Læsetid: 9 minutter

Billedtekst: Sygdomme, underernæring og traumer – ubehandlede af et sundhedssystem, der ligger i ruiner – vil fortsætte med at kræve liv i årene der kommer, skriver Tariq Kenney-Shawa.

 

[Lyt til historien på Spotify her]

Steven Witkoff, Trumps gesandt i Mellemøsten, kerede sig angiveligt ikke om høflighedsfraser, da han tidligere på måneden informerede israelerne om, at han kom for at mødes med premierminister Benjamin Netanyahu. Da han fik at vide, at hans besøg faldt sammen sabbatten, hvilket betød, at premierministeren ikke tog imod før om aftenen, gjorde han det straks helt klart, at den jødiske helligdag ikke ville få ham til at ændre sin tidsplan. Netanyahu, der straks forstod, at det ikke var til diskussion, tog ind til sit kontor samme eftermiddag. Her mødtes han med gesandten, der efterfølgende fløj til Qatar for at lægge ekstra pres på at få en våbenhvile i Gaza på plads.

 

Der vides ikke meget om detaljerne i deres samtale, men det er klart, at Witkoff havde mere held til at presse Netanyahu på dette ene møde, end det var lykkedes den samlede Biden-administration i de forudgående 15 måneder. Den 15. januar enedes Israel og Hamas om en våbenhvile i flere faser, hvor israelske gidsler bliver udvekslet med palæstinensiske fanger og tilbageholdte, samtidig med at israelerne trækker sig ud af Gaza.

 

Det er for tidligt at sige noget om, hvorvidt denne aftale vil holde. Israels lange tradition for at bryde aftaler, kombineret med kravene fra israelske ministre om at fortsætte folkemordet, giver os al mulig grund til at være skeptiske. Men nyheden om våbenstilstanden gav anledning til en ubeskrivelig lettelse hos millioner i Gaza, der havde været udsat for en tilintetgørelseskampagne i mere end et år.

 

Hvis våbenhvilen i Gaza virkelig holder, vil det være et mærkbart resultat af de dynamikker, som den nytiltrådte Trump-administration har afstedkommet – en påmindelse om, hvor nemt Washington kan få indflydelse på, hvad Israel foretager sig, hvis bare man vil. Præsident Biden – gjort blind af sin forpligtelse over for en mytisk zionisme, der kun eksisterer i hans egen fantasiverden – ville ikke indse, at krigen ikke bare var moralsk grotesk i sin egen ret, men også til skade for både amerikanske og israelske interesser i regionen. Israels folkemord i Gaza og dets kampagne for destabilisering af hele regionen blev også Biden-administrationens egen krig.

 

Trump handler uden de samme ideologiske begrænsninger og er langt mere optaget af, hvad han kan få ud af den situation, der foreligger. Han stræbte efter en aftale om våbenhvile, ikke kun fordi det ville være et enormt PR-scoop – han kan prale af, at han kunne løse et problem, som Biden aldrig fik held med, og med rette – men mere vigtigt, fordi det gør det muligt for hans administration at gå videre med andre prioriteter, som f.eks. at være mellemmand for en normaliseringsaftale mellem Israel og Saudi-Arabien.

 

For den nyvalgte præsident er en våbenhvile hverken en principsag eller et moralsk anliggende, det er et skaktræk. Mens Biden slog sig til tåls med, at Israels folkemord i Gaza var til gene for USA og andre staters interesser i regionen, var Trump fast besluttet på at fjerne enhver forhindring for det, der var hans overordnede dagsorden.

 

Men præsidenten og folk omkring ham har også gjort det klart, at samarbejdet med Netanyahu er besværet værd. Hvis bare det lykkes for den israelske premierminister at bringe våbenhvilen igennem dens første fase, vil han forvente noget til gengæld – og hans pris vil være en yderligere massefordrivelse af palæstinensere fra Gaza og Vestbredden.

 

En våbenhvile i en gaveæske

Vi skal nu ikke give Trump alt for meget kredit. Der var ikke så meget, der var anderledes, når det drejede sig om, hvor meget han ville yde for at påvirke Israels adfærd. Trump har så vidt vides aldrig truet ved at stille betingelser for våbenhjælpen til Israel. Han har heller ikke antydet, at han ville genoverveje sin forgængers praksis med at ignorere international lov for at beskytte Israel imod at blive stillet til regnskab på verdensscenen.

 

Der er nogen, der hævder, at det var Trumps trusler og et kollaps på modstandsfronter i hele regionen, der tvang Hamas til at gøre indrømmelser i forhandlingsprocessen. Men det var ikke Hamas, der behøvede at blive overbevist. De var allerede helt tilbage fra maj 2024 gået med til tidligere våbenhvileforslag, der i det store hele ikke adskilte sig synderligt fra den nuværende aftale. Når alt kommer til alt, var det Israel, der skulle have et puf, og Witkoff har sikkert givet Netanyahu et hint om, at selv om Trump ikke delte Bidens blinde troskab over for Israel, så ville han reelt gøre mere for at belønne hans samarbejde.

 

Den kendsgerning, at Netanyahu indtil videre har afstået fra at torpedere våbenhvileaftalen, viser, at han er fortrøstningsfuld med hensyn til at få noget vigtigt til gengæld. De israelske medier kan allerede rapportere, at Trumps våbenhvile-’gaveæske’ til Netanyahu kan indeholde en lang liste af godter, lige fra at hæve sanktionerne mod NSO spywaren Pegasus og mod de voldelige israelske bosættere til at give Washingtons velsignelse til enorme jordtyverier på Vestbredden og en fuldført annektering, samt tilladelse eller endda hjælp til et direkte angreb på Iran.

 

Men det drejer sig ikke bare om, hvad Israel får til gengæld for en våbenhvile. Det er også, hvad det allerede har modtaget.

 

I de otte måneder, der er gået, siden Israel første gang forkastede en næsten identisk aftale, som Hamas i princippet var gået med til, har landets hær myrdet titusinder af palæstinensere og jævnet store områder af Gaza-striben med jorden. Det var Israels pris for at nå dets sande mål: ikke at eliminere Hamas eller sikre frigivelsen af gidslerne – hvoraf mange blev dræbt, mens Israel trådte på bremsen med hensyn til en våbenhvile – men ødelæggelsen og ’udtyndingen’ af Gaza og omstruktureringen af Mellemøsten.

 

De nøgne kendsgerninger i Gaza i dag tegner et billede, som vi endnu ikke fuldt ud kan begribe. Israelske styrker har smadret hele bydele for at udvide den bufferzone, der omkranser Striben, for at udvide Netzarim-korridoren, der gennemskærer territoriet, og i sidste instans dele enklaven op med henblik på en fremtid, hvor den til evig tid er under kontrol. De har i den forbindelse tilranet sig mere end 30 pct. af Gazas territorium før folkemordet, mens resten er ladt ubeboeligt tilbage.

 

Israel har i mellemtiden fuldført den såkaldte ’Generalernes plan’ – den etniske udrensning af hele det nordlige Gaza, oven for Gaza by. Beit Hanoun, Beit Lahiya og Jabalia, tre byer der engang var fælles hjemsted for mere end 300.000 mennesker, er blevet reduceret til murbrokker som led i en kampagne for at affolke området og konsolidere israelsk kontrol, mens de lægger grunden for bygning af jødiske bosættelser.

 

Andetsteds har Israel lukket dets front mod Hezbollah, og Assads fald gjorde det muligt at erobre mere land i Golan-højderne og på de østlige skråninger af Mount Hermon/Jabal a-Shayk. Og imens er bosætterangreb på palæstinensere på Vestbredden, med den israelske hær i ryggen, optrappet både i antal og brutalitet, mens den Palæstinensiske Selvstyremyndighed gør tjeneste som fuld partner i den israelske hærs intensiverede nedkæmpning af modstand i Jenin, Nablus og Tulkarem.

 

Det er tydeligt, at Netanyahu har tilladt at lade våbenhvileaftalen bevæge sig fremad, vel vidende at scenen er sat for at Israel kan vende sin opmærksomhed mod at annektere Vestbredden, konfrontere Iran og konsolidere dets fremtid som en belejret fæstningsstat.

 

Grundlaget for en ny virkelighed

Selv om våbenhvileaftalen ikke overlever den indledende 42 dages periode, vil den utvivlsomt redde utallige liv og give palæstinenserne en mulighed for at trække vejret, spise, sørge og modtage medicinsk behandling. Og selv om den faseopdelte aftale skulle gøre det vanskeligt for Israel at løbe fra den, så afhænger det af, at den bliver håndhævet. Det eneste, der står i vejen for en genoptagelse af tilintetgørelsen, når våbenhvilen får fast grund under fødderne, er lige nu et internationalt samfund, der har ladt palæstinenserne i stikken i mere end et år.

 

Vigtige medlemmer af Netanyahus højreekstreme regering har allerede advaret om, at de ikke vil acceptere noget som helst mindre end en fortsættelse af Israels stormangreb på Gaza, efter at den første fase af aftalen er fuldført, selv på bekostning af de tilbageblevne gidsler. Og efter at have fået kredit for våbenhvilen, er der ikke noget, der indikerer, at Trump vil stille Israel til regnskab eller presse Netanyahu til at følge med i aftalens anden og tredje fase.

 

Selv om våbenhvilen vel sætter en bremse på blodsudgydelserne lige nu, befæster den også en ny virkelighed: Gaza er et ubeboeligt fængsel, sprængt i småstykker. Det overvejende flertal af Gazas befolkning er blevet spærret inde i højsikrede koncentrationslejre med allestedsnærværende overvågningssystemer i syd og i stribens centrum, hvor deres overlevelse er helt afhængig af Israels forgodtbefindende.

 

Folkemord udføres ikke af bomber og kugler alene, og det slutter ikke, når kanonerne tier. Sygdomme, underernæring og traumer – ubehandlede af et sundhedssystem, der ligger i ruiner – vil fortsætte med at kræve liv i årene der kommer, mens det at gøre jorden mulig at leve på efter ødelæggelse og forgiftning vil tage årtier. Og Israel er ikke færdig: det har skabt betingelserne for den fuldstændige og permanente etniske udrensning af Gaza efter den århundredgamle devise ’maksimum jord, minimum arabere’.

 

Våbenhvilen vil formindske intensiteten af Israels drabsorgie, men det er højst sandsynligt, at det bare vil være optakten til en ny, mindst lige så skræmmende fase af det igangværende folkemord, som vi endnu ikke fuldt ud kan rumme – et folkemord, der nyder den nytiltrådte Trump-administrations ubetingede støtte. Den etniske udrensning af Gaza udføres næppe i ét ryk, men stykkevis og delt i en proces, der tager form, mens vi iagttager omfanget af Israels systematiske ødelæggelse af alt, hvad der tjener til at opretholde liv i striben.

 

Uanset hvad fremtiden har i vente må vi holde fast ved, hvad afdøde Refaat Alareer udtalte: ”Lige meget, hvad udfaldet af dette måtte blive, så har vi som palæstinensere ikke svigtet. Vi har gjort vort bedste. Og vi mistede ikke vores menneskelighed … Vi bukkede ikke under for barbariet.”

 

 

16. januar 2025

 

Tariq Kenney-Shawa er forsker ved Al-Shabaka, en palæstinensiske tænketank og politisk netværk. Han har en Master i International Affairs fra Colombia University og en Bachelor i Political Science and Middle East Studies fra Rutgers University.