Omfattende demonstrationer fandt for nylig sted i det nordvestlige Syrien, både i områder kontrolleret af jihadist-gruppen Hay’at Tahrir Sham (HTS) og af den tyrkiske hær. Det skete efter en udtalelse fra den tyrkiske udenrigsminister Mevlut Cavusoglu, der opfordrede til en forsoning mellem den syriske regering og oppositionen.

 

De syriske demonstranters slogan var “ingen forsoning med slagteren”. To blev tilbageholdt og udleveret til de tyrkiske myndigheder for at afbrænde det tyrkiske flag.

 

Såvel den vigtigste syriske opposition, som er anerkendt internationalt og regionalt, som bevæbnede oppositionsgrupper fra nordvest har forsvaret Tyrkiets politik og fordømt alle angreb på tyrkiske symboler, herunder på dets flag.

 

Denne holdning, som afspejler en mere generel reaktionær politik hos oppositionsgrupper, har bidraget til et nederlag for det syriske oprør, mens den tyrkiske AKP-regering kæmper for at forblive ved magten.

 

Tyrkiske interesser frem for alt
Den Syriske Nationale Armé (SNA), der agerer som bevæbnet stedfortræder for Ankara i Syrien og har flere krænkelser af menneskerettigheder på samvittigheden, Den Nationale Koalition for Syrisk Revolution og Oppositionsstyrker (Etilaf) og Det Midlertidige Syriske Regerings forsvarsministerium hilste Tyrkiets støtte velkommen og kaldte dem, der brændte det tyrkiske flag af, for “fordomsfulde og uvidende personer, som ikke repræsenterer revolutionens værdier”.

 

Lad der ikke være nogen illusioner om Ankaras politik; den har konstant tjent Tyrkiets politiske interesser, som er de modsatte af det syriske oprørs.

 

Disse udtalelser viser den fortsatte afhængighed af den tyrkiske regering og understreger, at oppositionens eksistens er mere forbundet til tyrkiske interesser end til det syriske folk. SNA og bevæbnede oppositionsgrupper har allerede deltaget i adskillige tyrkiske militære interventioner, især mod områder kontrolleret af den Autonome Administration af Nord- og Østsyrien (AANES), som er domineret af det Demokratiske Unionsparti (PYD), af Ankara stemplet som en terror-organisation.

 

SNA har også assisteret med den tyrkiske besættelse af erobrede landområder, mens syriske oppositionsgrupper har støttet aktionerne. Det omfatter invasionen og besættelsen af Afrin-regionen siden begyndelsen af 2018, hvilket førte til massive krænkelser af menneskerettighederne og tvangsflytning af omkring 137.000 indbyggere, primært af kurdisk oprindelse.

 

Under Ankaras kommando har den eksilerede opposition og bevæbnede oppositionsgrupper retfærdiggjort deres indblanding ved at hævde, at kurderne var allierede med det syriske regime, og at det var vigtigt at holde Syrien samlet mod separatist grupper som PKK/PYD. Der kom i denne periode videoer frem, der viste syriske krigere bruge racistisk og hadefuld sprogbrug overfor kurderne, og slogans til fordel for Saddam Hussein og Erdogan.

 

I Afrin er både almindelige hjem, landbrug og butikker konstant udsat for plyndringer fra de samme bevæbnede oppositionsgrupper.

 

I de seneste måneder har Erdogan øget sine trusler om en ny militær invasion i det nordlige Syrien, i byerne Tel Rifaat og Mansijsk – Aleppo-provinsen, kontrolleret af de Syriske Demokratiske Styrker – oppositionsgrupper har også erklæret sig parate til at deltage.

 

Erdogans strategi
Reelt afspejler handllingerne fra disse oppositionsgrupper, at de i lang tid har været ude af stand til at formulere et troværdigt, demokratisk og inkluderende alternativ, eller til at agere som repræsentanter for protestbevægelsens oprindelige mål.

 

Ankara har desuden ingen hensigter om at udfordre det syriske regime. Erdogans udtalelse den 19. august afspejler dette. Han slår fast, at “Ankara ligger ikke på lur efter Syrien, og Syriens territoriale integritet er vigtig for Tyrkiet”, og slår samtidig fast, at deres “primære formål er kampen mod terrorisme i det nordlige Syrien”. Med andre ord, Erdogan har ikke behov for at gå imod, for slet ikke at tale om at true, det syriske regime.

 

Få dage senere fastslog udenrigsminisiter Mevlut Cavusoglu, at “Tyrkiet har ingen forhåndsbetingelser for dialog med Syrien, men alle samtaler bør fokusere på sikkerhed ved deres grænse”.

 

Ankaras vej mod en normalisering af forholdet til Damaskus er motiveret af to hovedmål. For det første søger Erdogan at samle stemmer inden præsidentvalget i 2023, tydeligvis ved at fremskynde den tvungne tilbagevenden af syriske flygtninge.

 

Gennem de sidste par år har der været tegn på en stigning i racistiske og fremmedhadske angreb på syrere i Tyrkiet. Tusinder af syrere er allerede blevet deporteret, mens Erdogan i maj annoncerede, at regeringen arbejdede på at tilbagesende en million syriske flygtninge til områder under tyrkisk sikkerhedskontrol det nordlige Syrien.

 

Den tyrkiske entusiasme med hensyn til at tiltrække udefrakommende investeringer i områder, de kontrollerer i det nordvestlige Syrien, tjener også dette formål. Ovenikøbet har Disaster and Emergency Authority (AFAD), såvel som IHH, Humanitarian Relief Foundation, spillet en nøglerolle i at støtte konsolideringen af tyrkisk kontrol og besættelse af syrisk territorium, for slet ikke at tale om at sørge for at stå til tjeneste for SNA’s krigere.

 

For det andet håber Erdogan at underminere de kurdiske forhåbninger om selvstyre i Syrien gennem militære interventioner, mens han samtidig fortsætter undertrykkelsen på hjemmebane. Hans seneste udtalelser om, at “det er nødvendigt at føre det til ende, som er påbegyndt”, refererer til en udvidelse af den 30 kilometers “sikkerhedszone”, som gang på gang er erobret af den tyrkiske hær og dens syriske støtter i 2016, 2018 og 2019.

 

I denne sammenhæng giver Ankaras nationalistiske undertoner og truslen om en ny militær operation i Syrien mulighed for, at landet placerer sig som en samlende leder og at genoplive vælgerskarens nationalistiske følelser. Et kort, der allerede er blevet spillet tidligere, især gennem tidligere militære interventioner i det nordlige Syrien.

 

Selvom det er vigtigt altid at holde fast i, at den voldelige knusning af det syriske oprør skal tilskrives det syriske regime og dets allierede - Rusland og Iran - så står oppositionen også med ansvaret for mange af sine egne fejl. På samme måde bør der ikke herske tvivl om Ankaras politik; den har til enhver tid tjent Tyrkiets politiske interesser, som ikke falder sammen med dem, der lå i det syriske oprør.

 

26. august 2022

Oversat fra europe-solidaire af Anne Haarløv