Den 25. marts slap Joe Biden katten ud af sækken, da han i Warszawa fortalte, hvad situationen i Ukraine handler om. Biden bad Vorherre om at fjerne Putin fra magten, og bekræftede dermed, hvad flere medier og folk med indsigt i udenrigs- og sikkerhedspolitik længe har anet: At USA’s hensigt er at vælte Putin, og at Ukraine er det “redskab,” der skal få det til at ske.

Den 1. april sekunderede Englands hærminister, James Heappy, i Daily Telegraph: “Putins dage er talte… sanktionerne har til formål, at vælte hans regime.”

“USA har fået sin krig i Ukraine. Uden den kan USA ikke ødelægge Ruslands økonomi, og orkestrere en global fordømmelse, der stigmatiserer Rusland som pariastat. Alt dette bekræftede Biden i Warszawa,” skrev Joe Lauria fra journalistkollektivet Consortium.

Udenrigsminister Blinken dementerede hurtigt: “USA har ikke sådanne strategier, hverken når det gælder Rusland eller andre lande.” Glemte han Vietnam, Chile, Irak, Libyen m.fl.?

Lokke-og-forblød-teorien

I Counterpunch skrev Dan Glazebrook, “at USA’s politik er at lokke Rusland i en fælde, og så lade det forbløde i en opslidende krig med Ukraine, sådan som det skete i Afghanistan. “Lokke-og-for-bløde-teorien” blev defineret i 2001 af John Mearsheimer, ekspert i internationale relationer ved Chicagos Universitet. Strategien er at engagere to rivaler i en langvarig krig til de forbløder, mens den, der har sat lokkemaden, ser til fra sidelinjen med sit militær intakt.” I 2015 uddybede Mearsheimer det: “Vil man ødelægge Rusland, så gælder det om at opmuntre til at erobre Ukraine.”

USA’s forsvarsstrategi anbefaler metoden og skjuler ikke, hvem den retter sig mod. I 2018 blev der “opstillet en køreplan, for at kunne imødegå de udfordringer en langvarig konkurrence med Kina og Rusland udgør.” Samt forhindre en alt for tæt tilnærmelse mellem Frankrig, Tyskland og Rusland, hvilket kan true USA’s dominans i Europa.

“Ukraine er et påskud til at iværksætte en stedfortræderkrig, der legitimeres af, at den indgår i en langt større sammenhæng,” skrev sociologen Immanuel Wallenstein i LeftEast 18.02.2014..

USA/NATO har provokeret Rusland til at invadere Ukraine – en imperialistisk invasion, der skal fordømmes. Mens det ukrainske folk har ret til at forsvare sig med de nødvendige midler, så svækker regeringens alliance med USA/NATO landets stilling. Mange ukrainere vil være neutrale, og er mod tilpasningen til USA’s verdensdominans. Den slags tager USA/NATO ikke hensyn til.

I Putins vision om et Panslavisk rige – et eurasisk imperium – omfattende de tidligere Sovjetrepublikker under Moskvas ledelse, har Ukraine en særlig plads. Er Ukraine ikke med, da ville det eurasiske imperium hælde mod det asiatiske, og det ønsker europæeren Putin ikke.

Den splittelse, der var mellem dele af Europa og USA, da Trump var præsident, er nu væk. Europa har fået en præsident, de kan lide, og på ingen tid har Biden mobiliseret Europa om denne sag, og fået dem til at adlyde. Mette Frederiksen er næppe den eneste europæiske statschef, der “gerne gør USA en tjeneste hver dag.” (Altinget 11.02.).

Når millioner af døde er prisen værd

USA har tradition for at føre en kynisk udenrigspolitik. Da Nazityskland angreb Sovjetunionen i 1941, erklærede senator Truman: “Er Tyskland ved at vinde, så hjælper vi Rusland, og hvis Rusland er ved at vinde, så hjælper vi Tyskland, og således lader vi dem dræbe flest mulige..”

I sommeren 1979 bevæbnede USA modstanderne af det pro-sovjettiske styre i Afghanistan. Det ville, mente præsident Carter, tilskynde Sovjet til at intervenere militært, så nu “har vi muligheden for at give USSR dets Vietnam-krig.”

Frem til 1989 blev Sovjets inkompetente hær trukket længere og længere ned i hængedyndet. Det demoraliserede soldaterne og bidrog til Sovjetunionens kollaps. I invasionen af Afghanistan deltog også soldater fra Ukraine, der nu oplever, hvordan det er at blive invaderet af en overmagt.

I 1990 satte USA en fælde for Iraks Saddam Hussein, der havde en kontrovers med Kuwait. USA gjorde ham det klart, at man ikke ville intervenere. Det troede Saddam på, og invaderede Kuwait, hvilket gav USA og flere medløberlande et påskud til at overfalde Irak – det første forsøg på et regimeskifte. Dels for at slippe af med en besværlig allieret, og dels få fingrene i Iraks oliereserver. Det skete først i 2003, hvor USA og koalitionen af villige lande smadrede Irak og denne gang slog ikke under en halv million irakere ihjel.

Tidligere udenrigsminister Madeleine Albright blev i et tv-interview spurgt om de sanktioner, der blev pålagt Irak efter invasionen af Kuwait, og som kostede mindst en halv million irakiske børn livet, kunne retfærdiggøres. Albright svarede, “at det var prisen værd.”

I 1997 advarede 50 pensionerede amerikanske politikere, embedsmænd og generaler om, at hvis NATO udvidede østpå, da ville dette forstærke de nationalistiske kræfter i Rusland, der er fjendtligt indstillede overfor Vesten, at det kunne genoplive den kolde krig, fremme ustabilitet og i sidste ende forværre følelsen af sikkerhed, også i lande, der ikke blev berørt af NATO’s østudvidelse.”

Som så mange advarsler, blev også denne ignoreret af præsident Clinton, der troede, af hans bon-kammerat, Boris Yeltsin, ville sidde til evig tid. I 2000 blev Putin præsident, og han erklærede, “at Sovjetunionens sammenbrud var den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede.” Heller ikke den udtalelse tog Vesten alvorligt.

Først snød NATO Georgien, og så Ukraine

USA og altid følgagtige England pressede på for at få Georgien og Ukraine med i NATO, hvad Tyskland og Frankrig modsatte sig. Et kompromis afgjorde, at de kunne blive medlem senere. I 2002 fik Ukraine “forstærket mulighedsstatus” – en fortrinsstilling i NATO-øvelser og -træning.

I 2008 gik Georgien ud fra, at NATO ville komme til undsætning, hvis forsøget på at generobre to mindre russiskbesatte områder, slog fejl. Det gjorde det, og Georgien blev kortvarigt besat af russerne. NATO holdt sig naturligvis væk, og det kan derfor undre, at Ukraine stadig tror, at NATO hjælper lande, der ikke er medlem.

Richard Sakwa, Ruslands- og Ukraine-ekspert ved Kent Universitet, skrev, “at efter krigen mellem Rusland og Georgien, “besøgte Englands udenrigsminister, David Milliband, Kiev og lovede støtte. Dermed dømtes Ukraine til at blive det næste epicenter i kampen om herredømmet i Europa.”

Rusland ser Ukraines NATO-medlemskab som en eksistentiel trussel, hvad en hvilken som helst russisk regering, selv den mest liberal-borgerlige, også ville gøre.

USA’s strategi har været undervejs siden 2013. I februar 2014 indtraf begivenhederne på Maidan – to dage efter annekteringen af Krim. Samtidig blev den lovligt valgte pro-russiske præsident, Viktor Yanokovitsch, væltet ved et kup. Det var delvis iscenesat af USA, hvis ambassadrice Victoria Nuland blandede sig i udnævnelsen en ny nationalistisk præsident. Amerikanske “eksperter” blev tilkaldt, bl.a. Bidens søn, Hunter, der indtrådte i bestyrelsen for energiselskabet Burisma, til trods for at han ingen erfaringer havde på området.

Efter kuppet annullerede den nye regering russisk som det officielle andet sprog, hvilket udløste modstand i det russisktalende Østukraine. Der blev indsat soldater, og det udviklede sig til den “borgerkrig,” der indtil nu har kostet ca.14.000 dræbte.

Det er vigtigt, at erindre Maidan, for ellers er det svært at forstå, hvorfor Vesten siden da har hvidvasket ukrainske politikere og forhold, og tilsvarende har fordømt separatisterne i Donbas

De paramilitære grupper

Emnet behandles udførligt i artiklen Den yderste højrefløj er et reelt problem i Ukraine. Her skal blot suppleres med følgende:

Siden 2014 har CIA og Blackwater opbygget højreorienterede militser for at sikre, at hvis Rusland indsætter en marionetregering i Kiev, da vil der være en velbevæbnet modstandsbevægelse, der i bedste Stay Behind-stil kan kæmpe videre mod russerne og trække dem ned i hængedyndet.

Ukrainske elitesoldater trænes i guerillakrigsførelse i USA. Ganske som da USA trænede latinamerikanske soldater på School of Americas, til bekæmpelse af venstreorienterede oprørere.

James Heappy fortalte 5. marts, at “vi vil etablere en eksilregering, der kan dirigere en guerilla i kampen mod den russiske besættelseshær.” Det ligger i forlængelse af den tidligere ledende CIA-officer, der den 25.02 i Foreign Affairs skrev, at “hvis Rusland afgrænser operationerne til Donbas, da vil der stadig være en regering i Kiev, der bakkes op af en (stort set) enig befolkning… Putin vil stå overfor en langvarig, blodig opstand, der kan sprede sig til Belarus, Kasakhstan, selv til Rusland. Når konflikterne begynder, kan de udvikle sig uforudsigeligt og kan føre til et regimeskifte.”

CIA-officeren har ret i, at store lande kan komme galt af sted, hvis de invaderer små lande og regner med en hurtig sejr. For store hære har vist sig at være uduelige overfor guerillaer, der har korte forsyningslinier, kender terrænet, kan gemme sig i lokalbefolkningen, og kæmper for landets befrielse, mens besættelseshærens soldater ikke altid ved, hvorfor de slås.

Ukraines paramilitære grupper tæller nazisterne i den Azovske Bataljon, nationalister, og udenlandske frivillige af varierende politisk observans, der ønsker at kæmpe mod de russiske hære.

Forskellen på Afghanistan i 1979 og Ukraine i dag, er, at opbygningen af de paramilitære grupper nu sker helt åbent. Ydmygelsen af Putin er total, for dermed siger USA/NATO, at vi gør, hvad der passer os – lige på dit dørtrin.

Det er, set i det lys, skriver Mearsheimer, at “USA opfordrer Ukraine til at være barsk overfor russerne, men det kan ende med, at Ukraine bliver smadret, og vi risikerer en atomkrig.”

Ukraines regering har længe troet, at NATO ville hjælpe, hvis det kom en invasion. Mens USA sagde, at man ikke ønskede krig med Rusland, så stod udsigterne til en NATO-intervention åbne. I november 2021 erklærede NATO så, at man ikke ville komme til undsætning, men at man ville sende våben. Ifølge Glazebrook var det signalet til russerne, at de kunne invadere.

Pensioneret generalløjtnant, Leonid Ivashov, fra foreningen af tidligere russiske officerer, advarede Putin om fælden. Det kan ødelægge Rusland, og isolere landet i årene fremover. Ivashov er ikke ene med sin kritik, og det tyder på, at der er sprækker i toppen af Kreml, samt at Putin måske lytter mere til sine kolleger i efterretningstjenesten, der har lovet ham en hurtig sejr.

Sanktionerne

Invasionen er et længe savnet påskud til at indføre endnu skrappere sanktioner mod Rusland end dem, der blev indført efter annekteringen af Krim. Her viste der sig smuthuller, og sådan vil det også gå med de nye. Nu bliver det bare mere besværligt og dyrere, men rige russere vil altid via en stråmand i fx Tyrkiet kunne få fat i en BMW. Med de nye sanktioner rammes alt – bortset fra den olie og gas, der fortsat flyder vestpå, og de sanktioner, der først træder i kraft i august. Heller ikke våbeneksporten fra nogle NATO-lande til Rusland stopper. USA håber sanktionerne vil ramme den russiske befolkning så hårdt, at den rejser sig mod Putin og fremkalder et regimeskifte.

Sanktionerne og følgerne heraf kan ikke afgrænses til Rusland. Allerede nu har de fået globale implikationer i form af stigende priser og begyndende fødevareknaphed i Det Globale Syd.

Krigen kunne være undgået

USA/NATO og Ukraine kunne have undgået krigen ved at respektere Minsk-aftalernes krav om våbenhvile, løsladelse af krigsfanger, føderalisering af Ukraine med autonomi for Lugansk og Donetsk, opløsning af de højreradikale militser, samt inddrage Rusland i forhandlinger om en ny europæisk sikkerhedsstruktur, under ledelse af OSCE.

Men USA afviste. Senest nægtede Blinken at mødes med Sergei Lavrov og sender i stedet våben for 6 mia kr. til Ukraine. Rusland og Ukraine fremlagde en 15-punkts plan til konfliktløsning, hvor bl.a. Ukraine afstår fra at søge optagelse i NATO. Også den plan afviste USA.

Placeringen af missiler og tropper i Baltikum og Polen er så vital for USA/NATO, at man afviser etableringen af en bred demilitariseret zone, fra Baltikum til Sortehavet

Der skal udvikles et partnerskab for fred under ledelse af OSCE, FN, Human Rights Watch m.fl.., og dialogen i NATO-Rusland-rådet, Østersørådet, Arktis Råd, G20, G8 m.fl. skal genoptages. Endelig skal de skrottede nedrustningstraktater genforhandles og forstærkes med henblik på afvikling af kernevåbnene og reduktion af de militære kapaciteter.