Michael Lynk taler til pressen ved FN’s hovedkvarter i New York, 26. oktober 2017. Foto: FN

 

For dem, der følger med, åbner der sig et nyt kapitel i føljetonen om israelsk apartheid. At Israel er skyldig i denne dybt alvorlige forbrydelse, er nu officielt beskrevet på hjemmesiden for FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder af den canadiske menneskerettighedsadvokat Michael Lynk. Han udfoldede i løbet af de sidste dage af sin 6-årige embedsperiode som ”specialrapportør om menneskerettighedssituationen i de palæstinensiske territorier siden 1967” en hektisk aktivitet i form af rapporter og udtalelser.

 

Professor Lynk forlod sin post den 1. maj 2022 og efterfølges af den italienske akademiker Francesca Albanese. Det internationale samfund får sværere ved at ignorere eller afvise hans rapporter og dem fra to magtfulde igangværende FN-komiteer, end oplysninger fra NGO’er som B’Tselem, Human Rights Watch og Amnesty International.

 

Michael Lynk har talt lige ud af posen i sine 6 år som specialrapportør, men han har forstået at holde krudtet tørt indtil sidste øjeblik med en salut, som ikke engang New York Times kunne ignorere.

 

”I de palæstinensiske territorier, som Israel har besat siden 1967”, skrev Lynk i sin afsluttende rapport til den 49. session i Rådet for Menneskerettigheder, HRC, (som alle nu kan læse og tænke over på FN’s hjemmeside), ”lever der nu 5 millioner palæstinensere uden rettigheder, voldsomt undertrykt, og uden nogen vej frem mod selvbestemmelsesret.”

 

”Der er blevet skabt et institutionaliseret regime af systematisk racistisk undertrykkelse og diskrimination, fortalte Lynk Rådet, ”israelske jøder og palæstinensiske arabere lever under det samme styre, der i sin uddeling af rettigheder og goder skelner på basis af national og etnisk identitet, og som sikrer en gruppes overmagt over den anden, til skade for den anden… Dette er apartheid.”

 

Lynk fastslog begrebet om Israels apartheid i en erklæring den 22. april 2022, der nu findes på FN’s hjemmeside: ”Israels fast forankrede besættelse, der ikke adskiller sig fra praktisering af apartheid, baserer sig på en institutionaliseret diskriminering af en racemæssig, national, etnisk gruppe over en anden”, hedder det i erklæringen.

 

I en senere erklæring, offentliggjort af Rådet den 27. april 2022, gentog Lynk og fire andre specialrapportører betegnelsen om den israelske apartheid, og fordømte Israels boligpolitik i Østjerusalem, som de sagde: ”klart lever op til betegnelse som adskillelse på baggrund af race, farve, afstamning eller national eller etnisk baggrund”.

 

Michael Lynk beskrev processen frem mod sine erklæringer om apartheid i en udvidet samtale med Mondoweiss.

 

”Jeg blev udnævnt for 6 år siden og sagde til mig selv, at jeg vel ikke behøvede at tale om apartheid. Der er masser af plads indenfor rammerne af international humanistisk lovgivning … til at kunne overtale diplomatiske og politiske beslutningstagere med fokus på Israel-Palæstina konflikten til, hvad de må gøre for at kunne afslutte besættelsen. Og til at gennemføre løftet om selvbestemmelse. Hvis jeg begynder at tale om apartheid, skræmmer jeg dem bare væk, og så får jeg slet ingen indflydelse på beslutninger, der primært tages af europæiske og nordamerikanske politikere.

 

Men gennem årene forstod Lynk, at Israels tilstedeværelse havde flyttet ham fra ”krigsmæssig besættelse” – som er lovlig i henhold til international lov indenfor rammerne i den Fjerde Geneve Konvention af 1949 – til de facto annektering og apartheid.

 

”Da fredsplanen eller Kerrys fredsplan brød sammen i 2014, boede der alene på Vestbredden 370.000 israelske bosættere,” sagde Lynk til Mondoweiss. ”Nu, 8 år senere, er der 480.000 bosættere på Vestbredden. Der er over 700.000 bosættere i alt. Hvis man forøger bosætterbefolkningen med 20-25.000 årligt, er det ikke svært at regne ud, at så bliver der ikke nogen palæstinensisk stat! Det betyder en permanent besættelse, der – som jeg beskrev i min sidste rapport – er blevet umulig at skelne fra apartheid.”

 

I sin udtalelse fra 22. april 2022 kalder Lynk permanent besættelse for en ”lovgivningsmæssig oxymoron” (note 1).

 

Den Fjerde Genevekonvention af 1949 forstår besættelser som midlertidige, og besættelsesstyrker er forpligtede til at sikre interesserne hos de ”beskyttede borgere”, der lever under deres styre. Forsøg på at annektere besat land – ved fx at forflytte egne borgere ind på det besatte territorium – er strengt forbudt.

 

”Den amerikanske besættelse af Japan varede omkring 10 år og så sluttede den,” sagde Lynk til Mondoweiss. ”De vestlige allieredes besættelse af Vesttyskland varede omkring 10 år. Selv den amerikanske besættelse af Irak efter 2003 var på omkring 9-10 år. Alt ud over det – især hvis besættelsesmagten viser tegn på begærlighed, at ville beholde en del eller alt det besatte – det er grundlæggende forbudt i henhold til international lov… Så der er en enorm forskel, en vældig lang vej, mellem hvordan en besættelse skal se ud – kort, midlertidig – og det, som den israelske besættelse er – permanent, evig, ubegrænset.”

 

Efterhånden som Lynk erkendte den permanente karakter af Israels ”besættelse”, blev han hjulpet på vej af en mængde menneskerettighedsorganisationer: de israelske og palæstinensiske NGO’er Al Mezan, Al Haq, B’Tselem, og Yesh Din; internationale sværvægtere som Human Rights Watch og Amnesty International, toppet med en rapport fra den Internationale Menneskerettighedsklinik ved Harvards Juridiske Fakultet.

 

Til sidst ændrede Lynk holdning.

 

Tredelt test for apartheid
Lynk udsatte apartheidspørgsmålet for en test i 3 dele. Han baserede sig på de eneste konventioner, der aktuelt definerer apartheid (note 2).

 

For det første: Udgjorde Israels system et ” institutionaliseret regime af systematisk racemæssig undertrykkelse og diskrimination”?

 

”Det er et spørgsmål, som det er ret lige ud ad landevejen at svare på, hvad det besatte palæstinensiske område angår,” sagde Lynk til Mondoweiss. ”Man har 700.000 jødiske bosættere, der bor i kolonier kun for jøder, 300 fællesskaber i Østjerusalem og på Vestbredden, der nyder den fulde palet af israelske borgerrettigheder, fordele og privilegier, samtidig med at de bor i de samme politiske og geografiske omgivelser som de 3 millioner palæstinensere, der er rets- og statsløse.”

 

Lynks andet spørgsmål: Har Israel etablereret dette system ”med den hensigt at opretholde en racemæssig gruppes dominans over en anden?” Ja, konkluderede han.

 

”Man behøver egentlig bare at læse, hvad Israels politiske ledere har sagt,” sagde Lynk til Mondoweiss. ”Naftali Bennett, Israels nuværende premierminister, siger: Jeg er imod en palæstinensisk stat, og jeg er imod alle forsøg på at genstarte en fredsproces… Vi anvender israelsk lov i Judæa og Samaria. Benjamin Netanyahu sagde: Man må forstå, at en palæstinensisk stat vil bringe vores eksistens i fare. Jeg vil ikke dele Jerusalem op. Jeg vil ikke rømme nogen bosættelse. Og jeg vil sikre, at vi kontrollerer vestbredden af Jordanfloden.”

 

Med en bekræftelse af de to første spørgsmål gik Lynk videre til det tredje: Indebar Israels system ”umenneskelige handlinger” med det formål at styrke sit system? Lynk opregnede dem i sin afsluttende rapport til FN: ”Statsligt sanktionerede udenretslige drab”, indespærring af tusindvis af palæstinensere uden den nødvendige retslige proces, kollektiv afstraffelse, nedrivninger af hjem og blokaden af Gaza, som Lynk beskriver som ”middelalderlig”.

 

Dertil kommer bosættervolden, åbenlyst i ledtog med israelske soldater, hvoraf nogle selv er bosættere.

 

”Meningen er, at palæstinensiske liv skal være så elendige som muligt,” sagde Lynk til Mondoweiss.

 

International handling for at afslutte Israels apartheid
På trods af det bjerg af dokumentation, der viser, at Israels besættelse er permanent og har udviklet sig til apartheid (Israels besættelse er ”klart den bedst dokumenterede konflikt i den moderne verden”, ifølge Lynk), viser det internationale samfund ingen tegn på at ville gøre Israel ansvarlig.

 

”Det er nok en af den moderne verdens største gåder, for vi ved så meget om besættelsen, og vi har kundgjort så meget lovgivning, hvad besættelsen angår, men vi har gjort så uhyre lidt i forhold til det. Det er en vældig kløft mellem løfter og handling, hvad denne besættelse angår.”

 

Lynks frustration som afgående menneskerettighedsrepræsentant er til at tage og føle på, men han er ikke uden håb. I sin afsluttende rapport til FN foreslår han forholdsregler, der kan ryste Israel ud af dets ”feberdrøm om besætterkolonisering”, de facto annektering og apartheid.

 

Det internationale samfund bør lede Israel til at afslutte sin blokade af Gaza, standse al bosættelsesaktivitet, og fjerne alle checkpoints, adgangsbegrænsninger og andre tiltag, der hindrer fri bevægelighed for palæstinenserne, siger Lynk.

 

Lynk ønsker, at FN genopliver sin ”Særlige Komite imod Apartheid”, der har ligget i dvale siden 1994, og pålægger den at undersøge apartheid-situationer overalt i verden.

 

Han anbefaler, at Den Internationale Straffedomstol ser på det israelske apartheidspørgsmål, og at Den Internationale Domstol anmodes om en Rådgivende Udtalelse, hvad angår lovligheden af Israels besættelse – noget, Domstolen ikke berørte i sin beslutning om Muren i 2004.

 

Lynk ønsker også, at det internationale samfund faciliterer palæstinensiske valg, og taler for at iværksætte ”en rettighedsbaseret fredsproces” med henblik på at afslutte Israels besættelse og at opfylde det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse.

 

”Under Madrid-Oslo processen, under realpolitik-processen, er palæstinenserne nødt til at forhandle om, hvor mange bosættelser, israelerne får lov at beholde. Og det vil altid give Israel en fordel, fordi de har en så overvældende dominans økonomisk, politisk, diplomatisk og på jorden,” sagde Lynk til Mondoweiss.

 

”Men hvis man baserer sig på en rettighedsbaseret tilgang, er alle bosættelse ulovlige, og palæstinenserne behøver ikke at forhandle om, hvor mange bosættelser de må ende med at sluge i en endelig fredsproces. Grænsen bliver 1967-grænsen. Israel er nødt til at forhandle om at dele Jerusalem, i modsætning til som nu at erklære, at Jerusalem ikke er til forhandling, og at de ejer hele Jerusalem. Det er det, en rettighedsbaseret tilgang vil betyde, hvis der overhovedet skal være nogen mulighed for en to-stats løsning, hvilket forekommer ret uklart i disse tider.”

 

Ja, virkelig uklart. Lynks eget land, Canada (som var imod hans udnævnelse i 2016) anerkender offentligt, at Israels bosættelsesvirksomhed er ulovlig, endda en forhindring for den to-stats løsning, man hævder at støtte. Alligevel udvider Ottawa gladeligt toldmæssige fordele til også at gælde bosætterprodukter, og giver velgørenhedsstatus til pro-bosættelsesgrupper i Canada.

 

Når alt kommer til alt, siger Lynk, vil regeringer kun handle under pres.

 

”Jeg tror, at forskellen kommer til at ligge i evnen hos civilsamfundet i de europæiske lande og i nordamerikanske lande til at tage meget stærkere stilling til den fastlåste besættelse,” sagde Lynk til Mondoweiss.

 

De næste trin i FN
Michael Lynks efterfølger som specialrapportør om det besatte Palæstina, Francisca Albanese (den første kvinde på posten) får måske mere held med sig. Lige som det skete for Lynk for 6 år siden, er udnævnelsen af Albanese blevet fordømt af pro-israelske lobbyister – her og her.

 

En ting er sikker: Israel vil bandlyse Francesca Albanese, som de har gjort med alle på posten, siden Richard Falk påtog sig den i 2008.

 

Israel kan blokere FN’s Specialrapportørers adgang til det, Lynk kalder en ”intern koloni”. Landet kan ikke blokere deres rapporter fra at blive offentliggjort på FN’s hjemmeside.

 

Disse vil til gengæld blive læst af andre FN-undersøgere. Den Uafhængige Internationale Undersøgelseskomite, hvis formand er sydafrikanske Navi Pillay (som heller ikke må rejse til Israel) vil rapportere til Rådet for Menneskerettigheder i juni 2022 og til FN’s Generalforsamling i september. Komiteen er blevet bedt om at foreslå måder til at ”sikre respekt for international humanistisk lovgivning og for international menneskerettighedslovgivning” for at ”undgå og gøre en ende på straffrihed og sikre ansvarlighed på lovområdet, herunder ansvarlighed både individuelt og under kommando”.

 

Så er der FN’s Komite for Udryddelse af Racediskrimination (CERD), som har set på palæstinensiske klager over racediskrimination og apartheid siden 2018. Komiteens ”Forsoningskommission” vurderer nu disse anklager, uden Israels medvirken. Når arbejdet er gjort, vil det blive præsenteret på FN’s Generalforsamling.

 

Kendskabet til Michael Lynks rapporter, der er lagt ud over hele FN’s hjemmeside om menneskerettigheder, kan sammen med CERD og Forsoningskommissionen meget vel nå frem til, at Israel er skyldig i ”forbrydelsen apartheid”. Hvis det sker, kan der også meget vel åbne sig et nyt kapitel i føljetonen om Israel og apartheid – undersøgelser i større skala ved Den Internationale Domstol og Den Internationale Straffedomstol i Haag.

 

3. maj 2022.

 

Noter:

1) En oxymoron kombinerer to i princippet uforenelige begreber, fx ’bittersød’ eller ’larmende tavshed’.

2) 1973 International Convention on the Suppression and Punishment of the Crime of Apartheid og 1998 Rome Statute of the International Criminal Court.

3) kk

Oversat fra Mondoweiss af Anne Haarløv