Kåre Dybvad har indkaldt til forhandlinger om sin nye boligliste. Han har en ambition om, at ”der ikke skal være nogen boligområder, som adskiller sig væsentligt fra det omgivende samfund socialt og økonomisk, og hvor der er en andel af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere på over 30 pct.”

af Ebbe Rand Jørgensen

[se regeringens udspil her]

 

Hvad er det for værktøjer, som ministeren vil bruge for at nå målet? Det handler næsten udelukkende om indgreb overfor almene beboere og boligsøgendes rettigheder. Der står f.eks. ikke noget i oplægget om indgreb overfor velstående boligejere, der har en tendens til at klumpe sig sammen i nogle af byernes forstæder.

 

I sin kamp for ”blandede byer” retter han igen sit fokus på justering af ”lister” over almene boligområder over 1000 beboere. Der foreslås en ny liste på 58 ”forebyggelsesområder”. Det skal være et supplement til de eksisterende ”ghettoer” (som foreslås omdøbt til omdannelsesområder) og udsatte boligområder.

 

Ifølge ministeriets egne tal vil antallet af beboere i de tre typer liste-bebyggelser vokse fra 53.000 til 163.000, hvis udspillet bliver vedtaget.

 

Hvad er så kriterierne for at komme på den nye liste? Det er præcis de samme, som gælder for ”ghettopakken” (eller ”parallelsamfundspakken”, som er den nye betegnelse). Der er blot ændret på nogle tal.

 

Det krav, der nævnes som det første (det vigtigste?) i oplægget, er andelen af ”ikke-vestlige indvandrere og efterkommere”, som højst må være 30 procent. I de nuværende ”udsatte boligområder” er tallet 40 procent. Det er altså nemmere at kvalificere sig til betegnelsen ”forebyggelsesområde”.

 

Derudover skal der opfyldes 2 af 4 øvrige krav for at komme på listen. Kravene er: 1) tilknytning til arbejdsmarkedet, 2) dømte efter straffeloven, 3) uddannelse for de mere end 30-årige, 4) indkomst. Her er der også ændringer i forhold til de nuværende lister, bortset fra uddannelseskravet, som er uændret.

 

Særligt kravet til indkomst er interessant: ”Gennemsnitsindkomsten udgør mindre end 65 pct. af gennemsnittet for regionen mod 55 pct. på listerne over udsatte boligområder.”

 

Kåre Dybvad har ved flere lejligheder lagt vægt på, at kassemedarbejdere, buschauffører og pædagogmedhjælpere skal kunne bo i de store byer. En sympatisk ambition, som han nu selv vil spænde ben for. Hans oplæg vil gøre det vanskeligere for de pågældende grupper at finde en bolig i byen.

 

Behovet for en ”ny liste”

Siden ”ghettolisten” blev introduceret af Lars Løkke i 2010 er der sket en udvikling: Der bliver år for år færre bebyggelser, der lever op til ”kravene” for at komme på listen. Det viser regeringens egne tal: Fra 2018 til 2020 er antallet af ”ghettoområder” faldet fra 29 til 15.

 

Hvis den udvikling fortsætter – og der ikke iværksættes nye tiltag – er det sandsynligt, at listerne vil forsvinde i løbet af en kort årrække.

 

Hvad er årsagerne? Regeringen vil hævde, at det er ”parallelsamfundspakken”, der har virket. Men hvis man graver lidt ned i tallene, vil man opdage nogle tendenser. For eksempel viser det sig, at de unge i områderne i langt højere grad end tidligere får uddannelser. Det er i øvrigt en tendens, der kun delvist giver sig udslag i ”listerne”. Unge universitetsuddannede eller faglærte under 30 år kan ikke ses i tallene.

 

Alligevel fastholdes ønsket om at lave en ny udvidet liste. Det er jo altid muligt at skrue lidt på nogle kriterier og på den måde forfølge nogle politiske og ideologiske mål.

 

Fleksibel udlejning

Skal regeringen nå sine mål, så skal beboersammensætningen i de 83 områder på de tre lister ændres. Man foreslår tre typer tiltag for at nå dette:

 

1. Obligatorisk brug af fleksibel udlejning – giver fortrinsret til boligsøgende, der opfylder beskæftigelses- og uddannelseskriterier.

 

2. Stramning af regler for kommunal anvisningsret.

 

3. Mulighed for godkendelse af nedrivning af almene familieboliger.

 

Fleksibel udlejning bliver allerede i dag brugt i flere af de 58 bebyggelser. Det betyder, at de almindelige ventelister bliver suspenderet – helt eller delvist. Så spørgsmålet er, hvor meget det kan ændre.

 

Man vil også stramme reglerne for bolig-bytte og fremleje, så disse også er underlagt fleksibel udlejning. Det kan måske ændre en smule.

 

Det er lidt af en gåde, hvordan regeringen forestiller sig, at fleksibel udlejning kan reducere andelen af ikke-vestlige til under de 30 procent. Det vil være noget af en politisk/juridisk udfordring.

 

Det er (heldigvis) ikke lovligt at udleje efter regler, der forskelsbehandler efter oprindelse. Der er i forvejen nogle retslige problemer i forhold til ”parallelsamfundspakken”, med retssager.

 

Regeringens forklaring er: ”Initiativerne, som er præsenteret ovenfor kan ikke i sig selv sikre, at andelen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere falder i de store almene bolig-områder, men det er sandsynliggjort, at de fleste af de store almene bolig-områder, hvor der sættes ind, i 2030 ikke længere opfylder forebyggelses-kriterierne.”

 

Gør det os meget klogere?

 

Kommunal anvisning.

Kommunerne har i dag aftaler om anvisning til de almene boliger. Typisk er det hver fjerde ledige bolig. Der er normalt tale om ”social anvisning”. Regeringens udspil vil lave nogle begrænsninger i forhold til de nye ”forebyggelsesområder”.

 

Det betyder, ”at kommuner ikke må anvise boligsøgende; der ikke er statsborgere i EU, EØS-lande eller Schweiz, modtager en række overførselsindkomster eller har en dom, til disse områder.”

 

Det er regler, som allerede gælder de øvrige liste-byggerier. Problemerne bliver massive for nogle kommuner. Det er typisk den slags borgere, som kommunerne har pligt til at hjælpe med en bolig.

 

Svaret er anvisning af private udlejningsboliger. Kommunerne skal lave aftaler med private udlejere. En mulighed, som allerede eksisterer. Det skal suppleres med en mulighed for tvang overfor udlejerne om at stille et antal boliger til rådighed. Boligerne må dog ikke bruges til ”boligsocial anvisning”.

 

Der er altså nogle begrænsninger. Det kan skabe store problemer for de kommuner, der har mange almene boliger – herunder i de nye ”forebyggelsesområder” og næsten ingen private udlejningsboliger.

 

Nedrivning af almene boliger

Oplægget nævner nedrivninger i de nye ”forebyggelsesområder” som en tredje løsning: ”Mulighed for godkendelse af nedrivning af almene familieboliger og genhusning efter samme regler som gælder for udsatte boligområder.”

 

Det er ikke beskrevet nærmere, men får disse ord med på vejen: ”Regeringen vil ikke stille nye krav om fysisk omdannelse af områder eller reduktion af andelen af almene boliger.”

 

Hvad mener man egentlig om nedrivning? Regeringen vil ikke stille det som et krav. Men skal det være op til en ”frivillig aftale” mellem kommuner og boligorganisationer? Og hvilken indflydelse får beboerne?

 

Blandede byer og retten til en bolig

Det er et smukt ideal, når ministeren vil have ”blandede byer og boligområder”. Men i praksis går udviklingen i en helt anden retning. De stigende boligpriser øger uligheden på boligmarkedet og styrker den sociale, geografiske opdeling. Og udbuddet af billige lejeboliger er ikke øget – tværtimod.

 

Der er faktisk brug for nogle gennemgribende reformer, hvis det skal ændres.

 

Det afgørende ville være, hvis boligsektoren var styret af behov, frem for økonomiske interesser. Centralt er kravet om ”retten til en bolig”. Det er også overskriften på det boligprogram (se forslaget her, fra side 4), som er til debat på Enhedslistens kommende årsmøde. Det bliver en spændende og vigtig diskussion. Mange afgørende punkter er der enighed om, men der bliver også nogle – sikkert højspændte – diskussioner. Det kan f.eks. blive diskussionen om principper om fleksible udlejningskriterier. Kan det stemme overens med kravet om retten til en bolig?

 

Det har gennem årene været et konfliktpunkt i Enhedslisten, hvor fronterne har været tegnet hårdt op.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com