Forbundsdagsvalget har styrket de borgerlige kræfter, der på mange afgørende punkter ikke adskiller sig fra hinanden. De af Die LINKE’S tidligere vælger, der er gået over til SPD og Die Grünen, har illusioner om parlamentarismen. For socialister er der stadig lyspunkter langt væk fra forbundsdagsvalget.

af Jakob Schäfer

 

Forbundsdagsvalget har styrket de borgerlige kræfter, der på mange afgørende punkter ikke adskiller sig fra hinanden. De af Die LINKE’S tidligere vælger, der er gået over til SPD og Die Grünen, har illusioner om parlamentarismen. For socialister er der stadig lyspunkter langt væk fra forbundsdagsvalget.

 

Valg til et borgerligt parlament er kun til en vis grad en målestok for omfanget af den kritiske, antikapitalistiske bevidsthed eller lønmodtagernes kampvilje. Alligevel giver valgresultaterne et – om end noget forvrænget – billede af befolkningens bevidsthedsniveau. Forvrængningen skyldes dels illusionerne om parlamentarismen og især bestræbelserne på at ”stemme taktisk”. I dette tilfælde (forbundsdagsvalget 2021) havde SPD derfor fordel af det fænomen, at mange vælgere (herunder en betydelig del af de tidligere LINKE-vælgere) foretrak at stemme på SPD frem for på et parti, de egentlig havde mere sympati for. Alene den kendsgerning viser, hvor stærke de parlamentariske illusioner er i bevidstheden hos de bredeste masser, langt ud over Die LINKE’s vælgerskare

 

1.    De borgerlige partier (fra SPD til AfD) har tilsammen fået omkring 95% af stemmerne. De står hver især for deres egen variant af en borgerlig politik, og i sidste ende adskiller de sig kun i nuancer. Under alle omstændigheder (uanset hvilken af de realistiske kombinationer der kommer til fadet) kan vi ikke forvente en markant anderledes politik af den nye regering. Selv en ”centrum/venstre-regering” kommer ikke til at handle imod kapitalens interesser, forbedre lønmodtagernes rettigheder eller reelt at tage virksomme initiativer mod klimaforandringerne. Tværtimod: Scholz’ anseelse er nu blevet så stor, at han, der var tilhænger ”Agenda 2010” [note 1], næppe vil blive holdt tilbage af sit parti, hvis krisens byrder bliver læsset over på lønmodtagerne. Heller ikke Die Grünen kommer til at udgøre nogen forhindring her, da de i mange år har været et neoliberalt parti. Mere end nogensinde før kommer det an på modstanden fra neden.

 

2.    AfD befinder sig med deres nationalistiske og racistiske politik på kanten af det borgerlige spektrum, men de adskiller sig i deres grundlæggende antagelser ikke fra det, andre også anser for at være opgaverne for en borgerlig politik (for befæstningen af Europa, for at lade lønmodtagerne bære krisens byrder osv.). De er heller ikke er parti, der er imod systemet, og de ville hellere i dag end i morgen lade sig integrere i en regering, men foreløbig er der (endnu ikke) brug for dem. Altså distancerer man sig i første omgang fra dem, ikke kun for at få flere stemmer, men også for – i det mindste foreløbig – ikke at stille sig i vejen for stemningen i flertallet af befolkningen. Hvis AfD splittes, og en del af det (med Jörg Meuthen i spidsen) giver sig til at opføre sig mere anstændigt, kommer sagen til at se anderledes ud.

 

3.    Forbundsdagsvalget 2021 var ikke noget klassevalg, og det var kun med store undtagelser et valg mellem en minimalt højredrejet eller en minimalt venstredrejet variant af en fortsættelse af den hidtidige og for kapitalen så gunstige politik. SPD havde under valgkampen ganske vist lovet en stigning af mindstelønnen til 12 euro, men med FDP i regeringen bliver det ikke svært for dem at begrunde ”umuligheden af at gennemføre” dette løfte. Selv en sammenligning mellem ”venstre” og ”højre” ved stemmeafgivelsen til de fire partier, der nu forhandler om en regeringsdannelse, er ikke rigtig på sin plads. I bedste fald vil den gælde for dele af SPD’s og Die Grünes vælgere. Mange SPD-vælgere er skuffede CDU-vælgere. Der er mange årsager til Scholz’ valgsejr, og de er kun betinget og kun med store undtagelser klassepolitiske.

 

4.    At Die LINKE’s vælgerskare næsten er blevet halveret (bl.a. på grund af ”taktisk” stemmeafgivning) er på den ene side et udtryk for den ringere klassebevidsthed i det hele taget. Tabet af mere end 2 millioner stemmer (= en tilbagegang på 47,2%) siger på den anden side også en del om, i hvor ringe grad partiet Die LINKE bliver opfattet som et klassekampsparti. Når chancerne for en valgsejr til SPD stiger, forsvinder grundene til at stemme på Die LINKE (og dermed risikere at ”spilde” stemmen) i en stor del af LINKE-vælgernes øjne. Selv en stemme på Die Grünen forekommer så nyttigere end at stemme på Die LINKE. Den andel, der har stemt på dette parti på trods af dets socialdemokratisering (altså fra et socialistisk udgangspunkt og med ondt i sjælen) må udgøre betydeligt mindre en halvdelen af Die LINKE’s vælgerskare.

 

Således er partiet hverken med hensyn til sit programmatiske indhold eller sine aktiviteter eller med hensyn til sin tilhængerskare et socialistisk masseparti. Endnu værre: Valgresultatet kommer til at øge presset for en yderligere tilpasning, for den væsentlige og altafgørende bestanddel af dets profil er ”ønsket om at være med i en regering”. Man må frygte, at en yderligere tilpasning allerede vil vise sig under koalitionsforhandlingerne i Berlin og Mecklenburg-Vorpommern. Den grundlæggende indstilling om at ville være med i en regering er i fuldstændig modsætning til en socialistisk orientering i Rosa Luxemburgs ånd. Alle partitoppens ytringer er imidlertid tydelige udtryk for dette partis socialdemokratiske karakter. Det ændrer partiets venstrefløjs aktiviteter ikke afgørende på.

 

Da der ikke er nogle socialistiske (klassebevidst kæmpende) masser ville et klassekampsparti ikke få hverken 5 eller ligefrem 10% af stemmerne, sådan som klassekampssituationen i Forbundsrepublikken ser ud nu.

 

5.    Også når man tæller andre venstrefløjsorganisationers (DKP, MLPD osv.) resultater med, er der ingen grund til at tvivle på kendsgerningerne i de aktuelle klassepolitiske styrkeforhold i Forbundsrepublikken. Overbeviste socialister og klassekæmpere er et meget lille mindretal, noget der i et stykke tid er blevet skjult eller fortrængt af partiet Die LINKE’s stemmetal. At erkende disse realiteter er en grundforudsætning for vedholdende at kunne føre den svære kamp videre som revolutionær socialist. Den megen skelen til valgresultaterne har i de foregående år snarere ledt alt for mange aktive væk fra de afgørende diskussioner i basis, nemlig fra den reelle kamp i virksomhederne, i fagforeningerne og i de sociale bevægelser.

 

6. Der er dog enkelte lyspunkter – også selv om de ikke står i umiddelbar forbindelse med Forbundsdagsvalget i år – og de er ikke at foragte: Ikke blot er klimabevægelsen kommet stærkt tilbage med aktionsdagen den 24. september, men også afstemningen i Berlin om ekspropriation af boligkoncernerne er et resultat af en reel bevægelse. Det positive resultat af folkeafstemningen i Berlin er ganske vist kun et lille skridt, for man er stadig langt fra målet, men det dokumenterer klart, at en betydelig del af befolkningen er blevet bevidst om et vigtigt spørgsmål, og det havde ikke været muligt uden den intensive kampagne fra op mod tusind aktivister. Det ville bestemt også være godt, hvis bevægelse vil sætte ind på en ekspropriation uden (eller kun med symbolsk) erstatning. ”Sejrherren”[2] ved Landdagsvalget i Berlin har ganske vist ikke lagt skjul på, at hun ikke vil have noget at gøre med en ekspropriation af ”Deutsche Wohnen” at gøre. På den ene eller den anden måde: det er bevægelse fra neden det kommer an på. Og allerede her kommer partiet Die LINKE til at stå over for en ny beslutning om kursen: Skal de kæmpe med bevægelserne, eller vil de – som ved privatiseringen af S-banen – igen bøje sig? Det mest positive eksempel på en succesfuld kamp er GDL’s overenskomstforhandlinger[3], der beviste, at det betaler sig at kæmpe. Vi må sætte alt ind på, at det i tilstrækkelig høj grad bliver taget op til vurdering i de andre fagforeninger, og at der bliver draget passende slutninger af det.

 

1. oktober 2021

 

Noter:

[1] ”Agenda 2010” var en række reformer, der blev gennemført fra 2003 – 2005 af regeringskoalitionen mellem SPD og Die Grünen, og den indeholdt blandt andet privatiseringer af offentlige virksomheder, indskrænkning af dagpenge ved ledighed, skærpede krav til arbejdsløse, indskrænkninger i sygeforsikringen osv. (O.A.)

[2] Franziska Giffey fra SPD. (O.A.)

[3] GDL er Gewerkschaft Deutscher Lokomotivführer, de tyske lokomotivføreres fagforening (O.A.)

 

Jakob Schäfer er medlem af Internationale Sozialistische Organisation (ISO), Fjerde Internationales organisation i Tyskland.

 

Oversat fra Intersoz af Poul Bjørn Berg

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com