Der er stor debat om Kinas voksende økonomiske betydning, men mindre om utilfredsheden blandt kinesiske arbejdere.

af Tom Mitchell

Der er stor diskussion om den kinesiske økonomi og den stadig større rolle, som den spiller i den globale kapitalismes udvikling. Meget af debatten har fokuseret på spændingerne mellem et USA, der tilsyneladende er i tilbagegang, og et Kina på vej frem – samt på mulige forandringer i den globale magtbalance.

I forbindelse med neoliberalismens globale dominans, støttet af USA, er ‘den kinesiske model’ blevet bragt på bane som et muligt alternativ. Kinas fremgang er dog langt fra sikker, ‘modellen’ har sine indre selvmodsigelser, hvilket det voksende antal arbejdskampe er med til at afsløre.

Faldende efterspørgsel i Vesten
Den kinesiske økonomi er vokset betydeligt siden 1980’erne. Det kan tilskrives de lave lønninger, udviklingen af en eksport-orienteret fremstillingssektor og nedgangen i de vestlige økonomiers ‘virkelige’ økonomi – en nedgang, der jo så ikke gælder den finansielle sektor.

Den globale finanskrise førte til en kraftig vækst af statslige støtteordninger i Kina for at fastholde eksporten. Det fremkaldte inflatoriske tendenser i hele den kinesiske økonomi.

Et centralt problem med hensyn til statsstøtten var, at den ikke var ledsaget af reguleringer, der sikrede investeringer i ‘nyttig produktion’. Det åbnede op for, at støtten kunne blive brugt til finansspekulationer – med risiko for de samme problemer, som udviklede sig i USA og i andre økonomier.

Kina har også måttet forholde sig til, at efterspørgselen blandt forbrugerne i de vestlige økonomier er faldet. Det problem kan ikke løses af kinesisk statsstøtte.

Behov for hjemmemarked
Det har fået mange i Kina til at indse, at der er behov for at skabe et større hjemmemarked for forbrugsvarer. Det kræver imidlertid højere indkomster, såflere arbejder kan få råd til at købe produkterne.

Hvis det skal ske, så må regeringen hæve lønningerne. Det ville indebære en ændring af den nuværende situation, hvor lønningernes andel af den samlede velstand er faldende.

David Wessel skrev i Wall Street Journal i juni sidste år, at den ulige fordeling af velstanden fik den herskende elite til at investere i mange forskellige typer ejendomme, mens arbejderne måtte kæmpe for at få råd til deres egen bolig.

Det vil altså sige, at mens Kinas vækst i 1980’erne i vid udstrækning har bygget på lave lønninger, så udgør netop dette forhold et problem for den økonomiske udvikling i Kina.

Denne modsigelse kunne man også se med fyringen af Bo Xilai, en populist, der som leder af Kinas Kommunistiske Parti i Chongqing-provinsen tit udtrykte sin foragt for de rige og kritiserede planer om en massekampagne for flere privatiseringer.

Outsourcing
Et andet led i udviklingen af ‘det kinesiske mirakel’ er out-sourcingen af arbejde til andre sydøstasiatiske lande, samt de kinesiske investeringer i landbruget i f.eks. Afrika.

På grund af lønstigninger for nogle grupper af kinesiske arbejdere leder Kina efter lande, hvor de kan skaffe sig billigere arbejdskraft. Dem har de fundet i Malaysia, Vietnam, Filippinerne og måske i Burma.

Behovet for investeringer i landbrug i andre lande kommer samtidig med, at Kinas landbrugsproduktion er gået tilbage. Det hænger sammen med de demografiske forskydninger fra landområder til industriområder som resultat af den øgede efterspørgsel efter arbejdskraft.

Arbejderprotester
Det måske vigtigste og mest spændende led i udviklingen er den kinesiske arbejderbevægelses voksende styrke. I de seneste 10 år er faglige aktiviteter på arbejdspladser, protester og andre udtryk for social og politisk modstand blevet noget, der jævnligt sker i Kina.

Arbejderprotester begyndte at blive almindelige i de første år af 2000-tallet, efter den økonomiske omstrukturering, der førte til omfattende privatiseringer, fyringer og tiltagende korruption.

Et eksempel var Liaoyang-arbejdernes kamp i 2002 imod korruption. Væksten i den private sektor blev fremmet af manglen på reguleringer, der gjorde det muligt for private firmaer at diktere løn- og arbejdsforhold for de enorme mængder af arbejdere, der flød ind fra landområderne.

Da der begyndte at blive mangel på arbejdskraft i slutningen af årtiet, kom der gang i arbejdernes protester mod løn- og arbejdsforhold.

Faglige netværk
Solidariteten begyndte at vokse, og det kom til udtryk gennem netværk mellem arbejderne på de forskellige fabrikker og fælles faglige aktiviteter. Siden 2009 er uroen blandt arbejderne vokset, og alene i 2009 blev der rapporteret om mere end 90.000 hændelser. Der har helt sikkert været flere, eftersom mange ikke er registreret.

Fremgangen for arbejdernes kamp skyldtes i høj grad den rolle, som unge arbejdere i mange fremstillingsindustrier har spillet. De unge arbejdere kunne se den velfærdsnedgang, som staten bød dem.

Der har også udviklet sig en bevægelse imod den voksende kløft mellem rig og fattig, gennem formelle og uformelle kanaler.

Disse kampe har sat fokus på behovet for et centralt voldgiftssystem, der kan skabe lighed med hensyn til løn- og arbejdsforhold på tværs af virksomheder og sektorer.

Artiklen blev bragt 29. juli 2012 i den australske ugeavis Green Left Weekly og er oversat af Niels Overgaard Hansen. Mellemrubrikker er indsat af SI.

Flere informationer om arbejdskampe i Kina – se: www.clb.org.hk/en

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com