Nogle kommuner har i budgettet for 2010 ladet skatten stige mere, end regeringen tillader. Det er sket på trods af trusler om økonomiske sanktioner. Enhedslisten støttede dette ”kommunale oprør”. Bør det være venstrefløjens politik at foreslå øget kommuneskat?

af Ebbe Rand Jørgensen

Kommunerne havde i år fået lov til at lade de kommunale skatter stige med samlet 500 millioner kr.
Det var en del af aftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, KL.
Hvis kommunerne ikke overholdt aftalen, ville regeringen lave sanktioner i mod kommunerne. De ville ”neutralisere” overskridelsen ved at trække et tilsvarende beløb i bloktilskuddene.

Regeringen ville selv udpege de kommuner, der skulle have del i skattestigningen på 500 millioner.
Ledelsen af KL har protesteret i mod sanktionerne, men har samtidig gjort det klart at de ville lægge sig i selen for at sikre, at aftalen blev overholdt.

Da budgetterne – midt i oktober – var vedtaget i de enkelte kommuner, viste det sig, at der var en overskridelse på 269 millioner kr. Egentlig en succes – set fra KL og regeringens side – i betragtning af, at der var søgt om skattestigninger på over 2 milliarder. En række af de kommuner, der havde planlagt skattestigninger, var blevet banket på plads af KL’s ledelse. Truslerne om sanktioner havde gjort deres virkning.

Nedskæringer i et valgår

Skattestigninger plejer ikke at være det mest populære krav, slet ikke kort før et kommunevalg. Alligevel har mange borgmestre og kommunalbestyrelser protesteret imod ”skattestoppet” og ønsket at lade skatten stige i deres kommune.

Det skyldes i de fleste tilfælde, at kommunerne er voldsomt presset i deres økonomi. Som alternativ til den planlagte skattestigning har mange kommuner valgt at skære i ”kerneydelserne”: spare på lønninger, nedlægge pædagog- og lærerstillinger, lave forringelser af hjemmeplejen og lignende, heller ikke just tiltag, der kan samle stemmer.

Det er udtryk for reelle økonomiske problemer. Den stramme økonomiske politik overfor kommunerne begynder at gøre sin virkning. Desuden begynder vi at se virkningerne af en række af regeringsflertallets mange reformer, herunder især kommunalreformen.

De mange nye opgaver, som kommunerne har overtaget fra amterne, har f.eks. været et dyrt bekendtskab. Der har ikke – i forbindelse med overdragelsen – været tilstrækkelig styr på, hvad opgaverne har kostet.

Betal 1 krone og få 25 øre igen

Det er baggrunden for, at nogle kommuner, som alternativ til nedskæringer eller evt. kombineret med nedskæringer, har valgt at lade skatten stige. Oprøret har også bredt sig til regeringspartiet Venstre. Blandt de ”ulydige” kommuner er også kommuner med Venstreborgmestre.
Efter alt at dømme vil regeringen fastholde sanktionerne, og det betyder at 75 procent af skattestigningerne bliver inddraget i bloktilskuddet til de ”ulydige” kommuner til næste år. De sidste 25 procent bliver trukket af det samlede bloktilskud til kommunerne.

Nogle kommuner har derfor valgt at indregne sanktionerne i budgettet, en lidt langsigtet investering, for det første år får de kun knapt 25 procent af stigningen i kassen. For hver krone, skatteyderne lægger ekstra i kommuneskatten, får de for 25 øre kommunal velfærd.

Det følgende år, 2011, er ”bytteforholdet” lidt mere gunstigt: da får man 50 øre igen. De følgende år forsvinder den ”individuelle” straf, da bliver sanktionerne delt ud på samtlige kommuner, så til den tid kan de kommuner, der i år har været ”ulydige”, beholde næsten hele beløbet. Man kan selvfølgelig håbe på/kæmpe for, at de politiske styrkeforhold ændrer sig, og straffen bortfalder til den tid.

Kommunalt skatteoprør

En af de kommuner, der har valgt at lade skatten stige trods truslen om sanktioner, er Svendborg. Alternativet ville være at spare ekstra 50 mio. kr. i Svendborg Kommune oven i de næsten 40 mio., der allerede er lagt op til for budget 2010. Det fortæller Enhedslistens byrådsmedlem Jesper Kiel på Enhedslisten Svendborgs hjemmeside. Han vil have, at Svendborg Kommune skal starte et kommunalt oprør.

”Det er fuldstændig vildt, hvis der skal spares i alt 90 mio. kr. i 2010. Jeg fuldstændig rystet – det kan vi simpelthen ikke, vi må bryde med regeringens skattestop og hæve skatten på trods af regeringens diktater. Jeg synes også, at Kommunernes Landsforening (KL) reelt har svigtet Svendborg og de 25 andre kommuner, som fik nej til at hæve skatten. KL’s elendige aftaler med regeringen har sendt os på katastrofekurs, og derfor må vi melde os ud af KL.” udtaler Jesper Kiel, til afdelingens hjemmeside.

Enhedslisten i Svendborg krævede desuden at kommunen hævede grundskylden og genindførte en dækningsafgift.

Han bakkes op af Enhedslisten kommunalordfører, Line Barfod, der på Enhedslistens hjemmeside opfordrer andre til at følge eksemplet fra Svendborg.

– Der er behov for at sige stop for regeringens årelange underminering af velfærdsstaten. Det er børnene, de syge og de ældre, som betaler prisen for regeringens ideologiske projekt. Kommunerne skal sætte en stopper for det nu, siger Line Barfod.

I Svendborg endte det med en skattestigning, det var dog ikke Enhedslistens forslag, der blev vedtaget. Enhedslisten stillede forslag til budget sammen Socialdemokraterne, SF og Tværsocialistisk Liste. De ville lade skatten stige med samlet 67,7 millioner (svarende til den ene procent, der var søgt om), men fordele stigningen med 0,3 procent point på personskatten og resten på grundskyld og dækningsafgift.
De borgerlige partier lavede så et forlig, der betød en stigning på 0,7 procent på personskatten 0,2 promille på grundskylden og ingen dækningsafgift.

Bred skulder – let byrde

For Enhedslisten vil der ofte være nogle taktiske overvejelser, om vi skal gå med til skattestigninger, f.eks. i forbindelse med et budgetforlig, der indeholder store forbedringer. Men som udgangspunkt bør vi afvise skattestigninger.

Hvorfor er det et problem at lade kommuneskatten stige? Det er jo en måde at bevare de velfærdsydelser, som trues af voldsomme forringelser?

Problemet er, at skattestigninger især rammer de økonomisk dårligst stillede, hvor det generelt er meget brede lag af befolkningen, der har glæde af ydelserne. De lidt bedre stillede vil ofte argumentere med, at de godt kan betale lidt mere, og det er selvfølgelig rigtigt, det er bare ikke dem, der betaler mest.
Der er to problemer med beregningen af kommuneskat. Det ene er den manglende progression, alle betaler samme procent. Der er dog en vigtig undtagelse – og det er det andet problem – alle der ligger over topskattegrænsen slipper billigere. Topskattegrænsen er i 2010 på 389.900 kr.

Der er et skatteloft, der betyder, at hvis kommuneskatten stiger over 24,8 procent i 2010, bliver al indkomst over 389.900 fritaget for stigningen.

Det betyder også, at kommunekassen går glip af den del af stigningen, så de lavere indkomster skal betale endnu større andel, hvis pengene skal i kassen. De bredeste skuldre bærer den letteste byrde.

Forringelser, skat eller uansvarlighed

Hvad er svaret, når man i konkret situation skal forhandle et kommunalt budget, hvor der ofte mangler nogle millioner? Enhedslisten har ofte svaret: Vi kan pege på beskatning af erhvervslivet i form af øgede dækningsbidrag (skat på erhvervsejendomme). Eller vi kan pege på, at de mere velstillede kan betale mere i grundskyld (ikke helt uproblematisk, da det også rammer jævne folk, men dog i mindre grad).
Og så kan vi pege på umådeligt kommunalt spild i form af prestigeprojekter, dyre konsulentrapporter, overadministration og for mange vellønnede chefer.

Det er bare ikke altid nok, når der mangler 50 eller 100 millioner i kommunekassen, og dækningsbidrag og grundskyld har ramt lovens maksimum.

Vi må i den situation afvise at tage stilling i dilemmaet, skattestigninger eller ringere velfærd. Når vi bliver stillet overfor dette valg, må vi vælge en uansvarlig linje og foreslå et uansvarligt budget, hvor pengene tages op af kassen.

Men vi skal også gøre det klart, at ”uansvarlighedslinjen” ikke kan stå alene. Vi ønsker og foreslår mobiliseringer, et ”folkeligt forsvar af kommunekassen”. Alternativet er nemlig, at staten griber ind og sætter kommunen under administration den dag, likviditeten bliver kritisk.

Mod minimalstaten

Krisen i kommunernes økonomi skyldes ikke tilfældige konjunktursving. De er langt hen ad vejen udtryk for en politisk linje. Regeringen ønsker en bestemt retning for kommunernes udvikling, der bedst kan betegnes som ”minimalstaten”.

Derfor er det katastrofalt, når arbejderpartierne SF og Socialdemokraterne i kommunerne tager beslutninger, der er imod deres egen politik i form af velfærdsforringelser.

For Enhedslisten er linjen heldigvis klar: Vi stemmer aldrig for forringelser af velfærden.
Vi burde have samme klare linje på skatteområdet.

Der er som nævnt vælgergrupper, der gerne ser skattestigninger. Har man en pæn indkomst, vil man måske sige OK til den løsning. En anden gruppe, som ikke nødvendigvis har høje indkomster, er offentligt ansatte. De vil måske se en skattestigning som et nødvendigt onde for at bevare arbejdspladser og sikre ordentlige arbejdsvilkår.

Men lavindkomster, arbejdsløse og pensionister kommer til at betale prisen, for at tilfredsstille andre grupper.
Det er ikke Enhedslistens politik at omfordele på den måde: De arbejdsløse må betale for, at børnene eller de ældre kan få bedre forhold.

Ebbe Rand Jørgensen er kommunalbestyrelsesmedlem for Enhedslisten i Albertslund Kommune

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com