Denne bemærkelsesværdige mobilisering svækker juntaen, men samtidig forsøger vestlige ambassader og de traditionelle sudanesiske partier at nå frem til en aftale med kuplederne.

Det er næsten et år siden, general Burhane og Mohamed Hamdan Dogolo, kendt som Hemidti og leder af den paramilitære Rapid Support Force (RAF), væltede den civile regering, der blev dannet efter revolutionen i 2019, som bragte Omar al-Bashids diktatur til fald. Deres primære hensigter var at sikre deres økonomiske privilegier og undgå retsforfølgelse.

Derfor klynger militæret sig til magten

Siden al-Bashir kom til magten i 1989 i alliance med islamiske fundamentalister, overtog det militære hierarki gradvis landets nøglevirksomheder. Generalerne kom til at eje de vigtigste banker og fødevare- og byggekonsortier. For eksempel satte Hemidti sig med hjælp fra sin milits på landets vigtigste guldminer. Den overgangsregering, der blev dannet efter 2019-revolutionen, var i gang med at forberede et lovindgreb mod disse monopoler. Det var en af grundene til, at militæret afsatte de civile myndigheder, der blev dannet efter 2019.

Tabet af magten betød også, at de risikerede, at de skulle stå til regnskab for årtiers korruption og grådige udplyndring af landet. De risikerede også at blive straffet for andre meget alvorlige ugerninger: forbrydelser mod menneskeheden under krigene i Darfur og andre af landets provinser og drab og tortur af demonstranter i regimets fængsler.

Burhane og Hemidti nyder godt af støtte fra en række lande. Egypten, der ikke bryder sig  om at få et demokrati lige uden for døren, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater (UAE), der bruger tropper fra RAF i deres krig mod houthierne i Yemen, og endelig Rusland, der håber at kunne oprette en militærbase i den strategisk vigtige by Port Sudan.

Krisen tager til

Situationen i landet bliver stadig værre. FN-organer skønner, at næsten en tredjedel af befolkningen befinder sig i en alvorlig fødevarekrise – en stigning på 50 procent. Halvdelen af børnene i landet er tæt på sultedøden. For at kunne monopolisere guldminerne gør regimet, hvad det kan for at udnytte gamle stammekonflikter. De nylige sammenstød i Vest-Kordofan og i Blå Nil-regionen, der har kostet mere end hundrede dødsfald, har tvunget tusinder til at søge tilflugt i flygtningelejre.

Efter at være fyret i kølvandet på revolutionen er fundamentalisterne vendt styrket tilbage efter kuppet. De indtager nu stillinger i toppen af administrationen og de statsejede virksomheder. Der er endnu en gang indført strenge regler, især for kvinder og unge. Unge piger, der ikke bærer slør eller bare går i bukser, kan blive arresteret. En kvinde er lige blevet dømt til stening for utroskab. Unge mænd med langt hår eller rasta-frisurer bliver arresteret og forhånet.

Fortsat kampånd

Den 25. oktober, årsdagen for kuppet, var der enorme demonstrationer mod juntaen. Parolerne har ikke forandret sig: nej til kompromis med militæret og kravet om, at soldaterne vender tilbage til deres kaserner. Samtidig blev der organiseret indsamlinger til ofrene for de blodige begivenheder ved Den Blå Nil, og der blev rejst paroler for landsdækkende samling og imod racisme. Under radaren forsøger USA, bistået af Saudi-Arabien og UAE at stable en aftale på benene mellem de gamle politiske partier med udgangspunkt i et forslag fra militæret. Det vil sige en tilbagevenden til det tidligere status quo, hvor en civil regering har begrænset manøvrefrihed, og hvor militæret stadig har den reelle magt. Det er derfor vigtigt at opbygge en opposition, der forbliver tro mod kravet om en ægte civil regering. Modstandskomiteerne, som med deres charter om folkets magt er rygraden i kampen, udgør et reelt politisk alternativ til et kompromis med kupmagerne.

3. november, 2022

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen