Det såkaldte gennembruds-forlig fra industrien (som vi tidligere har kommenteret her: OK25: Industriforlig med lavthængende frugter og tabere – Socialistisk Informations hjemmeside) endte ikke blot med at udgøre rammen for de mange indgåede forlig, men er ved disse overenskomstforhandlinger nærmest kopieret, hver gang et forlig er blevet lukket.

Selv ved byggeriets forhandlinger, hvor der ellers var ventet et opgør med DI omkring social dumping, endte der ikke med at blive forhandlet noget som helst hjem til bekæmpelse af dette. Ikke kædeansvar, ikke en forbedring af sanktionsmulighederne ved mistanke om social dumping (ifm. det såkaldte 48-timers møde), ikke engang en skærpelse af det “bolig-tillæg”, som Byggeriet forhandlede ind som en del af fritvalgsordningen ved sidste overenskomstforhandling.

Efter en overenskomstperiode, hvor man på TV har kunnet følge med i bygningsarbejdernes virkelighed i programmer som “Den Sorte Svane”, “Under-Danmark” og “På statens regning”, har DI stadig ikke været til at hugge og stikke i omkring social dumping.

Og det endda i en situation, hvor realitetsforhandlingerne for Byggeriet startede i samme uge som 150 bygningsarbejdere demonstrerede imod social dumping foran NOVO’s byggeplads i Kalundborg. Og hvor overskrifter rullede ind nærmest dagligt om løndumping, underentreprenørers konkursrytteri, skattesvindel og meget andet godt i bl.a. Ekstra Bladet.

Det eneste, der blev vundet særskilt på byggeriets område, var, at 3F’s byggegruppe fik fjernet den store tidsel, det såkaldte ”Opt-out-protokollat” (”fravigelses-protokollat”), som var en del af industriforliget. Protokollatet tillader at “samfundskritiske stillinger” kan undtages fra EU-direktivet om en øvre grænse på 48 timer for den ugentlige arbejdstid.

Det var dog desværre ikke alle byggefag, der fik fjernet denne. Og spørgsmålet er også, hvor stor en sejr det egentlig er at undgå Opt-out-protokollatet, når dette jo i sin kerne blot handler om ikke at score selvmål…

Den farlige mæglingsskitse – og manglende sammenhold
Hvordan kan det så være, at vi ender her, hvor ingen af de store medlemskrav (vedr. social dumping, realløn og løn under sygdom) er kommet med i forligene, men alle forhandlere alligevel ender med at underskrive? Hvis man kigger på den kommunikation, der kommer fra de forskellige forbund omkring de forlig der er indgået, så er der selvfølgelig en fremhævelse af de forskellige stigninger på mindsteløn, fritvalgsordning, pension, tillæg og de nye “gaver til familien” som barnets 3. sygedag og bedsteforældres omsorgsdage.

Men én ting, der gå igen næsten over hele linjen, er frygten for ’at blive samlet op af mæglingsskitsen’. At blive samlet op af mæglingsskitsen (på tværs af områderne) indebærer nemlig oftest, at de specielle krav bliver glemt. Det vil f.eks. sige, at der ingen stigninger kommer på prislisterne, hvilket for de bygningsarbejdere, der arbejder på akkord, vil kunne betyde en lønstagnation i overenskomstperioden.

Når forhandlerne ikke bare bruger tid på at sælge alle de goder der er forhandlet hjem, men bruger krudt på at fortælle om det skrækscenarie, der kunne blive udfoldet hvis ikke de var gået med til forliget, tyder det jo på, at de udmærket forstår utilfredsheden med, hvad der nu skal til afstemning blandt deres medlemmer.

Så der er ikke tvivl om, at vi står med et forhandlingsresultat, der fortjener et nej!

Det sørste problem har ikke været mangel på kampvilje blandt medlemmerne – men i høj grad manglende sammenhold, ikke mindst på topplan, så arbejdsgiverne har kunnet udnytte forhandlingssystemet til at føre del-og-hersk-politik. Under denne overenskomstforhandling har der faktisk været aktive kampagner om forskellige krav, som medlemsgoder, kædeansvar, arbejdstid og sygeløn. Men hver af de kampagner har været kæmpet individuelt, og endda til tider imod hinanden.

Der har, modsat OK23, ikke været store kampagner om f.eks. reallønssikring og forsvar mod social dumping, der har kunnet samle de store grupper af organiserede arbejdere om at sætte hælene i over for arbejdsgiverne. Tværtimod har det nærmest været hver fagforening, og til tider hver lokalafdeling, der har kørt sine egne kampagner og kampe.

Fælles krav, fælles kamp, fælles succes!
Hvis fagbevægelsen skal opnå landvindinger, må vi igen kunne stille os sammen bag fælles krav. Den 6. ferieuge kom ikke af enkelte lokalafdelinger eller dele af fagbevægelsen, der stillede krav – det var en samlet fagbevægelse, der stod sammen og derfor kunne få resultater igennem. Som 3F’s byggegruppes OK25 kampagne lød: “United we bargain, divided we beg”.

Hvis vi så rent faktisk vil kunne stille fælles krav, må vi også få kollektiviseret indsamlingen af krav og debatten om disse – og gå væk fra den individuelle tilgang, hvor man f.eks. skriver et postkort. Og dette bør ikke kun ske i det enkelte fag, men på tværs af fag, fagforeninger og brancher. Et vigtigt skridt mod en styrket fagbevægelse, er en fagbevægelse der kan holde sammen om at stå fast på fælles krav.

Hvis arbejderklassen for alvor skal rykke ved styrkeforholdene, må vi finde sammen om solidariske krav og kæmpe sammen. Ikke kun under overenskomstforhandlingerne, men hver dag!

Socialistisk Arbejderpolitiks Forretningsudvalg, den 16. marts 2025