Billedtekst: USA har aldrig haft et arbejderparti, der har kunnet gøre sig gældende ved valgene. Tættest på kom Eugene V. Debs fra Socialistisk Parti i 1912. Han fik 6 % af stemmerne.
Kan venstrefløjen tilbyde de uafhængige et politisk alternativ? Det spørgsmål var på dagsordenen i sidste uge på en konference på Rutgers Univercity Labor Center i New Jersey. Konferencen blev afholdt i anledning af 100-året for Tony Mazzocchi.
Mazzocchi var formand for fagforbundet for ansatte i olie-, kemikalie- og atomindustrien og en central person i kampen for arbejdsmiljø i 1960’erne og 1970’erne. Han var også en ledende kraft i forsøget på at danne et arbejderparti i USA i 1996. Faglige ledere, som var med i dette arbejde, deltog i en paneldebat for at mindes og hylde Tonys indsats for at skabe et forum, hvor man kunne diskutere forskellige strategier for at føre en valgkamp, hvor arbejderklassens interesser blev forsvaret.
Der har aldrig været et arbejderparti, et socialistisk parti eller et kommunistisk parti, der for alvor kunne gøre sig gældende i kampen om politisk indflydelse i USA. Højdepunktet blev nået af Socialistisk Parti, da Eugene V. Debs i 1912 som partiets præsidentkandidat fik næsten én million stemmer, der udgjorde 6 procent af alle de afgivne stemmer. Kommunistpartiets bedste valg var i 1932, da William Z. Foster fik 103.307 stemmer, svarende til 0,3 procent af de afgivne stemmer. Arbejderpartiet, som Mazzocchi var med til at grundlægge, blev støttet af en lang række fagforbund på nationalt, regionalt og lokalt plan. Men partiets ledelse afstod fra at opstille kandidater over for Demokraterne i nationale valg, og partiet opstillede aldrig en præsidentkandidat, af frygt for, at et venstreorienteret parti ville svække Demokraterne og hjælpe Republikanerne. Partiet svandt ind, da Mazzocchi døde i 2002, og det blev opløst i 2007.
For aktivister fra fagforeningerne og de venstreorienterede organisationer står valget nu som før mellem to strategier: Democratic Socialists of America (DSA), der med sine 100.000 medlemmer er den største socialistiske gruppering i landet, afstår fra at danne et uafhængigt parti og støtter i stedet kandidater fra Demokraterne som f.eks. Alexandria Ocasio-Cortez og New Yorks borgmester, Zohran Mamdani.
Jenny Brown fra Labor Notes var på konferencen fortaler for dette synspunkt og opfattede kandidaterne fra DSA som aktivister, der stiller op som socialister.
Working Families Party stiller selv op, men de støtter også Demokraterne. Les Leopold fra Arbejder Centret og en af Mazzocchis nære medarbejdere, fremhævede på konferencen betydningen af, at medlemmerne blev skolet til at få utilfredse vælgere fra begge de to store partier til at være med på ideen om et arbejderparti.
The Green Party, der har et økosocialistisk program, har vundet nogle gange på lokalt plan, men deres præsidentkandidater har aldrig fået mere end 0,7 procent af stemmerne. Hverken DSA, WFP eller det yderste venstre regner dem for noget, som de skal tage hensyn til.
Langt fra de progressive kyststater, i den republikanske stat Nebraska, stiller Dan Osborn op til Senatet som uafhængig. Han er maskinarbejder, tidligere formand for sit fagforbund og leder af en vigtig strejke sidste år, og han har en chance for at vinde. I kapløbet om statens andenplads i Senatet besluttede Demokraterne at støtte ham økonomisk, og han fik 47 procent af stemmerne. Bernie Sanders, demokratisk socialist og politisk uafhængig, roste Osborn for hans valgkamp, der var baseret på arbejderklassen. Osborn har kaldt Senatet ”en klub for millionærer, der arbejder for milliardærer”. Han håber selvfølgelig, at han kan bryde ind i klubben og lave om på tingene.
Man kan sige, at Osborn er ene mand om at afprøve Labor Party-ideen, for så vidt som én person kan udgøre et parti. Spørgsmålet er, om venstrefløjen i sin søgen efter en strategi, kan forbinde sig med kandidater fra arbejderklassen som Osborn, hvis der er flere af dem? Er det der, vores fremtid ligger?
8. juni 2026
Artiklen er oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen
