Hvorfor er det så afgørende vigtigt at fastslå, om Kina er imperialistisk eller ej? I revolutionær marxisme er formålet med teoretisk bestemmelse af fænomener at etablere et videnskabeligt grundlag for det revolutionære politiske arbejde. Det vil øge sikkerheden for, at det faktisk er progressivt i forhold til det revolutionære socialistiske mål.

af Jette Kromann

25.
oktober
2022
Forbered udskrift | Send denne artikel til en ven Send denne artikel til en ven |

Lige nu sker der voldsomme skift i virkelighedens verden. Det gør det endnu vigtigere at følge med, selv om det kan være svært og krævende. Man kan let komme til at køre på rutinen – og dermed komme til at stå på den forkerte side i kampen. Mit formål med vores diskussion er altså at forsøge, på grundlag af den ny virkelighed, at opnå en større enighed – og afklaring af uenighed – om Kina nye status i verden. Det skal bruges politisk i en anti-imperialistisk anti-krigsbevægelse.

 

Mit udgangspunkt er Lenins imperialismeteori. Lenin talte ikke primært om den enkelte isolerede stat som imperialistisk. Han talte om et verdenssystem, hvor imperialistiske magter dominerede og udbyttede alle verdens lande. De spillede forskellige roller og kunne være ledet af forskellige politiske typer af regimer. Lenins opfattelse af imperialismen som et verdenssystem illustreres måske bedst af, at Lenin analyserede Rusland før revolutionen som en imperialistisk stat, selv om regimet nærmest var halvfeudalt, og franske og tyske banker spillede en stor rolle i landets økonomi. Når han alligevel analyserede Rusland som imperialistisk, så var det med henvisning til landets store militær apparat, koloniekspansion med stigende interesser i Asien og regimets reaktionære rolle i den imperialistiske kæde.

 

Lenins analyse af Rusland som imperialistisk var afgørende for grundlaget for bolsjevikkernes linje – nemlig for revolutionært nederlag for begge sider i den imperialistiske Førse Verdenskrig -altså også nederlag for Rusland. Den linje – dobbelt nederlag for begge sider i en imperialistisk rivaliseringskrig – og for deres arbejderklasses revolutionære omstyrtelse af deres egne borgerskaber – har siden været den ufravigelige politik for revolutionære marxistiske anti-imperialister. Det vender vi tilbage til.

 

Kinas som imperialistisk magt

Hvad var de internationale forudsætninger for, at Kina kunne udvikle sig som imperialistisk verdensmagt? En nødvendig forudsætning er de gamle imperialistiske staters historiske nedgang og det massive økonomiske skift. Det har ”givet plads” til dannelsen af nye imperialistiske magter som Rusland og Kina – og dermed til den inter-imperialistiske rivalisering.

 

En anden forudsætning for Kinas opstigning er ironisk nok Kinas revolutionære baggrund. Udgangspunktet med en ikke-kapitalistisk, ikke profit-drevet økonomi centraliseret i hænderne på et statsligt bureaukrati betød, at der var mulighed for at bevare centralismen i overgangen til kapitalismen. Kapitalismens værste, anarkistiske, kaotiske produktion kunne omgås. Den centrale politiske og økonomiske styring blev fastholdt – til forskel fra i Rusland – mens man overgik til kapitalistisk produktion. Partiet kunne udøve centraliseret dobbelt kontrol – dels med økonomien og dels politisk med de folkelige masser. Regimet i dag kan måske bedst betegnes som statskapitalistisk – vel at mærke forstået på Lenins måde.

 

Et par få centrale tal kan give et reelt indtryk: Med hensyn til den internationale kapitalistisk værdiproduktion, så faldt USA’s andel fra 25,1 procent (2000) til 17,7 procent (2015). Vesteuropas andel faldt fra 12,1 procent til 9,2 procent. Kinas andel steg fra 6,5 til 23,6 procent – også fra 2000 – 2015.

 

Med hensyn til verdenshandelen, så faldt USA’s andel fra 15,1 (2001) til 11,4 procent (2016). Kinas andel voksede i samme periode fra 4,0 til 11,5 procent. I 2017 var Kinas andel af verdenshandelen 11,5 procent mens USA’s var 11,1.

 

Tendensen er det samme, når det gælder ledende selskaber. Kinas antal stiger. De gamle imperialisters falder.

 

Det samme gælder de største globale monopoler. De gamle falder, og Kinas stiger. Kina er altså ikke bare, som nogen hævder, storproducent af billige forbrugsvarer til verdensmarkedet. Det billede blev ændret for 10 år siden. Pointen er, at Kina ikke bare producerer og handler en betydelig del af verdens kapitalistiske værdiproduktion, Kina ejer også en stor del af den. Det illustreres af Kinas betydelige andel af verdens virksomheder – topmonopoler og deres profitter. Og det er profitter både i industrien og i finanssektoren.

 

Selv om nogle af de gigantiske selskaber formelt er statsejede, så er de ikke en slags ”socialistiske” mega-virksomheder, men kapitalistiske monopoler. Det illustreres også af antallet af milliardærer. Kina har det største antal – 609 mod USA’s 552. Omkring halvdelen af verdens milliardærer er kinesiske. Men Kinas økonomi hviler ikke på ganske få megarige (som Indiens og Saudi Arabiens). Der er et bredt lag af små og mellemstore kinesiske kapitalister.

 

Med hensyn til udenlandske investeringer, så er Kina nummer tre efter USA og Japan. Med Belt and Road projektet vil Kina overgå alle. Kina har også nu en plan for en jernbane gennem de 5 centralasiatiske lande – Kasakhstan, Uzbekistan, Kirgisistan, Turkmenistan, Tadjikistan – alle i Ruslands baghave, men vel at mærke udenom Rusland. Trods alliancer varetager de store imperialistiske stater først og fremmest egne interesser.

 

Det er angiveligt et projekt til 60 mia. dollars, som vil komme til at transportere varer for 560 mia. dollars. Næst efter USA investerer Kina mest i forskning og videnskab.

 

Investeringer i den militære oprustning er nu et kapløb mellem USA og Kina. Kina har en gigantisk våbeneksport. Politisk er der tegn på opbygning af kold krig med voksende handels- og andre konflikter mellem parterne. Og nu også et våbenkapløb.

 

Tallene tegner umiskendeligt et billede af Kina som en international imperialistisk supermagt.

 

Taiwan

Hvorfor er kontrol med Taiwan central for både USA og Kina? Nu kommer der lige nogle få tal igen. 60 procent af verdens søhandel passerer det Øst og Sydkinesiske Hav. Mere end 22 procent af den totale verdenshandel passerer det samme område. Kontrol med Taiwan er afgørende, fordi Taiwans industri fremstiller 63 % af verdens halvledere – en nøglekomponent i al moderne økonomi. For Kina ville kontrol med Taiwan lette Kinas adgang til Stillehavet – dermed til det amerikanske hovedland og til øerne i det Sydlige Stillehav.

 

Konflikten mellem USA og Kina om Taiwan er blevet en af de afgørende elementer i verdenssituationen og vil sandsynligvis fortsætte med at være det i de kommende år. Årsagen er, at Kina er en opstigende og USA en faldende imperialistisk magt. I dag er de to stater de dominerende rivaler. Det gælder indenfor økonomi, politik og militær. Begge magter – USA og Kina – er stærke nok til at hindre den anden i at dominere globalt, men ikke stærke nok til selv at dominere. Sammen med Ukraine krigen og rivaliseringen mellem Rusland og NATO er USA–Kina-konflikten, med Taiwan i centrum, nu aksen i verdenssituationen.

 

Rivaliseringen om Taiwan betyder en overhængende fare for en militær konflikt mellem USA og Kina i de næste år. Taiwan er det mest sandsynlige konfliktpunkt. Det kan kun undgås, hvis klassekampen udvikler sig i revolutionær retning på den ene eller på begge sider. Det er usandsynligt, at en af siderne trækker sig ”frivilligt” og overlader kontrollen over Taiwan til rivalen. Det ville betyde et strategisk nederlag for den vigende imperialistiske herskende klasse. Det kunne udløse en revolutionær situation med risiko for regimets kollaps på hjemmefronten.

 

Desuden er der stigende ustabilitet både i USA og Kina. I USA står den herskende klasse politisk splittet. Der er eksplosiv inflation og økonomisk ustabilitet. I Kina er der Covid19-nedlukningen, voksende arbejdsløshed og en lurende krise i finans- og byggesektoren. I begge stater griber de herskende klasser til at øge chauvinistisk militarisme og udenlandske militære angreb for at aflede de hjemlige massers opmærksomhed – et gammelkendt middel.

 

En militær konflikt i området ville betyde sammenbrud i den globale økonomi. En konflikt kunne fremprovokere en tredje verdenskrig. En militær konflikt ville polarisere alle verdens stater. Alliancerne mellem USA/Japan og Kina/Rusland ville formentlig intensiveres. De europæiske stater ville måske splittes mellem de to blokke. Økonomiske sanktioner og diplomatiske manøvrer ville formentlig hærge med kæmpe konsekvenser for økonomien og verdensordenen.

 

En krig om Taiwan ville betyde kæmpe tab på begge sider. Det ville svække både USA og Kinas imperialisme. Ifølge en beregning (offentliggjort i Wall Street Journal) ville USA i en 4 ugers krig med Kina kunne miste halvdelen af sin flåde og luftvåben. Det siger noget om det militære indbyrdes styrkeforhold.

 

Vi kan opsummere: Der er to begivenheder i 2022, der har haft nok international betydning til at have formet verdenssituationen – fordi de har involveret de imperialistiske verdenskræfter.

 

Ukrainekrigen har dramatisk øget den imperialistiske rivalisering mellem NATO og Rusland. Taiwankrisen har dramatisk øget hastigheden i USA og Kinas imperialistiske rivalisering.

 

Jeg tror, at vi politisk foran os må se en periode – sammen med klimakrisen – hvor alt stort set kun bliver værre. Det ligner umiskendeligt et pessimistisk udsagn. Men det betyder, at vi ser ind i en periode med voksende klassekamp internationalt med revolutionære og kontrarevolutionære kriser. Anti-imperialister må nødvendigvis også være socialistiske anti-kapitalister. Kodeordet i den næste periode er forberedelse, forberedelse og atter forberedelse. Forberedelse i form af opbygning af de revolutionære kræfter til at kunne varetage de behov, masserne har i deres kampe. Om resultatet bliver revolution eller kontrarevolution afhænger af denne forberedelse.

 

De to begivenheder – Ukraine og Taiwan – markerer begyndelsen til en fase med inter-imperialistisk rivalisering – en slags før-3. Verdenskrig periode.

 

Det betyder, at hvis vi vil have fred, så må vi forberede den socialistiske revolution. Anti-imperialisme må smelte sammen med socialistisk revolutionær anti-kapitalisme. Det er indlysende, at set i det perspektiv bliver spørgsmålet om at vælge at stå på den rigtige side helt afgørende.

 

Politisk fører det os tilbage til Lenins politik: For dobbelt nederlag – til begge sider i en inter-imperialistisk konflikt og for revolutionær opstand hjemme mod begge imperialistiske sider.

 

Vores linje i anti-krigsbevægelsen

Denne udvikling sætter nødvendigvis opbyggelsen af en bred og anti-krigs og oprustningsbevægelse på dagsordenen. Ingen af de strømninger, der vil være i en bred bevægelse – pacifister, ”lejrtænkere”, leninister eller andre skal kunne bestemme over hinanden. Ud over enighed om nogle få hovedparoler må der være tendensfrihed med parolefrihed. Ingen skal lukke munden på andre. Uenighederne skal ikke undertrykkes, men være åbne og behandles ”civiliseret” og med henblik på fælles handling og højnelse af det fælles politiske niveau. Man skal frit kunne gruppere sig med ligesindede. Det fælles grundlag må omfatte enhed om modstand mod alle Danmarks borgerlige partiers imperialistiske oprustning og følgagtighed overfor USA. Det betyder en klar markeringslinje mod tilhængere af den herskende pro-vestlige imperialisme.

 

Socialister må sætte fingeren på ondets rod – al imperialisme og hele det kapitalistiske system. Perspektivet må være opbygningen af en enhedsfront af alle modstandere af borgerlig politik. Arbejdspladserne og fagbevægelsen skal med.

 

Ikke en krone til militæret. Til forsvar for klimaet og miljøet, for sundhedssektoren, de psykisk sårbare, for alle dele af velfærden, for flygtningene, for den almene boligsektor, for uddannelserne, forskningen…

 

For demokratisk selvorganisering af al modstand – for demokratisk valgte aktionskomiteer til at lede modstanden.

single.php

Artiklen er udskrevet fra Socialistisk Information (www.socinf.dk)

WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com