content-picture.php

Bolsanaros højrekoalition falder fra hinanden, samtidig med at landets økonomi forringes. Flere faglige hovedorganisationer i Brasilien mobiliserer nu til en generalstrejke den 14. juni mod det nye pensionssystem eller snarere manglen på samme, som regeringen har fremlagt for Kongressen.

af Leif Mikkelsen

Millioner af studenter, skoleelever, lærere og andre demonstrerede den 15. og 30. maj mod de drastiske nedskæringer i uddannelsessystemet, som regeringen vil gennemføre. I mindst 200 byer over hele landet gennemførtes skolestrejker og demonstrationer.

 

Utvivlsomt er det yderste højre begyndt at miste det momentum, som opstod gennem den uventede – og store valgsejr, som satte Bolsanaro på præsidentposten. Bevægelsens bredde, som det kom til udtryk den 15. maj, peger på en dybtgående forandring. Et tidens tegn er, at det hegemoni, som Bolsanaro-tro trolde på internettet har haft, i stadig stigende grad begynder at blive overtaget af modstanderne.

 

Den løse koalition af forskelligartige og i mange henseender uforenelige – grupper fra det yderste højre, militærpersoner, frikirker, store jordejere og nyliberale, som har stået bag Bolsanaros valgsejr, begynder at falde fra hinanden for åben skærm.

 

Nogle af de toneangivende nyliberale internetkrigere har allerede vendt sig imod Bolsanaro med den begrundelse, at han ikke har leveret det, han lovede (hvilket også må anses for svært, eftersom han afgav diametralt modsatrettede løfter). Krigen mellem konspirationsteoretikeren Olavo de Carvalho (som Bolsanaro havde udråbt til guru) og militæret foregår for fuld udblæsning, hvor Carvalho, fra sit flyverskjul i USA, fremkommer med absurditeter mod militærets repræsentanter i regeringen. Det bliver ivrigt applauderet af præsidentens sønner.

 

I Rio forsætter undersøgelsen mod Flavio Bolsanaro (præsidentens ældste søn), som anklages for at have kanaliseret penge beregnet til sekretærbistand ned i sine egne lommer, da han var valgt til delstatsparlamentet, og det er sket med medvirken fra Rios frygtede kriminelle militser. Korruptionen inden for præsidentens eget parti PSL, det social-liberale parti, blev åbenbar, da Bolsanaros turistminister – og desuden regional partileder – nuppede så meget som 3 millioner kroner beregnet til støtte til partiets ”kandidater”s valgkamp – kandidater, som partiet ikke havde nogle planer om at stille op.

 

I et tappert forsøg på at holde hovedet oven vande har ”superfinansministeren” Guedes forsøgt at give udtryk for, at gode tider venter lige omkring hjørnet, samtidig med at tallene for første kvartal 2019 fortsat viser nedgang i økonomien. Bolsanaro vakte ligeledes undren med et forslag om afskaffelse af den brasilianske valuta og erstatte den med en fælles valuta for det sydamerikanske handelssamarbejde Mercosur. Hensigten var at cementere nyliberalismen, men det var en angreb på brasilianernes forståelige trang til at bestemme over egne forhold. Borgerkrigen i højre- koalitionen i kombination med en stadig stærkere folkelig modstand, betyder, at den ”reform”, som er mest eftertragtet af landets økonomiske elite, nedskæringerne i pensionssystemet, ser ud til at blive stadig sværere at få vedtaget i Kongressen.

 

Oven i dette er der opstået fornyet uro omkring forløbet omkring domfældelsen af Lula og afgørelsen om udelukkelsen af ham fra det brasilianske præsidentvalg i oktober 2018. Tidsskriftet The Intercept offentliggjorde i sidste uge korrespondancen mellem dommeren i sagen og hovedanklageren.

 

Sagen viste, at dommer Moro langt fra var upartisk, men vejledte og aftalte med anklagemyndigheden alle detaljer og annoncerede sine beslutninger til den ene part således, at anklageren altid havde den rigtige timing. Målet var soleklart at bringe Lula ud af spillet. Belønningen for denne indsats var, at Moro blev udnævnt til justitsminister i Bolsanaros regering. Reaktionen på afsløringen har været voldsom. Højesteret har besluttet at genoptage Lulas sag. Samtidig har advokatsamfundet krævet justitsminister Moros afgang.

 

Bolsanaros manglende evner til at håndtere modstanden er næsten et skoleeksempel på, hvordan man ikke skal agere. Da han blev bedt om at kommentere de massive protester den 15. maj svarede han, at han havde set ”små grupper” af ”nyttige idioter” og ”imbecile”, som ikke kender formlen for vand.

 

Dette opildnede givetvis yderligere de millionmange demonstranter og fremmede deres beslutsomhed om at fortsætte kampen. Tilslutningen til den planlagte generalstrejke den 14. juni bliver en indikator på, om arbejderklassen er blevet smittet af den selvtillid, som studenter, lærere og skoleelever har opvist.

 

Artiklen er skrevet på baggrund af artikler i Internationalen og Telesur

single.php