Marxismen er blevet kaldt produktivistisk og miljøfjendtlig. Men "udvikling af produktivkræfterne" behøver ikke at betyde større materiel overflod eller tungere økologisk fodaftryk. Et socialistisk samfund vil give os frihed til at leve tilfredsstillende, mindre forbrugscentrerede liv.

af Nicholas Davenport

Den økologiske krise er det klareste mulige eksempel på, at revolutionær forandring er både nødvendig og mulig. Kun en radikal forvandling af grundlæggende samfundsforhold kan forhindre, at krisen får de værst tænkelige følger. Den økologiske krise giver trods sit overvældende og skræmmende omfang et afsæt til at revitalisere den internationale revolutionære bevægelse.

Hidtil har de svar, socialister er kommet med på den økologiske krise, langt hen ad vejen været utilstrækkelige. Når vi taler om den økologiske krise, har socialister ofte været ude af stand til at integrere den i vores generelle analyse af det borgerlige samfunds udvikling og mulighederne for revolution.

Nogle gange behandles denne krise som en ydre faktor i forhold til vores teori og politik, som måske vil gøre diskussionerne om f.eks. den økonomiske krises årsager irrelevante om 30 år, men ikke har meget at gøre med vores praksis i dag. Andre gange forholder socialister sig faktisk til krisen, men kun som et ekstra kritikpunkt mod kapitalismen – som endnu en illustration af, hvorfor kapitalismen ikke kan levere løsninger – uden at integrere en forståelse af den økologiske krise og dens konsekvenser i vores eget revolutionære program og visioner.

I mangel af et velformuleret socialistisk svar på den økologiske krise er der fremkommet alle mulige andre politiske svar, hvoraf de fleste mere eller mindre lægger ansvaret for at håndtere krisen over på den enkelte.
Radikalt indstillede mennesker siger ofte, at folk i de udviklede lande må indstille sig på en lavere levestandard (ingen biler, tv, kød…) for at håndtere krisen. Men man overbeviser næppe mange arbejdere om at slås for miljøet med krav om, at arbejderklassen ændrer livsstil, når den kapitalistiske krisepolitik i forvejen skærer ned på levevilkårene, og hvad mere er: Det er hverken et tilstrækkeligt eller et korrekt svar på krisen.

Individuelle eller samfundsmæssige valg?
Det er sandt, at de udviklede lande har uholdbart høje niveauer af energi-, vand-, jord- og ressourceforbrug. Men de udviklede landes store økologiske fodaftryk skyldes forhold, som de enkelte arbejdere ikke har kontrol med. Det er bl.a. vores stats globale militære tilstedeværelse, vores motorvejsbaserede transportsystem og vores monokulturelle landbrugssystem.

Frem for at fokusere på, hvad folk forbruger, må vi kæmpe for en økologisk fornuftig produktion, som kun kan opnås i et samfund, hvor økonomien styres demokratisk og rationelt af befolkningen – og det er netop et af nøgleelementerne i den revolutionære marxistiske vision.

Marxismen er imidlertid blevet miskrediteret i mange miljøfolks øjne. Mange hævder, at marxismen grundlæggende er "produktivistisk" og miljøfjendtlig, og henviser til, hvor katastrofalt dårligt miljøet blev behandlet i "socialistiske" stater som Sovjetunionen, og hvor meget kommunistpartier rundt om i verden har forsømt miljøområdet.

Der er endda socialister, som har fremført, at marxismen er nødt til at opgive visse gamle principper for at tackle den økologiske krise. Disse debatter har berørt mange spørgsmål lige fra Marx’ naturopfattelse til hans ideer om arbejdet, men denne artikel vil fokusere på det måske mest fremtrædende problem for debatterne om produktion og forbrug: ideen om produktivkræfternes udvikling.

For mange marxister er ideen om, at udviklingen af samfundets produktivkræfter er den materielle basis for det sociale fremskridt, afgørende for en materialistisk forståelse af historien: Kapitalismen vandt over feudalismen i Europa, fordi den var mere produktiv, og socialismen vil muliggøre et højere udviklingsniveau, end det er muligt under kapitalismen.

De, der tilslutter sig denne opfattelse, ser den som et kritisk standpunkt, der adskiller marxisme fra idealisme, for den indebærer, at socialismen ikke bare er en god idé, men en økonomisk nødvendighed. Mange andre mener derimod, at denne opfattelse er for optaget af at øge produktionen på bekostning af økologiske og menneskelige hensyn.

Sarah Grey opsummerer i en anmeldelse af Babylon and Beyond skrevet af Derek Wall fra det britiske Green Party, hvordan marxismen opfattes af mange af de ikke-marxistiske venstreorienterede, som er optagede af den økologiske krise:

"Wall hævder også […] at Marx og dermed marxister går ind for uhæmmet kapitalistisk økonomisk vækst, idet han skriver, at ‘kapitalismen i sin søgen efter profitter er den kraft, der fremmer globaliseringen, men vil omdanne sig til kommunisme’ (s. 109) og beskriver den marxisme, som udbredes af ‘mange, men ikke alle marxister’ som en, der fremmer "en produktivistisk linje, som hylder økonomiens ekspansion’ (s. 122). Ifølge Marx har kapitalismen udviklet teknologien og tilvejebragt betingelserne for et merprodukt, men herfra springer Wall til at sige, at ‘trods mange marxisters forudsigelser ser det ikke ud til, at udbredelsen af hyperglobalisering vil dreje samfundet pænt over i en socialistisk orden. Selv om der er indbyggede modsigelser i kapitalismen, bygger systemet ikke på et urværk, der vil slå tolv og ringe revolutionen ind.’ (s. 177)"

Ideen om udvikling af produktivkræfterne for enhver pris har helt sikkert givet anledning til miljøfjendtlig politik, begyndende med den russiske revolutions degeneration. Efterhånden som Bolsjevikpartiet blev bureaukratiseret, fokuserede det mere og mere på at kontrollere og forøge den russiske økonomi på bekostning af arbejderkontrol og bæredygtighed, og det kulminerede under Stalin med stærkt miljønedbrydende lynindustrialiseringsprogrammer gennemført med kommandoer og tvang.

Verdens kommunistiske partier tog denne opfattelse til sig, og det førte til katastrofale stillingtagener, hvor man f.eks. har valgt side imod oprindelige folk og forsøgt at alliere sig med lokale kapitalister i koloniserede lande.
Uanset stalinismens anti-økologiske arv forbliver den revolutionære socialisme – inklusive ideen om udvikling af produktivkræfterne – afgørende for at udvikle en vindende strategi for økologisk omstilling af samfundet. Men "produktivkræfternes udvikling" skal ikke automatisk forstås som større materiel overflod og et tungere økologisk fodaftryk.

Vi kan finde veje til at udvikle realiseringen af menneskers potentiale, samtidig med at vores økologiske fodaftryk mindskes. Dette fokus på menneskelig udvikling er den eneste vej til at overkomme begrænsningerne i de forskellige primitivistiske, livsstilsbaserede og liberale former for miljøpolitik, som hævder, at arbejderne i de udviklede lande må acceptere en lavere levestandard – og den eneste vej til at opbygge en bevægelse, der kan forene det økologiske engagement med folks stræben efter en bedre tilværelse.

For at menneskers potentiale kan udvikles i fuldt omfang, må undertrykkende slid afskaffes, og knaphed på ressourcer, der virkelig er brug for, overvindes. På grundlag af demokratisk kontrol og et højere produktivitetsniveau kan et socialistisk samfund foretage valg om, hvordan de nødvendige ressourcer tilvejebringes på en bæredygtig måde – f.eks. hvordan man eliminerer boligmangelen.

Demokrati og bæredygtighed

Vi kan ikke på forhånd planlægge alle aspekter af, hvordan et bæredygtigt samfund vil fungere, da det vil skulle diskuteres og afgøres demokratisk. Men i de aspekter, som vi kan forestille os, bliver det klart, at visionen om et miljøvenligt samfund stemmer overens med en revolutionær vision for arbejderklassen.

I et økologisk bæredygtigt samfund vil økonomien være demokratisk kontrolleret og organiseret for at give størst mulig gavn for almenvellet, hvilket naturligvis vil indbefatte økologisk bæredygtighed. Fordi økonomien vil være opbygget for at fremme udviklingen af det menneskelige potentiale, vil teknologiske fremskridt i produktionen blive brugt til at forkorte arbejdstiden frem for at producere mere. Det vil føre til øget fritid, som vi kan bruge på virkelig tilfredsstillende aktiviteter, og give os mulighed for større variation i, hvordan vi lever vore liv.

Et bæredygtigt og mere retfærdigt samfund vil også afskaffe skellet mellem produktivt og reproduktivt arbejde ved at socialisere hjemmearbejde (f.eks. børnepasning, madlavning og tøjvask) gennem oprettelse af kooperativer. Det vil være en mere effektiv måde at opfylde menneskers behov på og vil fremme kvinders frigørelse ved at bekæmpe den kønsbestemte arbejdsdeling i samfundet.

I et demokratisk planlagt og økologisk rationelt samfund vil der ske mange af de livsstilsændringer, som individualistiske miljøforkæmpere peger på som nødvendige, men de vil ske som del af sociale frigørelsesprocesser, ikke som et påtvunget offer eller et moralistisk princip.

Der vil være flere parker og sociale samlingssteder, som letter interaktionen mellem mennesker. Arbejdet vil være struktureret sådan, at folk kan opleve en tættere forbindelse til produktionen af fødevarer og ressourcer.
Overordnet set vil et socialistisk samfund give os frihed til at leve tilfredsstillende, mindre forbrugscentrerede liv, hvor vi kan vælge at inkludere nogle former for hårdt arbejde (f.eks. grønsagsdyrkning, som er langt mindre arbejdseffektivt end landbrug, men som mange mennesker finder tilfredsstillende). Under disse omstændigheder vil det individuelle forbrug naturligt falde til et lavere niveau, uden at nogen tvinger de arbejdende til at sænke deres levestandard.

Der vil afgjort være ændringer i, hvad folk forbruger i et bæredygtigt samfund. Et økologisk forsvarligt landbrugssystem vil sandsynligvis levere mindre kød og mindre frugt og grønt uden for sæsonen. Men det vil ske som følge af en omlægning af produktionen i sammenhæng med en revolutionær frigørelse, der fører til et bedre liv. Generelt vil et sådant landbrugssystem levere sundere, billigere og mere velsmagende fødevarer), så det vil ikke opleves som et offer.

Når alt det er sagt, må venstreorienterede også forholde sig til, at en stor del af verden faktisk har behov for højere niveauer af forbrug – flere ting. For at leve tilfredsstillende liv har milliarder af mennesker i verden brug for at få sikker mad og vand, bedre transport- og kommunikationsinfrastruktur og sundhedstjenester.
Under et demokratisk, planlagt program for udvikling kan disse ressourcer tilvejebringes på forskellige mere effektive og økologisk forsvarlige måder. De kan betales af erstatninger fra den imperialistiske kapital for dens århundredlange udbytning, og samtidig må der ske en reduktion af de udviklede landes økologiske fodaftryk.
Udviklingen af landene i det globale Syd er ikke alene et spørgsmål om politiske principper, den er også en økologisk nødvendighed. Hvis mennesker ikke har noget sikkert eksistensgrundlag, vil de overleve efter bedste evne og bruge de midler, de har til rådighed, hvilket ofte er stærkt miljøødelæggende.

Et eksempel: "Hundreder af millioner af mennesker bruger stadig træ og dyregødning til opvarmning, madlavning og belysning. Alene i Indien lever 400 millioner mennesker uden adgang til elektricitet. Fattigdommen er en væsentlig del af årsagen til, at der ryddes så meget skov i Indien, Afrika og dele af Asien. […] Hele kloden må forsynes med elektricitet fra vedvarende energikilder og fattigdommen udryddes – det må være en del af ethvert skridt til at leve bæredygtigt med Jorden." (2)

For at løse den globale økologiske krise, må vi foretage en enorm overførsel af rigdom fra kapitalen til de tidligere koloniserede lande for at finansiere en udvikling, der tilbyder en tryg tilværelse til de milliarder af mennesker, som kapitalismen har frataget deres subsistensmidler.

Omstilling til bæredygtig produktion
Den eneste måde, hvorpå man både kan udvikle det menneskelige potentiale rundt om i verden og regenerere en sund biosfære, er gennem en udvikling af samfundets produktivkræfter. Kapitalismen hæmmer vores muligheder for at producere mere effektivt og bæredygtigt, og det vil et demokratisk planlagt og økologisk rationelt samfund kunne gøre op med.

Jeg har ikke plads til at diskutere alle mulighederne for mere effektiv produktion, men jeg vil give et par eksempler. I en økonomi, der er indrettet efter at opfylde menneskers behov, vil der være mange muligheder for at begrænse spild, f.eks. ved at…
• begrænse emballage
• afskaffe planlagt forældelse, så elektronisk udstyr og maskiner (f.eks. bærebare computere og mobiltelefoner) holder længere
• reducere import og eksport og producere lokalt, hvor det er mest effektivt
• nedlægge en række brancher, som vil være stort set ubrugelige i et socialistisk samfund, f.eks. reklame, sundhedsforsikring, finansielle tjenester og militæret.

Også samfundets teknologiske basis kan omlægges. Vi kan indføre et energisystem baseret på sol-, vind-, geotermisk og bølgeenergi. Vi kan nydesigne byområderne med udgangspunkt i gående, cyklende og kollektiv trafik. Og vi kan omlægge vores landbrugsmetoder med afsæt i økologisk landbrug og permakulturteknikker.
Alle disse forandringer i produktionen og fordelingen af samfundets ressourcer er mulige med teknologier, der findes i dag, men kapitalismens jagt på privat profit holder os tilbage fra at gennemføre dem.

De første skridt i kampen

Eftersom et økologisk rationelt samfund er uforeneligt med kapitalismen, får vi det ikke uden kamp. Enhver kamp har sine særlige betingelser, men et par generaliseringer er mulige.

Økologi behøver ikke at blive behandlet som et særskilt anliggende, som skal føres ind i andre bevægelser. Da alle aspekter af samfundet er en del af forholdet til naturen, har alle kampe en økologisk dimension, og da et bæredygtigt samfund og et socialistisk samfund er uadskillelige, hører økologiske krav hjemme i alle kampe.
Det kan man se eksempler på i så forskellige kampe som bilarbejderne i Detroit, der har krævet lukkede bilfabrikker omstillet til at fremstille busser m.m., modstanden mod nedskæringer på den kollektive trafik i Pittsburgh, kampene i Appalacherne til forsvar for arbejderlokalsamfund truet af kulminedrift (ved bortsprængning af bjergtoppe, red.) samt oprindelige og jordløse folks kampe, der bryder ud rundt om i verden.
Når vi som revolutionære engagerer os i de konkrete kampe, må vi fastholde en vanskelig og modsigelsfyldt balance. Vi er nødt til at slutte os til kampene for økologiske reformer, men ikke forfalde til forestillinger om, at kapitalismen med disse reformer kan undgå en økologisk katastrofe.

Selv om det er et komplekst spørgsmål, som kun kan besvares gennem kommende erfaringer, vil et revolutionært økosocialistisk program – et sæt af politiske standpunkter, som vi fremsætter for at præsentere vores vision om en bedre verden og for at fremme og forene de forskellige politiske kampe – hjælpe os med at bevare denne balance ved at knytte de umiddelbare krav sammen med en revolutionær vision.

Som grundlæggende elementer i et økosocialistisk program indgår krav om f.eks. en sammenhængende og dækkende offentlig transport og en kortere arbejdsuge, men også krav om et stop for alle USA’s krige, arbejderkontrol med produktionen, annullering af den tredje verdens gæld og erstatninger til de tidligere kolonier til betaling for økologisk forsvarlig udvikling, suverænitet for de oprindelige folk, jord til de jordløse samt ekspropriering og demokratisk styring af det kapitalistiske landbrug. Det vil også indeholde specifikt økologiske krav såsom en omstilling af industrien væk fra de fossile brændsler.

Overgangskrav som de nævnte må være en del af et erklæret revolutionært program for et samfund, der gør op med klasseudbytning og undertrykkelse af kvinder, farvede og andre undertrykte grupper, og som sætter ind for at rette op på stofskiftet mellem samfund og natur.

Derfor er revolutionær marxisme ikke alene forenelig med et samlet svar på den økologiske krise, men en forudsætning for sådan et svar. Det kræver, at vi overskrider arven fra stalinismen og socialdemokratiet (som hylder grønne hensyn i ord, men viger tilbage for at udfordre kapitalismen), og at vi genopbygger den internationale revolutionære tradition.

Det ville være for let at hengive sig til katastrofisme, efterhånden som den økologiske krise forværres. Men vi må holde os klart, at selv om tingene fortsætter med at blive værre, vil der ikke være et bestemt øjeblik, hvor alt skylles bort; der vil fortsat findes udbytning og undertrykkelse, og vi vil stadig skulle kæmpe for den bedste verden, vi kan få, selv om de økologiske grænser for den indsnævres.

Vi er nødt til at integrere en forståelse af den nye økologiske virkelighed med den revolutionære marxistiske forståelse af, hvordan menneskelige samfund – inklusive deres forhold til naturen – udvikler sig, og for at kæmpe, så godt vi kan, på det grundlag. Opgaven er kolossal, men vi har en righoldig inspirationskilde i over 150 års revolutionære erfaringer inden for arbejderklassetraditionen.

Noter
1. Sarah Grey, “Open Source Anti-Capitalism”, Monthly Review, February 2009.
2. Chris Williams, Ecology and Socialism (Haymarket Books, 2012), 224-25. Denne kortfattede bog giver et velafrundet og praktisk overblik over, hvordan et socialistisk samfund kunne omstille produktionen på en bæredygtig made.

Nicholas Davenport er medlem af Solidarity og i System Change Not Social Change – The Ecosocialist Coalition.

Artiklen er oversat fra Against the Current, November-December 2012, af Finn Kjeller.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com