrkes ved at overgå til en “krigs-socialistisk” politik, som ville indebære, at man mobiliserer en tilstrækkelig mængde kapital i statens tjeneste gennem konfiskationer og ved at opgive en markedsbaseret økonomisk regulering. En sådan politik, kombineret med en omfordeling af velstanden, ville begrænse den krigsbyrde, der falder uforholdsmæssigt på de fattigste dele af det ukrainske samfund.

EU har allerede reageret på Trumps udtalelser ved at udvide forsvarsbudgetterne og øge militærhjælpen til Ukraine. Det er værd at bemærke, at siden invasionen har regeringen taget vigtige skridt til at styrke vores eget forsvar, lokalisere produktion til de vestlige områder, genoplive missilprogrammer og opgradere vores eget droneprogram. Ukraine har dog stadig et betydeligt potentiale for at mobilisere interne ressourcer.

Sotsialnyi Rukh har længe understreget nødvendigheden af disse foranstaltninger, men nu er de blevet kritiske for Ukraines evne til at forsvare sig selv. Den største hindring for effektivt at mobilisere ressourcer er den neoliberale politik, som prioriterer privat ejendom frem for alt andet, fremmer profitjagt og tillader privatpersoner at akkumulere formuer. Så længe ukrainske byer stadig er besatte, og de russiske angreb fortsat er i offensiven, skal alle sektorer af økonomien fungere på en koordineret måde og maksimere deres bidrag til forsvarsindsatsen.

De fleste finansielle ressourcer bør koncentreres i statens hænder og investeres i forsvarssektoren, mens privat kapital skal være underlagt progressiv beskatning for at genopbygge statens finanser. En styrkelse af forsvaret hænger uadskilleligt sammen med store investeringer på det sociale område: oprettelse af arbejdspladser (især i kritisk infrastruktur), forbedring af plejesektoren for at muliggøre, at flere kvinder kan komme ind på arbejdsmarkedet og bedre adgang til sociale service såsom sundhedspleje, akutboliger og rehabilitering. Disse foranstaltninger kunne også bidrage til at få folk til at vende hjem fra udlandet.

Derudover er det essentielt at forbedre de sociale garantier for dem, der udfører militær tjeneste, især dem, der har forsvaret Ukraine siden 2022.

Det unikke i Ukraines situation ligger i, at det på grund af krigen er blevet mere muligt end nogensinde at afvikle oligarkernes kapitalisme, og at der er en samfundsmæssige berettigelse for dette. For det første bliver en betydelig del af de nødvendige offentlige tjenester, der afgør Ukraines modstandskraft, allerede leveret af statsejede virksomheder (jernbaner, postdrift, sundhedspleje, uddannelse, banker). For det andet er adskillige virksomheder (primært dem, der er forbundet med russiske oligarker) blevet nationaliseret, og andelen af BNP, der omfordeles gennem statsbudgettet, er steget. For det tredje har de ukrainske oligarker allerede mistet en del af deres formue og kontrolmekanismer og er i stigende grad underlagt statens magt.

• En kritisk gennemgang af jord og naturressourcer for at få fastlagt ejerforholdene og de samfundsmæssige interesser i udnyttelsen af disse. Gennemsigtighed i kontrollen af de nationale rigdomme er ikke nødvendig for et hastigt udsalg af disse ressourcer, men for at forstå det grundlag, som den generelle velstand kan bygge på. Dette vil motivere folk til at kæmpe mere effektivt for deres hjemland og perspektiverne for samfundets velstand.

• Statskontrol over virksomheder i strategiske dele af økonomien og igangsættelse af masseproduktion til at dække behov for dem ved fronten. Industrien skal indrettes til at varetage forsvaret af landet og ikke lade sig styre af usikre markedstendenser. Kritisk infrastruktur skal tilbager på statens hænder. Adgang til basale varer bør ikke blive et fodertrug for oligarker eller et redskab til at suge statslge midler ned i monopolernes lommer. At staten lader Rinat Akhmetov beholde DTEK [Ukraines største private investor på energimarkedet, o.a.] eller overlader regionale energiselskaber til Vadym Novynskyi er en statslig gestus til fordel for oligarkerne, som savner et rimeligt grundlag.

• Kritisk gennemgang af gennemførte privatiseringer med fokus på resultaterne. Virksomheder købt for en slik bør returneres til staten, eller forskellen mellem købsprisen og den faktiske markedsværdi bør kompenseres. Først og fremmest bør virksomheder inden for minedrift, maskinfremstilling og den kemiske industri, der er kritisk for at sikre forsvaret, være under statslig kontrol. Det er nok med at skrabe penge sammen fra donationer – lad oligarkerne betale.

• Fordømmelse af enhver aftale om dobbelt skattefritagelse med Cypern, Jomfruøerne og andre skattely. Den merværdi, der skabes af ukrainske naturressourcer, ukrainsk infrastruktur og ukrainsk arbejdskraft, bør beskattes her og kun her.

• Indførelse af progressiv beskatning og en skat på luksusforbrug. Forsvaret af landet hviler på offerviljen hos Ukraines bønder, arbejdere og små erhvervsdrivende. For at redde landet må de rigeste ofre deres formuer, i et omfang, der modsvarer den indflydelse, de havde før krigen – topskatten bør op på 90 procent af indkomsten. Uden handling på skatteområdet vil Ukraine falde ned i en uoverstigelig gældsfælde (i 2025 vil udlandsgælden nærme sig 100 procent af BNP).

• Etablering af arbejderkontrol i virksomheder som et effektivt værktøj til intern revision og en form for selvorganisering. Fra de første dage af krigen til nu har landet været præget af korruptions-skandaler relateret til misbrug af fondsmidler. Kontinuerlig kontrol fra fagforeninger og arbejderråd er nøglen til at få større gennemsigtighed i ledelsens dispositioner og at forhindre korruption. Det er muligt at bestikke enkelte mennesker, men det er umuligt at bestikke et helt kollektiv. At give effektive kontrolbeføjelser til fagforeningerne vil være et incitament for udvikling af en ægte arbejderbevægelse.

• Drop hidtidig praksis med underfinansiering af uddannelse og forskning. Den højteknologiske karakter af moderne krigsførelse betyder, at ingeniører og uddannet arbejdskraft er lige så vigtige som soldater. Det er kun den uddannelsesmæssige inerti fra tidligere tider, kombineret med de udbredte tekniske kundskaber hos den ukrainske befolkning, der har gjort det muligt at designe, producere og betjene en række moderne tekniske redskaber, der giver os en fordel på slagmarken. Vi kan ikke længere stole på inertien fra fortidens epoker. Omfattende investeringer i uddannelse og videnskab var nødvendige i går. Uden udvikling af den sociale sektor står Ukraine overfor en massiv udvandring og en demografisk krise, der vil forhindre en kompensation for de menneskelige tab.

• Statsmonopol på eksport. I 2024 slog eksporten af landbrugsprodukter rekord med 24,5 milliarder dollars, selvom fortjenesterne fortsætter med at lande i private lommer.

• Genforhandlng med Europa vedrørende de russiske aktiver. Ved at fjerne den tilbageværende oligarkiske indflydelse vil Ukraine gøre sig fri fra korruption og gøre det muligt at få en reel diskussion om overførsel af frosne russiske aktiver til ukrainske behov. I øjeblikket sidder europæiske lande på cirka 200 af de 300 milliarder dollars af russisk oprindelse.

• At hæve den sociale prestige for militært personale. En styrkelse af statens budget vil gøre det muligt at betale rimelig økonomisk kompensation til sårede soldater, der ønsker at vende tilbage til tjeneste. Det er essentielt at genoprette praksis med, at mobiliserede arbejdere bliver betalt med deres gennemsnitsløn, hvilket vil sikre, at de ukrainske væbnede styrker har det nødvendige mandskab.

Implementeringen af disse skridt er umulig uden et brud mellem landets ledelse, de store virksomheder og deres magtfulde agenter. Hvis blot nogle af disse foranstaltninger gennemføres, vil det øge befolkningens tillid til regeringen. De sande garantier for Ukraines sikkerhed ligger i styrkelsen af de bånd, der binder samfundet sammen. På den anden side vil andre lande ikke hjælpe os, før vi demonstrerer vores vilje til at prioritere forsvarsinteresser over markedsinteresser. Og i sit 34. år med uafhængighed må Ukraine lære at leve uden oligarker og kapitalister. Mens Ukraine stadig har betydelige finansielle, industrielle og menneskelige ressourcer, ville det være en stor fejl ikke at bevæge sig frem mod deres socialisering.

Nu har den ukrainske regering en unik mulighed for at vise, i praksis, hvad den er villig til at ofre – landet eller oligarkerne. Hvis vi sætter en stopper for det neoliberale kaos, der forstærker kløften mellem rige og fattige, vil vi forene folket og blive en samlende kraft på globalt niveau! Hvis vi genopbygger økonomien på socialt orienterede principper, vil vi udholde kampen og lægge et solidt fundament for genopbygningen!

Tag millioner fra oligarkerne – for velfærd og forsvar!

For et Ukraine uden oligarker og besættere!

3. marts 2025

Oversat fra International Viewpoint af Åge Skovrind