Krigen i Ukraine har aktualiseret de overgreb og forfølgelser som Putin-styret retter mod de eksilerede krigs- og regimemodstandere: Soldater, der deserterer, journalister med kilder i det russiske statsapparat eller oligarker – ingen kan vide sig sikre.

Journalist på Jyllands-Posten Poul Funder Larsen har skrevet en ”bog til tiden” – Likvideret af Kreml – Jagten på den russiske opposition fra Trotskij til Navalnyj.

Bogen giver læseren et kronologisk vue fra Stalin-tidens likvideringer og deportationer over 1990’ernes mafiasamfund og frem til de seneste årtier, hvor Putins fangarme når afhoppere og dissidenter, systemkritikere, uanset hvor de opholder sig.

De tidligste ofre for Stalins udsendte mordere var i årene efter revolutionen. Det gik blandt andet ud over militante tilhængere af zarstyret og landflygtige venstrekommunister.

Likvideringerne var en fortsættelse af de omfattende udrensninger, der fra revolutionen og frem fandt sted i Sovjet.

De var rettet mod personer med stor symbolsk betydning, nøgleskikkelser i oppositionen, med Trotskij som den kendteste. Denne taktik tjente dels til at lamme den eksilerede opposition, og dels at jage en skræk i på de mere perifere: ”Hvornår kommer turen til mig?”

Udrensningerne og forfølgelserne af oppositionelle var én af de mest utilladelige fejltagelser bolsjevikkerne begik og bidrog til at svække den kommunistiske revolution alvorligt.

Til trods for den betydelige risiko der er forbundet med at modsætte sig Putin, så afholder det fx ikke de modige journalister i netmediet Meduza fra at skrive om krigen i Ukraine, hvad der sker i magtens cirkler i Kreml, og hvordan befolkningen forholder sig til krigen. Meduza, der har redaktion i Letland, udsættes vedvarende for chikane, ødelæggelse af faciliteter, trusler mod de ansatte mv., Alligevel fortsætter Meduza med at give det indblik i russiske forhold, som vi ellers er nægtet, takket være EU’s blokade af russiske medier.

Hvorfor bliver folk snigmordere?

Funder har udvalgt en række eksempler på forfølgelser og drab på oppositionelle, og de er i sig selv både brutale og spændende fortalt. Han omtaler tillige, hvad der drev/driver Stalins og Putins udsendte agenter. Blandt andet introducerer han den engelske MICE-teori om motiverne til at påtage sig jobbet: Motivation – Ideologi – Tvang (Coercion) samt Ego/forfængelighed.

I Putins Rusland er der ikke megen ideologi – om nogen overhovedet. Nu er drivkraften mest penge, gemen ondskab, forfængelighed, eller at morderen afpresses til at adlyde.

Læsere, der vil vide mere om hvad der gemmer sig i snigmorderne, kan læse Solsjenitsyns ”Gulag – Øhavet” eller Vasily Grossmans ”Liv og skæbne”.

Kremls udsendte befatter sig dog ikke ”kun” med snigmord. Siden 2014, og især efter februar 2022, har der været forøvet sabotage mod våbenfabrikker i Wales, Berlin, Bulgarien, Tjekkiet og USA. Samt brande i lagre og forsendelser i Polen og Baltikum – alt sammen rettet mod våben, der skulle sendes til Ukraine.

Hertil kommer et stigende antal cyberangreb mod vestlige institutioner, regeringer og virksom-heder. Disse kan dog ikke udelukkende tilskrives Rusland, men har flere potentielle afsendere, fx Iran, Nordkorea, men også unge vestlige tech-nørder, der har sat sig for, at de vil ”lægge systemerne ned.”

Sidste år blev det afsløret, at chefen for Rheinmetall, den største tyske våbenfabrik, Armin Papperger, skulle have været likvideret.

Hele området er omgivet af en betydelig usikkerhed. Hvem står reelt bag cyberangrebene? Her gør Vesten det let for sig selv, når man rask væk erklærer, ”at det er russerne, der har gjort det”. Hvilket viste sig ikke at være tilfældet med gasledningen Nordstream.

Andre lande kan nu også være med

De russiske snigmord mod eksilerede regimekritikere er ikke enestående. Ikke mange overgår Mossad, når det gælder mord i udlandet. Og CIA kan også godt være med. De er bare mere raffinerede end russerne, så de ”udliciterer” drabene til lokale dødspatruljer og lignende.

Den amerikanske ngo Freedom House har udsendt en liste over lande, der henretter eksilerede regimekritikere. Det viser sig, at en fjerdedel af alle lande er med. Kina topper med ca. 22 procent, og her er det især uighurerne der er målet, men der er også, ifølge Guardian, gjort forsøg på at myrde Taiwans vicepræsident under et besøg i Prag i foråret.

Efter Kina kommer Rusland, Iran, Egypten, Tyrkiet og Myanmar. Saudi-Arabiens blodige tilintetgørelse af journalisten Jamal Khashoggi fortjener også at blive husket som en manifestation af, hvad et land, der er inde i den vestlige varme, kan slippe afsted med.

I perioden 2014-2022 skulle der angiveligt være begået ca. 1.200 politiske snigmord globalt, men også her er der mørketal. Som noget nyt er det nu ikke længere ens egne statsborgere, der efterstræbes, også kritiske journalister af anden nationalitet skal se sig over skulderen. De fleste ofre er muslimer, mens journalister er den mest udsatte erhvervsgruppe – også i EU (Malta, Tjekkiet, Italien – i forbindelse med organiseret kriminalitet med relationer til politikere).

Skræmmende perspektiver

Bogen er grundig researchet, og kommer vidt omkring. Funder Larsen bruger et miks af arkiv-materialer, faglitteratur, samt egne interviews med nøglepersoner. Jeg synes selv, at jeg har fulgt godt med i det moderne Sovjets/Ruslands historie og udvikling, men jeg blev klogere undervejs. Og mon ikke det går ligeså for de interesserede i russisk historie og sikkerhedspolitik, som ønsker at forstå dynamikkerne bag likvideringer. Her er ”Likvideret af Kreml” en vigtig læseoplevelse.

De mange navne og detaljer kan virke overvældende for læsere uden historisk baggrund. Dog ikke mere end at man kan Google eller spørge ChatGBT.

Der er – mindst – to skræmmende perspektiver i bogen. En nærmere redegørelse heraf falder uden for emnet, men bør absolut tages op i anden sammenhæng.

Det ene er, at de demokratiske lande, i stigende grad, har svært ved at beskytte dem, der udsættes for forfølgelse, chikane, overfald eller drab. Dette udgør tillige en trussel mod de almindelige retstilstande i de demokratier, der giver de forfulgte husly.

Lige så foruroligende er det perspektiv, som Fox-nyhedsværten Tucker Carlson rejser i interviewet med Putin i februar 2022, hvor Carlson sagde, ”at enhver leder dræber folk, nogle flere andre… ledelse kræver at man dræber folk…”.

I takt med at stedse flere højreorienterede autoritære ledere kommer til magten kloden rundt, er der al mulig grund til at tage Carlson udsagn bogstaveligt.

Poul Funder Larsen: “Likvideret af Kreml – Jagten på den russiske opposition fra Trotskij til Navalnyj”, Gyldendal 2025, 243 sider.