Gyozo Lugosi er en af de ledende kræfter i det uafhængige venstrefløjstidsskrift Ezmelet. I dette interview fortæller han om situationen i landet.

af Gyozo Lugosi, Henrik Wilno

Den ungarske premierminister bekendtgjorde i februar en folkeafstemning om flygtninge. Kan du forklare, hvad det handler og hvad baggrunden er?

Det spørgsmål, som regeringen vil sætte til folkeafstemning, er dette: Støtter du, at EU kan bestemme, uden den parlamentets godkendelse, en tvungen indkvartering af ikke-ungarske borgere?

Det handler om en politisk proces, hvor forklaringen er ligetil: at fastholde frygt og forsigtighed – eller de fremmedfjendske reaktioner, som deraf følger – hos en væsentlig del af befolkningen, og at bortlede utilfredsheden med regeringens politik, få folk til at sluge de politiske og sociale forringelser og supercentraliseringen. Og selv om spørgsmålet nu er blevet forældet – topmødet i Bruxelles afviste en obligatorisk kvoteordning – så er folkeafstemningen ikke blevet fjernet fra dagsordenen.[Folkeafstemningen foventes afholdt i slutningen af september/starten af oktober, red.]

Orbans regering er fjendtlig over for flygtninge, men hvordan er holdningen i den ungarske befolkning? Er der nogen solidaritets-aktiviteter?

Nuvel, historisk har Ungarn og ungarerne ikke nogen erfaring med massiv indvandring. Der er altså tale om et helt nyt og uventet fænomen, som man ikke er forberedt på, og derfor ser vi, at samfund et skal ”fordøje” det, det vil sige der er brug for tid til at opbygge en passende og ansvarlig reaktion. Det er lykkedes magthaverne på højrefløjen at "opfange" og monopolisere debatten om tilstrømningen af flygtninge, som fortolkes og præsenteres som en bevidst planlagt folkevandring af udefinerede (underforstået amerikansk / jødiske) kræfter med det formål at ødelægge eller svække Europa og de europæiske "værdier", osv.

Denne fortolkning blev på et tidligt tidspunkt mejslet ud på gigantiske reklametavler og i massemedier, der kontrolleres af regeringen. Og de fleste mennesker havde ikke forståelse for denne manipulation og "åd" den kyniske og fremmedfjendske propaganda fra Fidesz – det parti, som sidder på magten.

Samtidig var der et meget stort mindretal af unge eller midaldrende, uddannede folk fra byerne og politisk mest, men ikke nødvendigvis, til venstre, som udviste en eksemplarisk generøs og modig solidaritet.

Den ungarske regering bliver opfattet som en af de mest reaktionære i Europa. Alligevel er den populær efter næsten seks år i regering. Hvordan forklarer du det? Er det fordi den har gennemført nogle sociale reformer?

Der er ikke nogen kvalitativ forskel på det system med såkaldt “nationalt samarbejde”, som Viktor Orban står for, og det, der eksisterer i de andre østeuropæiske lande. I bund og grund er der tale om samme skema: en økonomisk og social politik af den nyliberale slags, kombineret med en konservativ nationalisme.

Vi har således et system med en personlig indkomstskat (15%), en meget høj moms (27%) … og skattelettelser for de højeste indkomster. Den sociale ulighed stiger med marginaliseringen af brede dele af befolkningen i landdistrikterne, og mindst en fjerdedel af ungarere lever i ekstrem fattigdom. Dertil kommer den etniske stigmatisering af sigøjnerne. Samtidig ser vi en elite knyttet til udenlandsk kapital og til den grå økonomi, som beriger sig. Særlig vigtig er det systematiske misbrug af EU´s strukturfondsmidler (på trods af magthavernes skingre anti-Bruxelles propaganda). Der er en nedadgående social mobilitet.

Det særlige ved Ungarn i forhold til de andre regimer i regionen, er det udtalte ønske om at vende tilbage til det politiske system fra Horthy-tiden (det kristeligt-konservative og nationalistiske semi-diktatur, som dominerede Ungarn fra 1919 til 1945, rede.) i mellemkrigstiden, især hvad angår symboler.

I mine øjne er det ikke et spørgsmål om "popularitet" eller aktiv støtte til Orbans regime, men snarere en slags resignation – en accept, som skyldes, at der mangler et troværdigt alternativ, efter at den "socialdemokratiske" politik er blevet uopretteligt miskrediteret. Men det er et fænomen, man ser i hele Europa. I denne sammenhæng udgør Orbans autoritære lederskab i det mindste en beslutsom politisk holdning, som er mere eller mindre sammenhængende.

I februar var der en vigtig strejke blandt lærerne. Er de intellektuelle de eneste, der protesterer?

Uddannelsesområdet er særlig hårdt ramt af højrefløjens nedskæringspolitik, og det er på alle niveauer (og dette til trods for den gradvise forhøjelse af lærernes lønninger, som dog stadig er blandt de laveste i Østeuropa). Systemet er supercentraliseret. Der er indført en nedsættelse af den obligatoriske skoletid fra 18 til 16 år, midlerne til gymnasieelever er skåret ned, og administrative tiltag leder de unge over i en erhvervsfaglig retning, som spærrer vejen til videregående uddannnelse. Ensrettede lærebøger af dårlig kvalitet, men i overensstemmelse med den officielle ideologi, er obligatoriske.

Denne udvikling er nået til et punkt, hvor systemet fungerer stadigt dårligere. Selv de pædagoger, som sympatiserer med regeringen og Fidesz, mærker uundgåeligt den grundlæggende forandring med centralisering og liberalisering.

Øjensynligt er regeringen parat til forhandlinger og indrømmelser for at forhindre utilfredsheden i at brede sig til andre faggrupper, især ansatte i sundhedssektoren. Det ligger også i ruiner, især fordi læger og sygeplejersker er udvandriet til Vesteuropa. Men endnu ser det ikke ud til, at den massive utilfredshed vil samle sig i masseprotester eller strejker (som i øvrigt er blevet vanskeligere at gennemføre på grund af en lovændring).

Romaerne er særligt berørt af orbans politik. Hvordan ser du på deres situation?

Betegnelserne ”roma” eller ”sigøjner” (som er synonymer, selv om ”roma” er lidt mere politisk korrekt i den officielle diskurs) er lidt efter lidt, gennem de seneste tiår, en betegnelse, som ikke længere så meget henviser til en etnisk gruppe, men til et socialt lag – de fattigste, de ekskluderede. Det særlige ved de ungarske sigøjnere (især den største Vlach-gruppe, som lever i de underudviklede nordlige og østlige landområder) er, at deres assimilation blev afbrudt på grund af krisen i ”statssocialismen” og samfundsændringerne i 1980´erne og 90´erne.

Mange mandlige sigøjnere arbejdede i industrien og rejste med tog frem og tilbage til arbejde hver uge. Denne pendulfart mellem landsbyerne i de nordlige distrikter og de store industribyer, især Budapest, under den forstærkede industrialisering i 1960´erne og 70´erne svækkede og forstyrrede de traditionelle sociale relationer. Men efter den hurtige afindustrialisering i starten af 1990´erne, hvor den ufaglærte arbejdskraft blev overflødig, kunne disse sociale relationer ikek genoprettes.

I den forstand er den sociale situation for sigøjnerne i Ungarn værre end i Transsylvanien eller – i bredere forstand – end i Rumænien eller Bulgarien, hvor sigøjnerne for flertallets vedkommende måske nok er mere marginaliserede, men hvor de altid har dannet egne samfund med integrerede vertikale slægtsskaber, hvilket giver dem en vis sikkerhed, en slags intern beskyttelse mod et fjendtligt flertal.

Den politik, som ungarske regeringer har ført i de sidste 30 år – stort set den samme, uanset om det var venstre- eller højredrejede regeringer – har været at hjælpe eller skubbe romaerne til at blive et nationalt mindretal med en særlig identitet, ligesom schwaberne, slovakkerne eller serberne i Ungarn. Det mislykkedes helt: Systemet med en national organisation under navnet "roma-mindretallets regering" er endt som et mafiakorps, som kontrollerer EU-midler til integration sigøjnerne. Sigøjnerspørgsmålet er først og fremmest et spørgsmål om sociale fremskridt og en afbalanceret udvikling af hele Ungarn.

Interviewet blev foretaget 9. april 2016 af Henri Wilno til det franske magasin ”L´Anticapitaliste” og er oversat af Nina Skov.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com