Læsetid: 11 minutter

Talibans magtovertagelse efter USA’s brutale tyveårige imperialistiske besættelse er en katastrofe for alle kvinder, verden over.

 

Det er sandt, at verdenssamfundet ofte lukker øjnene for fjendtligheder mod kvinder. Det gælder blandt andet den kinesiske regerings voldtægter og masseinternering af uighur-muslimske kvinder, voldtægter og etnisk udrensning af rohinga-muslimske kvinder i Myanmar, voldtægter og overgreb mod kvinder i Congo og i Etiopiens Tigray-provins, alle steder begået af regeringstropper.

 

Forskellen på de nævnte lokaliteter og Afghanistan er, at i sidstnævnte overlod USA og de øvrige NATO-lande magten til Taliban – en kvindeforagtende, racistisk og jihadistisk hær, som de vestlige hære oprindelig påstod, de ville rive op med rode. Taliban er en hær, der i sin ekstremisme og brutalitet på mange måder ligner IS og Ku Klux Klan.

 

Siden magtovertagelsen har Taliban angrebet demonstrerende kvinder, tævet og censureret journalister, forbudt piger over 12 år at gå i skole eller på universiteter, tvunget piger og kvinder til at gifte sig med Taliban-krigere, tvunget de fleste arbejdende kvinder til at blive hjemme, genindført total kønsadskillelse, og erstattet Ministeriet for Kvinder med moralpolitiet og Ministeriet til Fremme af Dyd og Forbud mod Synd.

 

Da amerikanerne invaderede landet, udskiftede de Taliban med brutale krigsherrer, og begyndte derefter at forhandle med Taliban, også selvom Taliban overhovedet ikke havde forandret sig. USA havde bombet, forurenet miljøet og gjort systemet endnu mere korrupt, men havde aldrig interesseret sig for det afghanske folk, fortalte feminist og tidligere parlamentsmedlem Malalai Joya til Green Left 18.08.21.

 

Sammenslutningen af Revolutionære Afghanske Kvinder (RAWA) udtalte i et interview, at den nationale afghanske hær og USA’s støttede regering faldt sammen, inden de udenlandske tropper havde forladt landet, fordi USA’s regering forhandlede med Pakistan og andre regionale parter om at danne en regering, der hovedsagelig bestod af Taliban. Derfor var soldaterne ikke villige til at lade sig slå ihjel i en krig, der ikke var til nytte for det afghanske folk. For uanset hvad, så ville Taliban få magten, når de vestlige styrker var ude af landet.

 

RAWA understregede, at det ligger i menneskets natur at gøre modstand og nævner bevægelser som Occupy Wall Street og Black Lives Matter, og at ingen undertrykkelse, tyranni og vold kan stoppe modstanden… ”vore kvinder er politiske enige om, at de ikke mere vil leve i en burka. Vi vil fortsætte vores kamp… vores frygt er, at verden glemmer Afghanistan og landets kvinder, sådan som det skete under Talibans blodige regime i 90’erne”.

 

Nogle progressive og feminister verden rundt har udsendt erklæringer. Aktivister har organiseret demonstrationer og møder i solidaritet med de afghanske kvinder, og mange hjælper afghanske flygtninge.

 

Især tre feministiske holdninger skal nævnes:

 

1. Bekymringen for og solidariteten med afghanske kvinder, som den kommer til udtryk hos visse liberale, der accepterer USA’s aftaler med Taliban, og mener, at den eneste aktuelle løsning består i at bruge økonomisk pres for at gøre Taliban mere åbne og tolerante.

 

2. Venstreorienteredes opfattelse af, at Taliban er det mindste af to onder efter 20 års amerikansk besættelser, og at Vesten derfor skal anerkende Taliban-styret.

 

3. Progressive og socialistiske feministers modstand mod både den amerikanske og vestlige imperialisme og mod Taliban, samt støtte til afghanske kvinders kamp mod religiøs fundamentalisme og imperialismen.

 

Liberale, der retfærdiggør de amerikanske imperialisters aftaler med Taliban

Mange liberale feminister, der støtter den amerikanske tilbagetrækning, erkender, at besættelsen var en korrupt operation, der førte død og lidelser med sig for tusindvis. De hævder imidlertid også, at præsident Biden ikke kunne forringe den aftale, Trump havde indgået med Taliban. Derved ignorerer de den kendsgerning, at Biden ikke var forpligtiget til at trække tropperne tilbage. Og de ser bort fra, at det var Obama, der indledte forhandlingerne med Taliban, da han anmodede Taliban om at åbne et diplomatisk kontor i Qatar i 2013 for derved at smidiggøre forhandlingerne bag ryggen på Washingtons marionetregering i Kabul.

 

Andre feminister argumenterer for, at den amerikanske regering skal bruge finansiering og international anerkendelse for at give Taliban incitamenter til at etablere den mest muligt inkluderende og moderate regering, og at selv en dybt mangelfuld regering i Kabul er bedre end ingen regering overhovedet.

 

Venstreorienterede, der opfordrer til anerkendelse eller engagement med Taliban

Der er amerikanske venstreintellektuelle, fx universitetsprofessor Nancy Lindisfarne og forfatteren Jonathan Neale, der hævder, at Taliban skal ses som et udtryk for det afghanske folks vilje, og understreger, at selvom Taliban er kvindehadere, og til dels også racistiske og sekteriske, så har de støtte i befolkningen på grund af den amerikanske besættelses brutalitet og korruption. Der anføres desuden, at Taliban har udført to ting over hele landet: De er ikke korrupte, og de har vilje til at regere til de fattiges fordel, samt at Taliban i dag slet ikke ligner Taliban fra 2001, men er blevet mere inkluderende, bekymrer sig for kvinder, at de er anti-imperialister, og at de ønsker fred.

 

Lindisfarne og Neale skelner mellem afghanske kvinder og feminister, og de hævder, at de fleste afghanske kvinder ikke er imod Taliban. Det er kun feministerne, der ikke vil acceptere Talibans magtovertagelse. Hvis vestlige progressive ønsker at hjælpe de afghanske feminister, så køb dem en flybillet, og giv dem ophold i Europa og Nordamerika.

 

De fleste på venstrefløjen deler ikke dette skammelige forsvar for Taliban, men der er dog mange, der ikke desto mindre opfatter Taliban som en folkelig antiimperialistisk styrke

 

Anand Gopals artikel The other Afghan Women fortæller om Shakiras tilværelse, fra hun var barn under Sovjets besættelse og til i dag, og viser, at når en del kvinder på landet siger, at de foretrækker Taleban frem for USA-indsatte marionetregeringer, så er det ikke, fordi de beundrer Taliban, men fordi de har oplevet de amerikanske bombardementer. Kvinderne på landet støtter kvinderettigheder for alle kvinder, og ikke kun for dem, der bor i byerne.

 

Gopal opfordrer imidlertid til at engagerer sig med Taliban, og argumenterer for en øjeblikkelig anerkendelse af Taliban-regeringen, men understreger også, at der er forskellige tendenser indenfor Taliban, og at det internationale samfund bliver nødt til at engagere sig med de mere pragmatiske tendenser, der vil kunne dæmme op for de mere hårdkogte talibanere.

 

Principfast feministisk solidaritet

For at formulere en principfast kollektiv holdning har en gruppe bestående af iranske kvinder i eksil udsendt en erklæring, hvor de skriver: “Vi fordømmer anerkendelsen af Taliban-regeringen af et hvilket som helst land, der hævder, at Taliban har forandret sig, og er blevet mere moderate. Vi står sammen med de afghanske kvinder mod Taliban, der efter at have generobret magten har gjort kvinder og piger til sexslaver for deres soldater.”

 

En koalition af indiske kvinder kom den 23. august med en opfordring til alle landets kvinder om at vise solidaritet med afghanske kvinder. De kræver, at “FN og verdenssamfundet må afstå fra at anerkende Taliban-regimet og i stedet støtte de krav, der rejses af det afghanske civilsamfund og kvindegrupper, om at enhver politisk forandring må ske gennem frie valg, og som et udtryk for der afghanske folks vilje, ikke gennem vold eller krig og militær intervention… det lovgivende arbejde skal bygge på landets forfatning og på, at det nationale parlament skal være den eneste lovgivende forsamling, samt at dannelsen af ikke-valgte organer, fx Talibans øverste teologiske råd og udøvelsen af enhver ikke-forfatningsmæssigt baseret magt, skal være ulovlig.”

 

Et internationalt tribunal skal etableres for at dømme om de krigsforbrydelser, der er begået af de vestlige styrker under besættelsen af Afghanistan.

 

FN’s Menneskerettighedsorganisation skal udsende en undersøgelsesmission, der skal identificere alle dem, der har begået overgreb og vold mod civile afghanere, og retsforfølge dem. Det gælder såvel de vestlige styrker som Taliban og andre bevæbnede grupper. Talibans ledere skal også stilles for en domstol for alle de overgreb, de i fortiden har begået mod kvinder og minoriteter.

 

FN’s generalsekretær, internationale menneskerettighedsorganisationer og verdenssamfundet må sikre, at afghanske kvinderettighedsgrupper er centrale i enhver forhandling for at sikre en retfærdig fred og en garanti for rettigheder til det afghanske folk.

 

Den indisk-amerikanske forsker og aktivist Deepa Kumar, forfatter til Islamopobia and the politics of Empire, advarer mod at ringeagte muslimerne. Hun opfordrer dem, der trækker paralleller mellem Taliban og det yderste højre, om at nuancere debatten. Hun understreger, at racisme og kvindehad er langt ældre end den islamiske fundamentalisme.

 

Mens Taliban er en reaktionær og tilbageskuende magt, så er det vigtigt at se nærmere på USA´s og de vestlige tropper rolle i Afghanistan. For deres svigt, når det gælder om at frigøre kvinder, er ikke så meget et produkt af den tilbagestående afghanske kultur, men snarere valget af allierede: nemlig de samme kvindeforagtende krigsherrer, der angreb kvinderettighederne i 90’erne.

 

Perspektiver for den socialistiske, internationale feministiske solidaritet

På baggrund af ovenstående, hvilke konklusioner kan socialistiske feministiske aktivister så drage om vores solidaritet med det afghanske folk og især med de afghanske kvinder?

 

Det er afgørende vigtigt ikke at adskille oppositionen mod den amerikanske imperialisme fra modstanden mod Taliban og solidariteten med de afghanske kvinder. Al tale om at legitimere Taliban som “det afghanske folks vilje” må afvises. Hvis vi legitimerer Taliban-regeringen, så forråder vi de afghanske kvinder, og så opmuntrer vi det yderste højre og kvindehadere kloden rundt, som fx dem, der vil fratage kvinder retten til at stemme, eller retten til abort, både i USA og i andre lande, hvor kvindefjendske partier og grupper er i fremmarch. I stedet skal vi give stemme til de afghanske kvinder, der kæmper imod Taliban.

 

Der skal lægges pres på regeringerne og på FN for at etablere humanitær hjælp til Afghanistan gennem troværdige bistandsorganisationer og ad uafhængige, ansvarlige kanaler. Donationer til RAWA, kan ske her: http://www.afghanwomensmission.org/2010/08/make-a-donation/

 

Den chilenske feminist og FN’s menneskerettighedskommissær, Michelle Bachelets indsats for at oprette et FN-kontor i Kabul, der skal overvåge menneskerettighederne, er et skridt fremad, men vi må ikke have nogen illusioner om FN. Bladt de 47 medlemmer af FN’s Menneskerettighedsråd, afstod 19 lande, bl.a. Rusland, Kina og Pakistan, fra at støtte Bachelets forslag. To måneder forinden blokerede Organisationen til Islamisk Samarbejde for Bachelets opfordring til at nedsætte en FN-undersøgelseskommission. Og det er tvivlsomt, om hun vil få støtte af FN’s Sikkerhedsråd, da ingen af dets permanente medlemmer, og især ikke USA og Rusland, vil støtte et tribunal, der ser på de krigsforbrydelser, der er begået i Afghanistan.

 

I stedet for at fokusere på at skabe en “feministisk udenrigspolitik” indenfor kapitalismens rammer, så skal socialistiske feminister udfordre den kapitalistiske logik, der fører til militarisme og krig. Det betyder anerkendelse af, at tilbagetrækningen fra Afghanistan ikke kan fejres som afslutningen på den amerikanske imperialisme. Trumps og Bidens iver efter at trække sig ud, skyldes ikke kun den fejlslagne operation, men at USA i stedet vil koncentrere sine styrker i Stillehavsområdet for at konfrontere Kina i en potentielt langt større og mere destruktiv krig for at kunne opnå en enerådig kapitalistisk verdensomspændende dominans.

 

Stående overfor denne ildevarslende realitet, kræver det, at socialistiske feminister udvikler et globalt perspektiv, der har blik for kvinders og minoriteters kampe og hjælper dem med at komme i kontakt med hinanden.

 

For eksempel har Iran, der ledes af et fundamentalistisk, kvindehadende præstestyre, som hjælper Taliban, også en kvindebevægelse, der kæmper for retten til familieplanlægning, mod voldtægt, kvindedrab og sharia-love. Den mest fremtrædende iranske feminist er menneskerettighedssadvokaten Nasrin Sotoudeh og børnerettighedsaktivisten Narges Mohammadi, der begge for nylig blevet arresteret. Begge er imod præstestyret og modstandere af dødsstraf.

 

Iranske kvinder rækker ud til afghanske kvinder og afholdt nylig en demonstration for at vise deres solidaritet – der endte med, at de fleste blev anholdt. Palæstinensiske kvinder kæmper både mod Israels kolonistyre og mod Selvstyrets og Hamas’ kvindeforagt – sidstnævnte gratulerede Taliban efter magtovertagelsen. Kvinder i Myanmar har deltaget i den folkelige opstand mod militærregimet og har rejst krav i takt med, at stedse flere kvinder fængsles af det brutale militærregime.

 

Alt dette sker under den dødelige corona-pandemi, der har slået flere millioner ihjel på grund af fattigdom, manglende sanitære forhold og mangel på værnemidler og sikre vacciner. Disse krav, der rejses kloden rundt, skal være en del af de krav, alle solidaritetsbevægelser må stille.

 

Et globalt socialistisk synspunkt er kravet om at støtte de afghanske flygtninge, og konfrontere racistiske kræfter i vore lande, der bruger flygtninge som syndebukke for de problemer, der skyldes kapitalismen og imperialismen. Endelig skal det fremhæves, at disse udfordringer ikke kan håndteres uden en ny form for international, socialistisk, feministisk organisation, som tilbyder et humanistisk alternativ til kapitalisme, racisme, sexisme, homofobi og fremmedgørelse. Det er i kampen mod dette, at vi må gentænke og yderligere udvikle socialistiske feministers bidrag til kampen.

 

7. november 2021

 

Frieda Afary er iransk-amerikansk bibliotekar og forfatter. Hun redigerer bloggen Iranian Progressives in Translation og er forfatter til en ny bog om socialistisk feminisme i det 21. århundrede.

 

Oversat og bearbejdet fra New Politics af Arne Lund