En container fuld af affald på gaden i Abidjan, hovedstaden i Elfenbenskysten. Foto: Ouioui – Wikimedia – CC BY-SA 3.0,

For et par uger siden satte det spanske toldvæsen en stopper for en ulovlig handel med computeraffald til Afrika. Denne afsløring viser, hvordan rige lande bortskaffer deres affald billigt.

Omgåelse af internationale regler

Det var fra De Kanariske Øer, at containere fyldt med WEEE (affald fra elektrisk og elektronisk udstyr) blev transporteret til Afrika. En trafik, der havde stået på i to år, og som indbragte 1,5 millioner euro for næsten 5.000 tons, der blev dumpet på det afrikanske kontinent. WEEE anses for at være farligt, fordi det indeholder kviksølv, cadmium, bly, fosfor eller arsen. Basel-konventionen, der går tilbage til 1992, forbyder eksport af WEEE til fattige lande.

For at omgå denne konvention betegnes dette affald som brugte produkter, og således sendes tusindvis af tons computerudstyr til Ghana. Systemet er veletableret. Engros-købere sælger fungerende eller repareret computerudstyr til landets butikker, og resten, normalt 70 procent, ender på lossepladsen i Agbogbloshie nær hovedstaden Accra.

Forurening af land og hav

Affaldet behandles af tusindvis af mennesker, som brænder komponenterne for at genvinde ædelmetallerne, hvilket udsender tykke dampe, der er lige så farlige for arbejdere som for miljøet. Jordanalyser afslører forurening af tungmetaller hundrede gange højere end den tilladte grænse.

Et andet forurenende produkt er tekstiler. De kommer fra brugte tøjkollektioner i rige lande eller sendes direkte fra virksomhederne. Faktisk smides 40 procent af produktionen ud. Dette tøj, ofte af ringere kvalitet, er frem for alt et resultat af en økonomisk model for sæsonbestemt mode. Uanset kvaliteten er det meningen, at man skal producere nye produkter så hurtigt som muligt for at få flere til at købe mere. Som med computerprodukter overføres partier til forhandlere, men kun en lille del kan sælges. Andet slidt, beskadiget eller snavset tøj sendes til lossepladser. Over tid ender det i havene og danner kæder, der kan nå op til ti kilometer, hvilket forhindrer kystfiskeri. Andet stof ender i kloakker og forårsager oversvømmelser, der fremmer forekomsten af myg, der spreder gul feber.

En uansvarlig politik

For 20 år siden afslørede journalister, at den calabriske mafia lossede containere fyldt med giftige og radioaktive produkter på den somaliske kyst. Det førte til massiv forurening med dramatiske konsekvenser for lokalbefolkningen, herunder flere misdannelser ved fødsler. Og denne praksis fortsætter. Fragtfirmaet Trafigura dumpede i 2006 giftige produkter i lagunen i Abidjan, hovedstaden i Elfenbenskysten.

Når asiatiske lande som Kina, Malaysia eller Filippinerne nægter at acceptere vestlige virksomheders affald, vender disse sig mod Afrika. For eksempel laverudfører American Chemistry Council, som samler de store olieselskaber i USA, et lobbyarbejde over for Det Hvide Hus for at eksportere millioner af tons plastikaffald til Kenya, selvom dette land ikke en gang har kapacitet til at behandle sit eget affald ordentligt. Uanset om det er menneskehandlere, mafiaen eller “ædle” virksomhedsledere, er eksport af affald til Afrika en måde at tjene eller spare penge på. Men det er også og frem for alt en måde til at fastholde et system med et overforbrug, der skaber overskud, uanset konsekvenserne for miljøet.

23. januar 2023

Oversat fra International Viewpoint af Åge Skovrind