Enhedslisten (EL) må stå tydeligt frem som en venstre-opposition med et klart alternativ til den oprustnings- og nedskæringspolitik, den økonomiske politik for de rige, den fremmedfjendske politik og den fejlslagne klimapolitik, som S-regeringen er i fuld gang med at føre sammen med de borgerlige partier. Et alternativ, som kan spille sammen med at organisere modstand og bevægelse.

 

Det er helt i sin orden, at Enhedsliste-politikere her op til valget oplister de positive resultater, Enhedslisten har været med til at opnå i den forløbne regeringsperiode. Men hvis den slags lister i valgkampen står alene, og det derved kan fremstå, som om Enhedslisten er overvejende tilfreds med regeringens samlede politik, sender vi et politisk helt forkert signal. For sagen er jo den, at Frederiksen-regeringens overordnede politik er blå – og stik imod den rød-grønne politik, som Enhedslisten står for.

 

Det betyder så ikke, at det var forkert at bringe Frederiksen-regeringen til magten på grundlag af et forståelsespapir – som den mindst ringe løsning på regeringsspørgsmålet i situationen. Eller at vi ikke i fremtiden kan have grund til at støtte en S-ledet regering som den mindst ringe løsning. Men det betyder noget for, hvordan vi taler om en sådan regering og vores samarbejde med den – også i valgkampen.

 

Vanvidsoprustning og nedskæringer

Helt i Thorning-regeringens ånd har Frederiksen-regeringen lavet en helt uhyrlig aftalte med de borgerlige (mod EL’s stemmer, men sammen med SF og R): Det såkaldte ”nationale kompromis”, der over en tiårs periode skal nå op på at bruge 18 milliarder kroner ekstra, årligt, på oprustning. Der er også aftalt en finansiering, der reelt lægger op til at tørre denne kæmperegning af på den offentlige sektors velfærdsinstitutioner. En bombe under velfærden.

– Og samtidig også et absurd bidrag til at øge krigstruslen her og i resten af verden. S-regeringens fulde og ”aktivistiske” opbakning til USA’s og NATO-landenes aggressive fremfærd har ikke ladet noget tilbage i forhold til de erklæret blå regeringer. Tværtimod har Frederiksen-regeringen fremturet både med at åbne døren for USA-baser i Danmark – og med afskaffelsen af Danmarks forsvarsforbehold i EU.

 

Kapitalens hjælper – betalt af underklassen

Det kan ikke nægtes, at regeringen (i lighed med mange andre rige lande) under corona-krisen gjorde massivt op med nyliberalismens dogmer – ved massive pengeudpumpninger, der holdt hånden under virksomheder såvel som hjemsendte. Simpelthen for at sikre, at den kapitalistiske økonomi ikke brød sammen. Men det springende punkt er jo så, hvem der får lov at betale gigant-regningen? Den regning, der (fordi pengeudpumpningen ikke havde produktionsmæssig dækning) har fået form af en massiv inflation.

 

Og her fremgår det klart, at regningen ikke vil blive betalt af en massiv beskatning af de voldsomme profitter, der lige nu vælter ind i de store koncerner. Derimod vil regeringen lægge en dæmper på pengeforbruget til velfærden – skoler, ældrepleje, institutioner, sundhedsvæsen osv. - ude i kommuner og regioner. Trods de (yderst begrænsede) hjælpepakker står alle overførselsindkomsterne, fra dagpenge og SU til folkepension, i vidt omfang til at blive udhulet af inflationen. Det samme gælder reallønnen, ikke mindst blandt de lavest lønnede i den offentlige sektor. Og her har Frederiksen-regeringen med regeringsindgrebet i sygeplejerskestrejken på skammelig vis demonstreret, hvordan den stiller sig.

 

Den reelle indtægtsnedgang er især stor for de fattigste, der bruger en stor del af deres indkomst på fødevarer: Mens den generelle inflation er omkring 8-9 procent, er fødevarepriserne steget med ca. det dobbelte. Og det er jo heller ikke, fordi regeringen tidligere har gjort noget seriøst for at bekæmpe ulighed og fattigdom. Tværtimod var uligheden i den seneste måling af Gini-koefficienten ligefrem steget med 0,22 procentpoint i regeringsperioden – og den lovede ydelsesreform fik på ingen måde afskaffet fattigdommen, men blev et lille plaster til især børnefamilier (der kun vil sænke Ginikoefficienten med 0,07 procentpoint).

 

Sandheden om den ”røde” regeringsperiode er, at overklassen generelt har skovlet penge ind, mens arbejderklassen, især offentligt ansatte og dem på overførselsindkomst, er taberne.

 

Venstrefløjen skal organisere vreden mod regeringen

Den vrede og frygt for fremtiden, der lige nu breder sig i kølvandet på prisstigninger - og snart også striben af kommunale nedskæringsbudgetter – retter sig i høj grad mod regeringen. Og det er jo fuldt berettiget, fordi regeringen åbenbart kun udskriver checks, der batter noget, når virksomhederne er i knibe – og kynisk lader de alt andet end rige betale gildet, selv om de rige nu igen skovler penge ind.

 

Det er til gengæld helt uberettiget, absurd og tragikomisk, hvis proteststemmerne havner hos den borgerlige ”opposition”, der bakker 110 procent op om denne ”politik for de rige”! – Og som endda selv har indgået forlig om den, på nær nogle af de små røde lapper, som Enhedslisten har fået proppet ind.

Blandt andet derfor er det så afgørende vigtigt, at Enhedslisten i valgkampen står åbent frem med massiv kritik af regeringen. Ikke mindst af alt det, som regeringen laver i skøn forening med borgerlige ”oppositionspartier”.

 

Sagen er jo den, at det er Enhedslisten, der er - stort set den eneste parlamentariske - opposition til den økonomiske politik, der lader kapitalisterne rende med pengene og almindelige mennesker stå tilbage med regningen! Derfor er det os, der skal præsentere os som den egentlige opposition – og som dem, man kan stole og stemme på, hvis man er vred over de aktuelle uretfærdigheder.

 

Det indebærer så, at vi i valgkampen træder tydeligt ud af regeringens skygge – ved at gøre det helt klart, at uanset de små resultater, vi kan rose os af at have opnået, så er vi ikke et støtteparti for, men i dyb opposition til den overordnet set borgerlige politik, som regeringen fører. Vi må gøre det helt klart, at vi deler den berettigede vrede over regeringens svigt!

 

Denne profil vil også spille sammen med Enhedslistens allervigtigste opgave: at være med til at rejse sociale bevægelser uden for Folketinget. F.eks. for krav om fuld dyrtidsdækning både i lønninger og overførselsindkomster, for ekstra skatter på profitter og millionindtægter til at finansiere dette og den offentlige velfærd, for 18 mia. til velfærd frem for raketter, for kontrol med priserne osv. – Herunder selvfølgelig også et fuldstændigt stop for de indlysende urimelige huslejestigninger pr.1. januar, hvis det ikke lykkes at komme igennem med dette i de forhandlinger, der foregår lige nu.

 

Venstrefløjen/Enhedslisten skal jo nemlig være dem, der går forrest for at organisere vreden. Det vil sige organiserer en folkelig kamp mod en økonomisk politik, der lige nu er en bombe under mange familiers mulighed for at få økonomien til at hænge sammen. Og den rolle er altså lidt svær at indtage, hvis vi bliver opfattet som ”loyalt støtteparti” for den regering, der pt. har ansvaret for denne.

 

Ikke kun økonomien

Den tydelige venstre-opposition til regeringen er naturligvis også vigtig på andre felter. Det gælder indlysende med hensyn til flygtninge- og integrations-politikken, hvor regeringen tåkrummende forsøger at konkurrere med det yderste højre om at være mest inhuman og fremmedfjendsk. Men heldigvis har EL på dette felt i betydeligt højere grad markeret sig som tydelig opposition.

 

Derimod er der også på klimaområdet stærkt brug for, at EL bruger valgkampen til at hæve sig op over de halsløse forsøg på at lappe lidt på regeringens grundlæggende urealistiske ”grøn-vækst-strategi”. Ingen seriøse klimabevægelser tror på, at teknologiske fix og markedskræfterne med lidt statsstøtte kan bringe os i nærheden af målene, hvis den uhæmmede, profitstyrede økonomiske vækst i øvrigt bare får lov at køre uforstyrret løs.

 

Også her er det i valgkampen op til Enhedslisten at råbe højt og tydeligt op om den fundamentale fallit ved den kurs, som regeringen fører. Det må for alt i verden ikke drukne i (selv-)ros for de små indrømmelser, det er lykkedes at få igennem. De konkrete eksempler på skandalen skriger til himlen: Motorvejsbyggerier, lufthavnsudvidelsesplaner og hybridbilstøtte på trafikområdet. Fortsat svineri (i flere betydninger) på landbrugsområdet. Store gasrørledningsprojekter – og nu igen også mere Nordsø-oppumpning. Osv., osv.

 

Der er måske nok andre grønne partier, der vil fremføre kritikken – men de vil næppe løfte formuleringen af et troværdigt, socialt retfærdigt alternativ, der kan mobilisere bredere i arbejderklassen.

 

Og heller ikke her handler det kun om, hvordan Enhedslisten får profileret sig rigtigt i en valgkamp. Det handler først og fremmest om, hvordan denne profil kan bruges under og efter valgkampen til at mobilisere almindelige mennesker til at sætte sig i bevægelse. Fordi al erfaring viser, at det er det, der for alvor kan rykke noget – både i folks hoveder og i samfundets udvikling.

 

SAP's forretningsudvalg, den 18. august 2022