De internationale medier er fyldt med meget lidt sympatiske omtaler af Venezuela, der helt sikkert er på vej mod diktatur og cubanske tilstande. Den danske presse følger efter med opkog af de internationale nyhedsbureauers fantasterier. Især Politiken og Jyllandsposten har været flittige med at viderebringe disse rapporter.

af Leif Mikkelsen

Omtalen af de betydelige sociale fremskridt, de omfattende folkelige mobiliseringer og organisering og den levende debat mellem synspunkter af enhver art er stort set ikke til stede i den danske presse bortset fra Dagbladet Arbejderen – der trods alt har en begrænset læserkreds.

Det er derfor på høje tid, der kommer en modvægt til denne misinformation. Denne bog er en god begyndelse for læsere, der vil have en grundig introduktion til, hvad den venezuelanske revolution går ud på. Samtidig får vi indblik i de debatter, som pågår i Venezuela.

Forfatteren har boet i Venezuela siden 2005 og er derfor tæt på pulsen i landet. Bogen er skrevet ud fra et revolutionært marxistisk synspunkt, som er solidarisk med revolutionen og samtidigt kan se udviklingen i et større perspektiv.

Vanskelige spørgsmål diskuteres: For eksempel: Kan socialisme starte med et parlamentsvalg? Kan en progressiv udvikling startes af en bevægelse indenfor militæret? Hvordan kan vi forklare fænomenet Chavez?
Det sker alt sammen troværdigt, konkret og letforståeligt.

Bogens 4 første kapitler er mere eller mindre en kronologisk beskrivelse.
Der lægges ud med en øjenvidneberetning. Dernæst fortælles hele historien om den bolivarianske revolution fra 1980’ernes oprør til erfaringerne med magten i dag. Derudover er der et kapitel med et kort rids om Chavez og de revolutionære tendenser indenfor hæren.

I de resterende kapitler behandles erfaringer med fabriksbesættelser og arbejderkontrol, udviklingen i PSUV– Det Forende Socialistparti – og oliens betydning for Venezuela.

I et sidste kapitel diskuterer forfatteren fremtidsudsigterne for revolutionen. Kapitlet er skrevet før
parlamentsvalget i september sidste år.

Desværre bekræfter valgresultat Andreas Bülows bange anelser. De partier, der støtter regeringen, bevarede flertallet i parlamentet, men gik tilbage i de allerfattigste kvarterer herunder i hovedstaden Caracas. Forklaringen herpå er indlysende, nemlig at en række vigtige problemer ikke blevet er angrebet.
Inflationen har undergravet købekraften, og forbedringer af boligstandarden er foregået i snegletempo.
Revolutionens fjender blandt godsejere, grossister og butikskæder og i statsforvaltningen har tilbageholdt varer med voksende fødevarepriser til følge.

Derfor er Andreas’ råd om at radikalisere revolutionen på sin plads.
En række initiativer har regeringen allerede sat i søen. Det drejer sig blandt andet om bedre adgang for landarbejderne til den jord, de dyrker, og ekspropriering af ubenyttet jord. Desuden er fødevarefirmaer, der hamstrer og unddrager varer fra markedet, blevet nationaliseret.
Samtidig er der sat en plan i gang, der skal sætte boligbyggeriet drastisk i vejret i samarbejde med de boligløses organiseringer.

Det er blot vigtigt at erindre sig, at de alternative organiseringer som kvarterskomiteer og arbejderkontrol på virksomhederne langt fra er stærke nok til at bære en stat af en ny type, der bygger på rådsorganisering.
Derfor er hovedopgaven stadig: mobilisering, organisering og uddannelse.

Med hensyn til uddannelse af specialister er der for eksempel i øjeblikket 15.000 cubanske læger i Venezuela. Det er udtryk for, at mange læger ikke har villet forlade middelklassekvartererne og vie deres liv til de mest trængende i fattigkvartererne. Tilsvarende mangler der specialister inden for statsforvaltningen og kommunerne.

Kendsgerningen er, at mange specialister er modstandere eller fremmede overfor revolutionens bestræbelser. Naturligvis er der også et voksende behov pga. det øgede sundhedsudbud.
Derfor mislykkes mange gode initiativer. De bliver arkiveret lodret.

Bogen er meget fokuseret på arbejderklassen. Det er bogens styrke, men det betyder også, at meget af mangfoldigheden i processen forsvinder. Der er ikke den gruppe, der ikke er blevet organiseret: hjemmegående husmødre, homoseksuelle, farvede, indianere, transseksuelle, bønder, kooperativer, jordløse, radiostationer , hip-hop-kunstnere og studerende .Med andre ord det sprudlende demokrati , som ikke fik mulighed for at udfolde sig i det åbne, mens såkaldt demokratiske regeringer var ved magten. Til gengæld var der jo mange spændende debatter i fængslerne.

Alt i alt: Læs bogen – brug informationerne og debatter den, der er masser at tage fat i.

Andreas Bülow: Den venezuelanske revolution, Hands Off Venezuela 2010. 309 sider, 200 kr. Købes hos: hov.denmark@gmail.com

PS: Læsere, der ønsker at gå i dybden med nogle af de problemer, som bogen ikke kommer ind på, anbefalesat læse Changing Venezuela by Taking Power af Gregory Wilpert, og Venezuela Speaks af Martinez, Fox og Farrall. Sidstnævnte gennemgår et pænt udsnit af bevægelserne.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com