Mens den russiske aggression stadig er i gang i Ukraine, forsøger de vestlige medier og ledere at bagatellisere den fare, eksistensen af en organiseret og bevæbnet yderste højrefløj i landet udgør. Hvem er de, og i hvor høj grad er de en trussel mod arbejderklassen?

af Philippe Alcoy

Azov-soldater marcherer I Mariupol I 2021. Foto: Wanderer777/Wikimedia. CC BY-SA 4.0By Wanderer777 – Own work, CC BY-SA 4.0

 

Blandt de ting, den russiske præsident Vladimir Putin har brugt som påskud for at angribe Ukraine, kan man finde en påstand om ”afnazificering” af landet. Disse erklæringer er ren og skær propaganda fra Kreml og skal være med til at skabe enighed, især i Rusland, om det legitime og retfærdige i Putin-regimets aggression. I virkeligheden er den ukrainske regering ikke styret af nazister. Det er en reaktionær, liberalistisk og pro-imperialistisk regering, men den er ikke ”nazistisk”. Imidlertid kan det at benægte de højreekstremistiske, nationalistiske organisationers eksistens i Ukraine og deres evne til at øve indflydelse på landets politik siden 2014, kun styrke disse dybt reaktionære kræfters position. De er en dødelig fare for arbejderklassen og de undertrykte i og uden for Ukraine.

 

Faktisk bruger Putin et gran af sandhed for at underbygge sin propaganda, men at modsætte sig Putins reaktionære politik og nationale undertrykkelse i Ukraine betyder ikke, at man skal bagatellisere den trussel, de reaktionære kræfter i Ukraine udgør. Tværtimod. Dette spørgsmål er endnu vigtigere nu, fordi organisationerne på den yderste højrefløj vil forsøge at drage fordel af krigen til at styrke deres positioner på det nationale niveau. Nogle analytikere har allerede advaret om det. Således skriver New York Times, som man ikke med rimelighed kan beskylde for at have en ”pro-Putin” dagsorden:

 

”’Ustabiliteten i Ukraine giver de ekstremistiske white-power tilhængere de samme muligheder for træning, som ustabiliteten i Afghanistan, Irak og Syrien gennem flere år har givet de jihadistiske aktivister’, erklærer Ali Soufan, der er leder af Soufan Group, der gennem flere år har dokumenteret, hvordan konflikten i Østukraine er blevet en international træningslejr for white-power bevægelsen. (…) ’Den åbenlyse mobilisering af ekstreme højrefløjsgrupper vil kunne være et problem for den ukrainske regering ved at spille ind i Hr. Putins beskrivelse af Ukraine som et fascistisk land og hans falske påstand om, at han fører krig mod de nazister, der kontrollerer regeringen i Kiev.’”

 

Men ud over Kiev-regeringens politiske overvejelser er organisationerne på den yderste højrefløj, hvoraf nogle er åbenlyst nynazistiske, en vigtig faktor i situationen. De har ikke blot fået en vis politisk og social vægt siden Maidan-opstanden i 2014 (noget der ikke kun kan analyseres gennem deres ret magre valgresultater), men disse organisationer har også fået en meget vigtig kamperfaring og militær træning. Det yderste højre i Ukraine har faktisk organiseret tusindvis af folk i paramilitære grupper, der efter omstændighederne er mere eller mindre integrerede i de officielle væbnede styrker. De organiserer ungdomslejre og kulturelle begivenheder. Selv om de ikke i øjeblikket er den politiske hovedstrømning, har mange af deres træk ud fra dette synspunkt mere til fælles med de fascistiske organisationer i 1930’erne end med den nuværende yderste højrefløj i Vesten, der i meget højere grad respekterer de legale rammer i deres respektive politiske hjemlande.

 

Azov-bataljonen og medansvaret hos Vesten og dens lokale allierede
Blandt de internationalt mest kendte organisationer er utvivlsomt Azov-bataljonen. Michael Colborne er en canadisk ekspert i den ukrainske højrefløj og udgiver om få uger en bog om denne bevægelse. Han siger om dem i New Statesman: ”Den yderste højrefløj i Ukraine, og især Azov-bevægelsen, har længe været i stand til ustraffet at arbejde med en grad af åbenhed, som vækker misundelse blandt deres ligemænd i andre lande. Bevægelsen har udviklet sig fra Azov-Regimentet (der oprindelig var en bataljon) og er grundlagt under det kaos, der opstod omkring krigen i 2014, af en heterogen gruppe af højreorienterede bøller, hooligans og internationale parasitter – herunder snesevis af russiske statsborgere. De er siden blevet en officiel del af Ukraines Nationalgarde. Den anslås at have op til 10.000 medlemmer (…) og har kunnet drage fordel af en generel ”patriotisk” vending i den fremherskende offentlige mening i Ukraine, siden den russiske aggression startede i 2014 (…) Den har også et følge af løst tilknyttede – men mere ekstreme – undergrupper under sine vinger, deriblandt åbenlyse nynazister, der opfordrer til og hylder vold.”

 

Naturligvis er Vestens imperialistiske ledere godt klar over de højreekstreme organisationers politiske og militære aktivitet i Ukraine. De har dog valgt ikke at give offentligt udtryk for deres bekymringer, fordi det kunne underbygge Putins fortælling, men også fordi den yderste højrefløj i øjeblikket tjener deres interesser. Det kan imidlertid ikke afvises, at denne højreekstreme hær vil komme til at spille en politisk rolle i fremtidens Ukraine, uanset hvad udfaldet af den verserende krig bliver. Spørgsmålet for imperialisterne og deres lokale partnere er, om de vil være i stand til at kontrollere disse styrker og sikre deres ”loyalitet”.

 

Det er ikke noget tilfælde, at for eksempel Azov-bevægelsen på sin side, til forskel fra situationen i 2014, forsøger at vise, at den har ”rene hænder”. For at kunne modtage imperialisternes politiske og militære støtte er de nødt til at give indtryk af at være samarbejdsvillige og ansvarlige partnere. Det er med den hensigt, at de er slået ind på en ”af-dæmoniserings-strategi”. Således kan man i en artikel i Novara Media, hvor de også citerer Colborne, læse: ”Bevægelsens anstrengelser for at forbedre deres image betyder formentlig også, at de frivillige udenlandske højreekstremister ikke spiller så afgørende en rolle for Azov, som de gjorde i krigens indledende fase. Da konflikten brød ud i 2014 flokkedes nynazister fra hele Europa i Ukraine for at slutte sig til den ukrainske eller den russiske lejr. De udenlandske højreekstremistiske kombattanters tilstedeværelse har haft store omkostninger for Azovs omdømme. ’Mens de i 2014 aktivt rekrutterede udenlandske deltagere, afviser de dem denne gang aktivt’, forklarer Colborne.”

 

Det mest sandsynlige i øjeblikket er dog, at de vestlige ledere vil fortsætte med at dække over og bagatellisere disse organisationers aktiviteter. Det handler om en politik, der er udviklet af de vestlige politikere gennem flere år. Som Al Jazeera skriver: ”I juni 2015 har Canada og USA erklæret, at deres egne styrker hverken støtter eller træner Azov-regimentet med henvisning til deres nynazistiske forbindelser. Året efter ophævede USA imidlertid dette forbud efter pres fra Pentagon.” På sin side har Facebook ophævet censuren af nogle af de konti, der har forbindelse med Azov-bevægelsens propaganda. Denne indstilling fra Vestens ledere og institutioner bidrager til at skabe en mere gunstig grobund for disse reaktionære organisationer på bekostning af den ukrainske befolkning. Selv om vi ikke kan fastslå, at alle medlemmer af de styrker, Azov-bevægelsen træner, er nynazister, er det fuldstændig sikkert, at deres idéer bliver bagatelliseret, gjort harmløse og spredt blandt en stor del af befolkningen.

 

Højre Sektor – endnu en aktør på den yderste højrefløj i Ukraine
Azov-bevægelsen nyder, lige som andre organisationer på den yderste højrefløj, godt af de ukrainske myndigheders støtte og velvilje. De har ligefrem vigtige kontakter inden for statsapparatet, som f.eks. den tidligere indenrigsminister Arsen Avakov, der gik af sidste sommer. Man formoder, at han har været leder af Azov-bevægelsen. Den anden vigtige bevægelse på landets yderste højrefløj er Højre Sektor (Pravi Sektor), hvis leder, kaptajn Dmytro Kotsyubaylo, er dekoreret som ”helt” af selve den ukrainske præsident.

 

The Sunday Times har bragt følgende portræt af Højre Sektor: ”Gruppen er opstået i 2013 som en væbnet bevægelse omfattende både ultranationalistiske ekstremister og højrefløjstilhængere, og den blev hurtigt en hjørnesten i kampen mod de russisk støttede separatister. Selv om deres politiske fløj blev et flop og ikke fik så meget som et enkelt mandat ved valget i 2019, er Højre Sektors frivillige enheder bredt anerkendt i Ukraine som en styrke af målbevidste, patriotiske frivillige, der er engageret i forsvaret af landets territoriale integritet. (…) Da truslen om en russisk invasion blev tydelig, er Højre Sektors prestige blevet revitaliseret, blandt andet udtrykt ved Kotsyubaylos officielle anerkendelse som en national helt. De har basis bag frontlinjen som en reservestyrke, og Højre Sektors kombattanter fungerer som reservister og frivillige i hele det østlige Ukraine. ’Vi udgør en integreret del af vort lands forsvar, og vi samarbejder på det højeste niveau med den ukrainske hær’, har Kotsyubaylo erklæret.”

 

Der er en så stærk forbindelse mellem Højre Sektor og den ukrainske stat, at det er normalt at se skolebørn besøge deres træningslejre, hvor man belærer dem om et totalt nationalistisk syn på landets historie. Et særlig godt eksempel er historien om Stepan Banderas ukrainske oprørshær (UIA), en nationalistisk, ukrainsk militær organisation, der under Anden Verdenskrig kæmpede mod både den Røde Hær og nazisterne, men som samarbejdede med de sidstnævnte. Stepan Banderas hær er blandt andet ansvarlig for massakrer på tusindvis af polakker og jøder. Hærens rehabilitering har været undervejs i flere år, og især efter Maidan-opstanden i 2014. Det drejer sig om en reaktionær revision af historien, der er blevet til officiel politik. Banderisternes symboler som det sorte og røde flag, der også kunne ses under demonstrationer i Paris, er blevet til ”simple” nationale symboler.

 

Er den yderste højrefløj oligarkernes private militser?
Der findes en mindre kendt side af de ekstreme højrefløjskræfter: deres forbindelser til oligarkerne. Faktisk har flere ukrainske oligarker været blandt de vigtigste finansielle støtter for de nationalistiske paramilitære styrker. Blandt disse oligarker kan nævnes energimagnaten Igor Kolomoïsky. Han har ikke blot finansieret Azov-regimentet, men også militserne Dnipro 1 og Dnipro 2, Aidar og Donbass-enhederne. Den amerikanske journalist Peter Cioth, der står tæt på det Demokratiske Parti, har i 2019 skrevet”Under konflikten mellem Ukraine og de russiskstøttede separatister, var Kolomoïsky parat til at gøre alt for, at hans side kunne sejre – den side var på det tidspunkt den pro-vestlige side. Kolomoïsky er selv jøde, han har israelsk statsborgerskab ud over sit ukrainske statsborgerskab og har på et tidspunkt været præsident for European Jewish Congress. Intet af dette har imidlertid forhindret ham i at finansiere nynazistiske militser i Ukraine, specielt den herostratisk berømte Azov-bataljon, så længe de kæmpede mod russerne (og beskyttede Kolomoïskys ejendomme fra at blive plyndret).”

 

Kolomoïsky blev underlagt sanktioner fra USA i marts 2021 – ikke på grund af hans finansielle støtte til nynazistiske grupper, men fordi han med tiden begyndte at finansiere parlamentariske grupper, der gik imod Vestens interesser. Selv om de ukrainske ledere (også Zelenzkyj selv) og oligarkerne prøver at fremstille sig selv som heroiske, bruger de konflikten mellem Rusland og de vestlige imperialister til at forbedre deres forhandlingsposition mellem ”blokkene”. Det er Ukraines politiske historie siden Sovjetunionens opløsning. På den måde følger finansieringen af de kriminelle og nynazistiske brigader over for Rusland den samme logik: beskyttelsen af deres egne interesser.

 

Det kan lyde paradoksalt, at Kolomoïsky er jøde og samtidig finansierer grupper med forbindelse til nynazismen, men det bliver også brugt til at sløre disse gruppers sande politiske natur. Nogle peger på, at Zelenzkyj, der selv er jøde, umuligt kan støtte eller blive støttet af ”nynazister”. Alt det bliver bare brugt til at skjule, at disse organisationer er grundlagt af individer, der er lige så reaktionære, som de er opportunistiske, og som har været klar til at lægge nogle af deres ”overbevisninger” til side til fordel for dem, der byder højest. Således skriver den israelske avis Haaretz om disse banders forbrydelser: ”Deres tropper [Azov-regimentets] bliver af FN beskyldt for krigsforbrydelser, fordi deres paramilitære gren, det Nationale Korps, er blevet sat i forbindelse med angreb på romaer og medlemmer af LGBT-bevægelsen. Blandt de overgreb, grupperne på den yderste højrefløj har begået i løbet af det seneste årti (…), har volden mod jøderne dog været ret sjælden”. At disse organisationer sjældnere angriber den jødiske befolkning betyder ikke, at de står længere fra nynazismen, men blot at de lægger vægten på andre aspekter af deres kvalmende ideologi.

 

Den ”pro-russiske” yderste højrefløj?
Når man har påvist og taget afstand fra den yderste, nationalistiske, ukrainske højrefløj, ville det være meget partisk at stoppe der. Mens Putin og den russiske propagandamaskine tager afstand fra Ukraines ”nazificering” og (med vilje) overdriver disse organisationers faktiske betydning i forhold til regeringen i Kiev, siger de ikke noget om tilstedeværelsen af aktivister og ledere fra den yderste højrefløj i de ”pro-russiske” militser i Donbass. Tværtimod gør de alt for at skjule disse strømningers indflydelse i ”folkerepublikkerne”, men virkeligheden er, at man lige så vel kan finde reaktionære nationalister på den pro-russiske side.

 

Således har Iosif Zisels, der er formand for Vaad Ukrainy (den Jødiske Konføderation i Ukraine), fortalt, at i 2014 ”spillede de russiske nynazister (herunder den Russiske Nationale Enhed) en aktiv rolle i kampene i det østlige Ukraine, selv om deres ideologi har 20 år på bagen”. På samme måde fortæller journalisten Julia Ioffe i en reportage fra Donbass i 2014, at hun overværede pro-russiske kombattanter, der fremviste nazi-symboler, men som også var optaget af at skjule den kendsgerning. Fra en diskussion med en af de ansvarlige for Vostok Bataljonen beretter hun denne anekdote: ”Mens jeg talte med Dmitry, bemærkede jeg en kombattant fra Vostok, der var klædt i militærbukser, en T-shirt og en skudsikker vest og gik rundt med en Kalashnikov. Han havde et langt og tæt blond skæg og havde masser af tatoveringer: en rune på den ene albue og på indersiden af den højre underarm et hagekors. (…) Jeg spurgte Dmitry om det, men manden havde opdaget, at jeg pegede på hans arm. ’Kom her’, knurrede han, mens han vredt gjorde tegn til mig. Jeg blev stående på stedet. ’Du skal ikke gå og sprede løgnehistorier’, gøede han og gik frem mod os. ’Det er ikke et hagekors. Det er et ældgammelt slavisk symbol. Swa [som i Svastika] er himlens gud’. Jeg iagttog ham tavst. ’Det er vores slaviske arv’, sagde han. ’Det er ikke et hagekors.’ Derefter gik han tilbage til sin gruppe.”

 

Men det stopper ikke her. De officielle bånd mellem myndighederne i republikken Donbass og den vestlige yderste højrefløj er meget lette at afdække. I 2014 beskrev journalisten og menneskerettighedsaktivisten Halya Coynash listen over ”internationale observatører” der var kommet for at sikre den ”demokratiske legitimitet” ved de folkeafstemninger om uafhængighed, der blev holdt i Donbass: ”Blandt dem kunne man finde mindst to medlemmer af det populistiske, højreekstreme parti Freedom Party of Austria; Aymeric Chauprade, der rådgiver Front Nationale i Frankrig om internationale anliggender; belgieren Luc Michel, der længe har været medlem af det nynazistiske FANE og nu er medlem af et højreekstremt parti; ligeledes to landsmænd fra det højreekstreme parti Vlaams Belang; to medlemmer af det bulgarske højreekstreme parti Ataka; ungareren Bela Kovacs fra de højreekstreme Jobbik, osv.”.

 

De russiske magthavere har brug for at skjule denne kendsgerning for at kunne opretholde ”troværdigheden” i deres propaganda, når de præsenterer sig som en styrke, der vil ”frigøre” den russisktalende befolkning i Ukraine fra en ukrainsk nynazistiske trussel. Nogle forsøger sig med demagogi ved at tage afstand fra ødelæggelsen af Lenin-statuerne. Men det kan ikke længere skjule Putin-regimets reaktionære og undertrykkende karakter. Det kan heller ikke tilsløre de gentagne politiske planer fra nogle af lederne af republikken Donbass, der refererer til det russiske zardømme før Oktoberrevolutionen, som f.eks. skabelsen af en stat (Det Nye Rusland) der skal samle regionerne i det østlige og sydlige Ukraine. I Rusland refererer de nyfascistiske og højreekstreme nationalistiske organisationer ikke så meget til den tyske nazisme, men mere til den zaristiske russiske imperialisme. Det gør det muligt for dem at arbejde med symboler, der er meget mindre belastede, specielt i Vesten.

 

For en uafhængig arbejderpolitik

Som vi har forsøgt at vise gennem hele denne artikel, er den yderste højrefløj en meget reel trussel mod arbejderklassen og de undertrykte folk i Ukraine. Denne trussel kommer ikke kun fra den reaktionære ukrainske nationalisme, men også fra den ”pro-russiske” side. Putins undertrykkende ”storrussiske” politik i Ukraine vil kun befordre udviklingen af reaktionære nationalistiske strømninger i Ukraine. Den russiske undertrykkelse får hundredtusinder (måske millioner) af mennesker til at banalisere eller bagatellisere denne reaktionære fare og at sammenblande deres legitime behov for at forsvare deres land med den nationalistiske højreekstreme fløjs dagsorden. På den anden side favoriserer oligarkernes og den ukrainske regerings politik den antirussiske voldelige nationalisme.

 

Således er en af de mulige farer for arbejderne og for masserne, at krigen – i betragtning af dens nuværende form og de styrker, der er til stede – kan bidrage til udviklingen og styrkelsen af de højreekstreme strømninger. Især kan de, der samarbejder tæt med de ukrainske sikkerhedsstyrker, komme styrket ud af det. De vil uden tvivl drage fordel af NATO’s ”militære støtte”, men også mere indirekte af den politiske støtte, regeringen i Kiev får fra de imperialistiske magter. Det er muligt, at de militære styrker, der styres af den yderste højrefløj, på baggrund af deres afgørende rolle i forsvaret af Ukraine vil opnå en voksende prestige, der også vil påvirke de vestlige lande.

 

Selv hvis den ukrainske regering lider nederlag, vil disse strømninger kunne forsøge at drage fordel af det ved opportunistisk at gå op imod Zelenzkyj, mens de ”pro-russiske” højreekstreme strømninger også ville gå styrket ud af en militær sejr.

 

Et andet udfald af krigen vil kræve, at der opbygges et progressivt alternativ for masserne under arbejderklassens ledelse og uafhængigt af Rusland og de pro-russiske lokale allierede, af den vestlige imperialisme, af det nationale borgerskab og de reaktionære nationalister. Sådan en kraft vil være et meget vigtigt skridt fremad for et revolutionært og socialistisk klasseperspektiv i konflikten – det eneste perspektiv, der vil kunne garantere det ukrainske folks nationale rettigheder og et virkelig uafhængigt Ukraine. Ellers er det yderst sandsynligt, at det bliver de reaktionære kræfter, herunder de højreekstreme strømninger, der kommer styrket ud af det.

 

Philippe Alcoy er medlem af redaktionen på der franske netmedie revolutionpermanente.fr og den internationalistiske platform LeftEast. Han forsker og skriver regelmæssigt om nyheder og historier fra Balkan og Østeuropa. For nylig har han udgivet “Hongrie 1956: les jours où les travailleurs ont défié le stalinisme” om opstanden i Ungarn i 1956.

 

7. marts 2022

 

Oversat fra Révolution Permanente af Poul Bjørn Berg

 

Se også artiklen Højreradikale angriber romaer

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com