Interview med Sônia Guajajara, en kvinde fra den oprindelige befolknings bevægelse, og kandidat til præsidentvalget i Brasilien for venstrefløjspartiet PSOL.

af Sabina Fernandes, Sônia Guajajara

For 518 år siden blev det område, der er kendt som Brasilien, invaderet af en portugisisk flåde og koloniseret. Mange fra den oprindelige befolkning i landet døde af sygdomme, blev dræbt eller gjort til slaver. Den oprindelige befolkning skrumpede ind til en mindre end en million, og deres jord blev taget fra dem og udnyttet af andre. Disse overtagelser af jorden gjorde ikke blot ubodelig skade på det oprindelige økosystem; de skrev også ulighed ind i selve grundlaget for det moderne Brasilien gennem koncentrationen af ejendom på meget få hænder.

 

Det er derfor – mere end fem århundreder senere – at Sônia Guajajara, en guajajara-indianer fra Brasiliens nordøstlige Arariboia-region, siger, at hendes opstilling til dette års præsidentvalg udgør et paradigmeskift. Brasiliens oprindelige befolkning tæller måske mindre end en million i en befolkning på over to hundrede millioner, men deres politiske kamp har nået en styrke og synlighed i de senere år, som gør det svært at fornægte deres betydning i kampene mod ulighed, imperialisme og finanskapital. Deres kamp er påtrængende. Alene i 2016 blev 118 mennesker af indiansk afstamning myrdet. Disse drab er ofte forbundet med de vedvarende forsøg fra store landbrugskoncerner på at trænge ind på indianernes jord, men de har også rod i racisme.

 

Guajajara, som har været medlem af Partiet for Socialisme og Frihed (PSOL) siden 2011, opstiller formelt som PSOL´s vicepræsidentkandidat sammen med partiets præsidentkandidat Guilherme Boulos fra de Hjemløse Arbejderes Bevægelse (MTST). Imidlertid har partiet og kampagnen agiteret for, at begge kandidater har samme vægt i stedet for den traditionelle arbejdsdeling mellem præsident- og vicepræsidentkandidaten. På denne måde håber de at kunne sætte spørgsmålstegn ved den traditionelle opstilling og fremme en ligeværdig tresidet alliance mellem PSOL, den oprindelige befolkning og MTST.

 

Sônia er specialist i lingvistik, mor til tre og den mest kendte leder af den oprindelige befolkning både i hjem- og udlandet, hun er del af ledelsen af Brasiliens mest kendte organisation for indianere, det Nationale Udtryk for den Oprindelige Befolkning i Brasilien (APIB).

 

Både Guajajara og Boulos præsenterer et venstreorienteret politisk projekt, som tydeligt adskiller sig fra det, som Arbejderpartiets (PT) kandidater Lula og Dilma Rousseff står for; rent faktisk udgjorde de en venstreopposition, da PT havde regeringsmagten. Ikke desto mindre har de erklæret sig som modstandere af den politisk/juridiske forfølgelse af Lula og de stadigt mere voldelige udtryk for ”anti-petismo” (anti-PT stemning), der er fremherskende i det nuværende politiske klima.

 

I dette eksklusive interview med Sabina Fernandes fra magasinet Jacobin taler Guajajara om de aktuelle kampe for indianerne i Brasilien, om udviklingen i miljøpolitikken, forholdet mellem organiseringen af den oprindelige befolkning og venstrefløjen, og betydningen af hendes opstilling til præsidentvalget for PSOL.

 

I dag drejer en central del af den oprindelige befolknings kamp i Brasilien sig om retten til jord. Men du sætter ofte denne kamp ind i en sammenhæng med kampen mod racisme, og som en del af en århundreder lang kamp for indianernes ret til at eksistere. Kan du uddybe dette?

 

SG: Ja vi bekæmper også racisme, specielt institutionel racisme. I de senere år er den blevet både mere udbredt og synlig. For os gælder det, at hvis vi kunne gennembryde disse [barrierer] ville det omsider være muligt for os også at trænge igennem på andre områder. Hvis vi havde vores jord, ville vi have et meningsfyldt liv, fordi det er gennem jorden, at du er i stand til at udøve dit borgerskab som oprindelig befolkning. At være i stand til at leve sammen med resten af vores folk og med selve naturen ville garantere vores kultur, vores traditioner, vores ritualer.

 

[Den aktuelle] vold er opstået på grund af konflikten om jord. De store landbrugskoncerner, kvægbrugene, jord- og boligspekulanterne – de ønsker alle at lægge beslag på indianernes områder og dette fører til en masse konflikter og mord. Og så er der racismen, som hænger sammen med de taler, der afholdes af offentlige personligheder, af konservative kongresmedlemmer, af fascister. De har sagt en masse [racistiske] ting for at legitimere at være offentligt aggressive mod andre. Dette er blevet intensiveret.

 

Så du siger at de racistiske udtalelser fra offentlige personer og kongresmedlemmer er blevet forværret i den seneste periode?

 

SG: Det er blevet langt værre. Vi har altid følt en vis grad af ligegyldighed blandt brasilianere overfor den oprindelige befolkning. Men det drejede sig om at ignorere os. Det er et mindretal i samfundet, der overhovedet kender til eksistensen af en oprindelig befolkning i vort land. De ved, at der oprindeligt [under koloniseringen] var en indfødt befolkning i Brasilien, men de ved ikke noget om vores nuværende eksistens.

 

Gennem de seneste år er ligegyldigheden og uvidenheden blevet formindsket. Men de er også begyndt at angribe os. I dag er der angreb gennem de sociale medier, men der er også voldelige angreb, der resulterer i dødsfald. Sidste år blev der dræbt mange. I syden blev Victor Kaingang på 2 år halshugget i sin moders arme. I år var der en xocleng-lærer i Santa Catarina. Der var en guarani i Rio de Janeiro, en tapirapé i Mato Grosso, og en trebembé [forskellige indianerstammer, o.a.] i Fortaleza. Disse fire mord fandt alle sted i de fire første måneder af året. Denne racisme er blevet meget synlig, på en meget brutal måde. Det er ikke længere blot snak, de dræber os.

 

Ville du sige at disse racistiske agitatorer nu bliver mødt med større modstand fra de indianske samfund? Er de indianske samfund blevet mere organiserede og bedre i stand til at udgøre en stemme imod strukturen af hvidt overherredømme i Brasilien?

 

SG: Vi har altid været til stede og gennemført vores kamp, vores modstand for at forsvare vores områder. Vores kamp er imod megaprojekterne og den øjeblikkelige økonomiske udviklingsmodel. Igennem 518 år har vi haft gang i vores kamp for at overleve. Kampen for at eksistere er en kamp, vi er nødt til at føre hver eneste dag, dag efter dag. Men nu mobiliserer vi på en mere systematisk måde. Vi har forøget vore mobiliseringer i [delstaten] Brasilia og forbinder dem med andre regionale kampe. Hvis vi har gang i en stor mobilisering i Brasilia, så gør vi det også samtidigt i andre delstater. Hvis vi opfordrer folk til at standse nogle anti-indianske tiltag i hovedstaden, så udsender vi opfordringer og folk kommer. APIB har i dag en høj grad af synlighed, og vi kommer meget bredt ud, også ud over det nationale niveau.

 

Det er lykkedes os at krydse grænser, og også fordømme internationalt, hvad der foregår. Vi har sortlistet produkter, der er fremstillet i stjålne indianske områder og konfliktzoner, og opfordret til international boykot af disse produkter. Vi har fordømt naturødelæggelser, som det skete ved Docefloden og nu foregår ved vandkraftdæmningen Belo Monte.

 

Vi fortsætter med at henvise til Belo Monte som et angreb på den oprindelige befolkning, fordi vi allerede lider under konsekvenserne af den. Konsekvenserne er virkelige, og vi viser dem frem som negative eksempler på vandkraftsdæmninger. Jeg tror, at dette har haft en virkning på de juridiske strukturer og de dele af industrilandbruget, som vi er oppe imod.

 

Selv når offentligheden opfatter os som ”bare” den oprindelige befolkning, så er vores kamp ikke lille. Vi er virkeligt oppe mod den brasilianske stat, dens ligegyldighed, dens fornægtelse af rettigheder. For at gøre dette må vi gå op imod ejerne af det industrielle landbrug, finanseliten, medierne, den traditionelle presse. De sociale medier har virkelig hjulpet os med dette. I dag har vi ikke brug for de traditionelle medier for at nå ud, som vi gør. Alt dette skal nok nå frem til folks ører. Den voksende synlighed giver bestemt magthaverne nogle flere problemer.

 

Er der forskel på dengang, da indianske spørgsmål blev set gennem hvide øjne, som med de traditionelle medier, og nu, hvor det kan være jeres egen stemme direkte?

 

SG: Det gør en forskel. I den traditionelle presse kunne vi sige ting, men de beskar og redigerede det bort, som ikke var i deres interesse, eller som ville skade deres allierede. Undertiden bliver det, vi siger, taget ud af en sammenhæng og får en anden betydning. Somme tider bliver det, vi siger i de traditionelle medier, udlagt på en måde, som er rettet mod os. Det er meget farligt, afhængigt af, hvem der interviewer dig.

 

Hvordan bliver du og APIB modtaget internationalt? Hvordan reagerer man på de historier, du beretter? Er reaktionerne forskellige fra dem, du får, når du prøver at blive hørt i Brasilien?

 

SG: Her er vores evne til at fordømme ting og udtale os stadigt meget begrænsede. Men vi er mere synlige i dag. Noget af det er negativ synlighed, forbundet til diskrimination og had. Men blandt sociale bevægelser er forståelsen for vigtigheden af oprindelige befolkningers kamp – hvilken virkning de har på os, miljøet og livet i almindelighed – voksende.

 

Men det er stadig svært at få folk til at forstå betydningen af at være oprindelig. Mange mennesker kan ikke forholde sig til det, de ser på os som de ”andre”. Folk giver noget plads til ”indianeren” så at sige, men ofte bliver vi blot inviterede til at synge og danse; som eksotiske væsener til at forskønne stedet. Så vi føler, at selv når sociale bevægelser forsøger at inkludere os, så ender de alligevel med at udtrykke en vis form for fordomme.

 

Glemte venstrefløjen de oprindelige folk gennem et stykke tid?

SG: Det gjorde den i den grad. Den isolerede os. De bad os komme forskellige steder, det så godt ud, der blev taget billeder, så de kunne sige at de støttede os. Men i almindelighed var vi meget isolerede. Jeg tænker, at en af de metoder, som vi fandt på for at bryde igennem dette, var ved at nærme os, som APIB, til kunstnere og kendisser. De kom tættere på os og forstod vores sag: vigtigheden af områderne, af skoven, økosystemer som Cerrado [savanneområde i den centrale del af landet]. Hvordan beskyttelsen af disse områder også ville beskytte vandet. Den verdensomspændende diskussion om klimaforandring er også vigtig, fordi den forholder sig til ting, som vi som oprindelige befolkninger hele tiden har sagt.

 

Så folk som normalt ikke lytter til oprindelige folk bliver pludselig interesserede, hvis det kommer ud af munden på en kendis?

 

SG: Folk har ikke lyst til at lytte til os. De ønsker ikke at forstå. Når vi får en kunstner til at sige det, så tænker de ”Wau, den fyr siger det. Han støttede det!” Det er næsten, som om vi vinder troværdighed gennem dette.

 

Det minder mig om reaktionen på mobiliseringerne mod Belo Monte-dæmningen. Den dæmning var et projekt over lang tid, som gennemgik forskellige faser og gik under forskellige navne, afhængigt af regeringen bag det. Og igennem alle disse faser var modstanden fra den oprindelige befolkning hele tiden til stede. Men synligheden af modstanden afhænger af, om andre også tager den op, ikke sandt?

 

SG: Ja, [Belo Monte projektet] hed engang Kararaô. Og det er underligt, at folk kun husker Belo Monte-kampen, for der var mange andre kampe, som var lige så vigtige, som bare ikke nåede den samme grad af synlighed. De største kampe – de der nåede den højeste grad af synlighed og opnåede international støtte – var Belo Monte og Raposa Serra de Sol [et reservat for oprindelige folk, som landejere forsøgte at vinde tilbage]. Raposa Serra do Sol vandt vi; vi beholdt retten til jorden. Belo Monte tabte vi, og nu har vi Belo Monte siddende fast i halsen.

 

I 1989 under en højreorienteret – jeg vil endda sige yderste højrefløjs – regering, stoppede vi Belo Monte dæmningsprojektet. Denne gang var det under en venstreregering [af Arbejderpartiet (PT)], men vi kunne ikke forhindre projektet. Det gik alligevel igennem og vi var nødt til at sluge det. Det er virkeligt kompliceret, når man oplever så mange politiske selvmodsigelser. [Med disse selvmodsigelser] er det meget svært for os at gennemskue, hvilken form for larm, vi skal lave for at være effektive.

 

Hvad var logikken bag, at PT tvang dette projekt igennem?

 

SG: I begyndelsen havde vi en garanti fra regeringen for, at de ikke bare ville fortsætte med Belo Monte. De ville rådføre sig med os. Men senere [blev holdningen], at det, som skal ske, det sker. Der var ikke andre muligheder. Det var et projekt, som blev opfattet som meget vigtigt for landet, for nationen, og de kunne ikke lave det om. Det var på en måde ”Tja, I betyder ikke noget. Uanset konsekvenserne, så vil vi gennemføre det.” Det var meget, meget slemt, hvad der skete til slut med bygningen af Belo Monte-dæmningen.

 

På den ene side er der det udviklingsbegejstrede synspunkt, der skubber projekter som Belo Monte-dæmningen frem og ser den oprindelige befolkning som en forhindring for fremskridtet. På den anden er der det miljøbevidste, der værdsætter oprindelige folk for jeres rolle i bevarelse – men deres støtte stopper her. Hvordan forholder I Jer til disse miljøgrupper?

 

SG: Der er en masse miljøinstitutter, som siger at de støtter os, at de er med os, men de bekymrer sig blot om at bevare et stykke skov, så det forbliver intakt. De forsvarer miljøet, men undertiden at de ligeglade med, hvem der bor der: folkene, deres sociale rettigheder. Det er, som om kun den miljømæssige dagsorden betyder noget.

 

Gennem de senere år er der sket forbedringer på dette område, og de har omsider forstået, at for at komme videre med den miljømæssige kamp, kan man ikke holde sig væk fra kampen for de oprindelige folk. Du er nødt til at kæmpe for indianernes rettigheder, og hvis du kæmper for dem, er et af resultaterne, på grund af den måde, vi lever på, at miljøet bliver beskyttet.

 

[Det forbedrede forhold til miljøgrupper] har givet os et spring frem i synlighed. Så meget, at sidste år var jeg gennem APIB til stede ved ”Rock in Rio” for at sende en besked til hele verden om overgrebene på vores rettigheder i Amazonas. Jeg fordømte også alliancen mellem økonomisk og politisk magt i Brasilien og opfordrede til yderligere tildeling af jord.

 

Dette betyder også, at utilfredsheden med os er vokset i hovedstaden. De store jordejeres repræsentanter i Kongressen, det industrielle landbrug, er mere bekymrede. De indså, at vi havde vundet styrke gennem dette støttenetværk med miljøforkæmperne og kunstnerne. Så de begyndte at angribe os mere og opfordre til mere vold mod os.

 

Med dette som udgangspunkt, betyder det så, at venstrefløjen er blevet mere bevidst? Er den ved at vågne op til indianernes krav? Fordi på den anden side kan vi også se, at højrefløjen også forsøger at vinde nogle oprindelige folk over på deres side.

 

SG: Højrefløjspolitikere spiller de gode drenge, de nærmer sig, og forsøger at vinde vores ledelser for sig med løfter om at ville løse nogle af vores afgørende problemer. De forsøger at købe [oprindelige folks] ledelser med småting eller ved helt at narre dem. Så kommer de ud og offentliggør, at de har opbakning til deres egen dagsorden fra de oprindelige folk. Det er dårligt, fordi det vildleder offentligheden om de positioner, som indianerne forsvarer. Bevægelsen for de oprindelige folk satser på at forhindre denne form for falsk inddragelse, men vi kan ikke løse det alle steder, fordi alle er i så stor nød lige nu. Vi har brug for sociale politikker og støtte, så folk er i stand til at tro på de politikere, der tilbyder dem dette.

 

På den anden side, så indser venstrefløjen nu, at den er nødt til at sætte mere pris på os. Vi har nu en ny måde at deltage i de politiske partier, der rækker ud over blot at være medlemmer

 

Ser venstrefløjen jer nu omsider, som ikke blot en indiansk ledelse, men som en politisk ledelse i almindelighed?

 

SG: Ja. Det er vigtigt for os at være der, ikke bare for fotomulighederne; men også at overkomme vores underrepræsentation på det politiske og institutionelle område. Det er en begyndelse. Vi forsøger at opstille flere indianske kandidater og få partierne til at støtte dem. Det er kompliceret, fordi partierne har det svært ved at tage imod nye ledelser – uanset om de er indianske eller ej. Men det er sværere, når de kommer fra de oprindelige folk. Men der er imidlertid en åbning nu.

 

I øjeblikket er du opstillet som præsidentkandidat til valget i Brasilien gennem PSOL, sammen med Guilherme Boulos i et arrangement med et fælles kandidatur. Viser det en forståelse i PSOL for, at hvis man skal have fremgang i den antikapitalistiske kamp er det nødvendigt at inddrage forskellige typer at viden fra forskellige sociale bevægelser?

 

SG: Ja, og de aktuelle diskussioner om global opvarmning har fremmet denne udveksling. Hele verden leder efter løsninger, og i denne sammenhæng er det ikke muligt at se bort fra de oprindelige befolkninger. Hvis du sammenligner vores måde at leve på med andre, så er vores den måde, der bevarer mest, som tager mest hensyn til naturen. Det er den måde, der forhindrer udledninger. Så der er ingen måde, hvorpå du kan ignorere ældgammel viden og den traditionelle oprindelige måde at leve på.

 

Dette hjalp folk, og partiet selv, til at indse at som oprindelige folk kæmper vi ikke blot for os selv, men vi har meget at tilbyde. Parisaftalen hjalp til at fremme [denne ide], at vi er nødt til at værdsætte videnskabelig viden, men også inddrage den traditionelle viden, som de oprindelige folk besidder. Men vi er stadig nødt til at kæmpe for at definere, hvordan denne anerkendelse skal foregå i praksis. Vi ønsker ikke, at denne anerkendelse skal føre til en kommercialisering af de steder, vi lever og forsvarer.

 

Et af temaerne i din kampagne er ”Brasilien 518 år senere”, som refererer til koloniseringen og den lange historien om indianernes kamp. Er det en måde, hvorpå man kan generobre historien fra den fremherskende fortælling?

 

SG: I Brasilien har de slettet dette folkedrab fra landets historie. De taler om ”opdagelsen” af Brasilien af [den portugisiske opdager] Pedro Álvares Cabral, og så springer de frem til os, der kæmper for vore jordområder i dag. De fem hundrede år imellem er fuldstændigt ophævet. Historiebøger behandler os stadig som de oldgamle oprindelige folk, som Cabral stødte på, der var eksotiske og vandrede rundt nøgne og med fjer alle vegne. De taler ikke rigtigt om kampene og modstanden.

 

Og med udgangspunkt i dette vender folk sig så mod os og spørger ”Er du en rigtig indianer?” – jeg hører dette hver dag. Hvad mener du med rigtig? Jeg er virkelig, jeg er her. Men folk udtrykker uvidenhed om, hvad det vil sige at være oprindelig. De tror, at hvis du er i en by, du taler portugisisk, og du benytter [moderne produkter], så kan du lige pludselig ikke længere være oprindelig. Enten sidder du fast i skoven og kan aldrig komme ud, eller også er du ikke længere indianer.

 

Resten af vores historie – drabene, folkemordet, den seksuelle vold mod indianske kvinder – det tænker folk bare ikke på. Undertiden kan du endog høre folk stolt sige, at de nedstammer fra oprindelige folk, fordi deres bedstemor blev ”fanget med lasso”. De forbinder ikke dette med den vold, som deres bedste- og oldemødre var udsatte for. Og det samme gør sig gældende for sorte mennesker i Brasilien. Det er derfor, at et af vores mål er at kæmpe for synlighed, så de forstår, hvad der virkelig skete, og at vores eksistens i dag er resultatet af en massiv modstand. Så at sige ”518 år senere” er kraftfuldt, fordi de bærer på en masse historie, en historie der ikke rigtigt bliver fortalt.

 

Tror du det at være opstillet som præsidentkandidat i Brasilien, som en oprindelig leder, vil få folk til at bemærke, hvordan jeres politik er vigtig for at forandre samfundet?

 

SG: Det tror jeg. Selv de, som ikke anerkendte os før, er virkeligt nødt til at se os nu. De er nødt til at forstå, at vi kæmper for de højeste institutionelle magtposter. Dette er stort. Vi er der ikke blot for at repræsentere de oprindelige og miljømæssige kampe men også for den genopbygning af samfundet, som verden behøver.

 

Oversat fra Jacobin af Peter Kragelund

 

 

 

 

 

 

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com