I 1979 modsatte iranerne sig shahens diktatoriske regime og gjorde en ende på mere end 2.500 års monarki. Fronten mod shahen var en bred koalition af revolutionære marxister, nationalister, religiøse og det stærke borgerskab, bazari’erne. Blandt disse var vidt forskellige årsager til modstanden mod shahen. Nogle var forargede over uligheden mellem en lille økonomisk stærk elite og resten af befolkningen, mens andre var dybt utilfredse med den vestlige kulturelle indflydelse i landet, på bekostning af religionen. Politisk frihed og repræsentation var fraværende. Ja, politiske modstandere blev decideret forfulgt, fængslet og tortureret. I slutningen af 1978 begyndte optøjerne at tage fart, og det kulminerede i starten af 1979 med, at shahen flygtede, og Ayatollah Khomeini vendte hjem fra flere årtiers eksil.
Lige så enige i hadet til shahen, lige så uenige var de forskellige politiske grupper med hinanden efter revolutionen. Hvilken retning skulle landet tage? Skulle det opbygge et socialistisk demokrati? Skulle landet bygge et islamisk styre, med en åndelig leder (Vali-ye Faqih) – noget som Ayatollah Khomeini tidligere havde advokeret for i sin berygtede bog ”Islamic Government: Government of the Jurist” (Vali-ye Faqih: Hokoumat-e Eslami)? Her er tanken, at man skal have en religiøs åndelig leder, som skal guide og vejlede lovgiverne, så de følger den islamiske lov, sharia.
Der blev hurtigt lavet en folkeafstemning om, hvorvidt landet skulle have en Islamisk Republik, altså et JA-NEJ-valg. Med et stort flertal blev den islamiske republik valgt, og derfra begyndte den politiske undertrykkelse af modstandere og anderledes tænkende dissidenter.
Noget af det første lovgivning, der blevet lavet efter revolutionen, var tvungen hijab i det offentlige. Alle unge piger og kvinder skulle fremover tildække håret og tage løst tøj på. Modsatte man sig dette, ville det medføre bøde og fængsling. Loven medførte kæmpe protester, og titusindvis piger og kvinder tog på gaden og demonstrerede mod loven. Demonstrationerne blev mødt af en uhørt brutalitet fra regimets side – noget som gør sig gældende helt frem til denne dag.
Fraværet fra de venstreorienterede i kvindekampen i begyndelsen af revolutionen har været noget, som knuste en masse opbygget legitimitet og må siges at have været et fejlskøn. Derfor er det også så meget vigtigere for venstrefløjen i Iran og internationalt at støtte op om denne kamp for kvindernes frihed. Kvindekampen er klassekamp, og kvinderne har siden den kaprede revolution i 1979 været en undertrykt underklasse.
Nye vinde blæser i Iran
Iran har flere gange været vidne til massive optøjer og uroligheder. Efter Ahmadinejads stjålne valgsejr i 2009 gik flere hundredtusinder på gaden for at vise deres utilfredshed med valgresultatet. Det særlige i 2009 var, at flertallet af demonstranterne var unge middelklasseborgere fra storbyerne. Demonstrationerne var altså ikke landsdækkende. Regimets kernestøtter er ofte ældre mennesker og folk fra landet. I 2019 så Iran massive uroligheder netop ude i de ellers normalt regimetro landsbyer. Den økonomiske situation, som følge af udenlandske sanktioner og en inkompetent, korrupt elite, var blevet så problematisk for almindelige borgere, at det medførte store optøjer rundt omkring i Iran. Regimet svarede tilbage på den måde, den bedst kender, nemlig ved at besvare ord med kugler. Ifølge Reuters blev mere end 1.500 mennesker dræbt.
Det, der kendetegnede urolighederne, var, at de var opdelt rent geografisk og klassemæssigt. I 2019 så man ikke de samme vilde optøjer i de store byer, som man så i de små byer i Udkants-Iran. På samme måde, så man ikke samme grad af utilfredshed i 2009 i de små byer, som man gjorde i de store.
Dette har ændret sig denne gang. Denne gang kan man ikke sige, at det kun er storbymennesker eller universitetsuddannede, der demonstrerer. Vi ser optøjer i Teheran, Sanandaj, Ghaemshahr, Mashhad, Shiraz, Marivan, Rasht, Zahedan, Karaj og mange andre byer i nord, syd, øst og vest. Og demonstrationerne bliver ved. Selvom regimet slår, skyder, fængsler og torturerer. Vi ser unge og gamle. Ja, sågar børn i folkeskolen råber slagsange mod regimet og tager tørklædet af. Vi har i den forgangne uge set bazaren og butiksejerne strejke, som symbol for solidaritet med demonstranterne. Store offentlige personligheder, som tidligere legendariske landsholdsspillere Ali Karimi, Ali Daei og Mehdi Mahdavikia, har været ude med meget skarpe udmeldinger på de sociale medier mod regimet. Ali Karimi, som pt. opholder sig i Dubai, er blevet sigtet in absentia, Ali Daeis pas er blevet inddraget, og Mehdi Mahdavikia, som var U-21 landsholdstræner har trukket sig. Tidligere har offentlige personligheder ikke på samme måde været synlige og så skarpe i deres kritik af regimets korruption og brutalitet.
Men det er ikke kun samlingen af de forskellige grupper, som er ny i denne omgang. Det er også de slagord, der bliver sunget. Kravene har ændret sig. Før var kravene eksempelvis mere ytringsfrihed på universiteterne, mere politisk frihed, bedre økonomistyring og hjælp til de fattige. Nu er kravet: Præstestyrets fald. En slagsang, som går igen og igen ved demonstrationerne, er: Toop, Tank, Feshfeshe, Akhund bayad gom beshe – kanoner, tanks og stjernerkastere, præster skal forsvinde. Altså, ligegyldigt hvor meget regimet prøver at bekæmpe demonstranterne, så er endemålet præstestyrets undergang.
Hver evig eneste gang, der har været uroligheder i Iran de sidste 43 år, så har vestlige eksperter og eksil-iranere været hurtige til at sige, at nu ser vi en ny revolution i Iran. Selvom man kan sympatisere med ønsket om dette, så har der ikke på noget tidspunkt været de samme gunstige forhold for, at dette kan lade sig gøre. Man har en undertrykt befolkningsgruppe, som udgør ca. halvdelen af befolkningen, nemlig kvinderne. Læg dertil, at man har en veluddannet befolkning, som følger med i, hvordan de fremskridt, man ser i Vesten, udebliver i Iran.
Samtidig har man en befolkning, som er ofre for en nådesløs sanktionering fra USA og EU, hvilket har medført, at lidt over halvdelen af den iranske befolkning lever under fattigdomsgrænsen. Vi har set kurdere, persere, azerier og baloucher på gaden. Denne bølge af optøjer tilhører ikke én befolkningsgruppe. Optøjerne startede som reaktion på et overgreb mod en pige, som synliggjorde den kønsbaserede undertrykkelse, men det har forenet den iranske befolkning mod præstestyret. Som en flok hijabløse skolepiger råber i en video fra et klasseværelse: Hvis vi ikke er står sammen som én, så forsvinder vi én efter én (Ageh ba ham yeki nashim, yeki yeki tamum mishim).
Hvor ender det?
Det er stadig for tidligt at skrive den islamiske republiks nekrolog, men eftersom repressionen af de forskellige grupper i befolkningen har medført en solidaritet og fællesskabsfølelse, som man ikke tidligere har set, så må man sige, at dét, vi er vidne til nu, det er en begyndelse på en revolution. Det vigtige er her, at vi som venstrefløj og internationalister støtter op om iranernes kamp for frihed og retfærdighed. Vi skal vise, at vi tager kvindekampen i Iran seriøst, og vi skal forsøge at forbinde kvindekampen med klassekampen. Vi skal passe på med at puste til sekteriske konflikter, så som etniske kampe, da dette kan medføre, at man pacificerer en stor del af proletariatet i Iran, som ikke ønsker, at en revolution mod regimet skal ende, som borgerkrigen endte i Syrien. I stedet for at dele os op i geografi, etnicitet og køn, så skal vi gøre som iranerne gør nu: kæmpe side om side og forene os – for fælles er vi stærkest.
Lad os håbe at regimet bliver væltet, og Iran endeligt får det frie demokrati, som man håbede på i 1979, og som netop nu lige akkurat er indenfor rækkevidde. Som slagsangen ved den seneste tids demonstrationer siger: Lad vær med at kalde det optøjer, dette er blevet begyndelsen på revolutionen (Nagou eteraaz, esmesh shode enghelab)
8. oktober 2022
