Læsetid: 7 minutterDemonstration i byen Blida den 10. marts 2019 mod nyt mandat til præsident Bouteflika. Foto: Fethi Hamlati. Wikimedia – CC BY-SA 4.0
Stik imod de demokratiske krav og idealer i Hirak-bevægelsen – hvor hjørnestenen var frihed og folkelig selvbestemmelse – holder de illegitime magthavere fast i deres autoritære styre.
Regimets dybe krise blev udløst af [daværende præsident] Bouteflikas sygdom i 2013 og af de faldende energipriser i 2014. Det skærpede de interne modsætninger og satte konflikten mellem hovedfraktionerne i magtapparatet i gang for åbent tæppe.
Selve Hirak blev muliggjort takket være denne svækkelse af regimet. Den politiske situation i begyndelsen af 2019 var allerede præget af udbredt undertrykkelse og autoritært styre på den ene side og fald i købekraften hos både folkemasserne og middelklassen samt en udbredt massearbejdsløshed på den anden side. Dette udgjorde de eksplosive ingredienser i den største folkelige bevægelse siden uafhængigheden – som blev døbt Hirak. Bægeret var allerede fuldt, og udsigten til en femte periode til Bouteflika fik det bare til at flyde over.
Hvad det end var, der satte det i gang, blev Hirak af en størrelsesorden, der hurtigt unddrog sig og overhalede alle troldmandens lærlinge og alle skyggeministerier.
Yatnahaw Ga3 – Ud med dem alle!
Der blev virkelig sat spørgsmålstegn på den første store demonstration mod en femte periode for Bouteflika og hans klike – både ved hele regimet og ved militærets gentagne magtovertagelser. På det tidspunkt – efter at have sat Bouteflika på porten i 2019 – antog dynamikken i Hirak en revolutionær fornemmelse for en fuldstændig og radikal ændring af styreformen. ”Yatnahaw Ga3” [algerisk-arabisk slogan, som betyder ”ud med dem alle”, o.a.] blev et virkeligt hovedtema for bevægelsen.
Det er grunden til, at magthaverne og deres medløbere hurtigt udbredte forestillingen om et ”første autentisk Hirak”, som blev kaldt ”Moubarek” og isoleret til et spørgsmål om grundloven, og et andet Hirak, det vil sige efter april 2019, som er blevet dæmoniseret og bekæmpet intenst lige siden.
Derfor greb de fremmede imperialistiske magter hurtigt muligheden for at øge deres pres på regimet og fik det til at garantere en ”stabilitet”, som kunne sikre deres interesser indenfor rammen af liberal globalisering, til gengæld for en anerkendelse af den nye magt og et ”win-win” økonomisk samarbejde – som de har for vane.
De nye love om gas, olie og investering, fortsættelsen af den ulige samarbejdsaftale med EU, opmuntringerne til arbejdsgiverne og den private sektor, den forfatningsmæssige legitimering af den algeriske hærs intervention udenfor landets grænser med meget mere – alt dette var garantier for udenlandsk støtte til køreplanen for ”Det Nye Algeriet”, som blev sat i gang efter ”valget” den 12. december 2019 af Tebboune som ny præsident.
Men dette udefrakommende pres og de trusler, der er rettet mod vores lands rigdomme og politiske indretning, fortsætter og er meget konkrete i den aktuelle udvikling af geostrategiske magtrelationer på globalt plan. Modsat regimets undertrykkende og autoritære politik, har de brug for omgående etablering af demokratiske rettigheder. Og respekt for folkelig selvbestemmelse for at styrke hjemmefronten og vores lands evne til at modstå alle former for imperialistisk indblanding.
Den første fase med en autoritær og skrøbelig genopretning af regimet blev styrket i en anden fase med udbruddet af Covid 19 pandemien i marts 2020, som gjorde repressionen lettere og forhindrede, at Hirak fik nyt liv. Den højere pris på gas og olie på grund af krigen i Ukraine hjalp også med og tillod en forhøjelse af renten og en gunstig og uventet finansiel lettelse for regimet.
Det har gjort det muligt at berolige gemytterne på den sociale front med”mindre foranstaltninger”, som er blevet udråbt på pompøs og populistisk facon. Men det modsvarer ikke graden af social elendighed, der skyldes årtiers økonomisk liberalisme, eller en genopretning af den købekraft, man havde for … 20 år siden.
Men også andre vigtige faktorer skal med for at belyse de åbenlyse svagheder i Hirak og også for angive nogle bud på vejen frem. For den aktuelle nedtur for Hirak må bearbejdes i dybden for at opnå fremkomsten af et uundgåeligt nyt folkeligt Hirak og morgendagens sociale og politiske kampe.
Statusopgørelsens elementer
I denne sammenhæng er visse strategiske nøgleelementer værd at huske på:
1. Trods ”massernes spontanitet” og den eufori, den vakte, om grundlæggende og ”revolutionære” ændringer, var Hirak ikke i stand til at skabe et klart og tilstrækkeligt stærkt politisk projekt til at oversætte de krav, millioner af demonstranter gennem et år havde udtrykt om rettigheder, social retfærdighed og folkelig magt.
2. Fraværet af selvorganisering i Hirak, især på græsrodsniveau, har gjort undertrykkelsen lettere, og tilladt, at flere opportunister udnævnte sig selv som repræsentanter for Hirak. Uden demokratisk, folkelig og uafhængig selvorganisering blandt græsrødderne var det umuligt at organisere diskussioner mellem millioner af borgere, at samle kravene fra Hirak i et program og at skabe en proces for at skabe nye traditioner med hensyn til folkelig magt.
3. Arbejderbevægelsens svaghed og manglen på deltagelse fra toppen af fagforeningerne med hensyn til at bære Hirak frem og at give den en stærkere social dimension og en progressiv retning, har ofte reduceret den til at synke ned i vage og delvise krav, der viste svækkelse og forfald. At arbejderbevægelsen var så marginalt til stede i Hirak berøvede det vigtige redskaber som fx generalstrejken, der i marts 2019 var det centrale våben, der udløste Bouteflikas afrejse tidligt i april 2019.
4. Deraf følger, at det var umuligt at håbe på fremkomsten af et samlet, demokratisk, radikalt og progressivt lederskab, der handlede under kontrol af den folkelige selvorganisering, der var i stand til at frembyde et alternativ til regimet og til at lede landet frem mod at konkretisere Hiraks perspektiv om et demokratisk og socialt alternativ.
På vej til ny krise
Selvfølgelig skal der også indgå andre elementer i denne debat om en status over Hirak. Men i dette beskedne bidrag, der kalder på yderligere bidrag, anser jeg det for nødvendigt – nu, hvor Hirak er blevet fire år – kort at understrege, hvad der for mig at se er det åbenlyst mest vigtige. Vigtigt for at forstå Hiraks udvikling og dets svaghed på den ene side, og for at på den anden side drage ved lære af denne formidable kollektive folkelige erfaring for bedre at kunne forestille sig og i fællesskab overskue morgendagens kampe.
Generalstrejken, der blev erklæret af de uafhængige fagforeninger den 28. februar [2023], er en god nyhed ud fra dette synspunkt. Den viser præcis vigtigheden af den organiserede arbejderbevægelse i modstanden mod undertrykkelsen af faglige rettigheder og demokratiske rettigheder generelt, og retten til at strejke. Hvad end dens omfang og betydning bliver, vil den bryde det klima af undertrykkelse, som bestemt har indført en frygt, men uden at afføde resignation eller at forlade Hiraks demokratiske og sociale mål.
Men mens vi venter på morgendagen og en tilbagevenden af håbet knyttet til Hirak, må kampen fortsætte i dag med disse centrale krav:
· Stop for undertrykkelse i alle former
· Løsladelse at alle politiske fanger og samvittighedsfanger.
· Tilbagetrækning af alle drakoniske love og foranstaltninger
· Ophævelse af alle udspil og bremser for effektiv udøvelse af alle demokratiske rettigheder
· Et retssystem og offentlige medier uden indblanding fra den politisk magt
· Start på en demokratisk landsdækkende debat, i fuld offentlighed, om indførelse af reel folkelig selvbestemmelse.
26. marts 2023
Mahmoud Rechedi, politisk aktivist og tidligere generalsekretær i det algeriske Socialistisk Arbejderparti PST. En domstol besluttede sidste år at lukke partiets lokaler og suspendere dets aktiviteter. Læs mere herom her.
Oversat fra International Viewpoint af Anne Haarløv.