Læsetid: 16 minutterEr den politik og den adfærd, der kendetegner Bashar al-Assads diktatur, noget, der kan relateres til fascismen? Hvorfor støtter autoritært orienterede og højreekstremister over hele verden Assad-regimet, og i hvilken udstrækning er Assads massakrer i Ghouta og andre steder en inspiration for dem?
Joseph Daher (JD): Assads despotiske regime har helt klart fascistiske træk, hvad hans afvisning af enhver form for opposition, og omfanget og karakteren af den vold, som han har begået, bærer tydeligt vidnesbyrd om. Med hensyn til Assad-regimets præcise karakter, så vil jeg sige, at det er et despotisk, kapitalistisk arveherredømme, hvis måde at regere på er kendetegnet ved voldelig undertrykkelse og ved anvendelse af et bredt spektum af forskellige politiske instrumenter, såsom sekterisme, tribalisme, konservatisme og racisme, til at holde samfundet i et jerngreb på, og til at mobilisere en folkelig basis, på tværs af klasser, der er knyttet sammen ved religiøse, regionale, klanmæssige eller klientilistiske tilhørsforhold og rede til at forsvare regimet på et reaktionært grundlag.
At magten over staten kan gå i arv betyder, at dens centrum inden for regimet (politisk, militært og økonomisk) er samlet om én familie og den klike, der er knyttet til den, ligesom i Libyen og i Golf-monarkierne for eksempel, og at dette skaber et pres på regimet til at anvende alle de former for ubegrænset voldsanvendelse, der står til dets rådighed, for at værne om familiens styre.
Regimet er altså meget langt fra at være socialistisk, anti-imperialistisk og sekulært, sådan som det ellers bliver fremstillet af dele af venstrefløjen i Vesten, der glimrer ved deres uvidenhed om Syrien.
Der er mange fascistiske partier og profiler over hele verden, der bakker op om Assads regime, herunder bl.a. de højreekstremistiske partier Forza Nuova og CasaPound i Italien, Gyldent Daggry i Grækenland, British National Party (BNP) i Storbritannien og det højrenationalistiske National Genfødsel i Polen. De er del af en international front, der har sluttet op om Bashar al-Assad og sendt solidaritetsdelegationer til Syrien siden begyndelsen af opstanden. Et eksempel er European Solidarity Front for Syria (ESFS) – en koalition af nyfascistiske og højreekstremistiske grupperinger, der støtter Assads regime. Og her for nylig har syv medlemmer af det højreekstremistiske Alternativ für Deutschland (AfD) aflagt besøg i Damaskus.
Der er flere højreekstremistiske profiler, der ligeledes støtter Assad, bl.a. Nick Griffin, tidligere leder af British National Party, Richard Spencer, den amerikanske fortaler for hvidt overherredømme m.fl.
Der er forskellige tankesæt, der undertiden modsiger hinanden, men dem, som man især støder på, er:
- Autoritarisme
- Islamofobi (Assad bliver opfattet som et ’bolværk’ imod Islam i almindelighed og sunni-islamisk fundamentalisme)
- Anti-USA-indstilling, det skal ikke forveksles med anti-imperialisme, for de har ingen problemer med russisk imperialisme
- Antisemitisme, hvad der i dette tilfælde kan omfatte fjendskab over for Israel
Der var rent faktisk forbindelser til fascistiske organisationer allerede før opstanden. David Duke, tidligere stortroldmand for Ku Klux Klan og notorisk Holocaust-benægter, talte f.eks. i 2005 i Damaskus på det statslige TV.
Som svar på jeres andet spørgsmål kan jeg sige, at den kendsgerning, at Assads despotiske regime, med bistand og/eller meddelagtighed fra internationale imperialistiske magters side, ustraffet har kunnet vedblive med at begå morderiske forbrydelser i Ghouta og andre steder, giver andre diktatorer og autoritære regimer over hele verden grønt lys til ubegrænset voldelig undertrykkelse af deres egne befolkninger. Dette forhold indgår også i en international autoritær tendens, der er trådt i forgrunden overalt i verden, herunder også i liberale demokratier i de vestlige lande, i takt med at neoliberalismen er kommet til at omfatte stadig flere områder og er trængt stadig dybere ind i den sociale og økonomiske struktur i de enkelte lande.
Hvad er dit svar til dem, der siger, at den syriske modstand mod Assad især består af jihadister? Hvor står venstrefløjen og de demokratiske strømninger i den syriske revolution politisk?
JD: Vi må huske på, at den civile modstand på græsrodsplan i Syrien var den vigtigste drivkraft i den folkelige modstand mod Assad-styret. De holdt den folkelige opstand i live år efter år ved at organisere og dokumentere demonstrationer og eksempler på civil ulydighed, og ved at motivere folk til at gå med i demonstrationer mm. De tidligste manifestationer af ’koordinationskomiteerne’ (eller tansiqiyyat) var bydelsforsamlinger over hele Syrien. Det var især disse netværk, som regimet gik efter – aktivister, der havde iværksat demonstrationer, civil ulydighed og kampagner for landsdækkende strejker. Regimet myrdede, fængslede og bortførte disse aktivister, eller tvang dem i eksil.
Det, der var disse års tragedie, var, at ethvert nederlag for den demokratiske modstand styrkede og gavnede de islamistiske og jihadistiske kræfters indflydelse. De islamisk fundamentalistiske og jihadistiske bevægelsers fremvækst og deres dominans på slagmarken i nogle områder har haft en negativ betydning for revolutionen, fordi de gik imod dens målsætninger (demokrati, social retfærdighed og lighed). Med deres sekteriske og reaktionære udtryksmåde og adfærd stødte disse organisationer ikke bare det store flertal af religiøse og etniske minoriteter, samt kvinderne, fra sig, men også dele af den arabiske sunni-muslimske befolkning i befriede områder, hvor der har været demonstrationer imod dem, især blandt store dele af middelklassen i Damaskus og Aleppo. De overfalder og bliver ved med at overfalde demokratiske aktivister, samtidig med at de prøver at tvinge deres autoritet ned over institutioner, der er bygget op af lokale beboere, hvad der tit fører til modstand fra lokalbefolkningen imod deres autoritære måde at føre sig frem på.
Der er ingen, der benægter, at vi ikke længere befinder os i marts 2011, og at de demokratiske og progressive kræfter står meget svagt i Syrien i dag. Revolutionære processer er langtidsbegivenheder, kendetegnet ved et vekslende mobiliseringsniveau, afhængigt af de konkrete omstændigheder. De kan endda være kendetegnet ved perioder af nederlag, men det er svært at sige, hvornår de ender. Det gælder i særlig grad i Syrien, hvor de tilstande, der åbnede op for at opstanden kunne bryde ud, stadig er til stede, samtidig med at regimet er meget langt fra at finde måder at løse op for dem på.
En anden faktor, der også kan komme til at spille en rolle i forbindelse med at skabe fremtidige begivenheder, er dokumentationen af opstanden, der har et omfang som aldrig før set i historien. Der har været meget betydningsfulde lyd- og videooptagelser, mundtlige og skriftlige vidnesbyrd og dokumentationer af protestbevægelsen, dem, der har taget del i den, det, som de har udrettet, og de måder, som de har gjort det på. I 70’erne var der en stærk folkelig og demokratisk modstand med vigtige strejker og demonstrationer over hele landet med enorm opbakning. Disse begivenheder blev desværre ikke fastholdt i erindringen, så den nye generation af demonstranter, der brød frem i landet i 2011, kendte ikke meget til dem. Den syriske revolutionære proces, der begyndte i 2011 er en af de mest veldokumenterede. Denne erindring vil blive fastholdt og vil kunne inspirere og oplyse en fremtidig modstand. De politiske erfaringer, der er blevet høstet siden begyndelsen af opstanden, vil ikke forsvinde.
Angående ISIS’ og andre ekstremistiske jihad-styrkers vækst, er der nogen, der argumenterer for, at vi må ’vælge lejr’ mellem Assads regime og jihad-styrkerne for at nå frem til en konkret løsning på konflikten. Det betyder reelt, at vi må slutte op om Assad og hans iranske og russiske allierede. Den slags ubegrundet snak blev sørgeligt nok næsten mainstream efter ISIS-terrorangreb i en række forskellige lande i verden. Efter disse angreb var der mange i de vestlige lande, der slog til lyd for en ’global krig imod ISIS’. Der blev argumenteret samstemmende på venstrefløjen og på højrefløjen for det nødvendige i at samarbejde med Assad-regimet, eller i det mindste søge efter en løsning, hvor Assad-dynastiet kunne bevare sin kontrol over landet.
De, der ligesom jeg selv går stærkt imod den måde at se tingene på, bliver beskyldt for at være blåøjede idealister. Vores kritikere belærer os om, at vi skal anlægge en ’mere realistisk’ tilgang til Syrien for at redde liv. Det, som disse mennesker lukker øjnene for, er, at det ikke er nok at besejre ISIS, jihad-styrkerne og andre salafistiske organisatiioner. Det eneste, der kommer ud af at bruge rå militærmagt, er, at andre militante grupperinger vil indtage deres plads, sådan som det har vist sig med al-Qaida i Irak. Hvis man skal finde holdbare løsninger på krisen i Syrien og alle andre steder i regionen, må man tage fat på de socioøkonomiske og politiske forhold, der har har gjort ISIS’ og andre ekstremistiske organisationers vækst mulig.
Vi må forstå, at ISIS’ vækst er en central bestanddel af kontrarevolutionen i Mellemøsten, der opstod som følge af , at autoritære regimer knuste de folkelige bevægelser, der var forbundet med det arabiske forår i 2011. Interventionerne fra regionale og internationale stater bidrog også til ISIS’ fremkomst. Og som det sidste, så har neoliberalistiske politiske tiltag, der har forarmet den brede befolkning, sammen med undertrykkelsen af demokratiske og faglige magtfaktorer, bidraget afgørende til ISIS’ og islamistiske kræfters vækst.
Venstrefløjen må forstå, at det er tvingende nødvendigt at gøre sig fri af de tilstande, der har gjort opblomstringen af ISIS og andre islamisk-fundamentalistiske grupperinger mulig, hvis vi skal løse denne krise. Og samtidig med det er det en integreret bestanddel af denne tilgang at styrke de progressive og demokratiske kræfter i den brede befolkning, der kæmper for at styrte despotiske regimer og neutralisere reaktionære grupperinger. Det bør være indlysende, at det ikke er muligt at nå frem til en fredelig og retfærdig løsning i Syrien, så længe Bashar al-Assad og hans slæng er ved magten. Han er den største forbryder i Syrien og bør retsforfølges for sine forbrydelser i stedet for at blive legitimeret af internationale og regionale magter.
Hvilken indflydelse har den anarkistiske økonom Omar Aziz på den syriske revolution, herunder især på dannelsen af selvstyrende lokale råd? I 2016 citerede Leila Al-Shami et skøn, der gik ud på, at der var 395 lokale råd i hele Syrien? Hvad er der sket med disse råd siden dengang?
JD: Omar Aziz, en 63-årig anarkistisk aktivist, der blev arresteret i oktober 2012 og blev tortureret ihjel i et af regimets fængsler i februar 2013, var den første, der opfordrede til dannelse af ’lokale råd’ i oktober 2011. Hans ideer og opfordring til at danne selvstyrende råd spillede helt sikkert en stor rolle i Damaskus-området, og var til stor inspiration for mange aktivister. Det var så også en følge af den virkelighed, som de brede lag befandt sig i. Efter at regimets styrker havde trukket sig tilbage fra nogle regioner, blev folk nødt til organisere samfundet politisk og koordinere mellem civile og væbnede grupperinger.
Antallet af lokale råd er gået stærkt tilbage efter det østlige Aleppos fald i december 2016, og fordi pro-regime-styrker erobrede områder, der havde været under oppositionens kontrol, og også som følge af angreb fra islamisk fundamentalistiske og jihadistiske væbnede grupperinger, der skiftede borgerråd ud med deres egne.
Angående lokale råd, der har spillet en vigtig rolle i områder, kontolleret af oppositionen, må vi gøre os klart, at de meget vigtige erfaringer, som blev gjort med dem, ikke var uden fejl, f.eks. manglen på repræsentation af kvinder, eller af religiøse minoriteter generelt. Der var andre problemer, også forskellige former for mangel på organisering, udemokratiske metoder, overrepræsentation af visse indflydelsesrige familier i nogle områder osv. Civile råd var heller ikke altid helt selvstyrende i forhold til militære grupper, de var tit afhængige af dem med hensyn til at få fødevarer og andre fornødenheder. Selv om næsten halvdelen af alle rådsmedlemmer blev valgt på regulær vis, så var der også en del af rådene, der var sammensat udemokratisk i stedet for egentlig valgt, baseret på indflydelse fra lokale militære kommandanter, klan- og familiestrukturer, eller landsbyældste. Et andet problem, som man kunne støde ind i ved udvælgelsen af rådsrepræsentanter, var behovet for særlige faglige og tekniske færdigheder.
På trods af disse begrænsninger var lokale råd i stand til at genetablere en vis social sikring, skolegang og andet, i det omfang krigen tillod det, og nød også i en vis udstrækning anerkendelse af deres legitimitet.
I din artikel ’The Kurdish Crisis in Iraq and Syria’ fremsætter du den påstand, at ’vi må ikke isolere det kurdiske folks kamp for selvbestemmelse fra den syriske revolutions dynamik.’ (1) Hvilke råd har du til dem, der støtter både den syriske revolution og Rojava-revolutionen på trods af sammenstød mellem deltagere i disse to kampe?
JD: Vi må ikke skille deres skæbner fra hinanden, og vi må gå skarpt imod de forskellige militære angreb på Afrin, Idlib og Øst-Ghouta, og støtte alle civile i Syrien.
Afrin-operationen afspejler i store træk svagheden hos alle demokratiske og progressive aktører i Syrien over for Assad-regimets og dets allieredes ødelæggelse af den syriske revolution og den deraf følgende fornyede magt til dette regime, der har mødt anerkendelse fra alle internationale aktører.
Det, der er desperat brug for, er solidaritet mellem alle revolutionære (arabere, kurdere og alle etniske minoriteter), der er imod Assad-regimet og alle de regionale og internationale imperialistiske magter, og som støtter kampene for social retfærdogjed, kvinders rettigheder og de undertrykte minoriteters rettigheder.
Der kan helt generelt ikke findes nogen løsning på det kurdiske problem og et åbent Syrien uden en anerkendelse af kurderne som et genuint ’folk’ eller ’nation’ i Syrien og ubetinget støtte til det kurdiske folks selvbestemmelse i Syrien og andre steder. Det berettiger dog ikke til at være ukritisk over for negative PYD-metoder (eller noget som helst kurdisk parti, for den sags skyld).
Vi må se i øjnene, at et nederlag for den syriske opstand vil betyde enden på Rojava-erfaringen og en tilbagevenden til en ny æra af undertrykkelse af kurderne i Syrien. Assad-regimet og de reaktionære kræfter, der nu er begivenhedernes herrer i Syrien, vil ikke levne plads til muligheder for en videreudvikling af en politisk erfaring, der går på tværs af deres autoritære grunddoktrin.
Vi må modsætte os enhver form for sekterisme og racisme. Vores hovedparole må være ’Vore skæbner er forbundne.’ Mere generelt må vi endnu en gang forbinde opstanden i Syrien med opstandene i andre lande i regionen. Vi kan på den måde se forbindelserne mellem vores kampe, og at ethvert nederlag i kampe for mere demokrati og social retfærdighed er et nederlag for os alle. Despotiske og autoritære regimer lærer af deres erfaringer med undertrykkelse og deler deres lærdom med deres allierede. Sådan er det, og det er derfor vi har brug for et tættere samarbejde mellem progressive kræfter i hele regionen.
Hvilken betydning har Tyrkiets invasion af Afrin på den syriske revolution og Rojava-revolutionen?
JD: Den er selvfølgelig katastrofal i humanitær henseende, men også politisk.
I midten af marts 2018 erobrede den tyrkiske hær og deres syriske stråmænd byen Afrin, efter at YPG-styrkerne havde trukket sig ud af byen. Efter erobringen og besættelsen af byen røvede og plyndrede krigere fra syriske oppositionsgrupper med tætte bånd til Ankara civile boliger og butikker, og væltede en statue af Kawa, en vigtig symbolsk figur i en kurdisk legende om Newroz-nytårsfestlighederne. Næsten 100.000 indbyggere flygtede efter invasionen af Afrin. Det må ikke glemmes, at de under felttoget også overfaldt civile, og lemlæstede og skændede kurdiske YPG- og YPJ-soldaters kroppe og stillede dem til skue på sociale medier – særligt oprørende en sekvens med et medlem af en kvindelig enhed, og det fik etniske spændinger til at flamme op. Disse spændinger blev yderligere tilspidset, og den etniske splittelse mellem arabere og kurdere blev endnu dybere.
Aktivister på oppositionens side må være helt klare i deres afvisning af den Syriske Koalition. Den Syriske Koalition, der primært består af liberale, islamiske og konservative personer og grupperinger, ikke alene støttede den tyrkiske militære intervention og fortsatte sine chauvinistiske og racistiske overgreb mod kurderne i Syrien, men deltog også i operationen ved at opfordre syriske flygtninge i Tyrkiet til at slutte sig til de væbnede syriske oppositionsgrupper, der kæmpede i Afrin. De havde opfordret Tyrkiet til at foretage en militær intervention for lang tid siden, og havde pustet til arabisk chauvinisme og racisme over for kurderne, samtidig med at de retfærdiggjorde og støttede islamisk fundamentalistiske organisationers tilstedeværelse. De syriske krigere i Ankara havde intensiveret antallet og grovheden af racistiske taler vendt mod kurderne siden begyndelsen af den militære operation.
Tyrkiet bruger også denne militære operation til at fremme interne hensigter ved at slå til mod kurderne og på den måde gøre den tyrkiske yderste højrefløj og de ekstreme nationalister tilfredse. Dertil kommer, som jeg har været inde på så mange gange tidligere, at da kampen imod Daesh [IS, red] var næsten ført til ende, bekendtgjorde USA sin vilje til at trække sine styrker væk fra Syrien, hvad der ville give Tyrkiet mulighed for at intervenere, præcis som i Afrin, i de nordøstlige områder af landet, der var kontrolleret af PYD, uden modstand fra USA. Erdogan har faktisk erklæret, at tyrkiske styrker vil trænge deres offensiv mod kurderne langs hele den tyrkiske grænse til Syrien og om nødvendigt ind i det nordlige Irak.
Hvordan skal den internationalistiske venstrefløj forholde sig til anmodninger fra nogle syrere og kurdere om militær assistance fra USA?
JD: Det er der bestemt ikke noget nemt svar på, især, på den ene side, fordi folk bliver udsat for massakrer, og fordi USA, på den anden side, på ingen måde er indstillet på et regimeskifte i Syrien, sådan som det har været fra begyndelsen af opstanden, eller, som vi også har kunnet iagttage, til at sætte en stopper for den tyrkiske intervention i Afrin.
Det, der er det allervigtigste i dag, er, så tydeligt som muligt, at kræve en afslutning på krigen, en afslutning på interventionerne og garantier for de civiles rettigheder. Jeg udfoldede dette tema i forbindelse med det sidste spørgsmål.
Vi skal, samtidig med at vi bliver ved med at argumentere imod de grupperinger, der kræver militære interventioner, fastholde vore solidaritet med alle demokratiske og progressive kræfter i Syrien og med de kurdiske socialistiske og demokratiske kræfter, der kæmper imod kontrarevlutionens to hovedaktører: Assad-regimet på den ene side, og de jihadistiske og islamistiske reaktionære kræfter på den anden.
Ud fra dette perspektiv kan vi argumentere for, at det er nødvendigt at forsvare en lokal selvforsvarsdynamik frem for at stramme imperialismens jerngreb, og vi skal derfor også støtte forsyningen af våben til disse demokratiske styrker i området, så de blive i stand til at bekæmpe begge begge kontrarevolutionære kræfter. Det er meget vigtigt at styrke de demokratiske og progressive styrker på landjorden, og give dem redskaber til at kunne forsvare sig selv
Dem, der ikke har det så godt med kræve våben fra Vesten – uden politiske betingelser, vil jeg foreslå at læse Trotskijs ’Lær at tænke.’
Vi må være helt på det rene med, at imperialistiske aktører alle agerer ud fra en imperialistisk logik, der ønsker at bevare autoritære og uretfærdige systemer. De er alle modstandere af selvbestemmelse for regionens forskellige folkeslag og deres kampe for frigørelse. Antikrigs-aktivister, hvad enten det er i Mellemøsten eller i de vestlige lande, må derfor forholde sig til og gribe ind over for enhver form for undertrykkelse og diktatorisk magtanvendelse, og fordømme enhver form for udenlandsk intervention vendt imod de forskellige folks interesser i regionen.
Hvad er Israels rolle i konflikten, og hvordan er deres syn på et regimeskifte? Hvad er dit svar til dem, der siger, at Assads regime er en forkæmper for Palæstinas sag?
JD: Israel ser ikke ikke velvilligt på radikale forandringer langs sin grænse, så de går ind for en løsning i stil med den, som USA står for. Den israelske stats førsteprioritet var, for det første, at forhindre borgerkrigen i Syrien fra at brede sig langs sine grænser, og, for det andet, at forhindre, at kemiske våben faldt i hænderne på ekstremistiske islamiske grupper, eller at der blev fragtet våben af større kapacitet til Hezbollah i Libanon. I september 2017 erklærede den tidligere chef for det israelske luftvåben Amir Eshel, at Israel havde ramt våbenkonvojer fra det syriske militær og dets Hezbollah-allierede ca. 100 gange siden 2012. Assads regime, der ikke ønskede at provokere Israel, svarede aldrig igen på disse aktioner, undtagen i 2018, da antiluftskyts skød et israelsk bombefly ned, der var på vej tilbage fra et bombetogt mod iranske stillinger i Syrien. Israel foretog derefter et andet og mere intensivt bombetogt, hvor de, efter eget udsagn, ramte 12 iranske og syriske mål i Syrien, herunder syriske luftforsvarssystemer. Efter denne konfrontation gav både Israel og Syrien signaler om, at de ikke søgte yderligere konflikter, da Rusland og USA var bekymrede for enhver voldelig eskalation.
De israelske myndigheder gav også offentlig udtryk for deres modstand imod iranske og Hezbollah-tropper tæt på Israels grænser, og opfordrede Rusland til at forhindre det. I denne kontekst mangedoblede Israel, især fra 2017, deres angreb på Hezbollah- og pro-iranske mål i Syrien.
I et forsøg på at berolige den israelske stat understregede den iranske viceudenrigsminister Abbas Araghchi i slutningen af februar 2018, at hans lands tilstedeværelse i Syrien efter invitation fra Damaskus ikke tilsigtede at åbne en ny front mod Israel, men at bekæmpe terrorisme. Det vigtigste tema for Israel i dag er derfor Irans og Hezbollahs tilstedeværelse tæt på dets grænser til Syrien.
Med hensyn til det andet spørgsmål, er det en af de groveste løgne fra det syriske regimes side. Det endelige brud i 1970 mellem Salah Jadid, de facto leder af Syrien på det tidspunkt, og Hafez al-Assad, der var forsvarsminister og chef for luftvåbenet, fandt sted, efter at Hafez al-Assad havde nægtet at adlyde en regeringsbeslutning om at tillade Palestinian Liberation Army (under ledelse Syrian Arab Army (SAA)), at intervenere i Jordan under krigen i 1970 mellem den palæstinensiske modstandsbevægelse og kong Husseins hær. Dette førte til den blodige Sorte September, hvor tusinder af palæstinensere blev dræbt. Ba’ath-partiet, anført af Jadid, indledte en proces for at fjerne ham fra hans magtpositioner og få et fastere greb om hæren. Denne beslutning blev aldrig ført ud i livet. Hæren tog kontrol over partihovedkvarteret på ordre fra Hafez al-Assad og Mustafa Tiass. Dette nye blodige kup gav Assad total kontrol over partiet og regimet.
Angående antiimperialisme: Assad-regimet har en historie med samarbejde med forskellige imperialistiske kræfter. Assad-regimets styrker styrker gik ind i Libanon i 1976 for at knuse palæstinensiske og libanesiske venstrekræfter med støtte og bifald fra USA og Israel. Op igennem 80’erne havde man krigen om flygtningelejrene mellem især Amal og palæstinensiske grupperinger, og Syrien støttede Amal imod palæstinenserne og knuste dem.
Det er mindre kendt, at der i Yarmuk-lejren, der er en palæstinensisk bydel i Damaskus, efter 1982 og det syriske regimes tilintetgørelse af palæstinensiske grupper i Libanon ved et par lejligheder fandt opstande eller omfattende demonstrationer sted inden for Damaskus’ bygrænser. Det syriske sikkerhedsapparat satte alt ind på at undertrykke opstandene, og over 1.000 havnede i Assads fængsler i løbet af 80’erne.
I 1991 støttede Syrien den USA-ledede intervention i Irak. Fra 1974 til 2011 blev der ikke affyret ét eneste skud fra syrisk side for at befri de besatte Golan-højder. Assad var altid parat til at indgå en fredsaftale med Israel, hvis Israel gav bare en lille del af de besatte Golan-højder tilbage, men Israel gik aldrig med til det. Det var ikke Israel, der tog initiativet, og det er meget vigtigt at forstå, at det hænger sådan sammen. Indtil i dag opfatter de Assad som det mindre onde og den bedste garanti for deres egne grænser. Så det er derfor, at de er særdeles tilfredse med et svækket diktatur i Syrien i modsætning til et regimeskifte. Israel frygter mange forskellige opstande i regionen, fordi autoritære regimer har en interesse i, direkte eller indirekte, at samarbejde med Israel og slå deres egen befokning ned sammen med palæstinenserne. Det bedste eksempel var en udtalelse fra Avigdor Lieberman, Israels udenrigsminister i 2011, da han erklærede, at den største trussel mod Israel var en vellykket egyptisk revolution, et egyptisk demokrati, og ikke Iran. Fordi denne revolution kunne brede sig over hele regionen, og et folk, der befrier sig selv, vil rette opmærksomheden mod den palæstinensiske sag, der har været et centralt fælles anliggende gennem årtier. Som det fremgår, så er Assad-regimet endda meget langt fra at være en forbundsfælle for det palæstinensiske folk eller for noget folk overhovedet, der kæmper for frihed og værdighed.
Siden 2011 er palæstinensiske flygtninge i Syrien blevet massivt undertrykt. Yarmuk-lejren i Syrien led under en ubeskivelig rædselsfuld belejring, hvor hundreder døde af sult osv. I den første uge af opstanden anklagede Bouthaina Shaaban, rådgiver for det syriske regime, palæstinenserne for at ophidse til sekteriske stridigheder inden for Syriens grænser, især i Latakia. Adskillige palæstinensiske flygtningelejre blev bombet. I dag er mere end 20.000 palæstinensere jagtet af Assad-regimet.
Jeg tror, at den jævne befolknings befrielse i regionen og befrielsen af Palæstina hænger sammen. Befrielsen af Palæstina og den jævne befolkning dér, er knyttet til befrielsen og frigørelsen af den jævne befolkning i regionen imod deres herskende klasser og diverse imperialister, især USA og Rusland, og regionale magter, som f.eks. Iran, Saudi-Arabien, Tyrkiet og Qatar. Ud fra en parallel logik må vi kæmpe imod alle forsøg fra regimer og islamiske reaktionære kræfters side på at splitte den jævne befolkning efter køn, religiøse samfund, nationaliteter osv. i et forsøg på at komme til at herske over den og derfor forhindre deres befrielse og også den jævne palæstinensiske befolknings befrielse.
Hvad kan det være for direkte aktioner, som antifascister og antiautoritære kan gribe til i solidaritet med det syriske folk, herunder dem, der bliver myrdet i Ghouta, Idlib og Afrin?
JD: Der er mange ting, der skal gøres. Jeg mener, at antifascister og antiautoritære skal prioritere at opfordre til en afslutning på den krig, som har ført til så frygtelige lidelser. Den har ført til omfattende folkefordrivelser inden for landets grænser og tvunget millioner ud af det som flygtninge. De eneste, som har gavn af krigen, er de kontrarevolutionære kræfter på alle sider. Ud fra både et politisk og humanitært perspektiv er en afslutning af krigen en absolut nødvendighed.
Vi må også afvise alle forsøg på at legitimere Assads regime, og vi må sætte os imod alle aftaler, der åbner op for, at regimet kan spille selv den mindste rolle i landets fremtid. En blancocheck til Assad i dag, vil virke som en opmuntring for andre despotiske og autoritære stater til at knægte deres egen befolkning, hvis den rejser sig mod undertrykkelsen.
Vi må give garantier for alle civiles rettigheder i Syrien, især forhindre flere tvungne folkefordrivelser, og sikre flygtninges rettigheder (ret til at vende tilbage, ret til økonomisk kompensationi tilfælde af, at deres huse er blevet ødelagt, retfærdighed i forbindelse med tab af slægtninge osv.)
Assad og hans vekslende bonkammerater inden for regimets kreds skal stilles til regnskab for deres forbrydelser. Det samme gælder for de islamisk fundamentalistiske og jihadistiske styrker og andre væbnede grupperinger.
Vi skal støtte de demokratiske og progressive kræfter imod begge sider af kontrarevolutionen: Regimet og dets islamisk fundamentalistiske modstandere. Vi må opbygge en forenet front på basis af revolutionens oprindelige mål: demokrati, social retfærdighed og lighed, og sige klart fra over for sekterisme og racisme.
Vi skal selvfølgelig også gå til modstand mod alle imperialistiske og autoritære aktører, der intervenerer i Syrien.
Venstrefløjen skal også i deres egne lande, på et internationalistisk grundlag, kæmpe for
- åbning af grænserne for migranter og flygtninge, og imod bygning af mure eller omformning af Europa til en fæstning, der vil gøre Middelhavet til en kirkegård for migranter
- imod enhver form for islamofobi og racisme
- imod ethvert samarbejde mellem vestlige stater og despotiske regimer og den racistiske apartheid-stat Israel (i dette tilfælde: støt BDS-(boykot)kampagner)
- imod yderligere ’sikkerheds-’ og antidemokratiske tiltag under dække af ’krig mod terror’.
5. april 2018
Joseph Daher er en schweizisk-syrisk forsker og aktivist. Han stammer fra Aleppo og er en kompromisløs modstander af det syriske Ba’ath-regime. Han står for websitet Syria Freedom Forever, der er helliget opbygningen af et sekulært og socialistisk Syrien. I sin seneste bog ’Hezbollah: The Political Economy of the Party of God’, tager han de fejlagtige opfattelser af Hezbollah og organisationens rolle I det libanesiske samfund under indgående behandling.
Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen. Interviewet blev først bragt på netsiden https://itsgoingdown.org/