Læsetid: 8 minutter

Men da amerikanerne forlod Kabul, havde Taliban sat sig på regeringsmagten og det meste af landet. De kaotiske scener i Kabuls lufthavn mindede om panikscenerne på taget af den amerikanske ambassade i Saigon i 1975.

 

Da al-Qaeda (Basen) angreb World Trade Center og Pentagon 11. september 2001, demonstrerede anti-krigsaktivister over hele USA under parolen “Gør ikke tragedien til krig.”

En del af os påpegede desuden, at vel kunne angrebet ikke retfærdiggøres, alligevel bar den amerikanske regering, takket være den langvarige imperialistiske indblanding i Mellemøsten og Afghanistan, selv en del af skylden.

 

Afghanske magtkampe

I april 1978 kom det pro-sovjetiske Afghanistans Demokratiske Parti (PDPA) til magten efter et militærkup. Der gennemførtes sociale reformer, men selvom PDPA havde de bedste intentioner, så var der kun opbakning i Kabul og omegn, men ikke i landeområderne, og snart kom det til væbnede sammenstød.

 

Den amerikanske regering, der stadig led under nederlagt i Vietnam, så her en mulighed for at få genoprejsning. I 1979 begyndte USA hemmeligt (Operation Cyclone) at støtte modstanderne. Præsident Carters sikkerhedsrådgiver, Zbigniew Brezinski: “…den 3. juli 1979 skrev jeg til Carter i hvilken jeg. forklarede ham, at en sådan støtte ville foranledige en sovjetisk militær intervention… vi var bevidste om, at der var en forøget risiko for, at de ville gøre det.”

 

Med Afghanistan i en nedadgående spiral mod borgerkrig og magtkampe mellem forskellige PDPA-fraktioner trængte Sovjet ind i landet i december 1979 for at støtte den pro-sovjetiske regering. Samme dag skrev Brezinski til Carter, “nu har vi muligheden for at give USSR dets Vietnamkrig.”

 

Det var da også, hvad der skete. Den sovjetiske besættelse varede frem til 1989. Den var brutal og blodig og kostede over en mio. døde afghanere. (Læs Svetlana Aleksijevits: Zinksønner). Ganske som i Vietnam, var Sovjet ikke i stand til at besejre mujahideen’ere, de hellige krigere, der havde modtaget mia. af US$ fra USA.

 

CIA opmuntrede tusindvis af radikaliserede islamister til at rejse til Afghanistan for at kæmpe mod Sovjet. De fik træning og våben fra den pakistanske efterretningstjeneste (ISI), og betalt af de amerikanske skatteydere.

USA vidste at den støttede reaktionære styrker, men var villig til at gøre dette, for at vinde den kolde krig. Besættelsen af Afghanistan var så stor en finansiel byrde for Sovjet, at man var nødt til at trække sig tilbage i 1989, hvilket spillede en vigtig rolle i Sovjets kollaps to år senere.

 

Amerikanske champagnepropper sprang, da Sovjet trak sig ud af Afghanistan – og efterlod et land i totalt kaos og anarki, og hvor rivaliserende mujahideen-fraktioner bekrigede hinanden og den af Sovjet indsatte præsident, Muhammed Najibullah. Hans regering var under belejring i Kabul, indtil byen overgav sig i 1992. Najibullah blev henrettet, men borgerkrigen fortsatte indtil 1996 hvor Tali-ban – en ny styrke med en rigid fortolkning af Islam – og med støtte af Pakistan – overtog magten.

 

USA’s nye allierede: Radikaliserede islamister

USA havde vundet den kolde krig, men havde samtidig skabt et enormt netværk af radikaliserede islamister, der var trænet i guerillakrig. Én af de første ikke-afghanere, der tilsluttede sig mujahi-deenerne, var Osama bin Laden, civilingeniør og forretningsmand fra en velhavende saudisk entreprenørfamilie med tætte bånd til den kongelige familie.

 

Bin Laden rekrutterede 4.000 frivillige fra Saudi-Arabien og udviklede nære relationer til de mest radikaliserede mujahideen-ledere. Han arbejde sammen med CIA og indsamlede penge fra rige saudiske borgere.

Den indiske journalist, Rahul Bhedi skrev. “I 1988 skabte bin Laden med USA’s viden, al-Qaeda – et konglomerat af pseudo-uafhængige islamiske terroristceller spredt over 26 lande. USA vendte det blinde øje til al-Qaeda, i tiltro til, at det ikke direkte ville angribe amerikanske interesser. Op gennem 90’erne blev det til angreb i Philippinerne, Pakistan, Saudi-Arabien, Tajikistan, Frankrig, Azerbaijan, Kina, Egypten, Algeriet og Marokko samt amerikanske mål. Dette er et grelt eksempel på, at man høster som man sår. CIA har et ord for den slags: Boomerang-effekt.”

 

For familierne til ofrene den 11. september var angrebet en tragedie. For Bush-regeringen og USA’s herskende klasse, var det en enestående chance, der her bød sig.

 

11. september – det ventede påskud

Bush var blevet præsident med den hensigt, at genbekræfte USA’s magt i Mellemøsten, begyndende med et regimeskifte i Irak. I The price of loyalty skrev Bush’s finansminister, Paul O’Neill, at planlægningen af en invasion i Irak begyndte i februar 2001. Man manglede blot et påskud.

 

Ifølge rapporter fra Richard Clark, ansvarlig for regeringens terrorbekæmpelse, og Washington Post journalisten Bob Woodward, forsøgte vicepræsident Dick Cheney, og forsvarsminister Donald Rumsfeld blot få timer efter angrebet på World Trade Center og Pentagon, at bruge angrebene som påskud til at vælte Saddam Hussein.

De fik at vide, det var for tidligt. Først skulle der opbygges en international koalition for at invadere Afghanistan, og dette kunne tjene som et afsæt for et senere angreb på Irak.

 

Krigen skulle retfærdiggøres med, at Taliban-regeringen skjulte Osama bin Laden. Bush-regeringen var dog aldrig oprigtig interesseret i Osama bin Laden, han tjente blot som et skræmmebillede.

Kort efter angrebet meddelte Taliban-regeringen, at de ville udlevere bin Laden til retsforfølgelse, jvfr. international lov, hvis Bush-regeringen kunne dokumentere deres krav. Udenrigsminister Colin Powell lovede at fremlægge beviserne, men det skete aldrig.

 

Sidst i september foreslog Pakistans regering, at Osama bin Laden kunne blive stillet for en international domstol her, men denne plan blev afvist af Bush-regeringen.

 

Den australske journalist, John Pilger, citerede en amerikansk embedsmand for at have udtalt, at, “hvis Osama bin Laden blev taget til fange på nuværende tidspunkt, så risikerede vi et tidligt kollaps i bestræbelserne for at samle en international koalition.” USA var altså ikke interesseret i at bin Laden eller andre al-Qaeda-ledere blev udleveret, fordi det ville fjerne begrundelsen for at invadere Afghanistan, som Bush-regeringen hårdnakket var opsat på at gennemføre.

 

Bush’s påstand om, at USA ikke havde andet valg end at invadere Afghanistan, der senere blev gentaget af Obama, var en tyk løgn.

Da invasionen begyndte, blev Taliban hurtigt løbet over ende. USA og dets allierede påbegyndte processen med stable en regering på benene, der var forpligtiget overfor USA’s interesser.

 

Next stop: Iraq

Næppe var invasionens første fase ovre, førend Bush vendte sig mod Irak. Her var påstanden, at Saddam Hussein var i ledtog med al-Qaeda, samt udbrede løgnen om, at Irak havde masseødelæggelsesvåben, og et forebyggende angreb var nødvendigt.

 

Hvorfor det fanatiske fokus på Irak? Svar: Olie. “Uanset hvad vi end siger officielt, så går USA i krig mod Irak fordi landet rummer over 60 pct. af verdens oliereserver,” skrev Anthony Cordesman, fra Center for Strategic and International Studies.

 

Kort efter, at Bush var indsat som præsident, bestilte han en undersøgelse fra Baker Institute for Public Policy – en tænketank, ledet af James Baker, udenrigsminister under Bush senior, og som har ansat rådgivere fra energi- og oliebranchen. Rapporten Strategic Energy Policy Challenges For the 21st Century kom i april 2001. Den advarede om, at USA stod overfor “hidtil usete ustabile energipriser,” og konkluderede:

 

“USA sidder i et dilemma, hvor Irak har en destabiliserende indflydelse…på den uafbrudte strøm af olie til de internationale markeder. Hussein truer med at bruge olien som et våben og til at bruge sine eksportprogrammer til at manipulere oliemarkedet. USA skal gennemføre en øjeblikkelig vurdering af forholdet til Irak, omfattende militære, energimæssige, økonomiske og politisk-diplomatiske vurderinger.”

 

Dette blev fulgt op i maj med en energirapport fra Cheney, der fastslog, at USA i stigende grad var afhængig af olieimporten, og det kunne blive nødvendigt at overvinde fremmed modstand for at opnå adgang til nye forsyninger. Politisk forsker Michael Klare opsummerede regeringens stilling:

 

“Amerikanske bestræbelser på at forøge leverancerne af fremmed olie, kræver mere end handels-aftaler og diplomati. Det kræver også truslen om magtanvendelse, eller at bruge magt for at afskrække fjendtlige styrker fra at forhindre en flydende strøm af olie til USA. Det kræver en øget amerikansk militær kapacitet for at kunne at operere i områder, hvor væbnet kamp om adgangen til olien er sandsynlig…Og mens disse bestræbelser er øget i tempo siden 11. september, da er det vigtigt at notere sig, at de begyndte et godt stykke inden da.”

 

Mens en invasion i Irak vil afbryde olieproduktionen og forårsage en voldsom prisstigning, antog Bush-regeringen, at dette kun ville være midlertidigt. Når først der var blevet indsat en marionet-regering i Bagdad, så var håbet, at der i løbet af få år, ville være en overflod af meget billig olie. Ifølge Lawrence Lindsey, tidl. økonomisk rådgiver for Bush, så “vil der efter et regimeskifte i Irak være 3-5 gange så meget olie pr. dag, og det vil være godt for økonomien.”

 

Det var dog ikke kun et spørgsmål om at sikre olieforsyningerne til USA. Europa, Japan og Kina var – og er – langt mere afhængig af Mellemøsten end USA. En militær besættelse af Irak vil give USA øget indflydelse over dets vigtigste økonomiske rivaler. Hertil kom at amerikansk kontrol over den irakiske olie ville underminere OPEC-kartellets magt, hvad der længe havde været et mål i den amerikanske udenrigspolitik.

 

Målet er at inddæmme Rusland og Kina

Olie er blot en del af billedet. Efter Sovjets kollaps i 1991 var USA eneste globale supermagt. At opretholde denne status samt forhindre, at nye rivaler meldte sig – især Kina – blev et centralt mål for amerikanske regeringer, der var villige til at bruge militær styrke for at sikre, at der ikke blev ændret noget i en ikke nærmere bestemt fremtid.

 

Strategien blev fastlagt i september 2000 i et dokument fra den neo-konservative tænketank, Project for the New American Century (PNAC), også med tætte forbindelser til Bush-regeringen, som opfordrede til at “opretholde USA’s globale dominans.. forme den internationale sikker- hedsorden i overensstemmelse med amerikanske principper og interesser.” Dette vil omfatte brug af overvældende militær styrke for at tage kontrol over Golf-regionens olieressourcer.

 

Rapporten noterede også, at for at gennemføre så aggressive politikker, “nogle katastrofale som fx et nyt Pearl Harbour vil være nødvendig.” Set fra det perspektiv, var angrebet d. 11. september det påskud, Bush havde brug for at kunne iværksætte de planer, han længe havde ønsket at forfølge.

 

Den marxistiske analytiker, Gilbert Achar, skrev i Noam Chomsky-antologien Perilous Power: The Middle East and U.S. Foreign Policy Dialogues on Terror:

“Den ideologiske ramme, der blev skabt 11. september og krigen i Afghanistan, gav et påskud til at etablere en militær tilstedeværelse ikke kun i Afghanistan, men også i Centralasien der er af større strategisk betydning. Kirgizstan og Uzbekistan, hvor USA anlagde flybaser efter 11. september, lå i hjertet af det tidligere Sovjetunion. Hvis man hertil lægger USA’s engagement i Kaukasus, vil man se, at USA forsøger at lægge en militær skruetvinge om det Kaspiske Hav, der er en vigtig kilde til olie og naturgas.”

 

Washington håbede desuden på, at den militære tilstedeværelse kunne holde Rusland og Kina i skak. I dag må det konstateres, at strategien er slået fejl. Hverken Rusland eller Kina holdes i skak, og krigene i Irak og Afghanistan endte med, at USA røg ned hængedyndet og ikke fik udrettet ret meget andet end at vælte Saddam Hussein. Efter tyve års krig står Rusland og Kina stærkere end tidligere, mens USA atter er blevet ydmyget og har mistet store ressourcer – menneskelige, økonomiske og materielle.

 

De amerikanske invasioner har ødelagt Afghanistan og Irak. En rapport om krigens omkostninger fra Brown University skønner, at ca. 900.000 er blevet dræbt i krigen mod terror, flest i Irak (iflg. Iraqi Body Count ca. 210.000, hvortil kommer ca. 1,5 mio., der døde som følge af sanktionerne i 90’erne). Andre skøn sætter antallet af dræbte endnu højere.

 

Krigenes samlede omkostninger opgives til over 8 billarder US$ – en uhyrlig sum, der sammen med coronaen, har været med til at svække den samlede amerikanske økonomi alvorligt.

Bidens beslutning om at trække tropperne hjem var baseret på den kalkulation, at besættelsen ikke længere tjente de amerikanske interesser. Hertil kom, at amerikanerne var mere end trætte af tyve års udsigtsløs krigsførelse, og hvor formålet med at være der, fortonede sig for de fleste.

 

USA/NATO har stadig intet lært

Sidst i august hævdede Biden, at USA havde lært lektien fra Afghanistan, men han har intet lært. Tilbagetrækningen er ikke afslutningen på den amerikanske imperialisme. Den indvarsler en helt ny fase, hvor regeringen prioriterer stormagtskonkurrencen med Rusland og Kina.

 

Obama forsøgte, men fejlede i forsøget på at gøre Asien til et afgørende element i USA’s udenrigspolitik. Biden håber på, at han ved at trække sig ud af Afghanistan kan gennemføre, hvad Obama ikke klarede, men det er et åbent spørgsmål.

 

Efter selvmordsattentatet udenfor Kabuls lufthavn kort før den endelige tilbagetrækning, skrev New York Times, at “amerikanske embedsmænd overvejer hvordan de kan imødegå trusler fra det afghanske kaos, og er i gang med at forhandle med lande i Centralasien om nye flybaser, hvordan agenter kan operere i Afghanistan… samt hvordan CIA kan iværksætte droneangreb og andre operationer i Afghanistan.”

 

For os andre er fortsatte hemmelige operationer og andet i Afghanistan eller Centralasien som et afgørende element i amerikansk udenrigspolitik – ikke noget at juble over. Det sidste øger muligheden for en militær konfrontation mellem USA og Kina, samtidig med at sådanne operationer vil stjæle kræfter, der skal bruges på den globale klimakrise.

 

Da Sovjet kollapsede i 90erne var USA på højden af sin magt. Landet kunne have brugt sine umådelige rigdomme og ressourcer til at forbedre tilværelsen for klodens befolkning og til at tage sig af vigtige internationale problemer. USA kunne have valgt at blive en “godgørende stormagt.”

 

Men det ville have krævet ikke kun bedre ledere, men også skabelsen af et økonomisk system hvor menneskelige behov og miljømæssig bæredygtighed var de primære mål – ikke en endeløs jagt efter profit.

 

Imperialistiske krige i Mellemøsten, Centralasien og hvor ellers, tilbageslag som 11. september, en ny kold krig med Kina og en dødsspiral mod klimakatastrofer – det er kapitalismens rådne frugter. Vil vi stoppe alt dette, så må vi erstatte det system, der er årsag til alt dette.

 

Først trykt i Tempest 11. september 2021

Phil Gasper er en socialistisk aktivist og skribent i Madison, Wisconsin, og sidder i redaktionen af New Politics.

Oversat og bearbejdet af Arne Lund