Men det er nødvendigt at forklare, at den globale virkelighed faktisk ser fundamentalt anderledes ud – og at NATO er en del af problemet, ikke en del af løsningen.

Lad os lige starte med at slå fast: Ja, Putins brutale invasion i Ukraine er et markant eksempel på, at det russiske regime fører en aggressiv imperialistisk politik i forhold til sine nabolande. Putin har også med en stribe andre militære interventioner vist, at det russiske regime ikke vil respektere nabolandenes selvstændighed, men at man tværtimod med alle midler vil udvirke, at der sidder russisk-venlige regeringer – om nødvendigt diktatorer – ved magten der. For eksempel med støtten til Assad-regimet i Syrien og med den ligeledes direkte militære støtte til en vasal-regering i Kazakhstan og diktaturet i Belarus mod folkelige oprør.

Rusland er en aggressiv imperialistisk magt

Rusland er under Putins ledelse en aggressiv imperialistisk magt, der fortjener vores udelte fordømmelse. Det er dybt betænkeligt og foruroligende, at der er tilnærmelser mellem Rusland og en anden imperialistisk supermagt, Kina, der ligeledes forsøger at dominere både naboer (Hong Kong) og andre lande – sidstnævnte foreløbig kun med økonomiske midler.

NATO er ikke et hak bedre

De vestlige lande og deres (vores) forsvarsalliance, NATO, er imidlertid en aggressiv imperialistisk magt af mindst samme kaliber. Alliancens dominerende magt, USA, forsøger ligesom Rusland at holde kontrol over sine ”naboer” på (hele!) det amerikanske kontinent, hvilket både mellem- og sydamerikanske lande har bitre erfaringer med, som vi næppe behøver at opremse her. Men NATO har også spillet en rolle i den vestlige verdens imperialistiske kontrol i Asien og Afrika. NATO-landenes nyere militære invasioner har Danmark endda selv deltaget i – Afghanistan, Libyen og Irak (sidstnævnte ikke deciderede NATO-operationer, men en koalition af særligt ”villige” NATO-lande).

NATO-alliancens evindelige snak om at forsvare demokrati og frihed er – lige netop snak. Erdogans Tyrkiet, der langt fra kan betegnes som et demokrati, er et af de centrale NATO-lande – og listen over NATO-koalitionens støtte til tvivlsomme regimer er lang. Ligesom for Kina og Rusland handler det om at sikre sig magt og indflydelse og kontrol over lande og råstoffer, altså i sidste ende frem for alt økonomiske interesser.

NATO’s aggressive ekspansion i Europa

Da NATO’s daværende ”modpart”, Warszawapagten, efter Sovjetunionens sammenbrud omkring 1990 gik i opløsning, var der en unik mulighed for at nedlægge militærblokkene og indlede en afrustningsproces i verden – ikke mindst i Europa – da jerntæppet faldt. En gensidig afrustning kunne have dannet grundlag for en ny fred og sikkerhed for både gamle og nye lande.

Men i stedet valgte NATO at udvide medlemskredsen med en række østeuropæiske lande og fortsætte oprustningen – blandt andet drevet frem af rustningsindustriens interesser. Derfor kan Putin i sin propaganda over for den russiske befolkning fremmane kortet over et NATO, der siden er rykket voldsomt frem mod Ruslands grænser.

Faren for Tredje Verdenskrig

Denne situation – med aggressive imperialistiske magter, der løbende er i konflikt med hinanden om områder og indflydelse – er den slags, som kan føre til nye krige, hvor arbejderklassen i forskellige lande bliver sendt i døden for at bekæmpe ”fjenden” i den anden blok. I sidste ende kan det føre til en tredje verdenskrig – som med de nuværende arsenaler af atomvåben alt for let kan ende med menneskehedens udslettelse.

Derfor kalder denne situation ikke på opbakning til fælles oprustning i ”vores blok” mod ”de aggressive fjender”. Det betyder jo bare støtte til flere og flere våben, mere og mere oprustning på begge sider og dermed endnu større krigsfare. Situationen kalder derimod på antimilitaristiske fredsbevægelser på tværs af grænserne – der hver for sig stiller krav til deres egen regering og deres egen blok om øjeblikkelig nedrustning, naturligvis gerne efter gensidig aftale med ”modparten” om kontrol osv.

Som det så malerisk blev udtrykt i de gamle paroler og sange, handler det om, at arbejdere i alle lande skal forene sig om at sige nej til at skyde på hinanden – og i stedet rette skytset mod deres egne generaler!

Hvad betyder det her og nu?

At vi skal stoppe oprustningen og sige nej til krig mellem de imperialistiske magter, betyder selvfølgelig ikke, at vi f.eks. skal nægte en befolkning (ukrainerne) retten til at forsvare sig mod en imperialistisk (russisk) invasion. Der skal ikke herske tvivl om, at de både har ret til dette og til vores fulde støtte.

Men danske NATO-fly langs grænsen mellem Rusland og de baltiske lande med ordre til at skyde først, hvis de ser et russisk fly et forkert sted, gør ikke verden til et sikrere sted for nogen (tværtimod øger det faren for en ny krig ved en fejltagelse). Det samme gælder aftaler om, at USA kan oprette baser f.eks. på Bornholm, hvis de skulle få lyst til det. Og de 18 milliarder kroner årligt til ekstra oprustning, som den danske regering lige har fundet flertal for. For slet ikke at nævne de mastodontiske tyske oprustningsbevillinger. Alle den slags oprustningsinitiativer vil styrke Putins propaganda om ”truslen fra Vesten” og tilsvarende svække den russiske fredsbevægelse, der lige nu ellers vokser og vokser, i takt med at f.eks. de værnepligtige russeres oplevelser i Ukraine spreder sig i hjemlandet. Og hvis noget effektivt skal stoppe Putins aggressioner, er det netop den folkelige modvilje og fredsbevægelsen i Rusland.

Det er lige netop i samspillet mellem vores og deres fredsbevægelse, at vejen til gensidig nedrustning, afrustning og fred skal findes. Der går ikke andre veje til en fredelig verden, end at vi hver for sig gør op med vores egen bloks aggressive imperialisme.

Udmeldelse af NATO – hellere i går end i morgen!

At kravet om dansk udmeldelse af NATO ikke er aktuelt lige nu, er derfor helt forkert. Tværtimod: Det omsiggribende oprustningsvanvid i NATO-landene råber på, at det første land siger fra og melder sig ud. At et land går forrest i at etablere et afrustet, demilitariseret Europa, hvor konflikter mellem landene klares med forhandling frem for krig. Hvor pengene bruges til velfærd og – ikke mindst – til at redde klimaet, i stedet for til bomber og missiler.

Hvis nogen tror, at Putin ville turde udnytte en sådan situation til at besætte Danmark, så tager de fejl. Ikke fordi han ville frygte, at NATO alligevel ville forsvare os, men af frygt for sin egen befolknings reaktion! Hvordan skulle han på nogen mulig måde forklare endsige forsvare et angreb på et land, der netop har demonstreret sin ultimative fredelighed?

Det er derimod sikkert rigtigt, at kravet om udmeldelse af NATO ikke er aktuelt i den forstand, at det lige nu måske har beskeden opbakning. Men så meget desto mere nødvendigt er det jo, at nogen forklarer, hvilken rolle NATO faktisk spiller på den globale plade, og hvorfor kravet derfor burde få opbakning fra alle, der ønsker en fredeligere verden! Og hvem f… skal nogensinde løse den opgave, hvis Enhedslisten ikke tør lufte sandheder, der (endnu) ikke er populære?

Der er derfor grund til at glæde sig over, at Enhedslistens hovedbestyrelse i denne weekend har bekræftet partiets vedtagne krav om udmeldelse af NATO. Det er en opgave for alle Enhedslistens medlemmer og afdelinger– ikke kun folketingsmedlemmerne – at bære dette krav og visionen om en fundamentalt anden sikkerhedspolitik med ud i en bred bevægelse mod de voldsomme oprustningsplaner (herunder tilslutning til et fælles EU-forsvar), som regeringen i weekenden aftalte med en række borgerlige partier og SF. Der er bl.a. en folkeafstemning at vinde – og en verden at tabe. Bogstaveligt talt.

SAP’s forretningsudvalg, den 9. marts 2022