I maj 1968 trykte det britiske erhvervsmagasin The Economist et tillæg om den franske økonomi. Her argumenterede forfatteren Norman Macrae for, at Frankrigs ”ynkeligt svage fagforeninger og erhvervsledernes store kvaliteter kunne bringe landet op i en økonomisk førerposition i tiden efter præsident de Gaulle.

af Alan Maass

Kapitalistiske publikationer var ikke alene i deres vurderinger om, at den franske arbejderklasse var føjelig. I januar 1968 havde en af Frankrigs mest kendte venstreorienterede, André Gorz, forudsagt i Socialist Register, at ”i en forudsigelig fremtid vil ingen krise i den europæiske kapitalisme blive så dramatisk, at den vil drive massen af arbejdere ud i en generalstrejke eller væbnet opstand til forsvar for deres interesser.”

 

Men få dage efter Macraes artikel var nået ud til aviskioskerne, overraskede Frankrig verden – med den hidtil største generalstrejke nogensinde i verdenshistorien.

 

Over 9 millioner arbejdere var med i strejken, som omfattede alle dele af fransk industri og alle dele af samfundet. I de fleste tilfælde gik arbejderne ikke bare i strejke, men de anfægtede også den hellige private ejendomsret ved at besætte deres arbejdspladser.

 

Over hele verden blev maj 68 i Frankrig en kilde til inspiration og eufori. Stemningen i tiden blev indfanget i overskriften hos et radikalt britisk blad: ”We shall fight, we shall win – Paris, London, Rome, Berlin.”

 

Studenterne gør oprør

Selv om generalstrejken kom som en overraskelse både for den herskende klasse og for store dele af venstrefløjen, kom den ikke som en pludselig eksplosion. Faktisk var der i årene forud en skærpet klassekamp i Frankrig. Utilfredsheden sydede blandt arbejderne under tilsyneladende rolige forhold, hvor arbejdsgiverne så ud til at have fat i den lange ende, og hvor højrefløjen under ledelse af general Charles de Gaulle, Frankrigs præsident, satte den politiske dagsorden i landet.

 

I 1967 og starten af 1968 rullede en hel bølge af strejke og lockouter hen over Frankrig. De omfattede maskinarbejdere, bilarbejdere, stål- og værftsindustrien og ansatte i den offentlige sektor. Mellem starten af marts 1968 og starten af maj var der ikke mindre end 80 faglige aktioner på bilfabrikken Renault Billancourt uden for Paris, med krav om højere løn, kortere arbejdstid og bedre arbejdsforhold.

 

Langsomt, men sikkert, blev der opbygget et pres for en omfattende social eksplosion.

 

Men eksplosionen skyldtes ikke, at arbejderklassens kampvilje bare var vokset. I stedet tog historien en omvej via en anden gruppe i samfundet – Frankrigs voksende studenterungdom.

 

I et forsøg på at modernisere den franske industri havde regeringen udvidet universitetssystemet i 1950’erne og 1960’erne. Mellem 1958 og 1968 voksede antallet af studerende på de videregående uddannelser fra 175.000 til 530.000.

 

De studerende så sig selv presset ind i enorme, upersonlige universiteter med sparsomme ressourcer. De fleste studerende havde udsigt til at blive teknikere og administratorer – måske lidt mere privilegerede end arbejderklassen, men ikke totalt adskilt fra den. Misfornøjelsen og kritikken var moden.

 

På samme tid blev mange studerende inspireret af den internationale studenterbevægelse, som især havde fokus på USA’s massemyrderier i Frankrigs tidligere koloni Vietnam.

 

Fra midten af 1960’erne var de studerende aktive for kravet om, at mandlige og kvindelige studerende skulle have ret til at besøge hinanden på deres kollegieværelser. Dertil kom, at studenteraktivister på Nanterre, i udkanten af Paris, organiserede et ”kritisk universitet” for at diskutere det ideologiske indhold af de traditionelle kurser.

 

En kolossal fejltagelse

I løbet af starten af 1968 voksede antallet af demonstrationer – på spørgsmål fra Vietnam til de studerendes rettigheder. Den 3. maj besluttede myndighederne at lukke Sorbonne Universitetet i Paris i et forsøg på at genvinde kontrollen med universiteterne. Det viste sig at være en kolossal fejltagelse.

 

I den efterfølgende uge var der konfrontationer mellem studerende og politiet. Men opgøret kom natten til den 10. maj, da det ondsindede uropoliti, CRS, gik til angreb på de studerende i Latinerkvarteret i Paris. Ved midnatstid havde de studerende bygget barrikader af brosten. Situationen udviklede sig i ekspresfart. Mange lokale sluttede sig til de studerende.

 

Live-transmissioner af kampen kunne høres over hele Frankrig. En kendt fodboldkommentator dækkede kampen for en radiostation:

 

”Nu lader CRS op, de stormer barrikaden – åh, Gud! Der raser en kamp. De studerende går til modangreb, man kan høre larmen – CRS bliver trængt tilbage… Nu samler de sig igen, de gør sig klar til et nyt fremstød. Beboerne [af de lokale lejligheder] kaster ting mod CRS – åh! Politiet svarer igen, de kaster granater ind af vinduerne i lejlighederne.”

 

Her blev speakeren afbrudt af radiostationen.

 

Denne nat satte tusinder af studerende og arbejdere 60 barrikader op for at slå politiets angreb tilbage. Spontant opstod menneskekæder, der bragte træ, metal og brosten til barrikaderne.

 

Regeringen havde ikke meget andet valg end at genåbne Sorbonne og løslade alle fængslede studenteraktivister. Men dens problemer var ikke forbi.

 

Brutaliteten fra CRS havde flyttet sympatien i den offentlige opinion over til de studerende. De franske faglige landsorganisationer indkaldte til en en-dagsstrejke og en massedemonstration i Paris den 13. maj. Den dag marcherede en million arbejdere i Paris.

 

Fagforeningerne havde håbet, at en enkelt dags strejke ville være nok til at råbe bevægelsen op. Men ”barrikadenatten” og massedemonstationen havde styrket arbejdernes selvbevidsthed. De så ikke længere de Gaulle som uovervindelig.

 

Den 14. maj besluttede de ansatte på flyfabrikken Sud Avion i Nantes at nedlægge arbejdet på ubestemt tid og besætte fabrikken. Arbejderne låste ledelsen inde på deres kontorer, hvor de blev tvunget til at høre ”Internationale”, arbejderbevægelsens slagsang, 24 timer i døgnet. I løbet af få dage kom der lignende besættelser over hele Frankrig, først og fremmest på initiativ fra unge aktivister.

 

Spontanitet og ledelse

I sin beretning om maj 68 i bogen Revolutionary Rehearsals skriver den britiske socialist Ian Birchall:

”Samtidige fortællinger lagde stor vægt på spontaniteten i strejkerne, og det ville være forkert at benægte dette. Intet overordnet forretningsudvalg eller centralkomite havde forestillet sig strejken, og slet ikke opfordret til den. Det var initiativet og beslutsomheden fra tusinder af navnløse aktivister, som gjorde den mulig.”

”Alligevel er ingen handlinger helt spontane; millioner af arbejdere kommer ikke i bevægelse, med mindre der er en ledelse. I de første dage spiller de politiske aktivister en afgørende rolle, når de på den ene eller anden måde forsøgte at udvide strejken.”

Birchall citerer en anden historiker om betydningen af radikale, eksemplariske aktioner.

 

”Den psykologiske betydning af, at Renault-komplekset [den regeringskontrollerede bilfabrik] var en del af strejkebevægelsen var afgørende for de mindre fabrikker omkring Renaultfabrikken i Flins. Dertil kommer den praktiske indsats fra grupper af unge arbejdere, som tog på turne til alle de små fabrikker og var afgørende få at få dem med i strejken.”

Lige så vigtig var indsatsen fra de små grupper af radikale studentergrupper – kendt som ”fraktioner” (fransk: groupuscules), hvoraf mange var maoister eller trotskister. De tog ud til fabrikkerne og opmuntrede arbejderne til at gå med i bevægelsen.

 

I løbet af to uger var 9 millioner arbejdere i strejke. De faglige bureaukrater, især dem fra den kommunistisk dominerede CGT-landsorganisation, gik ind og opmuntrede til strejke. Efter forgæves at have forsøgt at stoppe den, besluttede de faglige ledere, at det var bedst at prøve at kontrollere strejken.

 

Arbejderkontrol

En normal strejke i en enkelt branche vil forsøge at tvinge ledelsen til indrømmelser gennem et totalt stop i produktionen. Men hvis hele arbejderklassen stopper produktionen, dømmer den sig selv til at blive udsultet.

 

Som Birchall skriver: ”Generalstrejken må derfor nødvendigvis rejse spørgsmålet om kontrol. Nogle dele af produktionen og servicesektoren må fungere, men arbejderne må bestemme hvilke og på hvilken måde. De sidste uger af maj stillede skarpt på disse spørgsmål.”

 

I en række tilfælde fortsatte de strejkende med at levere fulde eller delvise ydelser. Ansatte i gas- og elforsyningen sluttede sig til strejken, men sikrede fortsat forsyninger. De tillod nogle få kraftværker at køre videre for at demonstrere over for ledelsen, hvem der kontrollerede Frankrigs kraftforsyning. Ansatte på vandværkerne sikrede vandforsyningen i Paris under ledelse af deres strejkekomite. Aftaler mellem chauffører og bønder sikrede, at fødevarer kom ind til Paris.

 

Trykkeriarbejdere fra CGT udsendte en erklæring om, at de, i lyset af situationens alvor, ikke ønskede, at radio og tv-kanaler, som var stramt kontrolleret af regeringen, havde monopol på nyhedsformidlingen. De accepterede at tillade dagblade at udkomme på betingelse af, at pressen ”på en objektiv måde lever op til sin rolle om at levere information, som den har pligt til.” I enkelte tilfælde nægtede trykkeriarbejderne at trykke aviser med højreorienteret bagvaskelse.

 

Maj 68 ændrede alle dele af det franske samfund. Debatter og diskussioner bølgede over Frankrig. Som studenteraktivisten René Bourrigaud fortalte Ronald Fraser i Frasers historiefortællinger 1968: A Student Generation in Revolt:

 

”Den nyopdagede mulighed for, at alle unne tale – at snakke om alt til alle. Det var virkelig en ny verden – måske en drømmeverden – men det er det, jeg altid vil huske: behovet og retten for alle til at tale.”

 

I en lille, konservativ by i det vestlige Frankrig besatte arbejdere det kommunale teater, husker Bourrigaud:

 

”Det blev et permanent forum for debat. Arbejdere kom og deltog – det var første gang, de nogensinde havde sat deres fødder i dette borgerlige kulturtempel. Nogle af dem fortalte om deres erfaringer fra [fabriks]besættelserne under Folkefronten i 1936.”

 

I Nantes overtog de menige arbejdere strejkebevægelsen. I en uge i slutningen af maj var det de valgte strejkekomiteer, der styrede byen. Lastbilchauffører og transportarbejdere opsatte barrikader ved alle indfaldsveje til Nantes. Politiet kiggede hjælpeløst til, mens arbejdere kontrollerede ind- og udkørsel.

 

Den centrale strejkekomite, som var styret i fællesskab af CGT og de to andre store landsorganisationer, lavede aftaler med bøndernes organisationer om distribution af fødevarer. Ved at fjerne mellemleddene i distributionen blev priserne sænket markant.

Strejken udløste arbejderklassens enorme potentiale. Men den viste også – alt for tydeligt – den bremseklods, som bureaukratiet i arbejderbevægelsen udgør. Ved at styrke sit eget greb om strejken, var bureakraterne i stand til at kvæle strejkens potentiale.

 

Kun på et fåtal af arbejdspladser kontrollerede demokratisk valgte strejkekomiteer begivenhederne. På de fleste arbejdspladser, især hvor CGT dominerede, nedsatte faglige bureaukrater strejkekomiteer. I disse komiteer var det fagligt ansatte og loyale støtter, der dominerede, og revolutionære arbejdere blev udelukket.

 

Uden for fabrikkerne oprettede politiske aktivister og arbejdere ”aktionskomiteer” – demokratiske organiser, som hjalp med til at få strejken til at køre. Alene i Paris blev der dannet 450 aktionskomiteer. Disse komiteer fungerede mest reaktivt på begivenhederne, hjalp med at skaffe informationer og organiserede affaldsindsamling og andreformer for service.

 

Mange af disse aktionskomiteer var mistroiske over for manipulation fra det socialistiske og det kommunistiske parti og koncentrerede sig om tekniske opgaver. Andre forsøgte at gøre sig selv til en erstatning for de eksisterende politiske partier. Men ingen af dem var i stand til at udvikle en samlet, national strategi, der kunne bringe bevægelsen fremad. Derfor blev det politiske initiativ overladt til de faglige topfolk og det kommunistiske parti.

 

Den 25-26. maj accepterede regeringens forhandlere på et møde med faglige ledere en række indrømmelser. Men da de faglige ledere præsenterede aftalen for arbejderne den 27. maj, blev den afvist af arbejderne. Strejken fortsatte.

 

I slutningen af maj havde situationen udviklet sig til en krise for den herskende klasse. Den internationale kapital nægtede at støtte den franske valuta, de rige bragte kufferter fulde af franske franc i sikkerhed til Schweiz.

 

De Gaulle foreslog en løsning: en folkeafstemning for at afslutte strejken med en løst løfte om reformer. Men præsidenten torpederede folkeafstemningen den 30. maj, da han opdagede, at ingen trykkerier i landet ville trykke stemmesedlerne. Da han forsøgte at få dem trykt i Belgien, gik de belgiske trykkeriarbejdere i solidaritetsaktion med deres franske brødre og søstre.

 

I slutningen af maj så det ud til, at en konfrontation mellem staten og bevægelsen var uundgåelig. De Gaulle forsvandt og mødtes i hemmelighed i Vesttyskland med højreorienterede generaler for at forberede et militærkup. Den gaullistiske premierminister Georges Pompidou opfordrede de Gaulle til at komme tilbage til Frankrig og lægge en hård linje over for arbejderne.

 

Magtens tomrum

Et magt-tomrum eksisterede i Frankrig. Staten var i vildrede. Men en forestående revolution var kun et fantasifoster i den højreorienterede propaganda.

 

Det afgørende spørgsmål i de sidste uger af maj handlede ikke om oprør, men om at danne ægte strejkekomiteer, valgt af arbejderne på gulvet, på alle arbejdspladser, og at forbinde disse i lokale, regionale og nationale arbejderråd.

 

Intet af dette kom til at ske – for samtidig med, at staten var i vildrede, så manglede arbejderne også det afgørende lederskab. Dette tomrum blev udfyldt af de reformistiske faglige og politiske ledere, som frygtede arbejdermagten lige så meget som den herskende klasse gjorde.

 

Reformisterne, det kommunistiske parti (PCF) og det socialistiske parti (PS) og deres faglige forbundsfæller ønskede at drage fordel af venstredrejningen i den offentlige opinion til at skubbe bevægelsen ind i en parlamentarisk retning.

 

For PCF betød det, at de brugte deres kontrol over CGT-fagforeningerne og strejkekomiteerne til at modarbejde indflydelse fra de revolutionære ”fraktioner”. Den kommunistiske litteratur stemplede de studerende som middelklassens skabekrukker.

 

PCF krævede regeringsdeltagelse. CGT brugte sin styrke til at undgå ”provokationer”, så bevægelsen ikke sprængte den parlamentariske ramme. Samtidig med at man forhandlede med regeringen, fortsatte man med at angribe venstrefløjen.

 

PS, som var meget mindre end PCF, forsøgte at organiserede den ikke-kommunistiske venstrefløj, også mange af ”fraktionerne”, til at bakke op bag deres parlamentariske ambitioner. Partiets præsidentkandidat, François Mitterrand, lovede retorisk om ”reform” i et forsøg på at styrke sine valgchancer.

 

Desværre var den revolutionære venstrefløj for lille og uerfaren til at tilbyde et alternativ til de reformistiske intriger. Ingen af de små maoistiske eller trotskistiske grupper formåede at fremstå som troværdige alternativer til reformisterne.

 

For det andet var de revolutionæres fordømmelse af reformismen ikke nok til at vinde PCFs og PS’s bagland over til den revolutionære side. Kun en tålmodig revolutionær propaganda, kombineret med fælles aktiviteter, kunne have vundet respekt blandt de reformistiske arbejdere.

Men i maj-begivenhedernes hede var den revolutionære venstrefløj aldrig i stand til at nå denne kombination. Den var derfor uforberedt, da højrefløjens modoffensiv satte ind i starten af juni.

 

Kontraoffensiven

Da de Gaulle den 30. maj udskrev parlamentsvalg, var reformisterne fanget i et dilemma. De havde afvist folkeafstemningen som et gaullistisk trick, men de kunne ikke afvise parlamentsvalg, som var omdrejningspunktet for deres strategi for bevægelsen. Så de var tvunget til at spille med på de Gaulles melodi.

 

Samme aften mobiliserede den franske højrefløj 1 million mennesker til en demonstration til støtte for regeringen. Nogle af de mest reaktionære dele af det franske samfund viste for første gang i uger deres ansigt. En nyfascistisk del af mængden råbte ”Cohn-Bendit til Dachau”. Daniel Cohn-Bendit var en kendt jødisk studenteraktivist.

 

Støttedemonstrationen for regeringen de franske militærs øvelser på landet gav højrefløjen og regeringen ny selvtillid. I starten af juni begyndte regeringen at bruge uropoliti til at rydde fabrikkerne. Og højreorienterede bander angreb og dræbte adskillige aktivister.

 

Samtidig tilbød regeringen og arbejdsgiverne lønforhøjelser og andre indrømmelser for at lokke arbejderne ud af fabrikkerne. Med valget planlagt til slutningen af juni annoncerede det kommunistiske dagblad Humanité den 6. juni: ”Sejrherrerne vender samlet tilbage til arbejdet.”

 

CGT-bureaukrater, som var ivrige efter at få afsluttet fabriksbesættelserne og begynde valgkampagnen for de kommunistiske kandidater, brugte ufine metoder til at få afsluttet besættelserne. I mange tilfælde bad CGT-funktionærer arbejdere om at vende tilbage, eftersom alle andre fabrikker i nærheden havde stoppet deres besættelser. Ofte var der simpelthen tale om en løgn fra CGT-funktionærerne.

 

Juni-valget blev en stor sejr for de Gaulle og den franske højrefløj. PCFs opportunisme kostede 600.000 stemmer. De franske valgregler forhindrede nogle af de mest radikale dele af bevægelsen – unge og indvandrer-arbejdere – fra at stemme.

 

Den mest grundlæggende lære er, at arbejderklassen gjorde fejl ved at udfordre de Gaulle på hans bane. Arbejdernes unikke styrke ligger på arbejdspladserne, ikke i stemmeboksene. Valgkatastrofen var blot bekræftelsen af et nederlag, som var sket i de første dage af juni, da man genoptog arbejdet.

 

Alligevel forbliver maj 68 en vigtig begivenhed i den internationale arbejderklasses historie. Det var en erfaring, som kan uddrage mange vigtige lærdomme fra. Den viste, at arbejderklassen i et moderne, kapitalistisk land overhovedet ikke er ”forsvundet”, men at den kan ryste systemet i dets grundvold.

 

Den viste også, at uden et revolutionært lederskab kan selv de mest radikale bevægelser blive begrænset til den eksisterende ordens rammer.

 

Selv i dag lyser erindringen om maj 68. Den minder os om, at der er tidspunkter, hvor selv de vildeste drømme hos revolutionære bliver til virkelighed.

 

Oversat fra Socialist Worker (USA) af Åge Skovrind

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com