Lederskabet i Standing Together: Rula Daood and Alon-Lee Green. “At komme med i bevægelsen var en livsforandrende rejse for mig, " siger Daood. Foto: Tomer Appelbaum
’Du er ikke alene’, sagde den jødiske kvinde til den arabiske kvinde. De to israelere, der mødtes for første gang, omfavnede hinanden med tårer i øjnene. Scenen udspilledes i den arabiske kvinde, Isra Abou Laban Oudis beskedne lejlighed i Lod. Hun er enlig mor, og hendes 3-årige søn, Tareq, løb glad omkring blandt de 14 fremmede, jøder og arabere, der var gæster i hans hjem.
Fra begyndelsen af året, sagde Oudi, havde hendes søn, der kun taler arabisk, gået i en hebræisk-sproget førskole-klasse. Efter 7.oktober, da børnene vendte tilbage til skolen, var også Tareq glad for at se sine venner igen efter det, der var blevet en pause på to uger. Men da hans lærer hørte ham tale arabisk, havde hun slået ham og sagt, at han ikke måtte bruge ’det dér sprog’.
Oudi indsendte en klage til politiet, der stadig er under behandling, men Tareq har ikke været i skole siden. Læreren, der benægter at have slået Tareq, og siger, at hun kun skældte ham ud, har også klaget, og hævder, at Oudis anklage er usand. Hun har været på arbejde under hele forløbet.
Hele situationen lod Oudi tilbage med en følelse af at være hjælpeløs og helt alene. Det varede ved, indtil solidaritetsmødet, der fandt sted i hendes hjem, hvor medlemmer af Standing Together - en arabisk-jødisk social bevægelse, der vil bane vej for et egalitært samfund i Israel igennem forenet græsrodsaktivitet - gav udtryk for deres støtte.
Tre dage efter dette besøg var Oudi og hendes mindreårige søn med til et arrangement, der fandt sted i nabobyen Ramle, der som Lod har en blandet befolkning. Dér, i en festsal, der ikke havde nogen fester at være vært for, arbejdede arabere og jøder sammen om at lave pakker med fødevarer til jødiske, muslimske og kristne familier, hvis kilder til livets ophold var næsten udtørret på grund af krigen.
Det var ikke tilfældigt, at Oudi og hendes søn var med i Standing Togethers aktiviteter. Disse aktiviteter indgår i den ’genopretningsplan’, som bevægelsen anbefaler til dem, der er blevet krænket af racisme: at omforme krænkelsen til konstruktiv aktivitet. ’Det giver folk styrken til at udmønte krænkelsen i fælles aktivitet, genetablere følelsen af kontrol, og også give os nye og meget motiverede medlemmer’, forklarer Omri Goren, 24, der fører tilsyn med bevægelsens aktiviteter i Ramle-Lod-området, og også står i spidsen for dets afdeling af studerende.
Efter at de frivillige var blevet færdige med at pakke alle fødevarerne, og lige før de blev sendt afsted til adresser i hele byen, samledes de 30 frivillige i en rundkreds. Goren bad dem præsentere sig og beskrive, hvordan deres følelser var i denne højspændte periode.
Der var en mand, en araber, der fortalte, at hans kone var bange for, hvad krigen kunne komme til at betyde for Israels arabiske borgere, og som var taget til udlandet med et af deres børn, mens et andet, en søn, der var elektroingeniør, var blevet fyret fra sit job på grund af ’situationen’. En jødisk mand, der sad ved siden af ham, sagde, at han for tre årtier siden havde været ejer af en butik i Ramle, hvor jøder, kristne og muslimer handlede, og at han havde varme, nære relationer til dem alle. ’Vi er som brødre’, sagde han. ’Der er respekt og ægte kærlighed. Jeg er stolt af at være en borger i Ramle, der har venner i Ramle’.
En jødisk kvinde fortalte de andre, at hendes niece blev dræbt 7. oktober, og at hun var bange for deres fælles fremtid i Israel. ’Og det er derfor, jeg er her’.
Selv om det sikkert vil komme bag på mange - dog ikke for bevægelsens ledere - så har Standing Togethers budskab om solidaritet og visionen om en fælles fremtid været i konstant opdrift, siden krigen begyndte. Dem, der troede, at en stigning i gensidig mistillid mellem arabere og jøder får det israelske samfunds skrøbelige struktur til at gå i opløsning, er velkommen til at deltage i bevægelsens aktiviteter, og opdage, at de tager fejl.
Standing Together, der blev grundlagt i 2015, og går ind for værdier som lighed, fred, social retfærdighed og socialisme (og under normale omstændigheder er involveret i spørgsmål vedrørende miljø, uddannelse og sociale forhold), har lige nu momentum. Antallet af medlemmer vokser dag for dag. Den lilla farve forbundet med bevægelsen, og den nyskabte parole, ’Sammen kommer vi igennem det’, ser vi flere og flere steder både i den virkelige verden og online. De fleste af de nye tilhængere er unge, arabere og jøder. Siden 7. oktober er arabisk-jødiske grupper - kaldet ’solidaritetsvagter’ - blevet oprettet over hele landet, og slutter sig til de otte afdelinger, der allerede er i gang. Der er også blevet dannet 11 afdelinger af studerende, ud over dem, der allerede eksisterede.
Det er ikke en ligegyldig ting at være medlem af bevægelsen, da der skal betales et månedligt kontingent. Kontingentets størrelse afhænger af, hvad den enkelte kan betale, med 5 shekel (ca. 4 dollar) som minimum. Lige nu er der mere end 5000, der betaler kontingent, og 2000 andre møder op til bevægelsens arrangementer, uden at være medlem endnu.
Kontingenterne udgør halvdelen af Standing Togethers budget, og de resterende 50 pct kommer fra private fonde, små og familiebaserede, eller større, velkendte velgørende foretagender som f.eks. New Israel Fund. Det er en principsag, at Standing Together for at bevare sin handlefrihed og den idé, at det er en borgerbevægelse, ikke tager imod penge fra udenlandske regeringer.
Tamar Asadi er en af dem, der sluttede sig til bevægelsen lige efter 7. oktober. Asadi, 28, er fra landsbyen Deir al-Asad, i den nordlige del af landet. Hun er lærer for en 12. klasse på et jødisk gymnasium i området, og har været det i de seneste seks år. Hun siger, at også hun har været ’meget bekymret’, siden krigen begyndte. ’Jeg kender også nogle i grænseområderne til Gaza, og jeg var stærkt optaget af, hvad der ville ske’, siger hun.
’På de sociale medier’, fortsætter hun, ’var alt, hvad der blev skrevet, dystert og skræmmende, og pludselig så jeg et lilla indlæg, på både hebræisk og arabisk, der handlede om noget med medlemskab. Jeg følte det, som om nogen af nåde havde kastet en redningskrans ud til mig. Jeg skrev til dem, der stod bag indlægget, det viste sig at være Standing Together, og spurgte, om de havde en afdeling i Deir al-Asad.
’De svarede, at det havde de ikke, så jeg besluttede selv at tage initiativet og organiserede en solidaritetsgarde for arabiske og jødiske lokalsamfund i Galilæa. I løbet af få timer fik vi 350 nye medlemmer. Vi holdt vores første møde på zoom, og stemningen var så god, at vi besluttede at fortsætte med et fysisk møde’.
Asadi fortsætter: ’Vi inviterede alle til kulturcenteret i Deir al-Asad. En af dem, der kom, fra Kibbutz Tuval i nærheden, undskyldte, at han måtte gå før, fordi han skulle på vagt i kibbutzen ’for at beskytte os mod jer’, sagde han, og det fik os jo til at le. Jeg kan ikke lade være med at nævne den bemærkning ved forskellige lejligheder, og jeg forstod, hvor vigtigt det, vi laver i Standing Together, er’.
’Siden den gang, har min aktivitet bare taget mere og mere fart. Vi besøgte lægehold med både arabere og jøder på sundhedscentre, vi tog på solidaritetsbesøg hos Mayal Sigal-Koren, der har fem slægtninge, der blev bortført fra Kibbutz Nir Yitzhak, hvoraf to stadigvæk er tilbageholdt i Gaza. Jeg inviterede venner til et møde, hvor jeg bor, hvad der berørte mig dybt, og meget mere’.
’Standing Together giver mig et sted at være, hvor jeg kan være den, jeg er’, forklarer hun, ’med det håb, som jeg har ledt efter så længe. Min aktivitet rummer også et budskab til mine elever. De ser en israelsk lærer, en arabisk kvinde, en muslim, en palæstinenser, der på den ene side identificerer sig med Israel, men ikke skammer sig over sin arabiske identitet. Forandringen må komme fra den brede befolkning. Vores generation er i vildrede med sin identitet, og er trist og bange, men det arabiske samfund fremtræder på samme tid med solidaritet, værdighed og empati - ikke kun på grund af frygt, men især på grund af en fælles skæbne’.
Sigal-Koren, en beboer i Kibbutz Pelekh i Misgav-regionen, beskriver det solidaritetsbesøg, som bevægelsen aflagde hos hende, som ’det stærkeste og mest lovende, hun havde oplevet, siden det hele begyndte. Det var et møde, der berørte mig mere end noget andet i denne periode’, sagde hun.
Standing Together aktivisterne spurgte Sigal-Koren, hvordan de kunne hjælpe hendes og andre familier til de tilfangetagne, og pludselig slog det hende, at kampagnen, der havde været ført online og med plakater og skilte, og som krævede dem frigivet, også skulle oversættes til arabisk. Det var hurtigt gjort med hjælp fra medlemmer af solidaritetsgarden. Sigal-Koren blev efterfølgende inviteret til at fortælle sin historie på et Standing Together-møde i den arabiske by Nahaf. I sin tale foran en tilhørerskare på 300 arabere og jøder, krævede hun, at hendes onkel, Fernando Marman, og Louis Har, hendes mors samlever, kunne vende tilbage fra Gaza. Hendes mor, Clara, var blevet frigivet 28. november.
Siden den grusomme lørdag har bevægelsen gennemført mere end hundrede aktiviteter, herunder fælles konferencer for arabere og jøder på hebræisk og arabisk i Tamra, Nazareth, Abu Ghosh, Lod, Jerusalem, Be’er Sheva, Tel Aviv og andre steder De har besøgt hospitaler med sårede soldater og talt med jødiske og arabiske lægehold, gjort rent i beskyttelsesrum, sendt pakker med fødevarer og andre ting til familier, der havde mistet deres udkomme, holdt øje med tilfælde af racistisk vold i Israel, og foretaget solidaritetsbesøg som det i Oudis hjem.
En af deres vigtige aktiviteter er at etablere en nødhjælps-hotline, der tilbyder hjælp til enhver, der er blevet krænket af racisme eller har brug for fysisk ledsagelse for at komme på arbejde, til læge - eller på politistationen for at indgive en klage over racisme. Den hotline, som man kan komme på syv dage om ugen, har fået hundreder af opringninger fra folk, hvis tilfælde befinder sig på forskellige stadier af behandling.
Denne hotline betjenes af 90 frivillige, siger Odem Rotem, deres koordinator. Der er mange flere, der godt vil være med, men bevægelsen har sat inddragelsen af nye frivillige på pause, da den ikke kan holde trit med oplæringen af dem.
***
Ca. 700 dukkede op på Standing Togethers konference, der blev holdt i Haifa den 4. november. Hvad der ikke er usædvanligt på disse kanter, fandt den først sted, efter at der var fundet et alternativ til den oprindelige adresse, som de blev tvunget til at forlade efter pres fra højreekstremister. På konferencen talte Sally Abed, der leder bevægelsens ressource-udviklingsteam, om sin mor, der arbejder for det nordlige distrikt af National Insurance Institute, der beskæftiger sig med sociale velfærdsbehov hos efterladte ved dødsfald og familierne til Gaza-gidslerne. Hun fortalte om, hvordan hendes mor efter en hård dag med følelsesmæssigt opslidende arbejde, går ind på en arabisk nyhedskanal og ser, hvad der er blevet begået imod hendes familie i Gaza-striben.
’Det er blevet sagt til os, at vi skal vælge side’, sagde Abed. ’Men det valg fornægter uundgåeligt menneskeligheden på den anden side. Jeg vil ikke frarøves min menneskelighed. Der er ingen, der skal tage fra mig, at jeg er israeler’, sagde hun, til tilhørernes bifald. Efter mødet kom der en ældre jødisk mand, med en kippa, hen til hende, med tårer i øjnene, han omfavnede hende og sagde: ’Tak, det er første gang efter 7. oktober, at jeg har kunnet trække vejret helt igennem. Du gjorde det muligt for mig at kunne føle smerte for den anden side, og føle mig som et rigtigt menneske igen’.
Noget tilsvarende, lige så bevægende, kunne man blive vidne til på et møde i Tira, en arabisk by i det centrale Israel, to uger senere. Ved denne lejlighed lyttede 120 arabere og jøder opmærksomt på Ahmad Tibi, medlem af Knesset for Hadash-Ta’al, professor Dani File fra instituttet for politisk videnskab på Ben-Gurion-universitetet m.fl. Bagefter gik deltagerne i mindre grupper, der gav dem mulighed for at dele og bearbejde deres følelser og frygt. Mange sagde, at aftenen havde givet dem en fornemmelse af håb. Under et langt interview med dem på Standing Togethers kontor i Tel Aviv, hvis vægge var malet lilla, bad jeg den jødiske meddirektør, Alon-Lee Green, 35, og hans arabiske kollega, Rula Daood, 38, om at forsøge at analysere, hvad dette håb udsprang af.
’Efter min opfattelse, så er nøglen til at forstå, at håbet ligger i partnerskabet’, sagde Daood. ’For nogle er vores aktivitet det første møde med ’de andre’, siden krigen begyndte. De følte vrede og forvirring, og vi har gjort det muligt kun at tale om smerte, uden at det bliver viklet ind i had og nationalisme eller politiske argumenter. Det er befriende. Når man ser en arabisk kvinde græde sammen med dig over de samme ting, så skaber det håb om, at vi sammen kan komme igennem det her’.
Green: ’I begyndelsen af krigen var det fremherskende her frygt og ensomhed. Vores aktivitet gør det muligt at møde dem, der har ordet ’fjenden’ klistret på ryggen, og så hører du fra dem, at de også er bange, triste og ensomme. Det er en anerkendelse for de jøder, der ikke ønsker at være bange for arabere, men ikke desto mindre er bange - og der er ingen grund til at pynte på tingene: 7. oktober og dagene, der fulgte, var virkelig uhyggelige. Jeg tror, at det er en del af, hvad der giver håb: Jeg var bange, og nu er jeg mindre bange. Vi siger ikke til folk, ’Racisme er grimt’, vi demonterer racismen ved hjælp af fælles kamp for de interesser og oplevelser, som vi deler i dette land’.
’Og’, tilføjer Daood, ’vi har så meget til fælles. Det er der mange, der har en tendens til at glemme, men vi er altid glade for at minde dem om det’.
Senere tilføjede Abed, som vi mødte på bevægelsens kontor i Haifa - og som deler den lilla farve med hovedkvarteret i Tel Aviv - sin forklaring vedrørende håb. ’Vi prædiker ikke for nogen’, siger hun. ’Vi styrker bare den menneskelige oplevelse, og det giver åbenbart håb’.
’Moral er en anden nøgle til at forstå, hvorfor Standing Together er inde på noget af det rigtige. Det bagvedliggende koncept er ’etisk dissonans’. Ifølge socialpsykologen Shahar Ayal, professor ved Reichmann-universitetet, refererer termen til inkonsistens mellem en persons umoralske opførsel og behovet for at bevare et moralsk selvbillede. For at formindske den etiske dissonans, hiver folk en mangfoldighed af retfærdiggørelser frem for deres regerings eller hærs opførsel, eller for deres egen. For eksempel en mekanisme, hvor man lægger dobbelt afstand. De dømmer andre strengt, men opfatter sig selv som mere moralsk eller etisk bevidste’.
Denne form for dissonans ligger til grund for det fremherskende krav i disse tider om at vælge side. For at redde sig ud af den moralske spiral er det ’forbudt’ for israelere at vise medlidenhed med dem i Gaza, og det er ’forbudt’ for palæstinensere at vise medlidenhed med israelere. For at kunne blive ved med at opfatte sig som moralske individer siger mange israelere til sig selv, at reelt lider Gazas børn under at være Hamas-tilhængere. På den palæstinensiske side siger mange til sig selv, at 7. oktober-massakren er en israelsk fiktion. Standing Together foreslår en tredje vej, der gør den etiske dissonans overflødig. Du kan føle smerte for begge, du behøver ikke at vælge side.
’Det er i orden at se på en dreng som en dreng, en familie som en familie, det er lige meget, hvor de kommer fra’, siger Green. ’Vi siger også dette til den vanvittige venstrefløj i USA - glem ikke, at Hamas eksisterer, og at der var en gruopvækkende massakre - og til højrefløjen i Israel, hvis fortalere træder frem på TV og siger chokerende ting om børn, hvis eneste ’fejl’ var, at de tilfældigvis var blevet født i Gaza. Det er meget svært at finde et sted, hvor man kan holde fast i begge disse ting, men det er nødvendigt’.
Der har være meget kritik af, hvad I har gjort. En højreekstremist sagde, at I er naive, en kvinde fra den centrale del af landet sagde til mig, at det hele ikke kunne fungere på basis af et arabisk-jødisk partnerskab, og en på venstrefløjen, at I ikke tager nok højde for besættelsen.
Green: ’En af vores paroler er ’Der er ingen bevægelse uden gnidninger’. Hvis vi vil sætte ting i gang, er det klart, at der vil være meningsforskelle. Standing Together er en strøm af tanker, som vi henter vores handlinger fra. Vi har bragt en ny idé til det israelske samfund, nemlig en politik, der ser folk. Du kan fortælle os fra nu til i morgen, at ordene ’fred’ og ’jødisk-arabisk’ er kitsch, men jeg kender andre af den slags ord, som folk bliver kaldt ’forrædere’ for, og også forfulgt for. Du kan kalde os ’naive’, men du kan også sige, at fred er den mindst naive politiske løsning, der er i dag’.
Green, en social-politisk aktivist siden sin ungdom, var assistent i parlamentet for Dov Khenin, tidligere medlem af Knesset for Hadash. Han betaler en høj pris for sit ønske om fred. Som meddirektør af Standing Together, arbejder han næsten døgnet rundt, med meget lidt søvn, og er i gang på adskillige fronter på samme tid. Hans telefon ringer konstant, siger han, men ikke på den gode måde. Han får et svimlende højt antal opringninger og tekstbeskeder fyldt med nedrakninger, bagvaskelse, forbandelser, ønsker til ham om tortur og død, og klassikeren ’Tag til Gaza’.
Siden højrefløjsaktivister, herunder den berygtede højrefløjs-rapper og aktivist Yoav Eliasi, kaldet ’Skyggen’, offentliggjorde hans telefonnummer, har han været under uafbrudt verbalt angreb, undertiden på gaden, hvis han er blevet genkendt. De ondskabsfulde forbandelser og grove bemærkninger er svære at tage imod, indrømmer han. Han har indgivet to klager til politiet over chikane, der indtil i dag ikke har været fysiske, men der er ikke sket noget.
Green siger imidlertid, at han er mere bekymret for den arabiske kvinde i bevægelsen. ’Det er alt for nemt at gøre dem til ofre. Det er så ligetil at overfalde en arabisk kvinde i Israel i dag’, siger han. Modvilllig og forlegen taler Daood om de mange ønsker om, at hun skal blive voldtaget, som hun må tage imod. ’Hvad der sårer mig mest, er, når jeg får dem fra kvinder, det er som om, der slet ingen solidaritet er mellem kvinder i hele verden’.
Green: ’Det er en af de hårdeste ting for mig på det personlige plan - hvor nemt det er at miste noget inden i sig selv, og ønske for en anden kvinde noget af det mest grusomme, som skete for vores kvinder den 7. oktober. Jeg er også vidne til, hvordan kyniske politikere udnytter frugtbar jord og opfordrer til den slags. Når jeg hører de forbandelser, som mine kvindelige arabiske venner i bevægelsen må stå model til, så kan jeg kun undre mig over, at de bliver ved med at være medlemmer. Hvordan samler du dig selv op fra sådanne dybder af ydmygelse?’
Som Abed ser det, ’De ekstreme højrefløjs-kræfter er helt besat af Standing Together. Jeg tror, det er, fordi vi for første gang meget længe kommer med en politisk fortælling, der kan konkurrere med den højreekstremistiske fortælling. Mens disse kræfter arbejdede hårdt og længe og på en organiseret måde, bevægede de sig fra den illegitime periferi af det israelske samfund ind i Knesset, i regeringen, i hæren, i medierne og israelsk mainstream - venstrefløjen mistede sin betydning og mistede araberne, især fra den unge generation. Nu kommer vi med en god fortælling, opbygger en ny fredslejr af unge, af arabere og jøder, af progressive i dette ords positive betydning - ikke de skøre typer, men ægte frisindede. Vi siger, ’Vi har nået bunden, og derfra vil vi vokse sammen’. Vi kæmper for vores menneskelighed’.
Abed er også en kampvant social-politisk ræv. I 2021 blev hun arresteret i en demonstration imod udsættelsen af arabere fra deres hjem i Jaffa, men løsladt i løbet af få timer, uden at blive anklaget. I sidste måned var hun den, der måtte tage imod verbalt voldelige angreb fra jøder på X (tidligere Twitter) for at have turdet skrive, at det knuste hende hjerte, hvad der skete for israelerne, men også, hvad der skete for dem, der boede i Gaza.
’Vi har ikke noget rum tilbage, hvor vi kan udtrykke os selv’, siger hun. ’Jeg har personligt tiet siden. Hvad der gør mig mest ondt, er, at de moderate går til angreb på mig. ’Hvorfor tale om Gaza nu?’ spurgte de. De vil have, at jeg kun taler om jødisk-arabisk solidaritet i Israel. Der er mange jøder, der ikke lægger mærke til os, araberne i Israel, en del af samfundet, så de tror ikke, at min smerte over grusomhederne den 7. oktober er ægte.
’Mange af dem forstår ikke, at Israels arabere er bange for alle’, fortsætter hun. ’Vi er bange for Hezbollah - jeg voksede op i nord under den anden Libanon-krig, jeg ved, hvor skræmmende Hezbollah er. Vi er bange for Hamas - vi så, at de ikke skåner nogen, heller ikke arabere. Og vi er bange for hæren og politiet i Israel, og også for jødiske civile, der vil overfalde os’.
I modsætning til Green og Abed gjorde Daood først sin entré i den social-politiske aktivismes verden relativt sent. Som uddannet tale- og sprogpatolog, arbejdede hun mange år inden for sit fag. Hun stiftede bekendtskab med Standing Together under en demonstration, som bevægelsen organiserede i Jerusalem i 2019. ’En kvinde i en lilla t-shirt med arabisk og hebræisk tekst stod dér og råbte paroler på begge sprog. Hun begyndte at gå, og alle gik bagefter hende. Jeg var fascineret af hende, og af styrken i så simpel en handling. Jeg indså, at hvis jeg ville lave om på den nuværende situation, så var jeg på den forkerte hylde. Jeg sluttede mig til Standing Together, og drog ud på en rejse, der blev livsforandrende for mig’.
Ordet ’livsforandrende’ dukkede op igen i et interview, denne gang i sammenhæng med lørdag den 7. oktober. ’Det gik op for mig, at dette var en livsforandrende, paradigme-forandrende begivenhed, der også kunne forandre historiens gang, siger Green. ’I de første dage var vi kun optaget af at yde hjælp og støtte til de nedlemmer af teamet, der blev gjort fortræd, medlemmer af bevægelsen, og hvem der ellers havde brug for hjælp. Det var først i den næste fase, at vi begyndte at tænke over, hvad vores rolle er som bevægelse lige nu, og vi blev viklet ind i en intens diskussion.
’Én gruppe’, husker han, ’sagde, ’lad os droppe Gaza lige nu, vi gider ikke snakke om fred mellem jøder og arabere i Israel, vi vil være så lidt politiske, som vi kan, for at skabe det størst mulige rum for partnerskab, herunder for alle dem, der siger, at de er desillusionerede’. Den anden gruppe sagde, at hvis vi ikke handler som en fredsbevægelse, der taler om dagen efter, så er der ingen, der gør det. Der var en masse argumenter. Til sidst blev vi enige om styrke begge fortællinger, den ene ved siden af den anden.
Hvordan svarer I dem, der siger, at efter den 7. oktober har de ikke flere illusioner, og nu tror, at det gælder om, at Hamas bliver udslettet, lige meget hvor mange ofre det vil medføre på den palæstinensiske side?
Green: ’Hvad vi rent faktisk foreslår? At vi forbliver i en endeløs krig om gensidig tilintetgørelse, at vælge et liv, hvor kun den ene side hver gang triumferer en lille smule? Vi vil i modsætning til det tilbyde en lille stribe af horisonten, selv om den ser ud til at være langt væk lige nu. Jeg tror, at den bristede illusion om, at den rigtige måde at komme overens med 7. oktober på er, at palæstinenserne forsvinder fra regionen, ikke lader sig realisere på noget tidspunkt’.
’En anden bristet illusion betyder, at man indser, at Hamas var den svageste aktør i Oslo-perioden, da palæstinenserne nærede et ægte håb og havde en diplomatisk horisont. Det viser, at for at besejre en grufuld idé som Hamas, så må vi fremføre en karismatisk, overbevisende anderledes idé, for både palæstinensere og israelere. En sådan idé består af fred og lighed, og jeg siger dette fra et patriotisk sted, af selvinteresse, fordi jeg ønsker at leve her i sikkerhed’.
***
Den lilla bevægelses budskab er efterspurgt både i udlandet og i Israel. Green og Abed vendte for nylig hjem fra en reklamerejse i USA, hvor de talte til tusinder i synagoger, moskéer, kulturcentre og på akademiske lokaliteter. De blev interviewet af store medier og mødte medlemmer af Kongressen, herunder senator Bernie Sanders og medlem af Repræsentanternes Hus Alexandra Ocasio-Cortez. De ønskede alle at høre, hvordan jøder og arabere kunne udrette noget sammen på baggrund af krigen.
Jeg mødte Green i Tira, få timer efter, at han var landet, og Abed i Haifa dagen efter, at hun var vendt tilbage. De så begge trætte ud, og ikke kun på grund af en udmattende tur eller jetlag. Abed forklarede, hvorfor de følte sig helt udtømt efter besøget i Amerika.
’Diskussionen derovre er helt uden sammenhæng med vores liv, vores udfordringer, vores virkelighed. Hver side har sine egne fantasier om, hvad Israel er, og hvad befrielsen af Palæstina betyder. Jeg spurgte dem, hvordan diskussionen mellem dem på de sociale medier hjælper folk i Israel, som er i en krigssituation, oplever angreb, er fanget i et dybt traume, begraver deres døde, bekymrer sig om gidsler, eller bliver bombet. De har ingen svar. De kæmper en krig om fortællinger, om hvis, der er mest korrekt. På den jødiske side syntes jeg, at jeg måtte rumme deres smerte, selv om de ikke reelt oplever angrebet, men kun et fjernt kollektivt traume, uden at forstå, at jeg som israeler oplevede et virkeligt traume’.
’På den palæstinensiske side’, fortsætter hun, ’følte jeg, at de var fordømmende, fordi jeg arbejdede sammen med jøder. En af de muslimer, vi mødte, spurgte mig, ’Hvad er denne zionistisk-liberale side, som du er en del af?’ De to sider nægter begge at indse, at arabiske mennesker lever her, og jødiske mennesker lever her, med deres egne ønsker, følelser, traumer og fælles erfaringer. Samtalerne og møderne krævede af mig, at jeg skulle rumme frygten på hver side: de amerikanske jøder, der er bange for antisemitisme, og med rette, og de palæstinensiske amerikanere, der er forfærdede over risikoen for, at deres slægtninge dør. Det tærede på mig følelsesmæssigt’.
Green tilføjer, ’Vores venner i USA er i en hashtag-krise. De føler, at de kun har et ud to valg: enten et ’Jeg er med Israel’-hashtag, eller ’Mit hjerte er med Gaza’-hashtag. Jeg sagde til dem, at hvis vi, der befinder os i orkanens øje, er i stand til at forstå, at begge folk lider i disse tider, og også må arbejde sammen for menneskelighed, så må de bestemt også være i stand til det. Det eneste, de behøver, er masser af ønsker, og meget få anstrengelser’.
5. januar 2024
Netta Ahituv er en israelsk journalist på dagbladet Haaretz.
Oversat fra Europe-Sollidaire af Niels Overgaard Hansen
