Selvom det siges at være en dyd for venstrefløjen at fatte sig i korthed, vil vi her spille et længere indlæg på banen. Vi synes, at det er vigtigt, at konfrontere de argumenter for en borgerlig finanslov, der har været fremme i debatten indtil videre.

af Katrine Toft Mikkelsen og Lone Degn

Efter vores vurdering er der i finanslovsaftalen små forbedringer, men langt fra nok til at opveje den grundlæggende borgerlige finanslov. De 2 mia.kr., som rammen om aftalen med Enhedslisten udgør i 2013 er meget lidt i forhold til de mere end 500 mia.kr. i offentligt forbrug som finansloven fastlægger.
På samme måde med den midlertidige løsning for de dagpengemodtagere, som tillades at falde ud af dagpengesystemet. Den nye ydelse, ”Uddannelse med forsørgelse”, er ikke en sejr efter vores vurdering, fordi:
(a) sammen med akutpakkerne skubber det problemerne for de udfaldstruede over på anden bølge af langtidsledige. De vil stå til sommer uden nogen form for redning – ingen akutjob, ingen midlertidig ydelse, intet.
(b) Samtidig er der intet, der garanterer, at vi forhindrer folk i at gå fra hus og hjem. Med 60 pct. af dagpengene er det de færreste, der kan betale deres bolig stadigvæk. Forsørgere med 80 pct. dagpenge – jo måske. Vi har i hvert fald givet dem lidt sukker på den VKO-forringelse, som regeringen tvinger ned i halsen på lønmodtagerne.
(c) bevægelsen for forandringer af dagpengesystemet vil stå meget svagere til sommer uden en finanslov at forhandle om. At sige ja til at redde folk i ½ år i første halvår 2013 vil betyde at kampen vil blive uklar og dermed drastisk formindske muligheden for sejr. Vi skal i hvert fald ikke regne med opbakning fra fagtoppen, sådan som nogle i ELs ledelse naivt synes at give udtryk for. Den alliance, som tilsyneladende var mellem Enhedslisten og visse topfolk i LO-organisationerne, forduftede som dug for solen, da akutpakkerne blev leveret.
(d) Enhedslistens troværdighed vil blive skadet ved at renoncere så drastisk på dagpengekravet, som tilfældet var. Vores troværdighed som dem der siger hvad vi mener og gør hvad vi siger, har lidt et knæk og splittet baglandet.

Argumenterne mod Enhedslistens deltagelse i en borgerlig finanslov
Tilhængerne af at indgå finansloven hævder, at indgåelsen af finansloven ikke passer ind i det uaktuelle skema, som Enhedslistens politik om finansloven åbenbart er udtryk for. (Se Enhedslistens årsmøde 2010. ”Enhedslisten og dannelse af en ny regering”.) I stedet for at se Enhedslistens politik som et (yderst) brugbart redskab til at undgå den situation, Enhedslisten står i nu – ja, så forklares det dårlige resultat med årsmødevedtagelsens utilstrækkelighed. Det forholder sig lige omvendt efter vores mening.

I det følgende vil vi prøve at redegøre for, hvorfor vi mener, at det var en fejl at gå med i finansloven, samt hvorfor argumenterne fra Ja-siden efter vores mening er uholdbare på kort og lang sigt. Nedenfor gennemgår vi ja-sidens argumenter og argumenterer imod dem.

#1: De udfaldstruede blev ofre i en kynisk kampagne
Det mest hørte argument for et ja til finansloven er, at det var et stort dilemma, hvor et nej ville gøre udfaldstruede langtidsledige til ofre på vores bål af systemoverskridende krav. Den udenforstående befolkning ville være aldeles uforstående overfor dette uforklarlige og amoralske valg.
Simon Nyborg, medarbejder for Enhedslistens folketingsgruppe, har ligeledes forklaret sin opbakning til finanslovsresultatet på følgende måde:
”Ikke mindst fordi Enhedslisten ved at sikre, hvad sikres kunne, gør det muligt at fortsætte kampen med en lille delsejr og med troværdigheden intakt over for den helt konkrete gruppe, vi selv med et overvældende og hidtil uantastet flertal har gjort til spydspids i kampen mod arbejdsløshed og for tryghed.”
”Når man nægter at anerkende dilemmaet, fralægger man sig også medansvaret for at have bragt Enhedslisten i det svære valg mellem to dårlige situationer. Det medansvar deler alle, der syntes, det var en fremragende idé at køre frem med dagpengeproblemet som den altoverskyggende og næsten ultimative sag.” (Simon Nyborg: ”FL13 – Om troværdighed, kynisme og ægte dilemmaer”. Gæsteblog på Pelle Dragsteds blog: Argumentet ovenfor er kendt i mange varianter. Det er blevet fremført ivrigt af folketingsgruppen, som fortæller, at det ville være kynisk og amoralsk at lade første bølge af langtidsledige falde i økonomisk ruin for i stedet at kræve mere.

Det første problem med det argument er imidlertid den antagelse, at Enhedslistens kampagne har handlet om de udfaldstruede. Argumentet antager, at Enhedslistens hovedkrav har været at tilgodese en konkret gruppe inden for arbejderklassen med særligt dårlige vilkår/udsigter. Enhedslisten har skubbet denne gruppe foran sig i sin propaganda for ændring af dagpengereglerne, hævder JA-sigerne.

Imidlertid er det en omskrivning af historien. Enhedslistens faktiske kampagne har handlet om arbejdsløshedens skadelige virkning på hele arbejderklassen. Det er i den forstand at arbejdsløshedsspørgsmålet har haft sin relevans som dagsordensætter og som murbrækker for Enhedslistens deltagelse i finansloven.

Hovedkravet i partikampagnen har siden august været, at
”ledige skal senest efter 12 måneder arbejdsløshed skal have tilbudt job på almindelige overenskomstvilkår i minimum 26 uger eller uddannelse på dagpenge, og at der ved både arbejde og uddannelse under denne ordning optjenes ret til dagpenge, og at genoptjeningsperioden nedsættes til de tidligere gældende 26 uger.” (Enhedslistens kampagnegrundlag, HB 18.-19. august).

Og igen og igen er det blevet fremhævet af folketingsgruppen i medierne, at alle arbejdsløse skal have ret til ”job, uddannelse eller dagpenge”. Kampagnens kerne var at forbedre dagpengereglerne, således, at hele arbejderklassen fik gavn af det – mindre lønpres og forringelse af arbejdsvilkårene – krav om nye arbejdspladser etc.

Det bemærkelsesværdige ved kynisme-argumentet ovenfor er da også, at det først var EFTER at hovedbestyrelsen blev konfronteret med regeringens tilbud, at man fandt på retorikken ”vi kan ikke tillade os at lade de første udfaldstruede faktisk falder ud”.

Den styrke som kampagnen havde pga. det forhold at mange faldt ud, blev nu vendt på hovedet. Den første bølge af udfaldstruede blev af JA-sigerne brugt som gidsler, hvor de som særlig gruppe skulle favoriseres på bekostning af alle de mange mennesker, der mister deres job eller oplever forringet velfærd som følge af en borgerlig finanslov. JA-sigerne, som bruger dette argument er i mere end én forstand kynikere. Det er nemlig JA-sigerne, som skubber denne gruppe foran sig, skaber en kunstig skillelinje mellem de særligt hårdt ramte arbejdsløse og resten af arbejderklassen, og på den måde er med til at give SF’s højrefløj ret, når den hævder, at Enhedslisten er et ”klientparti”.

For hvordan kan det opfattes anderledes, hvis Enhedslisten er villig til at skrive under på en finanslov, der gør flere arbejdsløse end den redder – alene ud fra en ”særlig forpligtelse” overfor de langtidsledige. En politik som ”på vegne af de særligt dårligt stillede” ofrer flertallets interesser har – for os at se – en langt dybere kynisme end den, som JA-sigerne tillægger NEJ-siden.

2# Den hidtidig finanslovspolitik kan ikke bruges i den nuværende parlamentariske situation
Et argument, som man hører fra folketingsgruppen igen og igen, er, at Enhedslistens politik for indgåelse af finansloven ikke kan bruges i praksis. Årsmødevedtagelsen fra 2010 tager ikke højde for en situation, hvor Venstre vil forhandle finanslov og Enhedslisten således ikke længere er eneste mulighed for regeringen. Enhedslistens deltagelse i finansloven handler derfor for Ja-sigerne om at holde de borgerlige fra fadet. Derfor var og er det nødvendigt, at Enhedslisten viser mådehold – vi må endelig ikke stille store krav på forhånd.
Det første problem med mådeholds-argumentet er efter vores mening en helt forkert eller manglende forståelse af hvordan årsmødevedtagelsen skal bruges. Netop i den situation, hvor regeringen har muligheden for at vælge mellem de borgerlige og Enhedslisten, giver årsmødevedtagelsen nogle brugbare redskaber (ikke facitliste) til at udstille dette valg så tydeligt som muligt. Ved at stille krav om at finansloven skal indeholde markante forbedringer kan regeringen ikke spille Venstre-kortet for at få Enhedslisten fanget i underbudspolitik.

Men mådeholds-argumentet indebærer en fejlslutning på to niveauer.
For det første fordi argumentet ”Jamen så laver de aftalen med Venstre”, er lige så uholdbart, som argumentet ”jamen de truer os med valg”. Giver vi efter her, er det skruen uden ende – regeringen vil altid kunne bruge dette argument mod os. Til sidst vil vi stå tilbage med blot den mindste forbedring som eneste begrundelse for at indgå en borgerlig finanslov – hvis ikke vi da krydser hegnet helt og stemmer for det mindste onde; for ”alternativet var meget værre”.

Ideen om, at vi skal acceptere så små ændringer som muligt for at undgå en blå finanslov, er naiv, fordi den antager, at det er Enhedslisten der bestemmer om regeringen vil lave finanslov med EL. Den er skadelig, fordi den leder til at Enhedslisten blåstempler borgerlig politik og dermed udsletter sin klare profil. Og den er farlig, fordi den skuffer tusindvis af aktivister, medlemmer og sympatisører, som ville en anden politisk vej – og sender dem hjem i sofaen eller i armene på højrefløjen.

For det andet er argumentet en misfortolkning af årsmødevedtagelsen. Det som årsmødevedtagelsen kan bruges til, er en helhedsvurdering af finansloven, hvor vi på den ene side undgår at blive fanget i venstresekterisme ”vi kan aldrig lave finanslov”, og på den anden side ikke bliver fanget i en borgerlig finanslov, hvor det eneste figenblad er ”den mindste forbedring”. Vedtagelsen skal sende et signal til regeringen og til bagland om, at Enhedslisten ikke lader sig bruge som gummistempel på en borgerlig politik. Vedtagelsen indebærer netop at vi ikke kommer i en situation, hvor vi splitter vores egen bevægelse for at opnå utilstrækkelige forbedringer, samt at vi viser bredere lag i arbejderklassen, at det nytter at kæmpe sammen med os. At det er ”realistisk” at få sejre igennem ved at kæmpe.

Problemet er, at Enhedslistens hovedbestyrelse ikke har brugt Enhedslistens politik for finansloven. Grunden til, at vi står med et stort problem i dag, er ikke fordi vedtagelsen fra 2010 lægger en forkert linje. I stedet drager flere ledende kammerater i EL en erfaring fra denne proces, som i bund om grund er en kortslutning.
På den ene side siger de: Vi må se i øjnene, at vi ikke kan have nogen parlamentariske illusioner overhovedet under denne regering. Vores opgave er at mobilisere mod regeringen og samle de skuffede S og SF vælgere op. Så langt så godt – det er en helt korrekt vurdering.

Imidlertid er konsekvensen af dette standpunkt for flere, at Enhedslisten i finansloven skal slå sig til tåls. Selv den mindste forbedring er bedre end ingenting, for ”det parlamentariske arbejde betyder alligevel ikke noget for udviklingen af styrkeforholdene”. Det er denne afkobling af en antikapitalistisk taktik i folketinget fra det udenomsparlamentariske arbejde, som efter vores mening er en kortslutning. Det vil skabe et skizofrent parti, som i Folketinget blåstempler borgerlige finanslove, mens man på gaden kræver antikapitalistiske strukturreformer. Dermed bliver venstresekterismen til en særlig art af reformismen.

Den samme logik er underliggende i de pudsige argumenter fra visse af Enhedslistens folketingsmedlemmer om, hvor overraskede de er over at Socialdemokraterne ikke er ægte socialdemokrater. Taktikken til at afsløre hvor uægte socialdemokraterne i virkeligheden er, synes i deres optik derfor at være at acceptere og forsvare socialdemokratisk politik. Det, der adskiller EL fra et borgerligt arbejderparti i denne optik, er det udenomsparlamentariske arbejde. Igen bliver afkoblingen mellem folketingsarbejdet og udenomsparlamentarisk arbejde total.

#3: Enhedslistens kompromisvillighed afslører regeringens kynisme
Der er en anden variant af kynisme-argumentet. Det går i sin enkelthed ud på, at Enhedslisten skal strække sig (uendeligt) langt i forhandlingerne med regeringen om store aftaler – herunder finansloven. Kun ved at begynde stejlt og siden række hånden langt ud kan Enhedslisten udstille regeringens kynisme, når den afviser at forhandle aftalen med Enhedslisten. Derved bliver det klart, at socialdemokraterne ikke er ægte socialdemokrater.

I udgangspunktet er dette argument holdbart efter vores mening. Enhedslisten skal stadig vise, at partiet er ”forhandlingsvilligt” ved at stille de krav til regeringen, som almindelige lønmodtagere mener, at S og SF burde kunne lave med Enhedslisten. Altså enhedsfrontens metode.

Problemet er bare, at ved at strække sig uendeligt langt ind i disse forhandlinger, så mister Enhedslisten den klare kant, som enten et resultat eller et brud med regeringen kunne hvile på. Ved for eksempel at acceptere regeringens skitse om ”uddannelse med forsørgelse” i stedet for at fastholde job- og dagpengekravet, bliver den klare kant, som er til regeringen, helt utydelig. Det bliver aldeles uklart, hvorfor Enhedslisten så dog ikke skulle gå videre – hvorfor standse ved 1. halvår af 2013 og et halvt år med kontanthjælp?

Hvis det virkeligt er mindste forbedring, partiet vil acceptere, hvorfor så ikke acceptere 3 måneders forsørgelse uden modregning for alle der falder ud i 1. kvartal 2013?

Problemet bliver endnu større i kommende forhandlinger. Hvis regeringen hver gang kan regne med, at Enhedslisten stemmer for selv den mindste forbedring i en dårlig finanslov, så kan regeringen underbyde ethvert krav fra Enhedslisten med henvisning til partiets eget argument: ”Lidt er bedre end ingenting.”.

4# Når ”bevægelsen” stiller sig tilfreds må EL følge trop
Et fjerde argument, som har været fremført i debatten, er, at den bevægelse, som EL støttede sit krav om ændringer i dagpengesystemet på, stillede sig tilfreds med langt dårligere resultat end Enhedslisten. Derfor måtte Enhedslisten nødvendigvis og nøjes.

Argumentet udspringer af det forhold, at den bevægelse, som pressede regeringen på DP-spørgsmålet: (a) var styret af fagtoppen, (b) døede med den forstummede fagtop efter akutpakke II, (c) stillede sig tilfreds med mindre end EL ville.

Det er sandsynligvis også korrekt, at Enhedslisten ville blive udsat for en kampagne fra fagtoppen, hvis partiet havde stået fast på en DP-løsning og forhandlingerne var brudt sammen. Det ville sikkert også have medført borgerlige mediers latterliggørelse af Enhedslisten – på samme måde som tilfældet er nu. Uanset hvilken vej det var gået ville Enhedslisten nok have skuffet nogen.

Men det mest påfaldende ved argumentet er imidlertid, at det kan overraske socialister gennem mange år, at fagtoppen ville bøje af i en endelig konfrontation med en S-ledet regering. At Enhedslisten som den eneste organiserede politiske kraft ville fremføre kravet om ændringer i dagpengesystemet var en indbygget risiko/chance.

Men de som hævder, at fagtoppens forstummen nødvendiggjorde et EL forlig overser for os at se to afgørende forhold:
– fagtoppen var/er på ingen måde i samklang med sine medlemmer på dette spørgsmål. Meningsmålinger har flere gange vist, at der er massiv opbakning til kravet om en jobgaranti eller fortsatte dagpenge. Derfor var Enhedslisten ikke uden opbakning – om end det ville være sværere/umuligt at presse regeringen yderligere – og dermed ville det ikke medføre en hårdere straf til Enhedslisten at fastholde kravet, end den nuværende straf.
– Enhedslistens ja til den utilstrækkelige løsning har på ingen måde ”afsløret” kynismen i fagtoppens vilje til at forsvare regeringen frem for egne medlemmer. Tværtimod har de faglige ledere kunne sige pege på endnu en ”akutpakke” som et plaster på såret.

På den baggrund må man spørge sig selv, om det virkelig var nødvendigt at renoncere på dagpengespørgsmålet. Det mener vi ikke, at der er belæg for at sige. Afgjort har det stor betydning om konflikten mellem fagbevægelsens top og regeringen udspiller sig åbent. Ligeledes om konflikten mellem bund og top i fagbevægelsen kommer til udtryk åbent. Men uanset den manifeste modstand mod, at fagtoppen skulle bakke ned på kravet om dagpenge, så var der en udtalt opbakning bredt i arbejderklassen for kravet.
Vi mener heller ikke, at der er belæg for at sige, at Enhedslisten med sin deltagelse har afsløret fagtoppen som forrædere. Enhedslisten har gjort det uklart, hvorvidt partiets kampagne/krav kan fremføres, når den tvivlsomme allierede fagtoppen ikke åbent markerer sig. (Man må dog anerkende, at FTG efterfølgende har leveret en berettiget og korrekt kritik af fagtoppen i pressen).

På den baggrund vil vi tillade os at konkludere, at det var muligt og nødvendigt, at Enhedslisten stod fast på dagpengekravet – om ikke andet så i offentligheden.

Artiklen har også været bragt som et blogindlæg på Modkraft.dk

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com