USA’s engagement og kontrol over Latinamerika begyndte i 1830’erne med erobringskrige, siden kom økonomiske investeringer. Kina har gjort det omvendt: Først de investeringer, som siden hen vil blive forsvaret med våbenmagt. Det har vi lært af historien. Vi kan forudse en skærpelse af USA’s og Kinas imperialistiske konkurrence i Latinamerika.

USA-imperialismen i Latinamerika

Med krige, efterfulgte af talrige militære interventioner, besættelser og statskup grundlagde USA sin dominans over Latinamerika. Det begyndte med erobringen af det nordlige Mexico, der i dag omfatter hele det sydvestlige USA. Siden kom erobringen af Cuba og Puerto Rico og overtagelsen i 1914 af den del af Panama, der udgør kanalzonen. Omkring 1920 “sad” USA på det meste af Mellemamerika og Caribien, og har i dag baser flere steder i området til forsvar for ”amerikanske interesser.” Eller for at sikre, at loyale diktatorer kan forblive ved magten.

Efter 1945 mistede det svækkede England sine økonomiske interesser i Latinamerika, og blev erstattet af USA, der blev regionens bank, donor og investor i miner, olie og plantager. I 1959 blev USA smidt ud af Cuba, og selvom USA har forsøgt at invadere øen og myrde Castro, så er det aldrig lykkedes. Som reaktion herpå lancerede præsident Kennedy ”Fremskridtsalliancen” for at promovere demokrati, kapitalisme samt afskaffe analfabetisme, indføre jordreformer, effektivisere offentlig forvaltning mv. Blot syv år efter alliancens start døde projektet, fordi militæret tog magten i Brasilien, Bolivia, Chile, Uruguay og Argentina – med USA’s accept.

Sidst i 80’erne tillod USA og eliterne i diktaturstaterne en tilbagevenden til demokrati, styret af konservative institutioner og partier, og ledsaget af neoliberale økonomier. USA var helt frem til årtusindeskiftet ene om at dominere regionens finans, industri og handel.

På samme tidspunkt kom det flere steder til oprør og sociale bevægelser, og folkelige opstande opstod. Der blev afholdt valg, der gav magten til ”den lyserøde bølge” – regeringer, der modsatte sig USA’s dominans og neoliberale politik: Chavez i Venezuela i 1999, Lula i Brasilien i 2003, Kirchner i Argentina i 2000 og Evo Morales i Bolivia i 2006. Lula indtog en central rolle i dannelsen af BRIKS – en alliance mellem Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. Alliancen skabte en udviklingsbank og finansielle institutioner, der var et alternativ til IMF og Verdensbanken. Den røde tidevandsbølge holdt knap et årti, men en ny æra var dog begyndt.

Den kinesiske økonomis opstigning

Siden 2000 har Kinas opstigning ændret meget. USA er fortsat verdens største økonomi med et BNP på 23 billioner US-dollar, mod Kinas 17,7 billioner. Fire af klodens største banker er kinesiske, og eksporten af varer og tjenesteydelser overgår nu USA’s. Kinas økonomiske vækst er ledsaget af en vækst i ambitionerne, ganske som i andre imperiale magter, og Kina udvider sin økonomiske, politiske og militære indflydelse. Hvor USA og EU er drevet af profitmaksimering, er den kinesiske imperialisme drevet af statspolitiske interesser. Landets hybride bureaukratiske, kollektivistiske og kapitalistiske økonomi kontrolleres af Kommunistpartiet, det har den fordel, at staten dirigerer banker og virksomheder, hvilket gør den internationale økonomiske politik ganske effektiv.

Kinas engagement i Latinamerika er sket gradvis, Efter at Richard Nixon havde været i Beijing i 1972 for at omfavne Mao Zedong, fulgte Latinamerikas regeringer efter og anerkendte Kina. I 2001 optog WTO Kina, og i årene derefter indgik Kina frihandelsaftaler med Chile, Peru m.fl.

I 2001 gik 1 procent af Latinamerikas eksport til Kina, i dag er det 26. Ifølge World Economic Forum voksede samhandlen med en faktor 26 i årene 2000-2020, fra 12 til 315 milliarder dollar. I dag er Latinamerika Kinas største handelspartner, efterfulgte af USA. Nogle lande, for eksempel Chile, sender 39 procent af eksporten til Kina, og det forgældede Jamaica er økonomisk afhængig af Kina.

De kinesiske handelsmønstre i Latinamerika ligner dem, USA og Europa havde med Latinamerika i det 19. og 20. århundrede, hvor Kina investerer for at købe kød, soyabønner, sukker, kobber, olie og mineraler. Handelen fra Kina til Latinamerika omfatter højværdivarer, fx mobiltelefoner, som Latinamerika ikke selv fremstiller. Ulempen for Latinamerika er, at de kinesiske produkter ofte erstatter lokalt fremstillede produkter, hvorved der sker en vækst indenfor udvindingsindustrien og landbrugssektoren, men en stagnation eller nedgang i industrien.

Relationerne til Latinamerika er ikke kun handelsmæssige. Kinesiske virksomheder, flere af dem statsejede, har investeret enorme beløb i Latinamerika, og som englænderne og amerikanerne, så har kineserne en tendens til at investere i de industrier, der forsyner dem med råvarer, (minedrift, olie og landbrug). I perioden 2000-2018 investerede Kina 73 milliarder dollar i raffinaderier og forarbejdnings-industrier. For nylig skød Kina 4,5 milliarder i lithium-produktionen i Mexico og i “lithium-trekanten” – grænseområdet mellem Chile, Argentina og Bolivia, hvor halvdelen af verdensbeholdningen af lithium befinder sig.

Kina har desuden investeret i filialer af dets (stats)selskaber, eller opkøber latinamerikanske virksomheder, fx Perus olieindustri for 60 milliarder og 15 milliarder i Chile. Hertil kommer banklån for 137 milliarder i 2020. Lånene har været nyttige i nogle lande, mens det i fx Bolivia og Ecuador har skabt store gældsbyrder. Kinesiske lån har typisk tilpassede renter, hvilket betyder, at nu, hvor renterne stiger, da vil låntagerne have sværere ved at afdrage.

Belt and Road Initiativet (BRI) er hjertet i Kinas imperiale økonomiske system og omfatter anlæg af veje, baner, havne, dæmninger, kraftværker, digital kommunikation samt et finansielt netværk med lån, investeringer, handel, militær bistand mv. Oprindelig skulle BRI knytte Kina tættere til Europa, Mellemøsten og Afrika, men nu er også Latinamerika kommet med som et led i det diplomatiske Syd-Syd-initiativ, der skal forene det Globale Syd med det Globale Nord. I december 2021 havde 20 ud af 24 lande i Latinamerika og Caribien tilsluttet sig BRI.

Politikker, blød magt og militæret

Præsident Xi Jinping leder arbejdet på at fremme relationerne til Latinamerika og har besøgt regionen flere gange Andre politiske ledere aflægger hyppigt besøg for at udbygge båndene, føre tilsyn med lånene samt foretage nye investeringer.

Kineserne investerer 10 milliarder dollar årligt på Confucius-institutter, der tilbyder bachelor- og avancerede studier i kinesisk sprog og kultur, samt kulturel uveksling. Mao Zedong introducerede efter magtovertagelsen den reaktionære konfucianisme i kommunistpartiet og siden i staten. Sammen med stalinismen og maoismen udgør det i dag partiets autoritære ideologi. Desuden tilbyder Kina finansiering til andre universiteter og forskningsinstitutioner.

For at fremme diskussioner med militært indhold har Kina oprettet et forsvarsforum sammen med Latinamerikas militær. På programmet står videns- og erfaringsudveksling, træningsprogrammer for menige og officerer og gensidige besøg på baser. Således lærer Kina om styrker og svagheder i Latinamerika, men vinder også indflydelse blandt officererne, ganske som USA tidligere gjorde.

Kina har ingen baser i området, hvilket ville alarmere USA, men har dog etableret syv “strategiske styrkepunkter” – forsyningshavne for kinesiske krigsskibe. Havnene ligger i Mexico, Panama, på Bahamas og i Argentina. Hertil kommer havnebyggerier i Brasilien, Peru, Ecuador og Jamaica.

Der sælges kinesiske våben, køretøjer, luftforsvars- og radar-systemer, håndvåben mv. til en værdi af flere millioner. De tætteste bånd har Kina til det autoritære venstreregime i Venezuela, der er ramt af amerikansk belejring og sanktioner. Våbenhandlen omfatter bl.a. små trænings- og jagerfly samt militære transportfly.

Latinamerika vil blive en del af den inter-imperialistiske konflikt

USA er ikke indstillet på at opgive sin økonomiske, politiske og militære overhøjhed i Latinamerika uden kamp. Caribien og Latinamerika regnes for at være en del af den amerikanske indflydelses-sfære, og nødvendig for at bevare grebet om den vestlige halvkugle.

Nogle progressive og venstreorienterede anser Kina for en venligsindet magt, der stræber efter at skabe en mere retfærdig verden. Det er nu ikke meget, der kan godtgøre denne opfattelse. Kort efter kommunistpartiets magtovertagelse blev Tibet annekteret, men beholdt en vis autonomi. Da tibetanerne gjorde oprør i 1959, tog kineserne kontrol med landet, og indførte et-partisystemet. Ved Kulturevolutionen i 1966, blev over 6.000 klostre ødelagt, og mellem 200.000 og 1 million tibetanere blev dræbt. Han-kinesiske militære embedsmænd blev indsat, og indvandringen af han-kinesere tog til. I dag er der ca. 7,5 millioner han-kinesere og 6 millioner tibetanere.

I Xinjang-provinsen lever 12 millioner uighurer, de fleste muslimer. De er blevet tvunget til at opgive deres tyrkiske sprog og skal tale og skrive kinesisk. Modstanden blandt uighurerne er stor, og omkring en million er indsat i “genopdragelseslejre,” hvor de underkastes tvangsarbejde og i nogle tilfælde tortur. Også her indvandrer han-kinesere i stor stil, hvorved uighurerne gradvis bliver en minoritet. Kinas nul-tolerance gælder etniske og religiøse minoriteter samt politiske dissidenter Hertil kommer det generelle forbud mod rivaliserende partier, uafhængige fagforeninger, eller sociale bevægelser.

I det Sydkinesiske Hav, hvor en betydelig del af verdens containerskibstrafik passerer igennem, har Kina sat sig på en række småøer, som de kyststater, der støder op til det Sydkinesiske Hav, også  gør krav på. Striden handler ikke kun om øerne, men også om sejlruter og olien på havbunden. Kina har anlagt flådebaser og militære lufthavne på tre af øerne, og bidrager derved til at forøge spændingerne i området. Den kinesiske adfærd i Asien antyder, hvordan man ville kunne opføre sig, hvis landet havde mere magt på den vestlige halvkugle.

Latinamerika er langt fra Kina og tæt på det USA, der stadig er verdens største militærmagt. Kina er ikke i en position til at kunne foretage militære handlinger på den vestlige halvkugle. Klodens to største militære magter kæmper i dag om at dominere den latinamerikanske økonomi, og det må forventes, at kampen vil spidse til.

8. oktober 2022

Oversat og forkortet fra New Polititcs af Arne Lund