Foto: Protest mod abortrestriktioner i Kraków, oktober 2020. Silar. CC BY-SA 4.0

Interviewet blev lavet af korrespondenter for den britiske organisation Rs21, Revolutionary Socialism in the 21st Century.

Hvordan var den politiske situation i landet – herunder situationen i forhold til Covid19 og regeringens svar herpå – før forfatningsdomstolen afgørelse.

Agnieszka: Skiftende nyliberale regeringer (herunder den nuværende med højfløjspartiet, Freds- og Retfærdigheds-partiet, PiS, der har magten for anden gang) har systematisk forsømt det offentlige sundhedssystem og socialvæsenet. Og nu er det polske sundhedssystem ved at bryde sammen under vægten af det voldsomme antal mennesker, der har brug for at blive indlagt. Bevillingerne til sundhedssektoren har været blandt de laveste i EU, som strejkerne blandt yngre læger og sygeplejersker i de seneste år har understreget. I stedet for at gøre noget ved Covid19-krisen har højrefløjspolitikere besluttet sig for at angribe kvinders rettigheder. Og de har fået forfatningsdomstolen, som er afhængig af det herskende parti, til at udføre det. Nogle siger, at de håbede, at pandemien ville gøre modstanden svag og kortvarig, men at regeringen tilsyneladende har fejlvurderet situationen. Andre siger, at regeringen ønskede at aflede opmærksomheden fra deres egen ubehjælpsomhed overfor Covid19-krisen og lægge skylden for de høje smittetal på kvindebevægelsen.

Marta: Covid19-krisen har sat fokus på den midlertidige beskæftigelses dybt asociale karakter. En stor andel af den arbejdende befolkning i Polen, 2,5 millioner arbejdere, mangler jobsikkerhed. De er midlertidigt ansatte, ansat gennem underleverandører eller vikarbureauer, eller de er ’selvstændige’ arbejdere. Indenfor service, turisme, underholdning og indenfor udliciterede offentlige services blev et meget stort antal fyret, eller deres kortvarige kontrakter blev ikke fornyet. De, der fortsat var ansat, var bange for at blive hjemme, når de var syge, og være tvunget til at betale for lægehjælp (som ansat på midlertidig kontrakt har du ikke adgang til gratis lægehjælp, o.a.). Pandemien viser, at lige ret til sundhedsydelser er i alles interesse. For os er retten til abort en del af den lige ret til sundhed. Som svar på den økonomiske krise har regeringen indført såkaldte ’skjold’ (hjælpepakker til erhvervslivet på grund af Corona-krisen, o.a.), De tilgodeser mest virksomheder og overfører enorme pengesummer til virksomhedsejerne, men ingen til de arbejdende kvinder.

Magda: Midlertidige, kortvarige, usikre ansættelser, begrænset adgang til offentlig service, lave lønninger og pensioner, ubetalt hjemmearbejde og børnepasning – det har alt sammen et kvindeligt ansigt. Det så vi under den forrige bølge af kampe i 2016 for kvinders ret til at vælge, og det ser i igen i dag. I 2016 mobiliserede bevægelsen, der var kendt som den ”Sorte Protest”, omkring sloganet ’Kvindestrejke’. Adgang til abort blev set som en social og økonomisk ret, som kvinder blev frarøvet. Derfor var ordet strejke så vigtigt. Det viste, at vi nægtede at arbejde under de gældende betingelser. Forskellen er, at de nuværende protester finder sted under en pandemi, mens antallet af smittede i Polen når nye højder, 25.000 om dagen. Covid19 giver flere opgaver til kvinderne, og de må arbejde mere, skolerne er lukkede og de kvinde-dominerede sektorer er stærkt berørte. Regeringen har vedtaget en række forordninger, der forbyder forsamlinger på mere end 5 mennesker, men på trods af forbuddet gik tusinder på gaden.

rs21: Kan I give os en fornemmelse af omfanget af det, der sker i Polen nu? Hvor stor og hvor udbredt er protestbølgen rundt om i landet?

Magda: Der har været protester over hele landet, i 400 byer, selv i små byer på landet, og selv i konservative områder af landet. Hvad angår antallet af deltagere, ser det ud til at være fire gange så stort som i 2016. De største protester menes at have omfattet over 100.000 mennesker (demonstrationen 30. oktober i Warszawa). Bevægelsens vigtigste slogans lyder radikale: ”Ud med PiS [regeringspartiet]” og ”skrid så, for satan”, hvilket på den ene side viser den totale afvisning af det herskende parti og den politiske klasse i det hele taget, men på den anden side åbner for, at den liberale opposition vil overtage bevægelsen og udelukkende gøre det til en bevægelse mod PiS. Det er derfor, de ønsker, at vi skal råbe Kaczyński (Skrid!). Men mange kvinder på gaden siger, at når den gamle politiske elite har accepteret de restriktive abortlove de sidste 30 år, er det, fordi de ikke ønsker grundlæggende ændringer, men kun en udskiftning i regeringskontorerne. Sociale og økonomiske krav er imidlertid også en del af ’Strajk Kobiet’ (kvindestrejke) bevægelsen, da adgang til abort også er et klassespørgsmål. Arbejderklassekvinder har mindre adgang til illegale aborter, har dårligere råd til at rejse udenlands for at få en abort, og har mindre adgang til information om, hvordan man skaffer sig piller, så man kan abortere hjemme. Samtidig ved enhver, at man ikke vil få megen støtte, hvis man føder et handicappet barn. Derfor er der en bred forståelse af, at det er et klassespørgsmål at forbyde adgangen til abort. Kvinder ved, at dette forbud vil have betydning for fattige kvinder, ikke for rige.

Rs21: Der har været rapporter om, at alle mulige grupper tager del i bevægelsen – bønder laver traktorblokader, og selv fodboldbøller har stormet en højrefløjspolitikers kontor i Gdansk. I hvor høj grad bliver feministiske aktivister bakket op og støttet af andre dele af samfundet?

Marta: For det første har det været et oprør fra dem unge generation, både kvinder og mænd, der udgør flertallet af dem, der går på gaden. De er helt klart også mindre bange for virus end ældre mennesker. De er meget aktive og involverede, alle bringer deres egne bannere med kreative slogan, de klæder sig ud, synger sange og råber slogans. Det ser ud til at blive en begivenhed, der vil forme generationen.

Agnieszka: Mange af dem var for unge til at tage aktivt del i protesterne i 2016. Dengang vandt bevægelsen, loven blev ikke strammet. Denne gang har bevægelsen en defensiv karakter, da beslutningen blev taget ud af det blå af en officiel instans, hvis lovgrundlag er tvivlsomt. Det er derfor protesterne bliver ved, er meget større og mere intense, og det er derfor deltagerne er mere vrede, meget vrede.

Magda: Problemet er, at denne vrede kan blive udnyttet af oppositionen, de gamle eliter, der bruger bevægelsen som et instrument til at få magten igen. Hvis det sker, mister vi som bevægelse chancen for at ændre situationen for flertallet af kvinder i dette land. Vi skal huske på, at den selvsamme opposition, da den i mange år var ved magten, ikke liberaliserede den strenge abortlov, der blev indført i 1991. Alle regeringer har kaldt dette et abortkompromis, men faktisk var det et kompromis imellem politikere fra forskellige fløje og kirken på bekostning af kvinder, især arbejderklassekvinder. Nu er de på gaden: sygeplejersker, lærere, studenter. Dem, der ikke har mulighed for at være med, bærer sort på arbejde. Retten til at strejke, herunder generalstrejke, er i Polen meget begrænset, så de fleste har taget en feriedag, sygedag, undskyldt sig med børnepasning eller endda med at skulle være bloddonor for at kunne deltage i demonstrationerne.

Agnieszka: Det er rigtigt, at vi har set folk med forskellig baggrund på gaden og forskellige protestformer er blevet brugt. I Poznan, hvor vi kommer fra, blev en bondes traktor parkeret midt i en central rundkørsel, som vi blokerede i nogle få timer. Jeg var på en lægeklinik i de dage, og alle sygeplejerskerne bar masker med bevægelsens logo. De fortalte, at de ikke kunne deltage i strejken, men den dag gav de kvinderne først adgang til konsultationen. På demonstrationsmøderne var der taler af lejer- og klima-aktivister, lærere og arbejdere i børnehaver, mødre til handicappede børn, og kvinder, der selv var handicappede (De organiserede for et par år side en række imponerende protester og besatte parlamentsbygningen for at kræve mere støtte til deres familier).

Kaczynski, formanden for PiS, opfordrede i sin berømte tale til nationen sine partimedlemmer til at forsvare kirken og traditionelle polsk-kristne værdier. Som følge heraf oplevede vi, at 50-100 højrefløjsfolk, støttet af nationalistiske bøller, samlede sig rundt om kirkerne, når demonstrationerne gik forbi. I bevægelsens første dage endte nogle demo’er foran domkirker, og nogle møder blev endda organiseret indenfor under messen, for første gang nogensinde. Det var som at overskride et tabu, at kritisere kirkens indflydelse på det politiske liv. Det ændrede sig imidlertid senere, da bevægelsen enedes om, at vi skulle stå foran hovedkontorerne for regeringspartiet, og der, hvor prominente højrefløjs-politikere og beslutningstagere bor. Ved nogle få lejligheder blev demonstrationerne angrebet at det yderste højre og nationalistiske fanatikere. De var farlige, men da det kom til stykket, var der ikke så mange af dem. Nogle kvinder i demo’erne sagde, at de var katolikker, og at de ovenikøbet stemte på PiS, fordi de nød godt af de sociale reformer, PiS har indført (som fx børnebidrag), men denne gang havde PiS overskredet deres grænser. Hvad der er oprørende for os, som kvinder aktive i fagforeningsbevægelsen, er, at lederne af Solidarność (som nogle mennesker fra udlandet stadig husker som en socialistisk fagforeningsbevægelse, men som i dag er en højreorienteret organisation med tætte bånd til det herskende parti), også opfordrede deres medlemmer til at forsvare kirkerne mod vores bevægelse.

Rs21: Diskuterer folk, hvad de er nødt til at gøre for helt at vinde denne kamp? Hvad er indtil videre den mest effektive taktik til at presse på?

Marta: I vores fagforening, Inicjatywa Pracownicza, (Arbejder-Initiativet), siger vi, at for at kvinderne skal blive fri, har vi brug for at være mindre bundet op af arbejde (betalt og ubetalt), og vi har behov for en større grad af økonomisk uafhængighed. De protesterende ønsker konkrete socioøkonomiske planer for, hvordan vores kollektive liv kan blive bedre. De krav, vi har udviklet, omfatter nedsættelse af arbejdstiden til 7 timer om ugen, afskaffelse af civilretslige arbejdskontrakter (midlertidige arbejdskontrakter, hvor der ikke er krav om mindsteløn, social sikkerhed, sygedagpenge eller pension, o.a.) og vikarbureauer, flere offentlige boliger, opretholdelse at de sociale forbedringer, vi har været i stand til at vinde fra regeringen, som f.eks. 500+ velfærdsprogrammet for børnefamilier, en tidligere pensionsalder for kvinder, og en stigende mindsteløn. Vi mener, at den feministiske bevægelse må diskutere og presse på for disse krav for at undgå, at bevægelsen bliver begrænset til at kæmpe indenfor rammen af en krig om kultur.

Magda: Ledelsen af Kvindestrejke-Forbundet har været den største organisation, der har opfordret til protester, og nogle steder, som i Warszawa, også stillet infrastruktur til rådighed. For nylig har de meddelt, at de vil oprette en rådgivende forsamling tilknyttet kvindestrejken, udformet efter den model, der blev skabt i Hviderusland. I øjeblikket er rådets medlemmer i høj grad en afspejling af de gamle eliter (en tidligere arbejdsminister, et tidligere parlamentsmedlem, nogle intellektuelle og aktivister). I Poznan har kvinder reageret på dette ved at mødes og nedsætte alternative råd med deres egne krav. Vi får se, hvordan det vil udvikle sig.

Rs21: Hvad kan feminister og socialister i Storbritannien og i det hele taget internationalt gøre for at støtte bevægelsen?

Agnieszka: Der er for nylig startet selvorganiserede initiativer for kvinders ret til at vælge i Tjekkiet (Ciocia Czecia) og i Østrig (Ciocia Wienia), der hjælper polske kvinder med udenlandske aborter. Den første gruppe af denne type var Ciocia Basia fra Berlin, der allerede har været aktive i nogen år. Disse initiativer har brug for økonomisk støtte. Fordi vi mener, at det er vigtigt at kombinere feministiske krav, arbejderkrav og lejerkrav, i en fælles klasseorienteret international bevægelse, mener vi også, at det er vigtigt at skabe forbindelse til de kampe, der foregår på disse områder i forskellige lande. Det vil give inspiration og håb om at forandring er muligt. Kvinder står ofte forrest i disse bevægelser, og det er ikke en tilfældighed.

Magda Malinowska, Marta Rozmyslowicz og Agnieszka Mroz er medlemmer af Inicjatywa Pracownicza, en fagforening bestående af aktivister i Polen. De har været fagforeningsaktivister i et Amazon-lager i Poznan. I 2016 var de med til at stifte Social Congress of Women, der organiserer faglige aktivister og lejere og udvikler en feminisme for sociale bevægelser i Polen.

Interviewet blev bragt 15. November i rs21, Revolutionary Socialism in th 21st century, og er oversat af Bodil Rasmussen