Dansk Folkepartis byrådsmedlem kritiserede, at der både var skattestigning, dyrere børnepasning og brugerbetaling på ældreområdet, og så skrev han, at det desværre går i den forkerte retning med dårligt arbejdsmiljø i Tårnby. Han kritiserede også en intolerant personalepolitik, hvor folk nu skulle frygte at blive fyret, hvis de var rygere.

Der er ikke noget forkert i det, som Enhedslisten havde valgt at skrive om. Men tænk lige over, hvem de to taler henvender sig til?

Tager jeg fejl, hvis jeg siger, at Enhedslisten henvender sig til middelklassen, og DF primært henvender sig til de lavtlønnede ufaglærte arbejdere i kommunen?

Handler det så om makrelmadder?

Socialdemokratiet vil gerne kunne tiltrække de arbejdervælgere, som er forsvundet til populistiske partier som DF og Danmarksdemokraterne. Mette Frederiksen optræder med at pudse vinduer og spise makrelmadder. Kåre Dybvad og andre af hans partifælder optræder ofte med en lidt hånlig attitude overfor kunst og kultur. Som om vi er stereotyper, os fra arbejderklassen: Fadøl, fodbold og fladskærm. Ribbensteg og Rasmus Seebach. For ikke at tale om makrelmadder. Bjarne Corydon udtalte (dengang han var minister), at det var en kulturoplevelse for ham at handle i Bilka. Ja, der er mennesker, som har det sådan, men hvor blev den arbejderbevægelse af, som gerne ville være et forbillede og løfte ”folket ud af uvidenhedens armod”?

Når jeg ser politikere flokkes om hinanden for at vise, hvor meget de går op i fodbold og ”den store bagedyst”, så er jeg ved at kaste op. Hvad med at de turde vise, at de også læser gode bøger, sådan som Anker Jørgensen gjorde?

Hvis de altså gør det …

Kåre Dybvad bruger … ja jeg vil sige misbruger, sin kamp mod ”eliten” til for eksempel at skælde ud på ungdomsoprøret i 1968.

Han kritiserer det for at være båret af velstillede unge på universiteterne og mener, at det skabte et samfund med større selvstændighed/individualisering, men mindre sikkerhed/tryghed.

Men var det ungdomsoprøret, der skabte individualiseringen, eller var det i stedet kapitalismens udnyttelse af ungdomsoprøret til at skabe profit ud af følelsesmæssig og personlig frigørelse?

Ungdomsoprøret handlede i høj grad om fællesskaber, det var bare med nogle andre end familien.

Jeg har selv oplevet at være en del af et nødvendigt antiautoritært oprør i arbejderklassen – ikke mindst frigørelse fra konservatisme i fagbevægelsen. De tunge procedurer og dagsordener, angsten for at lytte til de unge, der førte til oprettelsen af LLO omkring 1970. Og kvindernes frigørelse handlede også om oprør mod stereotype kønsroller i arbejderbevægelsen.

Så enten er Kåre Dybvad uvidende, eller også har han en personlig aversion. Nyliberalisme, globalisering, frisatte finansmarkeder og nedskæringer i velfærden er hovedårsagerne til utrygheden i arbejderklassen. Men det er nemmere at udpege en konkret syndebuk (privilegeret ungdomsoprør, kreativ klasse, indvandrere osv.) end at skulle forholde sig til selve kapitalismen.

Hverdagens problemer og de manglende svar

Den slovakiske marxist Slavoj Zizek skriver i sin bog ”Vold” om den underklasse, der brændte de parisiske forstæder af, fordi Nicolas Sarkozy kaldte dem for ”afskum”. De har ikke noget alternativt program, deres protester havde ingen krav, ingen alternative drømme, de forlanger ikke noget. Ikke engang et utopisk projekt. De ville bare have anerkendelse. Det er om noget en påpegning af, at vi som marxister/socialister intet program har, som kan give nogen svar.”

Men hvad er det, som venstrefløjen gør forkert? Hvad er det, vi skal ændre på?

Jeg påstår ikke, at jeg har svaret, for det er kompliceret, men noget af det er nok, at vi ikke er så gode til at beskæftige os med almindelige menneskers hverdagsproblemer, og derfor udvikler vi ikke de konkrete og anvendelige svar.

Venstrefløjen skal arbejde mere og meget mere helhjertet i fagbevægelsen. Men helst ude på arbejdspladserne, hvor man kan organisere og aktivere sine kolleger direkte. Lige så snart venstrefløjen ender som ansatte faglige sekretærer, kan vi måske nok forbedre apparatet, men vi mister reelt magten til at ændre tingene ude i hverdagen. Det er ikke nok at tale om ”hvad vi skal gøre” fra en talerstol. Du er nødt til selv at gøre det, for at vise, at det kan lade sig gøre.

Det handler om kapitalisme – ikke om moral

Jeg har selv som tillidsmand gennem 17 år tumlet med et problem. Virksomheden rationaliserer, trykker lønnen for de ansatte, mens direktøren tjener millioner. Som revolutionær skal du altid tage dit udgangspunkt der, hvor dine kolleger befinder sig. Du agiterer for, at de skal holde sammen, være solidariske og gøre modstand – for eksempel ved at strejke. Men det, der sker på din egen arbejdsplads, sker i hele branchen, så du fortæller dem også, at vi skal samarbejde med tillidsfolk på andre arbejdspladser. Og at vi skal støtte strejker i andre fag … og i andre lande. Jo længere væk man kommer fra hverdagen, jo sværere er det, men jeg ved af erfaring, at man kan godt fastholde flertallets interesse og forståelse.

Der, hvor venstrefløjen tit falder i en fælde (jeg har også selv gjort det), er, at vi kommer til at gøre ejernes grådighed og direktørens høje løn til et moralsk spørgsmål. Fordi det er nemt. Dine kolleger bliver vrede og forargede og er nemmere at få til at aktionere. Det handler bare ikke om moral. Det handler om, hvad kapitalismen er. Jeg arbejdede som typograf/grafisk trykker, og i mine ungdomsår var der ingen problemer med at bruge ord som ”kapitalisme” på arbejdspladsen, men det forandrede sig. I generationerne efter murens fald distancerede man sig fra de folk, man skulle organisere, hvis man brugte alt for mange ”marxistiske gloser”.

På et tidspunkt fandt jeg på at lave nogle små hæfter med tegninger, når vi blev kastet ud i endnu en sparerunde og arbejdskamp. Jeg tegnede gamle maskiner med mange ansatte, der ikke producerede så hurtigt, og jeg tegnede nye dyre maskiner med ganske få ansatte, der producerede dobbelt så meget merværdi. Jeg tegnede, hvordan priserne på tryksager faldt og faldt, og at de dyre investeringer gjorde, at profitraten faldt, og for at forhindre konkurs blev firmaerne bare ved med at presse arbejderne op i tempo. Det viste sig, at mange af mine kolleger syntes at de små hæfter var rigtig gode. Hvornår, hvor meget og over for hvor mange man skal bruge ordet kapitalisme, er altid en balancegang. Den må man selv finde. Men brug det!

Halvdelen står uden for fagforeningerne

Noget andet er, at det efterhånden kun er halvdelen af den traditionelle arbejderklasse i Danmark, som er organiseret i fagbevægelsen. I resten af verden ser det markant værre ud. Hvis vi gerne vil tale til og med dem, som ikke har råd til kontingentet, er faldet ud af systemet eller kommer fra lande, hvor fagforeninger enten er ikke-eksisterende eller måske historisk har et plettet ry, så må vi også få fat i folk på andre måder.

Tobias Knudsen, der er medlem hos Metal i Hillerød, har givet mig en vigtig pointe. Venstrefløjen har altid været god til at diskutere og skrive artikler, men mens vi snakker, er der nogle andre, som går i gang med at hjælpe ude i virkeligheden. Der vil han hellere være med. Problemet er, at hvis man som socialist gerne vil gøre noget konkret for fattige børnefamilier, hjemløse eller flygtninge, så er man nødt til at gå ned til f.eks. Kirkens Korshær, som arrangerer suppekøkkener og herberger. De laver et fint stykke arbejde ud fra det kristne budskab. Vi socialister brude ikke bare hjælpe, men også gøre det ud fra et budskab om at organisere sig, skabe fællesskab, sammenhold og forstå årsagerne til fattigdom.

Østrigs Kommunistiske Parti – hvad gør de anderledes?

KPÖ er et stalinistisk parti, der i modsætning til det tyske kommunistparti i Vesttyskland ikke blev forbudt efter Anden Verdenskrig. De er ikke interessante i forhold til deres politik, en fløj af dem er direkte anløben i forhold til deres kontakter i Rusland og Belarus. Når jeg alligevel vil beskæftige mig med dem, er det i forhold til, hvordan de arbejder, hvordan de agiterer, og hvordan de inddrager almindelige mennesker.

Ved delstatsvalget i Salzburg i 2018 fik KPÖ 0,4 procent af stemmerne, men i 2023 gik de frem til 11,7, og i byen Graz fik man borgmesterposten. Hvordan har de båret sig ad med det?

KPÖ henter sin styrke i, at deres arbejde hviler på tre søjler: 1) arbejdet i parlamentet, 2) udenomsparlamentariske aktioner og demonstrationer, der tager udgangspunkt i hverdagsproblemer, 3) direkte kontakt med befolkningen, gennem kontorer på gadeplan som hjælper og rådgivere lejere, der har problemer med husleje eller boligmangel. Men de giver ikke bare gode råd. De organiserer folk og lærer dem at handle selv. ”Vi støtter hinanden i boligkrisesituationer,” som de formulerer det.

På deres hjemmeside fortæller de om deres aktioner. De stiller for eksempel op ved det lokale marked, der sælger økologisk frugt og grønt, som kommer fra lokalområdet. Udgangspunktet er at det er godt for klima og miljø. Problemet er, at dem, som arbejder på markerne, er underbetalte mennesker fra Rumænien og Bulgarien, som lever under kummerlige forhold. Her har de deltaget i en kampagne sammen med de lokale fagforeninger. De skriver (oversat af Google):

”Høstarbejderne er i et hårdt afhængighedsforhold til dem (bønderne): de taler knap nok tysk, de kender ikke deres rettigheder – og de, der ønsker at komme tilbage næste år, må udholde enhver modgang i stilhed. Når alt kommer til alt, er det op til virksomhedernes velforbundne ledere at beslutte, på en næsten udlejer-agtig måde, hvem der får chancen for at arbejde i deres produktionsfaciliteter i fremtiden.”

”Det er netop her, Sezonieri-kampagnen sammen med fagforeningerne kommer ind i billedet. Høstarbejderne skal have mulighed for at kende deres rettigheder og forsvare dem. Til dette formål tilbydes tyskkurser, og juridisk rådgivning på lavt niveau finder undertiden sted direkte i markerne. Desuden forsøger man at integrere mennesker, der lever isoleret”

Men de forklarer også, at de lokale bønder er i lommen på de store supermarkedskæder, fordi landmændene er tvunget til at videregive produkterne fra deres bedrifter til detailhandlerne til dumpingpriser. Da det er vanskeligt at spare på gødning, jord, såsæd, vand og energi, må de spare på den menneskelige arbejdskraft.

KPÖ anviser en metode, hvor de både går ud og hjælper folk både med at overleve og organisere sig. De ikke bange for at anskueliggøre, at det er selve kapitalismen, som er problemet – uden at benytte sig af et dogmatisk marxistisk arsenal af fremmedord.

Afslutning

Jeg vil ikke påstå, at jeg har alle svarene på, hvorfor venstrefløjen ikke taler til og med arbejderklassen. Men jeg har forsøgt at pejle mig ind på nogle af dem. Det er bevidst, at jeg ikke har skrevet noget om indvandring. Frederik Vad fra Socialdemokratiet gør for tiden sit bedste for at gøre denne debat så betændt og underlødig, at det vanskeliggør en saglig og nødvendig snak.

Der er stadig arbejdere, som stemmer på Enhedslisten, men i medlemsskaren er vi få. Og vi føler os ikke altid hjemme. Gennem disse fem artikler har jeg prøvet at nærme mig en forklaring på hvorfor. Jeg håber, at mine højtuddannede kammerater på venstrefløjen vil tage debatten op i en erkendelse af, at vi ikke vinder klimakampen, hvis ikke vi har arbejderklassen med os, at vi ikke kan dæmme op for den truende ekstreme højredrejning, hvis ikke vi er i stand til at give et andet alternativ, og at vi aldrig kommer til at lave omfattende samfundsforandringer uden arbejderklassen.