Krænkelser er flere ting. Der er dels de seksuelle krænkelser, overgreb og magtmisbrug, som stedse flere kvinder beretter om – krænkelser, der sker på arbejdspladsen eller under uddannelsen, og som er en udløber af #Metoo.

 

Og så er de krænkelser, som får identitetspolitiske folk i alle aldre til at føle sig såret, marginaliseret, og som kan udløse voldsom vrede, der rettes mod den formastelige, enten via de sociale medier, eller – mere åbent – på universiteter og arbejdspladser.

 

Hvor identitetspoltikken tidligere var begrænset til universiteterne, har den i de sidste årtier bredt sig til det øvrige samfund. Ofte udarter det sig til hysteri og mobning, krav om bodsgang og fyring. Eksemplerne er talrige, og mon ikke læseren, hurtigt kan komme på en række eksempler.

 

Om dette emne har den franske journalist og lesbiske aktivist, Caroline Fourest, skrevet en lille, yderst nyttig bog – Generation krænket – der ser på identitetspolitkkens forløb, hvordan den manifester sig, og hvad den har afstedkommet af skader der, hvor den får frit løb. Hvilket sker alt for ofte, fordi kun få tør bede de identitetspolitiske om at tænke sig om og få orden på proportionerne.

 

Et nyt begreb er opstået i kølvandet på identitetspolitikkens hærgen – cancel culture – eller forbudskultur, der dels rettes mod nedsættende ord, vendinger og begreber, og dels mod kulturel appropriation – at tilegne sig og/eller bruge noget fra en anden kultur, der ikke er ens egen. Særlig slemt er det indenfor undervisning, kunst mode og mad.

 

Eksempelvis kom Justin Bieber galt afsted, da han fik en frisure med dreadlocks. Krtikken gik på, at Bieber, der er en rig, hvid mand stjæler fra den sorte rastafarikultur, og dermed genskabes den koloniale gestus.

 

Modehuse kritiseres af af sikher, hvis der bruges turbaner på catwalken, mens tv-kokken Jamie Oliver fik at vide, at han ikke måtte lave en risret med inspiration fra Jamaica, for også derved nassede han på den jamaicanske kultur. Spagt indvendte han, at hans ærinde var at lære seerne om, hvordan man kan lære en masse fra fremmede køkkener, men lige lidt hjalp det: Oliver var ikke kommet ud over den engelske kolonitid.

 

Må kulturer da ikke blandes? Skal vi atter lukke os om det, der findes på vores egen matrikel? Er det kun italienere, der må lave pizzaer? Er det da ikke en rigdom, at vi låner på kryds og tværs af hinanden? Ingen af os er selvsupplerende, og verden venter på, at vi skal lære af det det, de andre har frembragt, så vi kan blive klogere og tilværelsen blive mere farverig.

 

Bluessangeren Muddy Waters klagede over, at Rolling Stones “stjal hans musik.” På den anden side, så gjorde de ham også berømt, og de åbnede omverdenens ører op for den musik, der blev spillet i det miljø, Waters tilhørte. Dermed siger han, at hvad er musik andet end ét stort låneri og inspiration – nødvendig for fornyelsen. Blot ikke, hvis det står til de identitetspolitiske.

 

Det samme sagde nogle studerende på et canadisk universitet, hvor de studerende kunne melde sig til yoga-hold. Det var at nasse på den indiske kultur, og når hvide, vestlige mennesker gør den salgs, så er det falsk og udtryk for en kolonial tankegang – appropriation.

 

De slag, som de identitetspolitiske kæmper, mangler ofte proportioner. Kampen rettes ikke mod tyranner og despoter eller går ud på at hænge Terma ud for våbensalg til en krigsførende nation, eller en bank for omfattende hvidvask. Der kæmpes heller ikke mod klimaforandringerne, eller den stigende ulighed i samfundet. Eller at de studerende i de sidste tyve år er sat helt udenfor indflydelse på de højere læreanstalter.

 

Nu handler det om, hvad de føler, om de krænkes af pensum eller af lærere, der bruger et forkert eller uheldigt ordvalg – og det sidste kan være berettiget nok. Men det kan dog ikke stå alene. Kampen må række længere end til at få den pågældende udsat for offentlig afklapsning.

 

Krænkelseskulturen opstod i firserne på amerikanske universiteter, hvor litteraturstuderende ville af med klassikere i verdenslitteraturen. Der var for mange døde, hvide, europæiske mænd, Shakespeare for at nævne en.

 

Det bredte sig til et krav om, at der heller ikke måtte undervises i “anstødelig” litteratur, og her var der nok at tage af. For når Hemmingways bog om tyrefægtning røg ud af hensyn til dyrevennerne eller Sylvia Platts selvmordhistorie Glasklokken af hensyn til de elever, der havde sådanne tanker – hvad blev der så tilbage? Sikre zoner, hvor man ikke bliver stødt eller såret. Når først et par inkvisitorer starter en kampagne eller rygte på skolen, eller på de sociale medier, så ruller lavinen.

 

Under en forelæsning på et amerikansk universitet om attentatet på Charlie Hebdo, hvor Fourest er freelancer, oplevede hun den frygtstemning, der herskede blandt såvel studerende som lærere for at komme til at sige noget, der gør andre vrede, eller krænker en minoritetsgruppe.

 

Fourest talte bl.a. om muslimsk kultur, men blev afbrudt af en studerende, der krævede, at hun ikke måtte sige noget om det muslimske tørklæde, thi det er symbol på den muslimske kultur, og Fourest er jo hvid. Så slut – ingen diskussion!

 

Det var ikke kun i universitesmiljøerne, det var galt. Fourest citerer en erklæring fra Combahee River Collective, et kollektiv af sorte, lesbiske feminister. “Vi tror på, at den mest dybtgående og i sidste ende muligvis mest radikale politik ligger i direkte forlængelse af vores egen identitet i modsætning til, hvis vi kæmpede for at gøre en ende på andres undertrykkelse.”

 

New Age-bevægelsen hjalp godt til med at dreje tanken ind på den individulle udvikling: Hvad nytter det, at jeg kæmper for verdens forbedring, så længe jeg ikke selv har styr på mit indre kaos. Mit indre kaos er lig med verdens kaos. De førhen så kamplystne lukkede sig om sig selv, mange gled ind i det borgerskab, man tidligere bekæmpede. Det svækkede politisk bevidste grupper, at nogle hellere ville vogte over identitære særinteresser end arbejde for en større helhed.

 

Når politiske grupper og minoriteter slås indbyrdes, da er det ganske belejligt for magthaverne. Således kommer de identitetspolitiske ufrivilligt til at agere som nyttige idioter for højrefløjen, der da også godter sig over, hvad der sker. Fx har Weekendavisen ofte hoveret over de tåbeligheder, som de identitetspolitiske roder sig ud i. Printmedierne skriver gerne derom, det generer clickbaits og annoncekroner.

 

Hvad der opstår i USA, kommer også hertil. Fourest nævner en række groteske eksempler fra franske universiteter, der døjer med et relativt stort antal salafistiske studerende. Det går ikke stille af, for salafisterne er ofte voldsparate, og bruger åbenlyst metoder, som de svage universitetsledelser ikke tør sige fra overfor. De frygter anklager for racisme og koloniale tilbøjeligheder.

 

Så slemt er det ikke her i landet, men det er på vej. Kristelig Dagblad fortalte den 18. januar 2019 om Tara Skadegaard Thorsen og organisationen Front, der bl.a. arbejder for, at der skal være færre hvide mænd i pensum, samt opsamler fortællinger om diskrimination af studerende, og insisterer på, at universitetsinstitutionerne skal respektere menneskerettighederne. Køn, seksualitet og etnisk baggrund er styrende emner i debatterne.

 

”Der bliver ikke sat grænser for, hvad man må forske i, men grænser for, hvordan vi opfører os overfor hinanden,” siger hun, men der er dog alt for mange hvide, døde mænd: Platon, Kant, Voltaire, Heidegger, Hegel osv.. Flere af dem tror Skadegaard ikke rigtig hun gider læse. “Men hvis det var op til mig at sammensætte pensum, havde jeg sat Hannah Arendt på i stedet for Heidegger.”

 

Avisen spørger så, om en hvid mand fx kan undervise i en brun kvindes forfatterskab?

 

”Hvide mænd skal ikke gøre sig kloge på, hvordan det er at være en brun kvinde, men de må selvfølgelig gerne prøve at uddanne sig og lære, hvad det vil sige at være brun kvinde… Hans blik er jo ikke neutralt, men meget specifikt defineret af at være en hvid europæisk mand.”

 

Består et universitetsstudium ikke af en vis mængde pligtlæsning, af noget, de studerende skal vide noget om, inden de får får deres eksamen? Næppe, for Skadegård, der blev færdig på universitet sidste år, røber, at hun i sin studietid har været mere optaget af krænkelser end af at sætte sig ind i tingene.

 

Det kommer dels frem, da hun skal kommentere hændelsen på CBS, hvor en studrende med ikke-europæisk baggrund følte sig udelukket og krænket, da der blev sunget Den danske sang er en ung blond pige. En sang, der dog burde kendes af dem, der har taget en vidreregående uddannelse, men altså ikke Skadegård: ”Jeg kender ikke selv den sang, men det er et virkelig godt tegn, at hun sagde noget, og at hun blev taget alvorligt. Ellers ville hun jo være censureret.”

 

(Ikke uventet kom kravet om en revision af Højskolesangbogen, så de 100 værste sange røg ud, og blev erstattet af sange om frihedskampe kloden rundt, for den danske sangskat er passé.)

 

Historie, lærdom og sprog forsøges saneret i en bestræbelse på at skjule virkeligheder, man ikke bryder sig om, finder degraderende, eller “racistiske” – et ord, der bruges i flæng. Sproget må ikke røbe en virkelighed, der er ubekvem i forhold til, hvordan verden skal se ud. De identitetspolitiske unge nærer en opfattelse af, at man med sproget som redskab kan skabe en mere harmonisk og køns- og raceligestillet verden. Ja, hvem drømmer ikke om det. Et sted at begynde er, at vi ser hinanden som hele mennesker, ikke kun som halve eller kvarte individer, der defineres ud fra køn, religion eller etnicitet.

 

Forskere i og uden for universiteterne har længe råbt op, fordi de frygter, at forsknings- og tankefriheden, samt de ansattes arbejdsvilkår, trues af de unges krænkelsesregime, der forlanger sikre zoner og taler om mikroaggressioner, som er, når personer, og særligt socialt marginaliserede grupper, bliver behandlet på en måde, der enten bevidst eller ubevidst er nedværdigende, selvom det ikke er åbenlyst aggressivt eller forsætligt.

 

Andre forskere peger på, at de studerendes kritik er diffus, mangler retning, at man skyder på hvad der nu er i nærheden, ofte uden at tage sig af den helhed, det sagte eller skrevne indgår i.

 

Front er ikke så meget for at tale om, hvordan udfordringerne løses: “Det er ikke vores opgave. Det ville være alt for meget at forlange, hvis man forventede, at Front skulle løse det danske problem med diskrimination eller bare problemet på universiteterne.” Ja, svært må det vel være, for Front ved end ikke, hvor udbredt diskrimination er i de hjemlige universitetsmiljøer.

 

Det kommer bag på denne anmelder, der er uden akademisk baggrund, at der på universitetet undervises i filosofi, men ikke i, hvordan man finder løsninger på det, man krtitiserer.

 

Tilbage står indtrykket af, at de identitetspoltiske er usædvanlige ømskindede. Nok har vi lært vore børn og børnebørn, at de skal sige fra, være kritiske, stå op mod overgreb og uretfærdighed, samt at de skal tænke sig om, bruge energien målrettet. Ikke spilde tiden på pjat for at profilere sig og sine. Ofte mangler de historisk perspektiv og er uden viden om verdens gang.

 

Lærte vi dem, at de skal se sig selv som ofre, og som nogle, der er mere udsatte for skæbneslag end tidligere tiders slægtled? Forstemmende, at så mange identitetspolitiske er så historieløse, men kan det være anderledes sådan som de hænger fast i de sociale medier? Klassekampen er fortrængt og afløst af kampen for etnicitet, køn eller religion, og for at markere lige netop ens egen minoritets særpræg.

 

Fourest inddrager også de trusler, som de identitetspolitiske udgør for kunsten. Også her vrimler det med eksempler på kritik af den kulturelle appropriation. Ingen blandingsformer, tak. Hvid vestlig kultur skal ikke låne fra kulturer uden for egen kulturkreds, og fik de identitetspolitiske magt som de har agt, da skal en skuespiller stille med en dna-test for at kunne påtage sin en bestemt rolle.

 

Skuespillerinden Scarlett Johanson fik kritik fordi hun spillede en transperson, det måtte hun som heteroseksuel kvinde ikke. Mere relevant havde det dog været at kritisere hende for, at hun optrådte i et reklamespot for læskedrikke, produceret af en israelsk-ejet fabrik på Vestbredden. (Guardian, 16-03-2014)

 

Her til lands vil teaterchef Jon Stephensen omskrive Mozart, Holberg og Shakespeare, fordi de afspejler datidens syn på kvinder, der skulle være ærbare og vente på den rette. “Teatret skal følge med tiden. Når “Skatteøen” spilles fuldstændig uredigeret i 2019, så giver det teatret et kæmpe problem.” At Stephensen ikke tiltror publikum evnen til selv at tænke, er et endnu større problem.

 

Skal man tage konsekvensen af så rigide krav til kunsten, så må en forfatter kun skrive en krimi, hvis han/hun ikke selv har været kriminel. Må en mandlig forfatter skrive indfølende om kvinder (fx Rifbjerg), og må en kvindelig forfatter skrive klogt og forstandigt om mænd (Doris Lessing)?

 

Fortsætter de identitetspolitiske deres hærgen, da ender det med, at de slår kunsten ihjel. Så kan de leve i fred i deres rene verdener, uden at være iblandet fremmede påvirkninger.

 

Alle kulturer tilhører alle. Alle har vi brug for at lære, og blive beriget med det, vi ikke kender, eller ikke vidste, vi havde brug for. For nogle er det utryghedskabende.

 

Kampen mod racisme, antisemitisme, mod kvindehad og homofobi kommer ikke i anden række. Men det bekæmpes ikke ved en sekterisk opdeling om, hvem der må tale på hvis vegne, sådan som en Black Lives Matter-demonstration udviklede sig til, og hvor hvide fik besked på, at forføje ned bagerst i demonstrationen, for politibrutaliteten mod sorte i USA er ikke hvide danskeres sag.

 

Krænkelsestyranniet og de identitetspolitiskes tanke- og sprogpoliti tager ilten fra den politiske kamp, underminerer og splitter. De bidrager ikke med noget, de oplyser ikke.

 

Overfor identitetspolitikken står den universalisme, der kæmper for lighed, for at stoppe klimaændringerne, mod undertrykkelse og de autoritære styreformer, der breder sig overalt.

 

Fourest har begået en velskrevet og klog bog, der tager temperaturen på en negativ tendens, der har fået tag i alt for mange. Absolut nyttig.

 

---

Caroline Fourest: Generation krænket. 169 sider. 139 kr. Forlaget Grønningen.