Læsetid: 13 minutter

Demonstration i Paris 4. september 2021: Nej til tvungen vaccination, nej til pas, frihed! Foto: Photothèque Rouge, Martin Noda / Hans Lucas

 

New Politics (NP): Hvad handler de seneste franske demonstrationer om? Hvem deltager? Hvad kræver de?

 

John Barzman (JB): Demonstrationerne på lørdage om eftermiddagen begyndte den 17. juli som reaktion mod Macrons TV-tale om at coronaen stadig var et problem, hvor han talte for et lovforslag om, at folk skulle have et “sundhedspas.” Dette fulgte ovenpå tidligere overoptimistiske forudsigelser om, at pandemien var ved at ebbe ud.

 

Protesterne forsøgte forgæves at påvirke afstemningerne i Nationalforsamlingen og Senatet, inden vedtagelsen den 24. juli. Efter denne dato ændrede demonstranterne strategi, og opfordrede nu til ulydighed og modstand. Et stigende antal sluttede sig til demonstrationerne. De nåede deres toppunkt den 14. august med hundredtusinder i over 200 byer, flest i det sydøstlige Frankrig, hvor det yderste højre får mange stemmer. I perioden herefter skete der en mindre tilbagegang for demonstrationerne, sandsynligvis fordi flere lod sig vaccinere.

 

Arrangørerne af demonstrationerne kom fra oppositionelle venstrefløjsaktivister i den største faglige landsorganisation, CGT, fra venstrefløjspartiet France Insoumise, ledet af Jean-Luc Mélenchon, SUD, en radikal faglig landsorganisation, samt De Gule Veste, antivaccine-konspirationsnetværk som fx Einfocovid, New Age-guruer og fordækte medlemmer af det højreradikale miljø, der nu fremstod som upolitiske borgere. Deres umiddelbare succes skyldtes dels en voksende utilfredshed med Macons anti-sociale politik – forringelser af pensioner og offentlige hospitaler, lavere arbejdsløshedsunderstøttelse, hans autoritære tiltag, samt Macrons elendige styring af pandemien. De var også i stand til at hente kraft fra eksisterende protestgrupper som f. eks. overlevende dele af de Gule Veste, antivaccine-grupper fra Første Maj, politi- og sundhedsarbejderprotester samt dem, der i 2016 havde deltaget i Nuit Debout (Bliv ude hele Natten) -protesterne.

 

Lørdagsdemonstrationerne bruger kun få bannere og skilte mod sundhedspasset, der satses mere på de sociale netværk. Officielt er det en enkeltsagsbevægelse mod sundhedspasset, der forener både ikke-vaccinerede og vaccinerede, vaccinetilhængere og vaccinemodstandere. I virkeligheden er det mest modstandere af vaccine og deres mest åbenlyse had er rettet mod Macron. Under indflydelsen fra anti-vaccinefolkene og grupper fra det yderste højre har slagordene undertiden inkluderet – “Nej til vaccinetvang,” “Valgfrihed” eller slet og ret “Frihed.”

 

Venstrefløjen siger nej til sundhedspasset

NP: Forklar hvad sundhedspasset, der jo er målet for protesterne, er for noget?

 

JB: Sundhedspasset et elektronisk dokument (der kan printes), og som vaccinerede eller folk med negativ coronatest skal fremvise for at kunne få adgang til museer, biografer og lignende. Fra august blev det udvidet til også at gælde barer, restauranter og indenrigsrejser over lange afstande. For to uger siden fik demonstrationerne yderligere næring, da deadline udløb for 3.000 frontlinje-sundhedsarbejdere uden sundhedspas, der blev suspenderet uden løn.

 

Alle venstrepartierne i parlamentet (France Insoumise, Kommunistpartiet (PCF), De Grønne, Socialistpartiet og deres “aflæggere”) stemte imod passet, men har ikke planlagt at demonstrere imod det. Enten fordi de var på ferie, eller, mere sandsynligt, at de var/er optaget af at promovere deres kandidater til præsidentvalget den 10. og 24. april 2022. Fagforeningerne har også forholdt sig forholdsvist passive, de overlod emnet til borgerinitiativer og det yderste højre.

 

Med det stærke fokus på sundhedspasset har det været muligt at samle grupper, der af mange forskellige årsager er utilfredse og dermed skabe en ekstremt heterogen bevægelse. Nogle af de sociale grupper, der har fanget min opmærksomhed er:

 

1. Mindre butiksejere og restauratører, ofte økonomisk sårbare grupper og disses ansatte, hvor en del har nydt godt af regeringens corona-kompensationer, og som nu frygter, at de vil miste disse på grund af sundhedspasset.

 

2. En mindre gruppe overarbejdende, dårligt lønnede sundhedsarbejdere, der er forvirret over regeringens zig-zag-kurs og manglende anerkendelse af deres indsats på udsultede og underbemandede hospitaler.

 

3. Trafikarbejdere og nogle skolelærere, der er usikre på, hvordan de vil blive påvirket.

 

4. Tilhængere af alternative behandlingsmetoder New Age, yogalærere samt modstandere af medicinalindustrien, tilhængere af alternative læger og -forskere m.fl.

 

5. Nogle venstrefløjsaktivister der hævder, at passet forøger diskriminationen på grund af en lavere vaccinationsrate i udsatte boligområder, som igen skyldes dårlig information, ringe uddannelse, ingen adgang til on-line sundheds- og andre offentlige sundhedstjenester, ringe trafikforbindelser, arbejdsløshed og fattigdom.

 

Politiets indblanding

6. Politiets fagforeninger har i mine øjne ikke fået den opmærksomhed i medierne, som de fortjener, begivenhederne taget i betragtning. De var bl.a. talstærkt til stede ved demonstrationen foran Nationalforsamlingen den 19. maj, der blev støttet af alle partier undtagen Mélenchons France Insoumise.

 

Demonstrationen var arrangeret af Alliance (en højreorienteret politifagforening), der krævede øget finansiering, større handlefrihed, og mindre kontrol med politiet. Politiet hævder, at fotografer og journalister såvel som øget statskontrol hæmmer arbejdet, og derved angriber politiets “frihed”.

 

Anti-vaccinedemonstrationerne i juli afledte opmærksomheden fra politiets forhandlinger med regeringen om forbedringer af korpsets vilkår, samt en afvisning af borgernes massive krav om indsigt i tilfælde af politibrutalitet. Politiet lod forstå, at kontrol af sundhedspasset var en overflødig byrde. I den første måned med demonstrationer blandede politiet sig ikke. Det er desuden værd at lægge mærke til, at den fremtrædende plads som det abstrakte slogan om “Frihed” har fået, dækker over en uhellig alliance mellem De Gule Veste, der tidligere brutalt er blevet angrebet af politiet, og politifolk, der ikke vil kigges i kortene.

 

7. Anti-autoritære bevægelser der er bekymret over de store selskabers og statens voksende kontrol over medierne. Bevægelserne afviser fx ansigtsgenkendelsesteknikker og kritiserer den statslig kontrol af almen praksis, at medicinske data er lækket fra hospitalerne til sygeforsikringsselskaber og medicinalfirmaer. Disse bevægelser er mest åbne for konspirationsteorier og nyfascistisk indflydelse. De hævder, at Macron er en diktator og sammenligner ham med Hitler og Petain. De kalder sig “la Resistance” (nævnet på modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig), samt at den “Internationale finans” står bag vaccinen. Underforstået; at jøderne kontrollerer hele processen, hvilket ikke er uden betydning i et land som Frankrig, hvor der eksisterer en betydelig antisemitisme.

 

Højrefløjen styrkes af coronaen

NP: Hvilke rolle spiller højrefløjen i demonstrationerne, og hvem er med i højregrupperne?

 

JB: Her træder især to organiserede kategorier frem: Emneorienterede grupper over for klart definerede ideologier og organisationer. Den første kategori er bedst repræsenteret af Reinfocovid – der hyppigt har afvist pandemiens alvor, modsætter sig masker og vaccinationer, og nu også sundhedspasset. I gruppen findes forbitrede sygeplejersker, læger og selv forskere, hvis videnskabelige meritter ofte er tvivlsomme. Desuden patienter, der er bekymret for deres børns mulighed for at flirte, og hertil adskillige influencere. Mange støtter Didier Raoult (kontroversiel mikrobiolog, der er persona non grata i en stor del af det medicinske miljø) samt guruen Louis Fouché. Efter den 12. juli oprettedes Facebook-siden “Antipass sanitaire,” der straks fik støtter i hundredtusindvis. De er veludrustede med lydsystemer, musikinstrumenter, udklædninger (helt hvide uniformer), megafoner og et hierarki af influencere. De beundrer og imiterer ofte Trump-lignende bevægelser i USA.

 

Den anden kategori omfatter organiserede grupper på den yderste højrefløj, der ofte opererer under dække, eller kombinerer åben indblanding med stille infiltration. Taktikken går ud på, at Marine le Pen og hendes parti, National Samling, skal fremstilles som et traditionelt republikansk parti, der ikke er involveret i vold, men som er i stand til at forene det franske folk. Hendes accept af euroen har imidlertid skabt splittelse, og partiets næstformand Florian Phillipot, er brudt ud og har dannet Parti des Patriotes med et program om større fransk suverænitet (mere markant nationalisme).

 

Da dette parti stagnerede, koblede han sig på den udbredte sociale utilfredshed og anti-vaccinations-bevægelserne, politidemonstrationerne og arrangerede demonstrationer, enten i eget navn eller sammen med dele af De Gule Veste. Andre højrefløjsgrupper som fx (det nu forbudte) De Identitære har også engageret sig i lignende aktiviteter, og kombinerer disse med infiltration i de bredere bevægelser, hvor de kommer med paroler som “Forbud mod korrupte politiske organisationer og fagforeninger”.

 

Bliver Marine le Pen den næste præsident?

I tiden op til præsidentvalget vil der ske talrige omgrupperinger, og nydannelser på højrefløjen, der på et tidspunkt kan tænkes at munde ud i enhed bag en enkelt højrefløjskandidat, det være sig Marine Le Pen, Eric Zemmour eller en anden leder. Eller måske en koalition mellem det yderste højre og de traditionelle højrepartier, som foreslået af Marine Le Pens niece, Marian Maréchal Le Pen.

 

En anden stærk strømning på den yderste højrefløj er de katolske fundamentalister kendt som Civitas. I de senere år har de fået tag i et massepublikum ved at demonstrere sammen med mere centrumorienterede vælgere mod homoseksuelles ret til at gifte sig – “for at beskytte børnene.” Et argument, som også vaccinemodstanderne bruger – ”Beskyt vore børn mod de onde vacciner”.

 

NP: Hvordan stiller venstrefløjen og fagforeningerne sig til disse bevægelser?

JB: Alle venstrepartierne er jo imod sundhedspasset. Argumenterne var, at det var blevet besluttet uden dialog med oppositionen og de sociale bevægelser. Det er kontraproduktivt, ubrugeligt, undertrykkende i stedet for overbevisende, og på line med regeringens autoritære tiltag mod de sociale bevægelser. Ingen organiserede gjorde dog noget, hverken de potentielle kandidater til præsidentvalget, eller lederne af en forenet rød-grøn opposition. Alle frygtede de at støde nogle kernevælgere fra sig. Mélenchon stillede sig med et ben i hver lejr, men hans udtalelser blev angrebet fra begge sider.

 

Fagforeningerne har heller ikke godkendt sundhedspasset, men har næsten intet gjort imod det. En del menige fagforeningsmedlemmer har tilsluttet sig anti-vaccinebevægelsen individuelt, og har været i stand til at få opbakning fra lokale fagforeninger indenfor sundhed, undervisning og transport. Det har skabt et pres opad mod hovedorganisationerne, der mente, at det nok var bedst ikke at komme på tværs af aktivister eller potentielle vælgere ved de kommende valg til fagforeningernes ledelser, der også finder sted i 2022.

 

Der er nu indkaldt til demonstrationer og strejker den 5. oktober omkring løn, pensioner, arbejdsløshedsunderstøttelse og demokratiske rettigheder. Vi har endnu til gode at se, hvorvidt det vil blive begyndelsen til en række aktioner, der vil være i stand til at tage luften ud af antipas-protesterne.

 

Ensemble – et socialistisk sundhedsalternativ

NP: Hvordan forholder den gruppe – Ensemble – som du arbejder sammen med, sig til alt dette?

 

JB: Ensemble (antikapitalistisk, antiracistisk, feministisk og øko-socialistisk) blev stiftet i 2013 for at være den tredje søjle i Front de Gauche-alliancen mellem Mélonchons parti (Parti de Gauche), PCF og os andre. Ensemble var en omgruppering af forskellige tendenser: Den Revolutionære Kommunistiske Liga (LCR), Nyt Antikapitalistisk Parti, Det Autonome Venstre (tidligere PSU) og solidaritetsbevægelser (ATTAC). Der opstod en krise i 2017, da Mélenchon brød både med PCF og resten af Front de Gauche. To nye tendenser dannede sig ud fra Ensemble: Den ene gik ind i France Insoumise og kalder sig for Ensemble Insoumise, den anden forblev uafhængig og samarbejder med France Insoumise, såvel som andre bevægelser som Det grønne Venstre, PCF-dissidenter, og ngo’ere. De to tendenser var i stand til at fastholde visse fælles Ensemble-strukturer.

 

Ved starten af pandemien oprettede begge dele af Ensemble en fælles Covid-gruppe, der skulle analysere emnet, udsende erklæringer og opmuntre til initiativer. Gruppen omfattede kendte forskere, hospitalsledere såvel som erfarne fagforeningsfolk fra sundhedssektoren, samt et stort antal menige sundhedsarbejdere.

 

Gruppen gik straks i gang med at modbevise konspirationsteoretikernes påstande om vacciner i almindelighed og gennembruddet for covidvaccinerne i særdeleshed, men har også udarbejdet sundhedspolitiske programmer i relation til pandemien. Nogle af disse er:

 

• vaccinationer skal være let tilgængelige i boligområder og på arbejdspladser;
• fjernelse af vaccinepatenter på vacciner, der produceres af offentligt ejede medicinalvirksomheder i solidaritet med de fattige lande, der ikke er i stand til at købe vaccinen;
• for et offentligt sundhedsvæsen med nærhospitaler, ordentlige sundhedsuddannelser, -lønninger og arbejdsforhold, og for koordination med europæiske og internationale offentlige sundhedstjenester;
• kampen for bedre folkesundhed, er hjertet i kampen for sociale fremskridt og for miljøet.

 

Der har været nogen debat om hvorvidt man skulle støtte ansatte, der har været udsat for sanktioner, fordi de ikke er blevet vaccinerede, samtidigt med at man på det kraftigste opfordrede dem til at blive det.

 

NP: Hvordan vurderer du udviklingen?

 

JB: Jeg er ikke optimistisk. Splittelsen på venstrefløjen medfører, at det er ret sikkert, at anden runde i præsidentvalget bliver mellem Macron og Le Pen, hvilket vil forringe mulighederne alvorligt for en fremtidigfransk venstrefløj som en massebevægelse. Skræmmebilledet fra Italien, hvor venstrefløjen næsten er udslettet, ligger lige for. Denne manglende enhed har svækket venstrefløjens evne til at tage initiativer på den sociale front, når det gælder strejker, aktioner og samarbejde med ikke-fagforeningsbaserede bevægelser som f.eks. De Gule Veste på et grundlag på linje med fagbevægelsen.

 

Måske vil den øgede indflydelse, som de forvirrede konspirationsbevægelser, samt partier og aktivistgrupper fra det yderste højre har opnået, fremprovokere en mere energisk søgen efter forskellige former for samlende aktioner i forsvaret af demokratiske rettigheder og for social retfærdighed. Noget i retning af 30’ernes anti-fascistiske bevægelser

 

Der er ligeledes et behov for konstant udveksling mellem grupper, der modsætter sig den nyliberale dagsorden. En slags føderation af klartseende aktivister, der er inspireret af fortidens kampe, og er aktive i græsrodsbevægelserne. Der er desværre ingen sikre tegn på, at dette vil ske i tilstrækkelig stort omfang. Naturligvis er der altid et håb om, at pludselige store begivenheder vil kunne føre til en hurtig modning af klassebevidstheden, men efter næsten fyrre års tilbagetog og nederlag, ville den hurtige modning skulle ud på en lang rejse før der kan ske en genrejsning af en bevægelse, der ville være i stand til at ændre systemet. Inden den overraskende sociale eksplosion i maj 1968, var der i 1967 tegn, som erfarne, militante iagttagere havde bemærket, men som ikke eksisterer i dag.

 

Hvis nogen på venstrefløjen håber på en smal sejr for venstresiden ved præsidentvalget næste år med udgangspunkt i splittelsen på højrefløjen, så bliver de fælt skuffet, da statsapparatet ikke vil tillade noget sådant, og fordi den sociale bevægelse ikke vil udfolde sine magtfulde vinger. På samme måde er der heller ikke megen grund til at fæste lid til dem, der overdriver den eksisterende eller den mulige bevidsthed hos De Gule Veste og bevægelsen mod sundhedspasset og forudser en eksplosion af vrede, der vil diskreditere vinderen af næste års præsidentvalg. Og dette skulle så berede vejen for valget af radikale fornyere i det efterfølgende parlamentsvalg, der så skulle indkalde en ny grundlovsgivende forsamling. Ikke desto mindre, forbliver jeg optimistisk over for muligheden for, at en ny venstrefløj igen kan opstå.

 

John Barzman er professor emeritus ved Le Havres Universitet, hvor han har undervist i moderne historie og amerikansk civilisation. Han er medlem af Ensemble og Fjerde Internationale.

 

Oversat fra New Politics af Arne Lund