Rusland tilhører ikke kredsløbet af moderne imperialistiske magter, og chikaneres desuden af USA. Rusland er ved at udvikle en politik bestående af geopolitiske interventioner, og med handlinger, der er på linje med landets tyngde indenfor det militær-industrielle kompleks. Rusland kan på sit nuværende stadie bedst betegnes som et ikke-hegemonisk imperium i svøb. Udfaldet af krigen i Ukraine vil enten føre til en konsolidering eller til nedbrydelse af denne profil.

 

Ingen ville, i årene efter Sovjetunionens kollaps, have spurgt, om Rusland var en imperialistisk magt. På det tidspunkt begrænsede diskussionen sig til, hvorvidt landet ville genvinde kræfterne til overhovedet at få nogen som helst relevans. Jeltsin-æraen førte til, at Moskva mistede al international betydning, mens alle diskussioner om imperialisme fokuserede på USA.

 

30 år senere har situationen, med Ruslands genopstigning som en vigtig geopolitisk aktør, ændret sig drastisk. Et skifte, der har genåbnet diskussionen, om det er relevant at betegne Rusland som et imperium. Begrebet bliver knyttet til Putins person og til invasionen i Ukraine, som bliver set som et stærkt bevis på fornyet russisk imperialisme.

 

Det mest almindelige er at anse dette for at være en indiskutabel kendsgerning, for Moskva undertrykker jo sine naboer ved at underminer deres frihed, demokrati og fremskridt. Kreml bliver anklaget for at forstærke sine aggressioner for dermed at kunne udvide sin autoritære politiske model.

 

Konventionelle fejltagelser

De vigtigste vestlige regeringer og medier stiller spørgsmålstegn ved Moskvas invasion, mens de retfærdiggør lignende handlinger, der udføres af egne regeringer. Udstationeringen af soldater i Ukraine, Georgien eller Syrien fremstilles som uacceptable handlinger, mens besættelsen af Afghanistan, Irak eller Libyen bliver tolket som rutinemæssige begivenheder. Annekteringen af Krim fordømmes tilsvarende, men når Israel beslaglægger palæstinensisk jord, så bliver det hilst varmt velkomment.

 

Dette hykleri kombineres med utroværdige påstande, der har til formål at skræmme befolkningen. De skildrer en gigantisk russisk magt, der besidder en umådelig kapacitet til at kunne gøre skade. Moskvas manipulationer med amerikanske valg gennem infiltrationer og algoritmer har været blandt de mest absurde anklager i disse kampagner.

 

Enhver diabolsk konspiration tilskrives Putin, og medierne portrætterer ham ofte som det personificerede onde. Han skildres som en despot, der genopbygger et imperium, som hviler på brutale metoder af indenrigsk totalitarisme. (Di Palma, 2019). Sådanne sammenligninger sker aldrig med plutokraterne i USA eller i Europa.

 

Liberale beskriver ofte den russiske imperialisme som en sygdom, der har rødder i landets autoritære historie. De hævder, at det russiske samfund slæber rundt på en gammel tvangsforestilling om, at de skal undertrykke andre menneskers territorier (La Vanguardia, 2021.)

 

Hermed gentager man de vante klicheer, men uden at foretage en seriøs vurdering af problemet. Hvis Rusland har imperialistiske gener i sit DNA, så tjener der ikke noget formål at undersøge emnet til bunds. Det vil ganske enkelt være en håbløs sag, sammenlignet med Vestens velkendte dyder.

 

Lige så ubesværet som Ruslands imperialistiske magt belyses, lige så let undtages USA og dets partnere fra en lignende bedømmelse. Imperialismen ses som en logisk følge af Kremls autokrati, som det transatlantiske fællesskab har undgået takket være dets tilknytning til republikansk tolerance. Hvordan denne fortælling kan forenes med den koloniale plyndring af Afrika, Asien og Latin Amerika er et uløseligt mysterium.

 

Udfaldet mod Moskva er taget lige ud af de gamle koldkrigsmyter, der modstiller den undertrykkende russiske totalitarisme med det amerikanske demokratis vidundere. De døde, som Pentagon har efterladt i sin stræben efter at udbrede dette paradis, benægtes hårdnakket. Kontrasten mellem USA’s velsignelser og Rusland dystre overlevelse har overlevet som en udødelig myte.

 

Kremls imperialisme ses desuden som et uheldigt karaktertræk i et land, der prøver på at komme overens med sin barske skæbne: Ifølge de mest ekstreme eurocentriske holdninger, så opfattes russerne som en hvid etnisk gruppe, der ikke har evnet at blive assimileret med den vestlige civilisation, og som nu sidder fast i Østen. Nazisterne forsøgte at løse denne afvigelse ved at udrydde dele af det slaviske folk, men Hitlers nederlag begravede i lang tid dette nedgørende synspunkt. I dag er de gamle fordomme atter genoplivet.

 

Skal vi seriøst vurdere Ruslands plads blandt de imperialistiske magter, så skal den slags nonsens skrottes. Først og fremmest er det nødvendigt at klargøre, hvilken status Rusland har i det kapitalistiske univers, eftersom en forudsætning for at tilhøre gruppen af imperier er, at kapitalismens er til stede. Denne erkendelse forhindrer liberale tænkere (og deres platte medier) i at komme til en forståelse af problemet.

 

Genetableringen af kapitalismen

I tre årtier har kapitalismens tre søjler nu stået i Rusland: Det private ejerskab til produktionsmidlerne er blevet genoprettet; normerne for profit, konkurrence og udnyttelse er blevet konsolideret, og en politisk model, der sikrer den nye herskende klasses privilegier, er indført.

 

Vedtagelsen af alt dette skete med en forvirrende hastighed. Fra 1988 til 1991 blev Gorbatjovs gradvise forsøg på at reformere Sovjetstaten begravet. Da hans perestrojka-model afviste en socialistisk fornyelse og folkelig deltagelse, så fremmede den en lynhurtig genopretning af kapitalismen. Den gamle elite ødelagde sit eget regime for at blive fri for de restriktioner, der forhindrede en omstrukturering til fordel for den besiddende klasse.

 

Jeltsin forcerede denne halsbrækkende overgang til kapitalismen på blot 500 dage. Han privatiserede, uddelte offentlig ejendom til sine nære forbindelser og overførte landets rige ressourcer til syv forretningsgrupper. Det nye system opstod ikke som i Østeuropa: udefra og under vestlig indflydelse. Det blev født ovenfra og indenfor rammerne af det forudgående system.

 

Bureaukratiet gennemgik kosmetiske ændringer og blev til et oligarki. Den samme mutation skete i de tidligere Sovjetrepublikker, hvor kommunismens administratorer på kort tid blev til fortalere for kapitalismen.

 

Det var tydeligt, at økonomisk stagnation, faldende produktivitet, ineffektivitet i den statslige planlægning, mangler og underproduktion understregede de dårligdomme, der gik forud for Sovjetunionens kollaps. Omfanget af disse ubalancer er imidlertid blevet overdrevet, og bekvemt er der set bort fra, at de aldrig matchede omfanget af de finansielle kollapser, som har ramt den vestlige kapitalisme. Den sovjetiske økonomi stod ikke overfor det samme jordskælv, som ramte Vesten med finanskrisen i 2008-09.

 

Den sovjetiske model blev begravet politisk af en herskende klasse, der omformede landet. I denne transformation ligger den helt store forskel til Kina, der har bevaret sin traditionelle regeringsstruktur intakt, mens den opererer i et markedsscenarie, som er præget af fortalere for kapitalismen.

 

Denne forskel betyder, at der er sket en genindførelse af kapitalismen i Rusland, mens det stadig er uafklaret i Kina. Ledelsen af staten har været den afgørende faktor i landets tilbagevenden til kapitalisme. Skiftet fik samme historiske betydning, som da det russiske monarki blev omstyrtet af den kommunistiske revolution.

 

Jeltsin skabte en republik af oligarker, der tog kontrol over olie, gas og eksport af råstoffer. Han indførte et autoritært styre med udbredt svindel ved valgene til de parlamentariske forsamlinger.

 

Putin kontrollerede denne røveriske dynamik i en spændt tilstand med det nye plutokrati uden at angribe de nye milliardærers privilegier. For at have styr på den private gældsætning, udlandsgælden, monetære problemer og afvikling af lokale investeringer indførte han forskellige styringsredskaber og udfordrede de rige, da de begyndte at blande sig i politik. Her markerede Putin skarpt, at det var ham, der havde magten til at træffe beslutninger.

 

Konflikten blev afklaret med fængslingen af Khodorkovsky [Ruslands rigeste erhvervsmand i 2003, fængslet 2005-2013, hvorefter han straks forlod Rusland, o.a.], udmanøvreringen af Dmitry Medvedev [Ruslands præsident fra 2008 til 2012 og premierminister fra 2012 til 2020, o.a.] samt chikanen mod Alexei Navalny. I kølvandet på dette styrkede Putin sit mandat og sikrede yderligere sin autoritet. Men han bekræftede også privatiseringerne og elitens ledelse af de strategiske sektorer af økonomien. Det var kun i forhold til udplyndringen af naturressourcerne, at han indførte begrænsninger, for derved at marginalisere eliten af velhavere fra den direkte regeringskontrol.

 

Disse dobbelte handlinger misforstås ofte af analytikere, der slet og ret ser Putin som en autoritær hersker. De udelader den strategiske rolle, han spiller, når det gælder styrkelsen af kapitalismen.

 

Det er en proces, der kræver et stærkt præsidentstyre, baseret på bureaukratier og sikkerheds-apparater, der i dag er dobbelt så store som under Jeltsin. Putin har sikret sin magt ved hjælp af manipulation af valgsystemet, samt restriktioner på, hvem der kan stille op som kandidater til relevante stillinger og embeder.

 

Men dette herredømme indebærer ikke en model med en enkeltstående leder, som er afhængig af den øverstbefalendes luner. Lederen af Kreml regerer på en konsensus, der bevarer en sammenhæng i eliten. Via sin rolle som moderator undgår Putin konfrontationer blandt de 100 familier, der kontrollerer økonomien. Denne harmonisering fordrer mægling, hvilket Putin har perfektioneret efter årtier ved magten.

 

Med andre ord: Genopretningen af kapitalismen – som en nødvendig forudsætning for enhver form for imperialistisk status – er underbygget i Rusland. Men den aktuelle variant af dette system rejser andre spørgsmål.

 

En selvmodsigende og usikker model

Siden 1990 har neoliberale akademikere vaklet i deres vurdering af, hvor langt overgangen til markedsøkonomien var kommet. De har aldrig været i stand til at forklare Ruslands besynderlige udvikling, der tilbageviste alle ortodokse forudsigelser om konkurrence og velfærd. Den lovede kapitalistiske velstand opstod ikke af Sovjetunionens aske. Statens bureaukratiske planlægning blev erstattet af en model, der bragte større ubalancer med sig (Luzzani, 2021).

 

Den sædvanlige markedsdynamik står overfor hidtil usete forhindringer i en økonomi med lav produktivitet, mangel på gennemsigtighed og en forretningspraksis på kant med liberalismens manualer. Monopolernes vægt er den dominerende faktor, ligesom mafiaerne beskyttes på en måde, der ironisk identificeres som ”jurassic-kapitalisme” (stenalderkapitalisme).

 

Akkumulationsprocessen er præget af, at klanerne er til stede overalt og af deres konsekvente indbyrdes personlige afhængighed. En snæver kreds af begunstigede personer profiterer af de uformelle mekanismer til tilegnelse, som bygger på statens magt. Indenfor disse rammer fungerer i skyggen en kapitalisme, som favoriserer en elite, der opbygger sin arv gennem begrænsede investeringer, produktioner, eller forbrugsudvidelse.

 

Adskillige modsætninger indenfor Sovjet-styret (bureaukrati, korruption, ukoordineret administration, ineffektivitet) er blevet genbrugt i en lige så ubrugelig model. Kulturelle relationer, der er kopieret efter flere årtiers bureaukratisk herredømme, er blevet genskabt, og der er opstået en inerti, der forstærker uligheden, uden dog at give plads til den form for udvikling, som Sovjet engang var så stolt af. De gamle modsætninger i den bureaukratiske model er smeltet sammen med kapitalismens nye udfordringer (Buzgalin, 2016).

 

I tredive år har Rusland haft et styre, der levede af at eksportere råstoffer, med store virksomheder specialiseret i forretninger med gas (Gazprom), olie (Rosneft) og naturressourcer (Lukoil). Vægten af den private sektor er lige så spektakulær som berigelsen af de milliardærer, der er knyttet til disse aktiviteter. På grund af afhængigheden af eksport af brændstoffer og mineraler mv., så har Rusland i særlig grad været påvirket af internationale udsving på priserne.

 

Forekomsten af råstoffer står i modsætning til industriens betydning i Sovjetstaten. Der er stadig en betydelig teknologisk udvikling, men åbningen for import, afvikling af investeringer og inerti har i alvorlig grad påvirket det gamle produktionsapparat og forhindret dets modernisering. Industrien er blevet straffet af en liberal elite, der fokuserer på eksporten og ikke bekymrer sig om industrien. Mindre produktionsvirksomheder, der i forvejen døjede med lav lokal finansiering, fik det svært, da de multinationale selskaber kom ind på det russiske marked.

 

Bagsiden af den begrænsede kreditgivning var det uforholdsmæssige niveau af udenlandsk gældsætning, som blev foretaget af de samme eliter, som ødelagde Sovjet. Gennem udlandslån blev kontrollen af finansstrømmene fjernet. Resultatet var en enorm kapitalflugt til oversøiske lande af det overskud, der blev skabt hjemme i Rusland.

 

De enorme summer, oligarkerne har sendt i skattely, blev trukket ud af den lokale akkumulations-proces. Globalt er Rusland nummer ét, når det gælder penge, der sendes i skattely, med Argentina som nummer 3. Nedturen for denne sydamerikanske økonomi og viser de betydelige dramatiske konsekvenser ved at sende så store værdier i skattely. I 1998 førte afkapitaliseringen til Ruslands enorme rubelkrise.

 

Putin reagerede med drastiske modforanstaltninger for at inddæmme denne neoliberale sårbarhed. Han standsede forblødningen fra fondene, og opbyggede en enorm oliestat, der beholder et handelsoverskud for at sikre reserverne (Tooze, 2022). Dette tjener til at afbalancere skrøbeligheden i en model, der hviler på en enkelt kilde. Men økonomer sætter et stort spørgsmålstegn ved holdbarheden i denne model.

 

Nutidens semi-periferi

Rusland passer ind i økonomier, der på én og samme tid har distanceret sig fra kapitalismens centre og periferi. Det er et semi-perifert land, et mellemled i den globale arbejdsdeling, og svarer nogenlunde til Indiens og Brasiliens globale placering. (Clarke, Amis, 2016). I alle tre tilfælde er landets enorme størrelse, befolkningstal og ressourcer nøglefaktorer. En lignende separations-afstand ses også, når det gælder økonomier, der er mere funktionelle for globaliseringen som fx Sydkorea, Taiwan og Malaysia.

 

Rusland indgår ikke i den magtelite, der styrer verdenskapitalismen. Strukturelle kløfter adskiller til de udviklede lande, når det kommer til indikatorer som levestandarder, gennemsnitligt forbrug eller middelklassens størrelse. Ruslands perifere status gør, at det er lige så langt fra Tyskland og Frankrig, som fra Albanien og Cambodja.

 

Rusland agerer ikke kun, som om det blot var en gigantisk leverandør af råstoffer. Rusland vurderer sin rolle som det land, der forsyner to kontinenter med gas, og hvor der konkurreres med andre vigtige leverandører om priser og forsyningsbetingelser.

 

Ingen af Ruslands energiselskaber har den samme strategiske relevans som banker eller teknologi-firmaer fra USA, Vesteuropa eller Japan. Landet konkurrerer ikke med de store aktører i den globaliserede digitale kapitalisme.

 

Ruslands semi-perifere status i den globale arbejdsdeling, adskiller sig fra Kinas imponerende opstigning, der har giver landet en central placering. Moskva kommer end ikke i nærheden heraf.

 

USA’s imperiale fjendtlighed

Ruslands omdannelse til en imperialistisk magt er, på grund af landets globale tyngde, en åben mulighed. Der er tale om en ustabil, men fuldt genetableret kapitalisme på et mellemniveau. Landets geopolitiske rolle afgøres af sammenstødet med USA’s dominans.

 

Rusland er NATO’s foretrukne mål, og Pentagon er fast besluttet på at underminere alle forsvarsinitiativer, som Rusland iværksætter. USA stræber efter at opløse Ruslands magt og var tæt på at opnå det i Jeltsin-æraen, da amerikanske banker gjorde forsøg på at få aktiekontrol med russiske selskaber (Hudson, 2022). Det fejlslagne forsøg blev efterfulgt af et systematisk militært pres.

 

Det første skridt var ødelæggelsen af Jugoslavien med omdannelsen af den gamle serbiske provins til det spøgelsesagtige Kosovo. En enklave, der nu vogter amerikanske multinationale selskabers energikorridor, tæt på Rusland.

 

NATO omdannede de tre baltiske lande til missilaffyringsramper, rettet mod Moskva, men var ikke i stand til at indlemme Georgien. hvor forsøget på at indsætte en marionetregering (Saakashvilii) slog fejl.

 

Pentagon koncentrerede sig derefter i den sydlige grænseregion (Transkaukasus og Moldova) med flere former for operationer, og det endte så med invasionen i Ukraine – moderen for alle kampe.

 

USA’s brutalitet mod Rusland indeholder dels et strejf af inerti, og dels de historiske erfaringer med Sovjet. Det reaktionære mål om at ødelægge landet har overlevet, efter at Sovjet forsvandt (Pigueras, 2022). Til trods for tilstedeværelse af kapitalismen, så har Vesten ikke inkorporeret Rusland i sin operationssfære.

 

USA slap utallige aggressioner løs for at forhindre, at Rusland blev genoprettet som et funktionsdueligt land. Det skete ved brug af en militær alliance, der blev skabt i efterkrigstiden og som fortsatte med at operere, som om den socialistiske lejr fortsatte med at eksistere. NATO har genskabt den kolde krig ad de samme linjer som i det 20. århundrede, og har fornyet gamle, internationale spændinger. Ganske som Den Hellige Alliance fortsatte med at være på nakken af Frankrig efter Napoleons nederlag (på grund af erindringen om den franske revolution), så rummer den nuværende aggression mod Rusland spor af hævn mod Sovjetunionen på grund af den kommunistiske revolution.

 

Medskyldighed og reaktioner

Frankrig og Tyskland deltager også i chikanen af Rusland med deres økonomiske dagsorden, der prioriterer forhandlinger. Moskva leverer energi på meget fordelagtige vilkår til den tyske industri, og Berlin har forsøgt at modvirke Washingtons utilfredshed med partnerskabet.

 

Afgørende er Nord Stream 2, der skulle have været taget i brug i år. Et projekt, som USA har modarbejdet på alle tænkelige måder, fordi den russiske gas er en direkte konkurrent til USA’s flydende naturgas (LNG). Denne konflikt er én af understrømmene i krigen i Ukraine.

 

Washington udøver pres på alle fronter, og fik under pandemien overtalt de europæiske lande til ikke at købe den russiske Sputnik-vaccine. Nu forlanger USA total underkastelse i sanktionspolitikken mod Moskva, hvilket vil underminere de tyske handelsaftaler med Rusland.

 

Berlin drog fordel af Sovjets kollaps ved at udvide sine indbringende forretninger i Østeuropa, af den åbning, der blev påbegyndt med Jeltsin, og som aspirerede til at danne en fransk-tysk-akse for at svække USA’s dominans. Det amerikanske udenrigsministerium eskalerede sammenstødet med Rusland for at neutralisere den fransk-tyske strategi. Det er nu lykkedes for USA at trække sine partnere ind i et stort korstog, der er vendt mod Moskva (Poch, 2022).

 

USA begyndte at genopruste NATO, der har gjort kløften i de militære udgifter i forhold til Rusland langt større. I 2021 lå budgettet for de største NATO-lande på 811 mia. dollar, hvilket langt overstiger de russiske 66 mia. dollar, der blot er en anelse større end det tyske (Jofre, 2021).

 

Forud for krigen blev der i maj og juni 2021 i Ukraine afholdt en fælles transatlantiske manøvre, Defender Europa 21, som involverede 40.000 soldater og 15.000 stykker militært udstyr, og med simulerede angreb nær grænsen til Rusland.

 

Russernes forsøgte at standse dette med gentagne forslag, men blev ignoreret af Vesten. Afvisning har været – og er – et konstant træk i USA’s politik, og har skuffet Putin gang på gang. Han begyndte sin karriere med store forventninger til en sameksistens med USA. Efter Jeltsins traumatiske forsøg prøvede Putin at opnå status quo, baseret på anerkendelse af Moskva som en magt, og rakte gentagne gange hånden frem til forsoning. Forgæves.

 

Putin samarbejdede med USA i Afghanistan, har opretholdt hjertelige forbindelser med Israel, annulleret leveringen af missiler til Iran, og blandede sig ikke i bombningen af Libyen (Anderson, 2015). Ja, han gik endda så langt som til at foreslå et partnerskab med NATO.

 

Det amerikanske udenrigsministerium afviste, tolkede Ruslands fremstrakte hånd som svaghed og reagerede med en stedse mere aggressiv adfærd, og Putin opgav gradvis illusionen om en harmonisk sameksistens. I 2007 indledte han en modoffensiv, som sidenhen blev konsolideret med sejrene i Georgien og Syrien. Selvom han fortsatte med at fremsatte forslag om våbenstilstand, så ignorerede Washington dem simpelthen (Sakwa, 2021).

 

Rusland chikaneres med den samme arrogance, som Pentagon udviser mod alle, der ignorerer USA’s krav. I denne sag står USA dog overfor en modstander, der hverken er Afghanistan eller Irak, et land som USA kan mishandle, som det er sket i Afrika eller Latin Amerika.

 

Udenlandske interventioner og militærmagt

Rusland er et kapitalistisk land, der har genopbygget en internationale tyngde. Indtil invasionen i Ukraine har landet ikke vist tegn på at være en imperialistisk aggressor. Det indikerer, at Putin endnu ikke har udviklet en geopolitisk offensiv fuldt ud, men at der dog ses antydninger deraf.

 

Sovjets kollaps blev efterfulgt af konflikter i 8 af de 15 tidligere Sovjetrepublikker, hvor der var udstationeret sovjetiske soldater. Fra en diskret tilstedeværelse inden ødelæggelsen af Jugoslavien bevægede Rusland sig ind i en ødelæggende invasion af Georgien og invasionen af Ukraine.

 

Rusland forsøger at neddæmpe sine tidligere allieredes overgang til den vestlige lejr, samt at undgå destabilisering af grænseområderne. Et eksempel herpå var den våbenhvile, der nylig blev indgået mellem Armenien og Aserbajdsjan om enklaven Nagorno Karabakh. Aftalen godkendte, at de territorier, der var okkuperet af Aserbajdsjan, skulle gives tilbage til Armenien, som kompensation for nederlaget i 2016.

 

Stillet overfor større farer gennemtvang Putin en våbenstilstand, der mishagede hans armenske allierede. Moskva viste sin magt ved at gennemføre en mægling, der forsinkede løsningen af udestående konflikter (flygtninge, lokalt selvstyre, korridorer, der forbinder områder befolket af begge grupper.)

 

Denne balancegang, hvor lokale eliter holdes i stramme tøjler, tjener som vejledning for Kremls intervention i den post-sovjetiske sfære. Russerne udsteder ordrer på linje med Primakov-doktrinen, (om det nære udland, dvs. de tidligere Sovjetrepublikker som russisk interessesfære), og som fremmer genopretningen af den russiske indflydelse i udlandet for at modvirke USA’s hegemoni (Armenain, 2020).

 

Primakov var russisk udenrigsminister 1996-99 og talsmand for det multipolære projekt – en verden med flere magtcentre – som modvægt til USA’s unilateralisme, og at fremme en. strategisk trekant med Indien og Kina (senere udvidet med Brasilien og Sydafrika).

 

Disse retningslinjer skal dels forhindre USA’s unilaterale dominans, og dels indsætte Kreml som medansvarlig i internationale anliggender. Det er en meget aktiv strategi, men den giver i sig selv ikke nogen imperialistisk status.

 

Militære aktioner er en nøgleingrediens i imperialismebegrebet. Det russiske militær har gradvis opnået stigende synlighed. Landet har i dag 15 militærbaser i 9 oversøiske lande og fremhæver sin betydning som verdens næststørste våbeneksportør.

 

Den militære indflydelse matcher langt fra USA’s, der har omkring 800 baser i andre lande, og en våbeneksport, der er dobbelt så stor som Ruslands. Af de øverste 100 våbenfabrikker er de 42 amerikanske og 10 russiske. NATO-landenes militære udgifter er ti gange større end Ruslands (Smith, 2019).

 

Den russiske våbenindustris betydning ses ved, at den er den eneste, der blev undtaget fra den industrielle nedgang, der skete efter Sovjets kollaps. Takket være våbenindustriens konkurrenceevne, så er den blevet yderligere konsolideret i de senere årtier.

 

Putin har ikke begrænset sig til kun at bevare og vedligeholde det arsenal, Sovjet efterlod. Han har reaktiveret militærindustrien for derved at styrke landets internationale tilstedeværelse. Det har tvunget det militære kompleks til at udvide sine funktioner ud over selve afskrækkelsen, således at der nu også eksisterer en dynamik i forbindelse med fremmede interventioner.

 

Et ikke-hegemonisk imperium i svøb

Rusland er ikke en del af den dominerende imperialisme, ligesom det heller ikke er en med-imperialistisk partner. Men Rusland udøver en politisk dominans via intens militær aktivitet. Landet er fjendtligt overfor USA, men den undertrykkende adfærd finder “kun” sted indenfor Ruslands egen interessesfære. Hvordan kan vi definere denne modstridende profil? Begrebet et ikke-hegemonisk imperium under udklækning sammenfatter mangfoldigheden af karakteristika.

 

De ikke-hegemoniske bestanddele afgøres af Ruslands placering i forhold til de imperialistiske magter. Som Kina er Rusland genstand for NATO’s systematiske chikane, og det placerer Rusland uden for den centrale dominans i det 21. århundrede.

 

Det imperialistiske element er i sin vorden. Kapitalistisk genopretning i en magt, der i århundreder har udøvet undertrykkelse, er fuldbyrdet. Men indikationer på imperiale politikker er udelukkende muligheder. Begrebet imperium-under-dannelse belyser en status, der er ufuldstændig, og som på samme tid er til stede, i overensstemmelse med kapitalismens tilbagevenden.

 

Definitionen af et ikke-hegemonisk imperium i svøb gør det muligt at undgå to ensidige synspunkter. Den første begrænser sig selv til blot at påpege konflikter mellem Rusland og USA, mens den anden udelukkende fokuserer på undertrykkende tendenser.

 

Ruslands dobbelte status – som et spirende imperium, der konfronteres med USA’s dominans – glemmes af analytikere, der vælger blot at beskrive Moskvas politik. Korrekt påpeger de, at Rusland er det største land på kloden, at det ikke deltager i partnerskab med Europa eller Asien, og at det desuden har et kernevåbenarsenal, der kun overgås af USA’s.

 

Ruslands økonomiske præstationer hænger ikke sammen og har væsentlige svagheder, sammen- lignet med Kinas. Det døjer med vægten af den krampagtige kapitalistiske genopretning, der forhindrer, at landet kan operere efter imperialismens sædvanlige modeller.

 

Sammenligninger med Brasilien eller Indien giver ikke svaret på Ruslands status som imperialistisk, eftersom forudsætningerne er lige så kontroversielle i begge disse tilfælde. I det 21. århundrede er det ikke længere nok at skelne mellem de dominerende centralmagter og undertrykte perifere lande. Ligesom den simple observation af ligheder mellem store semi-perifere økonomier heller ikke klarlægger den geopolitiske status i hvert land. USA’s chikane af Rusland udstrækkes ikke til Indien eller Brasilien, men den indebærer, at Moskva er placeret et meget andet sted i den globale orden.

 

Betegnelsen af Rusland som et ikke-hegemonisk imperium i svøb står i modsætning til billedet af en magt, der allerede er integreret i imperialismen. Den halvperifære placering, den begrænsede rækkevidde af Moskvas militære interventioner og de transnationale russiske virksomheders beherskede størrelse illustrerer forskellene til en allerede etableret imperialistisk status. Rusland rummer dog tydelige imperialistiske potentialer på grund af sin kapitalisme og landets dominerende rolle i konflikter med naboerne.

 

Dette imperium i svøb står overfor en afgørende prøve i Ukraine. Invasionen udgør et kvalitativt skifte i Moskvas handlinger, og resultatet heraf vil få indflydelse på landets internationale status. Konflikten har konsolideret den vestlige imperialismes fjendtlighed mod denne eurasiske magt, men har også forstærket Kremls undertrykkende adfærd i sine grænseområder. De imperialistiske tendenser, der viser sig som muligheder, er med invasionen i Ukraine bragt til et nyt niveau. (Katz, 2022).

 

Hvordan krigen vil forløbe er fortsat uvist. Det er tænkeligt, at hvis Rusland lykkes med denne første større invasion, så kan krigen bringe Rusland ud af sin imperialistiske fostertilstand, og landet kan overvinder de barrierer, der adskiller det fra at være et egentligt fuldt udviklet imperium.

 

På den anden side, hvis Moskva møder et pludseligt nederlag eller kører fast i en udmattelseskrig, da kan de imperialistiske tendenser blive afsluttet, inden de bliver realiseret. Ukraine vil definere, hvorvidt Rusland springer ud eller ikke springer ud som en imperialistisk magt.

 

Begge hypoteser gør det nødvendigt at afklare flere elementer af den aktuelle betydning af imperialismen. Dette vil blive analyseret ved at gennemgå Lenins teser i den næste artikel.

 

Oversat fra Claudio Katz’ hjemmeside af Arne Lund. Dette er den første af fire artikler, som diskuterer Ruslands status som imperialistisk magt. De øvrige artikler ligger på hans engelsksprogede side her.

 

Claudio Katz er økonom, CONICET-forsker, professor ved universitetet i Buenos Aires, og medlem af Economists of the Left.

 

Referencer:

 

Anderson, Perry (2015). “Rusia inconmensurable”, New Left Review 94, Sept-Oct 2015.

 

Armanian, Nazanín (2020). “El suicidio armenio y la ‘Doctrina Primakov’”, 27/11/2020

 

Buzgalin, A., Kolganov, A., Barashkova, O. (2016). “Russia: A new imperialist power?” International Critical Thought, 6(4), 64.

 

Clarke, Renfrey; Annis, Roger (2016). “Perpetrator or victim? Russia and contemporary imperialism”, LINKS International Journal of Socialist Renewal, February 7, 2016, http://links.org.au/node/4615

 

Di Palma, Gustavo (2019). “Putin y el nuevo imperialismo ruso”, 26-5-2019, https://www.lavoz.com.ar/mundo/putin-y-nuevo-imperialismo-ruso/

 

Hudson, Michael (2022). “Ucrania los Estados Unidos quiere evitar que Europa comercie con China y Rusia”, 12/02/2022, https://rebelion.org/con-el-pretexto-de-la-guerra-en-ucrania-los-estados-unidos-quiere-evitar-que-europa-comercie-con-china-y-rusia/

 

Jofre Leal, Pablo (2021). “La OTAN contra Rusia”, 22/12/2021 https://www.telesurtv.net/bloggers/La-OTAN-contra-Rusia-20211213-0004.html

 

Katz, Claudio (2022), “Dos confrontaciones en Ucrania”, 1-3-2022, http://www.lahaine.org/katz

 

La Vanguardia, (2020). “¿Ha vuelto el Imperio Ruso?”, 15-2-2020, https://www.lavanguardia.com

 

Luzzani, Telma (2021). Crónicas del fin de una era, Batalla de Ideas, Buenos Aires,

 

Piqueras, Andrés (2020). “¿Occidente contra Rusia (y China)”, https://redhargentina.wordpress.com/2020/09/22/occidente-contra-rusia-y-china-por-andres-piqueras/

 

Poch de Feliu, Rafael (2022). “La invasión de Ucrania” 22/01/2022 https://rebelion.org/la-invasion-de-ucrania/

 

Sakwa, Richard (2021). “Comprender el pensamiento estratégico ruso. El mundo visto desde Moscú”, 13/12/2021 https://rebelion.org/autor/richard-sakwa/

 

Smith, Stansfield (2019). “Is Russia imperialist?” LINKS International Journal of Socialist Renewal, January 21, 2019 http://links.org.au/is-russia-imperialist

 

Tooze, Adam (2022). “El desafío de Putin a la hegemonía occidental” 29/01/2022, https://www.sinpermiso.info/textos/el-desafio-de-putin-a-la-hegemonia-occidental