Udkast til udtalelse fra den 16. verdenskongres Fjerde Internationales rolle og opgaver

af Den Internationale Komité

Udkast til udtalelse fra den 16. verdenskongres
Fjerde Internationales rolle og opgaver
 
  1. Forberedelserne til den næste verdenskongres finder sted på en baggrund, der i hidtil uset grad er præget af en global økonomisk krise og en verdensomspændende økologisk krise. Dette er et afgørende vendepunkt. Den dobbelte krise udstiller kapitalismens fallit og kræver, at der bliver sat en ny dagsorden med fokus på reorganisering og genopbygning af den antikapitalistiske arbejderbevægelse.
De sociale og økonomiske angreb og de nyliberale modreformer mod de folkelige klasser vil øges i omfang og styrke. Der vil blive flere krige og konflikter. Økologiske katastrofer vil ramme millioner af mennesker. Alt i alt står vi over for en ny historisk periode.
Med fremvæksten af nye kapitalistiske kræfter som Kina, Rusland, Indien og Brazilien vil der opstå nye styrkeforhold mellem de imperialistiske magter, både økonomisk og politisk. Geo-strategisk betyder kombinationen af et svækket USA-hegemoni og en skærpet intern rivalisering mellem Europa, Rusland, Asien og USA, at der vil opstå nye politiske og militære konstellationer, hvor Nato vil få en fremskudt rolle og hvor der vil opstå nye internationale spændinger.
I løbet af de seneste år har den amerikanske imperialisme satset på, at militær tilstedeværelse i alle fire verdenshjørner kunne kompensere for en svækket økonomisk position. Det republikanske hold omkring George W. Bush er bragt i international miskredit, og det samme er tilfældet internt i USA. Valget af Obama er et modsvar på dette, men alligevel kun en alternativ løsning for imperialismen. De dele af det amerikanske samfund, der ønsker reelle forandringer, vil blive skuffede.
Alt i alt betyder krisen, at den nyliberale ideologi har vist sig ude af stand til at fremstå som en løsning. Sålænge socialdemokratiet og centrum-venstrefløjen ikke er i stand til at tilbyde et passende svar, vil de indebyggede modsætninger i samfundet eksplodere. Selv ny-keynesianske tiltag, der alligevel ikke er blevet indført, ville være nok til at løse krisen.
 
  1. Sociale modstandskampe er stadigvæk på fremmarch på verdensplan, men billedet er meget uensartet og positionen forbliver defensiv. Den globale bevægelse for retfærdighed har tabt den dynamik, som den havde frem til 2004. Ikke desto mindre viser det netop afholdte Verdens Sociale Forum i Belem, at der både er behov og mulighed for international konvergens, også inden for rammer, hvor kampene er mere spredte og fragmenterede.
– I visse europæiske lande som Frankrig, Grækenland, Tyskland, Polen og Italien har de sociale kampe en afgørende indflydelse på den politiske scene. Alligevel er de ikke stærke nok til at blokere eller tilbagerulle de underliggende tendenser i den kapitalistiske offensiv eller effekterne af krisen. De har heller ikke haft held til at overvinde den rådende tendens i retning af opdeling og splittelse af lønmodtagerne. Kampene er forblevet defensive. De har endnu ikke fået et udtryk i form af en antikapitalistisk bevidsthed. I denne situation og i den grad, der ikke findes en antikapitalistisk venstrefløj, vil fremmedfjendtlige og endda racistiske alternativer kunne vinde styrke.
– I mellemøsten fortsætter befolkningerne deres modstand mod vestlig og Israelsk besættelse og aggression i Palæstina, Irak og Libanon. Den zionistiske regerings morderiske aggressioner mod Gaza kun to år efter Libanon-krigen har ikke kunnet overvinde modstanden. På trods af, at Hamas og Hizbollah nu er de vigtigste politiske referencepunkter i denne modstand, findes der alligevel dele af befolkningen, der bekender sig til en social såvel som national befrielseskamp.
– Latinamerika forbliver det kontinent, der har de mest socialt eksplosive situationer, skønt disse har været ujævne og begrænsede i lande som Argentina og Brasilien. Latinamerika har været stedet, hvor man har oplevet delvise brud med imperialismen, specielt i Venezuela, Bolivia, Ecuador og Paraguay.
– I en række fremvoksende kapitalistiske lande eller i de, der er fremkommet ved genopretning af kapitalismen – Kina, Indien, Rusland og den tidligere østblok – har globaliseringens hvirvelvind tenderet til at proletarisere flere hundrede millioner mennesker. Men denne nye sociale styrke, som vil kunne spille en nøglerolle i de kommende år, har endnu ikke dannet uafhængige foreninger såsom fagforeninger, græsrodsorganisationer eller politiske organisationer.
– Udplyndringen af Afrikas ressourcer til gavn for de store multinationale selskaber skyder fart i nært samarbejde med de siddende regeringer. Flere års konstant vækst i BNP i landene syd for Sahara har ikke været til gavn for befolkningen, men tværtimod ført til mere social ulighed. Stillet over for den fortsatte nedbrydning af levevilkårene, har der været store kampe, bl.a. generalstrejker i Guinea, demonstrationer i Togo og en generalstrejke i den offentlige sektor i Sydafrika. Fødevarekrisen ved udgangen af 2008 udløste adskillige demonstrationer. Fraværet af politiske alternativer er imidlertid en alvorlig hæmsko for kampene, som i Guinea og Cameroun. De bliver enten ført i retning af borgerlige politiske formationer som på Madagascar, eller kører ud ad et religiøst blindspor som i Nigeria eller DR Congo, hvis ikke de ender i endnu værre etniskbaserede eller racistiske opgør som i Kenya eller Sydafrika.
Opbygningen af demokratiske, folkelige og arbejderbaserede organisationer forbliver absolut nødvendige for at kampene skal kunne udvikles og vinde frem.
– I Asien mærker man kun alt for godt til de kombinerede langtidseffekter af Sovjetblokkens opløsning og den finansielle globalisering, navnlig krigszoner i fuldt udbrud (Afghanistan, Sri Lanka, Mindanao/Filippinerne), internationale konfrontationszoner (Korea, Pakistan, Indien), udfordringer imod tidligere geopolitiske styrkeforhold (Sydøstasien, Kina, Japan), indskrænkninger af de demokratiske rum, der hidtil har været opnået (Thailand, Filippinerne, Indonesien…).
Disse ubalancer skærpes nu af den finansielle økonomiske krise og af fødevarekrisen, der skubber i retning af mere regional koordinering og en større konvergens mellem de sociale modstandsbevægelser, der findes på de forskellige felter: Antikrigsbevægelser, atommodstand, gældsbekæmpere sammen med fortalere for fødevaresuverænitet og for sociale og økologiske rettigheder.
 
  1. Dynamikken bag den kapitalistiske globalisering og bag den rådende krise har også ændret rammen for udviklingen af den traditionelle venstrefløj. Reformistiske bureaukratier har set deres råderum blive væsentligt begrænset. Fra reformisme uden reformer over reformisme med kontrareformer, har socialdemokratiet og tilsvarende kræfter i adskillige udviklings- og dominerede lande bevæget sig hen imod en socialliberalisme, der direkte støtter op om nyliberale eller nykonservative politikker.
Alle de kræfter, der er politisk eller institutionelt forbundet med socialliberalismen eller centrum-venstre, bliver i varierende omfang trukket ind i disse kvalitative ændringer i arbejderbevægelsen og er ude af stand til at formulere en vej ud af krisen. I flere tilfælde står de endda for politik, der gør den økologiske krise værre, som f.eks. Lula-regeringen i Brazilien.
De traditionelle kommunistiske partier er stadigvæk i færd med deres langstrakte nedtur. De forsøger at bryde denne udvikling ved at hage sig fast i frakkeskøderne på de ledende styrker i det liberale venstre og de etablerede institutioner, mens andre falder tilbage til nostalgiske og selvbekræftende positioner. Der findes ganske vist sektorer eller strømninger, der ønsker at bygge videre på de sociale bevægelser og antikapitalistiske kræfter, som f.eks. Synaspismos i Grækenland, men på grund af deres reformistiske natur, er der store interne modsætninger og splittelser omkring denne kurs.
For den radikale venstrefløj betyder kombinationen af social modstand og forvitringen af den traditionelle venstrefløj, at der er opstået et nyt råderum. Dermed står vi over for en reorganisering og genopbygning af arbejderbevægelsen på et nyt antikapitalistisk og økosocialistisk grundlag.
 
  1. Vores mål med at gå ind i denne reorganisering er at skabe en ny venstrefløj, der er i stand til at møde udfordringerne fra dette århundrede og at genopbygge arbejderbevægelsen, dens strukturer, dens klassebevidsthed og dens politiske og kulturelle uafhængighed fra borgerskabet.
·        En anti-kapitalistisk, internationalistisk, økologisk og feministisk venstrefløj
·        En venstrefløj, der udgør et klart alternativ til socialdemokratiet og dets regeringer
·        En venstrefløj, der kæmper for en socialisme for det 21. århundrede, baseret på selvforvaltning og demokrati og med et sammenhængende program for at nå dertil
·        En venstrefløj, der er bevidst om, at det er nødvendigt med et brud med kapitalismen og hele dens logik – og at det ikke lader sig gøre at regere sammen med det, man ønsker at bryde med
·        En pluralistisk venstrefløj, der er forankret i de sociale bevægelser og på arbejdspladserne og som forener arbejdskampe med kampene for kvindefrigørelse og LGBT (lesbisk, homoseksuel, biseksuel og transseksuel befrielseskamp) med miljøkampen
·        En ikke-institutionel venstrefløj, der bygger sin strategi på proletariatets og de undertryktes selvorganisering og på princippet om, at arbejderklassens befrielse skal være arbejdernes eget værk
·        En venstrefløj, der forener nye sociale sektorer og nye temaer, f.eks. som dem, der blev udtrykt på Verdens Sociale Forum i Belem, og ikke mindst nye generationer – fordi man ikke kan skabe nyt kun med gammelt materiale
·        En internationalistisk og anti-imperialistisk venstrefløj, der kæmper imod dominans og krig og som lægger grundlaget for en massebaseret, demokratisk Internationale
·        En venstrefløj, der er i stand til at forbinde den kritiske og revolutionære marxismes værdifulde arv med udviklingen inden for feminisme, økosocialisme og de oprindelige folks bevægelser i Latinamerika
·        En uafhængig og klassekampsorienteret venstrefløj, der kæmper for det bredest mulige aktionsfællesskab imod krisen og for arbejderklassens og alle undertryktes rettigheder, landvindinger og forhåbninger
 
  1. Det er inden for denne ramme, at problemerne med opbygningen af Fjerde Internationale, nye antikapitalistiske partier og nye internationale grupperinger skal formuleres. Vi har udtrykt det på vores egen måde siden 1992 og på de seneste to verdenskongresser med det tredelte slagord; ”Ny æra, nyt program, nyt parti”, udviklet og uddybet i Internationalens dokumenter.
Vi bekræfter hermed essensen i de beslutninger, vi tog på den forrige verdenskongres i 2003 omkring opbygningen af brede antikapitalistiske partier. Alt i alt står Fjerde Internationale over for en ny fase i vores udvikling. Revolutionære marxister og aktivister, kernegrupper, strømninger og organisationer er nødt til at forholde sig til problemerne omkring opbygning af antikapitalistiske og revolutionære formationer, med henblik på en ny politisk repræsentation af arbejderklassen. Dette gælder både på nationalt og på internationalt niveau.
Vi baserer os på erfaringerne fra udviklingen i klassekampen, fra bevægelsen for global retfærdighed og fra modstandskampe og antikrigsbevægelser gennem de seneste ti år. Det samme gælder lærdommene fra det brazilianske PT, italienske Rifondazione Communista og fra debatten på den franske anti-nyliberale venstrefløj.
På denne baggrund har revolutionære marxister været med til at opbygge PSOL i Brasilien og Sinistra Critica i Italien, med til at kæmpe for et nyt antikapitalistisk parti i Frankrig og for Respect i England. Vi har også været med til at videreudvikle Venstreblokken i Portugal og Enhedslisten i Danmark.
Det fælles mål, ved hjælp af forskellige veje, er at bygge brede antikapitalistiske partier. Det handler ikke om at genbruge gamle formler for omgruppering og heller ikke alene om revolutionære strømninger. Ambitionen er at forene kræfterne, ikke kun de revolutionære kræfter. Men så længe disse klart kæmper for antikapitalistiske partier, kan de være med til at støtte op om samlingsprocessen.
Selv om der ikke nogen færdig model – eftersom enhver samlingsproces må tage udgangspunkt i de særlige nationale omstændigheder og styrkeforhold – er vores mål ikke desto mindre at opbygge brede og antikapitalistiske politiske kræfter, der er uafhængige af socialdemokratiet og centrum-venstrefløjen. Dvs. formationer, der afviser enhver form for deltagelse i eller støtte til regeringer, der bygger på klassesamarbejde. Det er dette grundlag, vi orienterer os ud fra. Vore erfaringer med differentiering og omorganisering i Afrika og Asien peger i den samme retning. Det er gennem denne proces, at vi kan gøre nye fremskridt. Det er dette spørgsmål, der skal udgøre rammeværket for FIs næste verdenskongres.
 
  1. Det er inden for disse rammer, at vi skal diskutere forholdet mellem at bygge Fjerde Internationale og vores politik for antikapitalistisk samling på såvel nationalt, kontinentalt og internationalt plan. Hvordan kan vi styrke og udvikle Fjerde Internationale til at blive et effektivt redskab med sigte på en ny international gruppering? Dette er vi allerede begyndt på – om end med begrænsede resultater hidtil, må vi indrømme – i forbindelse med konferencerne for den antikapitalistiske venstrefløj, samt andre internationale konferencer. På internationalt plan har vi på dette grundlag taget initiativ til og selv deltaget i adskillige konferencer og initiativer for at fremme international konvergens og samling: Etableringen af EACL – European Anti-capitalist Left Conference – sammen med den portugisiske Venstreblok, Enhedslisten fra Danmark og det skotske socialistparti, SSP. Vi har samarbejdet med organisationer som det engelske SWP. Andre partier deltog også i konferencerne, herunder venstrereformistiske partier, der i en periode har været venstredrejede som f.eks. Rifondazione og Grækenlands Synaspismos. Vi har også afholdt internationale konferencer for revolutionære og antikapitalistiske organisationer under Verdens Sociale Forum i Mumbai og i Porto Alegre i Brazilien. På dette niveau har vi indgået solidariske bånd med det brasilianske PSOL, da det brød med Lulas PT. Vi støttede også vore italienske kammerater i deres bestræbelser på at bygge et antikapitalistisk alternativ til Rifondazione-ledelsen. Dette er blot nogle af eksemplerne på den orientering, som vi ønsker at fremme. De forskellige konferencer i år, som f.eks. i Paris og i Belem, viser nødvendigheden af og muligheden for fælles handling og debat mellem et stort antal organisationer og strømninger på den europæiske antikapitalistiske venstrefløj i Europa. Fremover vil det være afgørende at fortsætte med åbne møder og konferencer omkring strategiske og programmatiske spørgsmål og med fælles handling gennem kampagner og initiativer for international mobilisering.
 
7.      Fjerde Internationale og dens sektioner har spillet og spiller stadigvæk en vital rolle i at forsvare, fremme og implementere programmer med krav, der både er aktuelle nu og her og som samtidig peger i retning af socialismen. En linie om enhedsfront med målsætning om massemobilisering af arbejderklassen og dens allierede. En linie om en samlet og uafhængig arbejderklasse, der går imod enhver form for strategisk alliance med det nationale borgerskab. Modstand imod enhver form for regeringsdeltagelse i lande med en fremskreden kapitalisme, hvor der kun er tale om at forvalte staten og den kapitalistiske økonomi, mens internationalismen er opgivet.
Fjerde Internationale har tjent og tjener stadigvæk en rolle i at holde liv i den revolutionære marxistiske strømnings historie, i at ”forstå verden”, diskutere revolutionære aktivisters, strømningers og organisationers analyser og erfaringer og i at samle organisationer, tendenser og aktivister, der deler en fælles strategisk vision og står over for de samme valg i forhold til bred omgruppering på en revolutionær basis. Eksistensen af et internationalt rammeværk, der gør os i stand til at ”tænke omkring politik” er et uomgængeligt gode, når revolutionære går ind for at påvirke. En meningsfuld internationalisme er nødt til at stille spørgsmålet omkring en international ramme. Af historiske årsager, som Fjerde Internationale selv har været med til at analysere, har vi imidlertid ikke selv tilstrækkelig legitimitet til at udgøre eller blive den nye masseinternationale, der er behov for.
Hvis vi skal tage et skridt fremad i retning af alliancer mellem antikapitalistiske kræfter, kan de nye organisationer – navnlig i Europa og Latinamerika – hverken forholde sig til eller forene sig med den ene eller den anden tendens, der kan spore sit ophav tilbage til Fjerde Internationale. Det er lige meget, om der er tale om diverse Moreno-tendenser, Lambertister, SWP eller de andre varianter af trotskisme.
Alligevel vil vi også bemærke, at der faktisk er en bemærkelsesværdig forskel på FI og alle de andre grupper, nærmere bestemt at udover selve de politiske positioner, er FI baseret på en demokratisk koordination mellem sektioner og aktivister, mens de andre internationale grupperinger er ”Internationale-fraktioner” eller koordineringer bygget på ”parti-fraktioner”, der ikke er baseret på demokratiske regler, herunder rettigheder til at danne tendenser etc.
De historiske grænser for disse internationale ”trotskistiske” strømninger – i lighed med andre eks-maoistiske eller eks-kommunistiske strømninger – er i dag en hindring for at opnå en yderligere udkrystallisering af nye internationale konvergenser.
Når det gælder Chavez’ og andres opfordringer til at danne nye Internationaler, befinder de sig et helt andet sted. De indebærer helt oplagt en række underliggende politiske problemer, herunder spørgsmålet om relationer mellem stater og organisationer.
 
Med de nuværende styrkeforhold, er politiske fremskridt i retning af en ny masseinternationale nødt til at bygge på åbne og regelmæssige konferencer omkring centrale politiske spørgsmål – aktiviteter, særlige temaer eller diskussioner – der derved kan bidrage til konvergens og fremvæksten af antikapitalistiske og revolutionære poler.
I de nye antikapitalistiske partier, der vil blive født i løbet af de kommende år og som vil udtrykke den aktuelle kampvilje, erfaring og bevidsthed i de sektorer, der er mest optaget af at skabe et antikapitalistisk alternativ, vil spørgsmålet om en ny internationale fortsætte med at dukke op.
Vi handler og vil fortsætte med at handle, så dette spørgsmål ikke skal stilles i form af ideologiske og historiske muligheder, med indebyggede farer for opsplittelse og brud. Det er nødt til at blive stillet på to niveauer: Reel politisk konvergens omkring internationale interventioner; og en pluralisme i de nye formationer, der skal kunne forene strømninger af helt forskellig oprindelse: Diverse trotskister, libertære/frisindede, revolutionære syndikalister, revolutionære nationalister og venstrereformister.
I forbindelse med nye partidannelser plejer vi derfor at være fortalere for, at de nye og brede antikapitalistiske partier skal tillade organiserede tendenser og fraktioner, og at grupperne, der er forbundet med Fjerde Internationale, selv vælger en organisationsmåde, der passer til den specifikke situation inden for hvert enkelt parti. Vore portugisiske kammerater i Venstreblokken, de danske kammerater i Enhedslisten og de brasilianske kammerater i PSOL har således organiseret sig på hver deres måde enten som egentlige Fjerde Internationale-grupper eller i klassekampsstrømninger sammen med andre politiske tendenser.
 
8.      Inden for denne bevægelse står vi over for et misforhold mellem partibygning på det nationale plan og opbygningen af nye omgrupperinger på det internationale plan. I den nuværende situation eller i løbet af de kommende år, er der mulighed for dannelsen af nye antikapitalistiske partier i indtil flere lande. Alligevel er der ikke noget tilstrækkeligt grundlag for fremvækst af en ny international alliance, og da slet ikke en ny Internationale ved denne korsvej.
En ny Internationale kan kun opstå ud af en langstrakt periode med fælles handling og fælles forståelse af begivenheder og opgaver for at overvinde kapitalismen. Samtidig som vi forpligter os til at arbejde for denne internationale konvergens, vil vi understrege Fjerde Internationales særlige ansvar og behovet for en endnu mere målrettet indsats. Vi både kan og vil tilbyde et organisatorisk rammeværk, der er attraktivt og demokratisk for revolutionære organisationer, der deler det samme politiske projekt som os. Det er i denne dynamik, at vore filippinske, pakistanske og russiske kammerater befinder sig, og i morgen kan det f.eks. være vore kammerater fra Polen eller Mali.
 
9.      I praksis har vi en helt særlig rolle, der også anerkendes af flere andre politiske strømninger. Det er muligt, at vi reelt er de eneste, der vil være i stand til at kunne fremme konvergens mellem flere politiske kræfter af forskellige oprindelse. I Latinamerika er det f.eks. det, som vore venezuelanske kammerater på venstrefløjen af den bolivariske proces giver udtryk for. Det er også tilfældet i Europa, i forhold til de forskellige relationer mellem EACL og andre strømninger.
På denne baggrund er det afgørende, at den kommende verdenskongres bliver et vigtigt skridt i forhold til at de forskellige kræfter mødes. Konkressen er FIs kongres og der kan på nuværende tidspunkt ikke blive tale om en organistorisk overgang til noget andet. Alligevel ønsker vi, at FI spiller rollen som ”facilitator” og brobygger med et perspektiv om nye internationale alliancer.
 
10. Som et led i en sådan proces, skal alle Internationalens organer forstærkes i form af regelmæssige møder, internationale udvalg, rejser og udveksling mellem sektionerne. Det er nødvendigt med en forstærket indsats af de områder, som Internationalen har prioriteret gennem de seneste år, herunder regelmæssige møder i FIs ledende organer som Bureauet og de europæiske møder. De årlige møder i det internationale forretningsudvalg (IC), der repræsenterer omkring 30 organisationer, skal være garant for den organisatoriske kontinuitet i vores internationale strømning.
 
Ungdomslejren, der er blevet afholdt hvert år med omkring 500 kammerater, skal være et centralt område for ungdomsarbejdet i vore europæiske sektioner.
 
Instituttet er i færd med at fornye sig selv. Udfordringen er nu at sikre, at seminarerne bliver gennemført, og at der er ligevægt mellem ledelsen og organisationen. Fjerde Internationale er nødt til at åbne såvel Instituttet som vore møder. Instituttet spiller en central rolle, ikke alene i forbindelse med uddannelse af vore kadrer i sektionerne, men også ved at bidrage til udveksling mellem forskellige internationale tendenser og erfaringer. Seminaret om klimaforandring, der var åbnet for en række internationale specialister, er et godt eksempel. Ligesom andre møder indikerer det både behovet for og muligheden af, at vi er en smeltedigel for programmatisk udvikling omkring de afgørende spørgsmål, som antikapitalistiske og revolutionære strømninger står og skal tackle. Møder for kvinder, unge og fagforeningsaktivister skal også være åbne for andre, og ændres tilsvarende som konsekvens af dette.
Kort sagt, i den kommende periode og på basis af vores orientering omkring opbygningen af en ny international alliance eller en ny Internationale, udgør Fjerde Internationale en værdifuld international ramme for revolutionære marxister.
 
 
/ Oversat fra engelsk af Bjarke Friborg, 2009.11.19.
single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com