"Ord er som små dråber arsenik, de sluges ubemærket, ser ikke ud til at have nogen effekt, men efter nogen tid virker giften". Sådan skriver den tysk-jødiske filolog, Victor Klemperer, der overlevede Det 3. rige - i Tyskland. Knud Lindholm Lau tager tråden op, undersøger sproget og tonen i indvandrerdebatten i dagens Danmark, og ser om arsenikken er trængt ind i det han kalder samfundets grundorden.

af Arne Lund

“Bare fordi at” er titlen på journalisten og sprogmennesket Knud Lindholm Laus bog, der minutiøst gennemgår den daglige mobning af “de fremmede.” En væsentlig bog, der holder fast i det humanistiske menneskesyn, der i disse år smuldrer om ørerne på os. Lau udgav i 2010 “LTI – sproget i det 3. rige” af Viktor Klemperer. “Bare fordi at” er anmelderens afsæt til at give et billede af højrefløjens betydelige indflydelse siden midten af 90’erne.

 

Mængden af vrangforestillinger og manipulationer i udlændingedebatten er så voldsom, at der er brug for at gøre status over, hvor slemt det står til. Men også for at minde os om, at der er langt mere på spil, end “blot” forholdet til “de fremmede”. Højrekræfterne bruger nemlig indvandrerdebatten til afvikle det demokrati, vi kender, og i stedet indsætte et mere autoritært styre. Indvandrerdebatten er højrefløjens kærkomne påskud til at slippe af med pladderhumanisme, rundkredspædagogik, mindretalshensyn samt lighedstankens og oplysningstidens idealer.

 

Der køres på frihjul i indvandrerdebatten, og gradvis breder dette sig til andre politikområder. For der skal demonstrere mod og handlekraft, og i et sådant klima gennemføres love, som var vi krig. Folkestemninger er udslagsgivende, og i det ekkokammer, der her opstår, er der ikke langt til lynch-stemninger, hvor skyldige som uskyldige hænges ud på Facebook eller Twitter.

 

”Det skjulte sprog”

Trængte mindretal får af ytringsfrihedsfundamentalister som Naser Khader og Flemming Rose at vide, at de skal kunne tåle hån, sport og latterliggørelse, ellers bør de ikke leve iblandt os.

 

Med tiden er ytringsfriheden slået over i retten til håne sine medmennesker for hvad som helst, der falder én ind. Det sker i offentlige debatter, læserbreve mv., eller i det som Lau kalder “det skjulte sprog” – Facebook, hvor afsenderen kan gemme sig bag skærmens anonymitet.

 

Der er en verbal fødekæde her, hvor hån, spot og latterliggørelse fører til sproglig stigmatisering. Dehumaniseringen udløser væmmelse og aggression mod den, der er målet for ens vrede. Dét er det første skridt hen mod etniske udrensninger og pogromer.

 

Dette sker uden hensyn til den dokumentation, de blandt andet er fremlagt af læge Morten Sodeman, Odense Universitet: Dehumaniserende sprog og mobning gør mennesker syge.

 

Klemperer siger det således i “LTI – Det 3. riges sprog”: “Nazismen gled over i massernes kød og blod gennem enkelte ord, faste udtryk og sætningsformer, som de fik påtvunget gennem millioner af gentagelser, og som blev overtaget mekanisk og ubevidst”.

 

Samfundsdialogen er nationalkonservativ domineret, og udgrænser i forhold til etnicitet. Det er nødvendigt – skarpt – at gøre opmærksom på, hvad det er, der kan opstå. Vi må ikke være så naive at tro, at vi lever i tider, hvor der ikke igen kan ske pogromer, og etniske udrensninger – med krigen i Jugoslavien in mente. Som den italienske jøde, Primo Levi, skrev efter at have været fange i Auschwitz: “Det skete, og det kan ske igen”.

 

Dem og os

Regeringen, Folketinget og indvandrerkritiske miljøer gør sig store bestræbelser på, at opretholde illusionen om, Danmark som et homogent samfund med en ensartet befolkning, der kan takke kristendommen for, at vi er dem, vi er blevet til. Men det er løgn og latin, for det er vi ikke, og det har vi aldrig været.

 

Når politikerne spørges om, hvorfor indvandringen er et problem, er svaret, at der er tale om en kulturel udfordring, og at den danske identitet, som jo ikke er en entydige størrelse, er truet. Udsagnet ledsages vanligvis af statistikker, der angiveligt viser, hvor meget “de fremmede” fylder i fængslerne, hvor få af dem, der er på arbejdsmarkedet, og hvor ofte de slagter får hjemme i badekarret.

 

Man skal dog ikke længere væk end til Norge for at få rokket ved billedet af hvem der er kriminelle, og hvem der ikke er det. I Norge er danskere nemlig højkriminelle, idet de begår 10 procent mere kriminalitet, end den ikke-indvandrede befolkning, og 92 procent mere end fx hollandske indvandrere.

 

Hvad siger det om danskerne? Intet! Kriminalitet handler ikke om, hvor man er født, men om sociale-økonomiske forhold, og om at fattigfolks børn gennemgående er mere kriminelle, end de mere velstillede. Og så ikke ét ord om de danske rockere.

 

Andre sammenlignende undersøgelser, fx i Kristelig Dagblad 15.3.15, fortæller, at 25 procent af DF’s vælgere går ind for dødsstraf, hos folk med ikke-vestlig baggrund er det 15 procent 40 procent af DF’erne siger ja til sort arbejde, hos indvandrerne er det 13 procent Martin Henriksen forlanger, at indvandrerne skal gå oftere i kirke, også selvom de er muslimer, for at vise, at de er villige til at lade sig inte-grere. DF’erne er de dårligste kirkegængere blandt de borgerlige. Ingen anklager “de fremmede” så meget for at tæve deres børn, som DF og Søren Krarup, der samtidig kæmper bravt for at bevare forældrenes “revselsesret.”

 

Bare fordi, at…

Bogens titel Bare fordi, at… refererer til, at man da ikke er racist, bare fordi, at man ikke kan lide islam eller er imod indvandrere. Sociologen Mehmet Necef, SDU formulerede i 2010 modviljen mod “de fremmede” sådan her:

  • Jeg bryder mig ikke om, at der bliver flere og flere farvede mennesker i Danmark
  • Visse racer er mindre intelligente (eller dovne, eller kriminelle osv.) end andre
  • Jeg bryder mig ikke om farvede mennesker, fordi de…
  • Og så er der helgarderingen: Jeg er ikke racist, men…

 

Mange har måske ikke noget mod “fremmede”, kan evt. have rejst i lande, hvor der bor ”farvede.” Men de vil – af flere grunde – ikke have indvandring fra den ikke-vestlige verden hertil. Står det første udsagn alene, er det ikke nødvendigvis racistisk, mens de to midterste er det. Hvorvidt det sidste er racistisk, afhænger af hvad der kommer efter “men”.

 

Mennesker, der har racistiske holdninger, er godt klar over, at den slags – trods alt – ikke er stuerent. I stedet bruges kulturen som markør for at lægge afstand til “de fremmede.”

 

DF er hurtige til at ekskludere medlemmer, der lufter noget, der lugter af racisme. Dog hverken Camre eller Krarup, der forstod at pakke deres grovheder ind i nationalistiske fraser og vendinger.

 

Her til lands er de vist kun professor i udviklingspsykologi, Helmuth Nyborg, der holder fast i racemæssige fortolkninger af “de fremmede”, som en laverestående gruppe i forhold til europæere. Nyborg hævder således, “at man stort set kun fungerer godt i et dansk demokrati, hvis man har gener til det.” (Jyllands-Posten 12.11.16)

 

Race …. eller kultur

I 1979 opfordrede Per Engdahl, leder af det fascistiska Nysvenska Rörelsen til, at man opgav den biologisk betingede nazisme, og i stedet debatterede svenskhed og kultur. Han forstod, at Hitlers pseudovidenskabelige bedømmelse af jøder og andre, der angiveligt ikke hørte til i de ariske samfund, var fup og ikke havde nogen troværdighed. Nutiden lader sig ikke spise af med sådanne vulgariteter, nye tider kræver mere raffinerede argumenter, mente Engdahl. (Arbete 31.5.2010)

 

Der er næppe nogen af de populistiske partier – i hvert fald ikke officielt – der i dag taler om race og biologi. Til gengæld taler de om kultur og danskhed i lange baner, og stort set ikke om andet.

 

Hvad de ikke taler om, er FN’s konvention mod racisme fra 1965, hvor der står: ”Enhver tilskynd-else til nationalt had, racehad eller religiøst had, som ophidser til forskelsbehandling, fjendtlighed eller vold, skal være forbudt ved lov”. Dermed lægges der op til at ” […] kriminalisere al udbredelse af ideer, der hviler på racemæssig overlegenhed eller racehad, og tilskyndelse til diskrimination […] imod enhver race eller persongruppe af anden hudfarve eller etnisk oprindelse.”

 

Det har den svenske stat taget til sig, og kriminaliserer opfordringer til folkehetz. Resultatet er, hvad Flemming Rose kalder for “tavshedens tyranni”, og at vi her til lands har en hel industri af ”krænkelseslobbyister” og en ”menneskerettighedsindustri”, der vil kriminalisere såkaldt hadefuld tale, og ”forhånende og krænkende ytringer, uanset om de er sande.”

 

Klemperer skriver om sproget som et kompas, der er med til at styre følelser og opfattelser. LTI og Lau skærper vores opmærksomhed overfor ord og vendinger.

 

Fra det Tredje Rige har jeg plukket et lille udvalg af ord og vendinger, der blevet en del af vores verbale dagligdag, eller er ved at blive det:

 

Blod og jord bruges blandt andet De Identitære, Søren Espersen m.fl. – Landsforrædere bruges blandt andet af Pernille Vermund om Venligboerne – Løgnepresse på nudansk fake news – Parlamenter sammenlignes med svinestier eller rottereder (Pia Kjærsgård om EU-Parlamentet) – Pladderhumanisme blev brugt af Hitler i Mein Kampf, og anvendes i dag ofte af dem, der afviser etiske normer.

 

Man skal naturligvis ikke trække nazi- eller racismekortet i flæng – hvor fristende det end kan være. For intet kan være mere stigmatiserende, end at pådutte folk, at de enten er nazister, fascister eller racister. Så hører al dialog op

 

På den anden side, så skal kortet bruges, når det er på sin plads, og det sker desværre oftere i disse år. Vi skal ikke være bange for at trække kortet, når racismen og nazismen optræder. Hvis ikke vi ved, hvad racisme og nazisme er, så kan vi heller ikke beskytte os mod den. Om et årti eller så, er der kun andenhåndsberetninger om hvad der skete under 2. verdenskrig og om holocaust, og så vil højrefløjen have lettere ved at forfalske og manipulere historiske forløb og data.

 

Ord … og handling

Mange på det yderste højre ser sig selv som modstandsfolk, der kæmper mod Danmarks udslettelse. Flere giver udtryk for, at “vi ikke kan skrive os ud af problemerne, der skal handling til”. De samme kredse, blandt andet Den Danske Forening omtaler Breivik som ”frihedskæmper”, fordi han ”tog fuglene på reden.” De fleste er “kun” internetkrigere, der gemmer sig bag skærmen, men derfor kan det jo være slemt nok, det de skriver, for de gøder jorden for dem, der en dag handler.

 

I risikoanalysen for 2018 vurderer PET, “at der særlig blandt personer med højreekstremistiske sympatier findes en øget kapacitet og/eller adgang til våben samt hensigt til voldsanvendelse.”

 

Facebook og de sociale medier

Den hårdeste tone i indvandrerdebatten findes på Facebook. Her smides alle hæmninger, og det kan undre, at Facebook, der ellers kan være meget snerpet, tillader så hadefulde ytringer. Udtrykkene er de vante, når det gælder folk med ikke-vestlig baggrund: Svin, so, rotte, kamel, luder, find dig et gaskammer, eller jeg glæder mig til borgerkrigen bryder ud osv.

 

Avisernes kommentarspor giver ikke Facebook noget efter. Det hedder således i Berlingske 17.12.2017 om de fire drenge i Ry, der forsøgte at brænde en klassekammerat med afghansk baggrund, at “deres handlinger er i juridisk forstand ulovlige, men moralsk er det en anden sag”..

 

Print og elektroniske medier

Medierne – trykte såvel som elektroniske – vil gerne fremstå som neutrale formidlere af dem, der ytrer sig i indvandrerdebatten. Det er de ikke. Tværtimod, så er der flere eksempler på, hvordan nogle medier fremmer en dagsorden, der vender sig mod “de fremmede.”

 

Det klassiske eksempel er Ekstra Bladet, der – aldrig set før – i 90’erne optog over hundrede kronik-ker af Søren Krarup, og derved blev fødselshjælper for Dansk Folkeparti. Chefredaktør Sven Ove Gade var, som Krarup, medlem af Tidehvervbevægelsen, og sammen lancerede de kampagnen mod udlændingepolitikken “De fremmede” og “Godhedens Pris,” der siden er blevet toneangivende for, hvordan politikere, medier og dele af befolkningen taler om “de fremmede”.

 

Kommercielle tv-stationer er generelt negativt indstillet overfor indvandrerne. TV2 er belastet af flere eksempler herpå, fx “Moskeerne bag sløret”, der kun omtalte de tre mest fundamentalistiske moskeer, men ikke interesserede sig for, hvad der foregik i landets øvrige 90 danske moskeer.

 

Hvorfor træffer journalister beslutninger, der er under deres faglige niveau? Er fristelsen for at få en god historie for stor? Svaret er, at de er forelsket i vinklingen, og kun ser tingene på en ganske bestemt måde, og ignorerer informationer, der peger i andre retninger.

 

Vore muslimske medborgere har en korrekt opfattelse af, at medierne hyppigt omtaler dem negativt, og at det er blevet værre siden 11. september 2001, fortæller Peter Hervik, Aalborg Universitet, forsker i medier, integration og religiøse minoriteter. “Muslimer er jo nærmest masochister, hvis de følger med i nyhedsformidlingen”, siger han.

 

Der er derfor mange gode grunde til, at “Bare for, at” burde være pligtlæsning for journalister.

 

Hvor fatalt mediernes forudindtagethed overfor minoriteter er, findes der flere eksempler på, fx Tyskland i 30’erne, eller Jugoslavien og Rwanda i 90’erne. Alle tre steder spillede massemedierne en helt afgørende rolle forud for folkedrabene. Det er ikke muligt at starte en krig eller en etnisk udrensning. hvis ikke der forinden har været en periode med propaganda og hadsk tale, hvor den udpegede modstander dæmoniseres og fremstilles som dyr. Ordet kommer altid før sværdet.

 

Politikere og andre offentlige personer

Politikerne har været hurtige til at gribe de bolde, medierne kastede op. I starten var det Glistrup, siden tog Dansk Folkeparti teten, efterfulgt af Venstre og socialdemokratiske borgmestre på Vestegnen. I 00’erne opdagede de øvrige partier, bortset fra venstrefløjen og de Radikale, hvor mange stemmer der var i at føre en stram indvandrerpolitik, og i dag er både Lars Løkke og Mette Frederiksen enige om, at integration og ghettoer er landets største problem..

 

Et par politikercitater viser, hvordan tonen og holdningen har ændret sig siden 90’erne:

 

  • 1995 – Glistrup: “Udliciter hjemsendelsen af muhammedanerne, ligesom med affald til ulandene”.
  • 2002 – Mogens Camre: “Muslimerne taler pænt til os, mens de venter på at blive mange nok til at få os fjernet’.
  • 2013 – Brian Mikkelsen: “Vi kan ikke have græshopper fra Østeuropa, der hopper ind på marken og suger energi ud af den, og derefter hopper videre til den næste mark.”
  • 2017 Et Folketingsflertal vedtog DF’s forslag hvor der blev skelnet mellem “danskere” og “indvand-rere og efterkommere fra ikke-vestlige lande.”
  • 2017 – Naser Khader vil eksaminere hver enkelt asylansøger for at se, om de har det rette demokratiske sindelag.
  • 2017 – Inger Støjbergs kampagne mod “barnebrude” var iflg. Politiken fyldt med vildledninger, manipulationer, og uden viden om, at unge kvinder giftes tidligere i Mellemøsten, og at man dér har en anden opfattelse af lavalderen. (Det har man også i USA, hvor det i 29 stater er muligt for unge kvinder på 13 år, at indgå ægteskab med mænd over 18 år). Støjberg ville ikke tillade, “at unge piger, boede på det samme asylcenter med ældre mænd”. Det viste sig, at de yngste kvinder var 15 år, og de ældste mænd 32. Gennemsnitlig var kvinden 17 og manden 23 år. Barnebrude?
  • 2018 – Lars Løkkes nytårstale, hvor 75 procent handlede om den “fejlslagne integration” og at “ghettoerne har slået hul i Danmarkskortet”
  • 2018 – Ghettoplanen er til dato det mest infame, sammenhængende projekt, Folketinget har fremlagt. Her udpeges hvem, der er skyld i alle problemer, og hvor fejlagtig integrationen er. Partiernes – det gælder også SD og SF – medløb er oprørende. I 2011 skrev daværende bolig-minister Carsten Hansen (S), “at ord skaber virkelighed, derfor er ordet ghetto blevet slettet af SRSF-regeringens ordbog.” Der er unægtelig sket en del siden da.
  • 2018 – Integrationsministeriet har frem til i dag gennemført 76 stramninger på udlændingeområdet: http://uim.dk/gennemforte-stramninger-pa-udlaendingeomradet

 

I en klasse for sig er Søren Krarup, der ene mand (næsten da) har sit nogle solide fingeraftryk på indvandrerpolitikken, og på hvordan befolkningsflertallet opfatter “de fremmede”. Hans korstog mod tolerance, og hans sidestilling af kristendom, nationen og den danske stamme, er bredt accepteret i såvel det populistisk politiske miljø som af et flertal i befolkningen.

 

Krarups ståsted på det yderste højre viser sig fx gennem sammenligningen af det muslimske tørklæde og hagekorset. Eller med udgivelsen af Luthers “Jøden og tyrken”, fra 1999. Sidst, skriftet blev udgivet, var i 1937, og da med forord af den nazistiske forfatter Olga Eggers.

 

Krarup er ved at gå på pension, men nye generationer er klar til at overtage stafetten. Det gælder fx De Identitære, der åbent taler om at “blodets bånd definerer det etniske” (Deadline 2.2.17)

 

Den liberale grundorden smuldrer

Bogen glider ubesværet fra tonen i debatten, til hvordan denne er med til at underminere de demokratiske institutioner. Der gøres troværdigt rede for, hvordan løgn og manipulation medvirker til at bane vejen for de autoritære styreformer, som mange på højrefløjen ønsker.

 

Lau frygter, at den borgerlige, liberale grundorden er ved at bryde sammen. Hans afsæt er den grundorden, der bygger på ejendomsrettens ukrænkelighed, magtforholdene i samfundet osv., og det er jo ikke helt den samme dagsorden, socialister bekender sig til.

 

Som socialister må vi erkende, at Laus grundorden, som vi kender den i dag, er det mindste onde, og som trods alt – og i bedste fald – giver sine borgere en vis form for retssikkerhed, og beskytter mod alt for megen vilkårlighed fra myndighedernes side. Der findes et kollektivt gode, et fælles bedste, der skal bevares og værnes mod højrekræfterne.

 

Med Foghs nytårstale om smagsdommere og jævnfolket, der ved bedst, tog vejen hen mod et langt mere autoritært samfund for alvor fart. Tråden tages hyppigt op af nutidens politikere, fx Peter Skaarup, der afviser, at “videnskabeliggøre politikken, her findes ingen facit, kun følelser og holdninger”. Dumhed er magt, og uvidenheden prises i høje toner. Folk med indsigt og viden fejes af bordet med et hånligt “elite.” Alle ved alt, ingen tror på nogen – det er dér, vi er i dag.

 

I Politiken 22.5.18 gør Preben Wilhjelm status over opløsningen i magtens tredeling, og hvordan regering og Folketing i stigende grad ignorerer de instanser, der er sat til at kontrollere, om magten udøves korrekt. Konklusionen er, at kontrolorganerne er under målrettet nedbrydning.

 

  • Integrationsministeren besvarer alvorlig kritik fra Ombudsmanden med: “Jeg er bare uenig”.
  • Regeringens økonomiske dispositioner møder hyppigt kritik fra Statsrevisorerne og fra Rigsrevisionen. Det vil regeringen ikke finde sig i. Det er dog ikke de politiske beslutninger der anfægtes, men beslutningernes uansvarlighed.
  • Ved nytår blev Rigsadvokaten udskiftet – uden begrundelse. Formodentlig fordi han var uenig med justitsminister Søren Pape om et forbud mod Loyal To Famlia.
  • Lars Løkke er “parat til at udfordre Grundloven.”

 

De indvandrerkritiske miljøer er ikke ene om at have et voldsomt sprogbrug. Det havde derfor været nyttigt, om Lau også havde set på de anti-semitiske udsagn, der kommer fra fundamen-talistiske muslimske miljøer, samt hvad dele af venstrefløjen skriver. Fx er Carsten Jensen lige så grov som højrefløjen. Når Pia Kjærsgård kaldes for “rotte”, så er det ikke hendes egne, der gør det.

 

Det skal dog siges, at det var højrefløjen, der gav bolden op, og Pia Kjærsgaard, der kaldte “de fremmede” for kræftknuder, mens Glistrup kaldte muhamedaner for “menneskeligt affald”? Og hvem er i dag er stemmesluger i DF? Den racismedømte Morten Messerschmidt.

 

Bogen har mange eksempler på sproget i indvandredebatten, men analyser savnes. Hvad har fx de sociale medier betydet for tonen og for debatten. Hvordan har de teknologiske muligheder åbnet op for verbale udfoldelser, som ikke kendtes for et par årtier siden. Fremmer Facebook de hadske udtalelser, eller ville de, uanset hvad, være kommet frem alligevel? Kilder og noter er der til gengæld rigeligt af, og så må læseren søge analyserne dér.

 

Undervejs gøres der et par svinkeærinder, ikke alle lige uddybede, men lad det nu være, det er småting i en yderst nyttig bog.

 

Den største anke er nok, at bogen er for dyr; den skulle have været udsendt som paperback – det er jo en brugsbog og fortjener et stort publikum. Forhåbentlig rettes der op på dette siden hen. Indtil da – respekt og tak for det arbejde, der er gjort med dokumentationen af “rigets øjeblikkelige og bedrøvelige tilstand”.

 

Knud Lindholm Lau: Bare fordi at. 300 sider, 209,95 kr. Forlaget Tekst og tale

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com