Illustration: Svend Vestergaard Jensen

Sagen ved EU-domstolen har været længe undervejs. Og den er ikke afsluttet med EU-domstolens afgørelse. Sagen skal fortsætte i Østre Landsret. Og der kan gå yderligere tid, inden landsretten er klar med sin  afgørelse. Det, der for mange kan forekomme enkelt og ligetil, er i juridisk sammenhæng kompliceret.

Det drejer sig om den ændring af boliglovgivningen, som Lars Løkke fik gennemført som statsminister i 2018. Der var ifølge Lars Løkke ”huller i Danmarkskortet”. Han havde set sig gal på de almene boliger, hvor der af forskellige grunde boede mange mennesker med rødder i ”ikke vestlige lande”. Der skulle ryddes op og laves ”ghettolister”, hvor der skulle laves særlige regler. Det mest radikale var reglerne om at nedrive eller bortsælge boliger til private investorer.

Der var protester fra beboere og i begyndelsen også fra den etablerede boligbevægelse. Der blev tidligt organiseret møder og demonstrationer gennem ”Almen Modstand”, en bevægelse som stadig er levende. Og det er der brug for også efter EU-dommen.

Socialdemokraterne valgte at adoptere Lars Løkkes ”ghettolov”. Det blev især senere socialdemokratisk ledede regeringer, der kom til at stå for den konkrete gennemførelse af loven. De lavede om på nogle detaljer, blandt andet blev ”ghetto” til ”parallelsamfund”. Men det ændrede ikke det store billede. Det drejede sig om kosmetiske ændringer. Principperne i den nuværende lov er uændrede.

Parallelsamfund og omdannelsesområder

Hovedsagen er, at almene boligområder bliver sat på nogle forskellige lister. Der opereres med 4 typer områder: Udsatte boligområder, parallelsamfund, omdannelsesområder og forebyggelsesområder. Det sker på  baggrund af nogle socio-økonomiske faktorer, som kendetegner områderne. Det, som er relevant i sammenhæng med EU-dommen, er kriteriet ”ikke vestlige indvandrere og efterkommere”. Hvis der i et udsat boligområde er mere end 50 procent af denne kategori, kommer det på listen over ”parallelsamfund”. Og hvis et område har været på denne liste i mere end 5 år, kommer det på listen over ”omdannelsesområder”.

Det betyder, at der skal ændres på beboersammensætningen. Andelen af familieboliger skal nedbringes med 60 procent. Det kan ske på tre måder: nedrive boliger, frasælge boliger til private investorer, omdanne boliger til ældreboliger eller ungdomsboliger. I alle tre tilfælde skal lejerne opsiges og fraflytte. Hele processen starter med, at boligselskabet og kommunen i fællesskab laver en ”udviklingsplan”, der derefter skal godkendes af ministeriet. Beboerdemokratiet er ikke en del processen. Planen skal ikke godkendes af beboerne, som ellers er med til at bestemme alt andet om deres boliger.

Det, der er kernepunktet i den juridiske sag, er: Andelen af ”ikke-vestlige indvandrere og efterkommere”, som er helt afgørende for, om en bebyggelse er et ”omdannelsesområde” og dermed, om beboere er tvunget til fraflytning.

Det forekommer indlysende, at disse beboere har en personlig interesse i sagen, og at der er tale om forskelsbehandling. At der er tale om, at beboerne er udsat for diskrimination på baggrund af deres eller forældrenes etniske eller nationale baggrund. En diskrimination, som faktisk udvides til deres  naboer og medbeboere. Dermed er det også stigmatiserende for de beboere, der er ”ikke-vestlige”

Det er baggrunden for, at 12 beboere i Mjølnerparken i København har rejst en sag ved Østre Landsret. Landsretten behandler også en tilsvarende sag for Slagelse Almennyttige Boligselskab. Østre Landsret har bedt EU-domstolen at behandle sagerne, som nu er tilbage i landsretten.

En afgørelse i sagen får stor betydning for mange flere bebyggelser end de nævnte. Der er en række udviklingsplaner på vej. Mange beboere har fået opsigelse og flere er på vej. Det gælder f.eks. Bispehaven og Gellerup i Århus og Vollsmose i Odense.

Planerne bør sættes på pause

Det siger sig selv, at de berørte beboer er spændt på, hvad der bliver resultatet af hele sagen. Det ser ud til, at de har en god sag. Men de skal væbne sig med tålmodighed.

Som sagt kan det tage yderligere tid, inden landsretten er klar med sin afgørelse. Og at der kører en retssag har ikke nødvendigvis opsættende virkning. Derfor et det et spørgsmål, om enten regeringen, kommunerne eller boligselskaberne vil sætte bremserne i, inden skaderne bliver mere omfattende.

For beboerne i Mjølnerparken er det f.eks. for sent, to af de fire gårde er for længst ombygget og solgt til en privat investor.

Der må rejses krav om, at alt arbejdet med udviklingsplaner sættes på pause.

Hvis det (forhåbentlig) lykkes at få kendt parallelsamfundsloven for ugyldig, ligger der stadig nogle konflikter, nogle skår, der skal klinkes: Hvad med de beboere, der er fraflyttet og har mistet deres boliger? Skal der udbetales kompensation både for ulemper og evt. økonomiske tab, og for det at være udsat for uretfærdig behandling af staten?

Skal parallelsamfundsloven droppes, hvis sagen går regeringen imod. Ja, naturligvis? Det vil være oplagt at øge presset på regeringen, der vil være nødt til at lave nogle justeringer i forhold til EU-lovgivningen. I den forbindelse bør kravet være, at de ændrer retning og i stedet bruger flere ressourcer på det sociale arbejde. Og generelt på at styrke det sociale miljø i boligområderne, med kollektive faciliteter.