Læsetid: 7 minutter

For at sige det ligeud er aftalen om grundlaget for ”trafiklys”-regeringen en klar afvisning af målet om at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader; det bliver ikke engang fastholdt i ord.

 

Det klimamål, som regeringen ønsker at opnå, er meget blødt formuleret: klimaneutralitet i 2045. Klimaneutralitet betyder at en proces eller aktivitet, som ikke påvirker klimaet. Dette indebærer, at mere CO2 kan udledes, så længe alt muligt kan modvirke dette: modsvarende indfangning af CO2, rettigheder gennem handel med CO2-kvoter osv.. Det bliver også sagt, at kul skal udfases frem til 2030, men kun ”ideelt”, med andre ord, hvis det sker blot på denne måde.

 

Der er ingen bindende mål til at styre regeringens handlinger. Der er bestemt ikke nogle mekanismer som dem, den Føderale Forfatningsdomstol har opfordret til for at undgå at ødelægge fremtiden for de yngre generationer: nemlig at der formuleres delmål, der kan bruges til at kontrollere, hvorvidt de forskellige tiltag er tilstrækkelige eller ej.

 

Udfasningen af de fossile brændstoffer skal opnås udelukkende gennem markedsbaserede tiltag; det vil sige gennem produkter, der er skabt med bæredygtig energi, hvorved de fossile brændstoffer tvinges ud af markedet. Dette ses tydeligt gennem eksemplet med traditionelle bilmotorer: Der er ikke fastsat en dato for, hvornår produktionen af disse skal ophøre, men man siger bare, at de burde forsvinde fra markedet så vidt muligt fra 2030.

 

Ansvaret for, om den grønne omstilling lykkes eller ej, er således placeret i hænderne på de store firmaer, og staten opgiver igen sin beskyttende rolle.

 

Åben dør for vedvarende energi

Men samtidig gør trafiklys-”partiet” afskaffelsen af fossile brændstoffer til en central del af sit regeringsgrundlag og forfølger et ekstremt ambitiøst program om at erstatte disse med vedvarende energi. Vindkraft og solcelleanlæg skal udvides massivt, der er et tag-program for byggeindustrien, nye bygninger skal være lav-energihuse, biler skal ombygges til eldrevne – batterifabrikker skal opføres i stor skala i Tyskland med henblik på at blive uafhængig af udenlandske leverancer. Brintproduktionen skal også systematisk udvides.

 

Imidlertid bliver alle disse tiltag forpurret af en nøgletilgang: Hovedformålet med regeringsinitiativerne er at fremme økonomisk vækst og dermed øge produktionen til det maksimale,  hvilket imidlertid vil føre til en massiv efterspørgsel på elektricitet: Regeringen forventer en forøgelse fra 545 terawatt-timer  til 680-750 terawatt-timer i 2030. Hvor denne yderligere elektricitet skal komme fra, siger regeringen intet om. En ikke ubetydelig del vil sandsynligvis blive importeret – under alle omstændigheder tilsigter trafiklyset et klimapartnerskab med andre lande, enten i Østeuropa eller fra det globale syd. Andre instrumenter til dette er selvfølgelig udviklingsbistand.

 

På den anden side kan man forudse, at udfasningen af fossile brændstoffer helt enkelt ikke vil ske i tilstrækkeligt omfang – selv landets egne ”bløde” klimamål vil blive forpasset. Så vil vi bare være uheldige. De store aktører satser på, at der på dette tidspunkt så bare vil findes en passende teknologi til at opsuge den overskydende CO2 ud af atmosfæren og dumpe den i jorden. Det er et kynisk spil.

 

Umættelige

Fra et økologisk synspunkt er hovedfejlen med koalitionsregeringen, at den udelukkende fokuserer på energiomstilling og udvidelse, mens energibesparelser bliver ikke omtalt, da det ville kræve en nedskæring at visse dele af økonomien. Men dette viger man tilbage for som djævlen selv. Tværtimod er det regeringens primære mål at åbne alle sluser for økonomisk vækst.

 

Ændringerne på energispørgsmålet ses udelukkende som en omstilling, suppleret med mere effektiv energi, hvor det er muligt. Disse er derfor rene teknologiske tiltag, der formodes at føre til en reduktion i udledningen af CO2. Men det, som virkeligt forårsager klimakatastrofen – og også andre miljøkatastrofer så som udryddelsen af arter, vand og luftforurening osv. – er kapitalismens indbyggede tvang til at overproducere, fordi det i sidste ende er den eneste måde, hvorpå man kan skabe profit.

 

Med dette program vandrer Tyskland med syvmilestøvler frem på stien, der fører til en global opvarmning på 2,5 til 5 grader, som FN´s Klimapanel (IPCC) nu forudsiger. Den eneste forholdsregel, som trafiklyset tilbyder mod dette, er en udvidelse af den menneskelige og tekniske beskyttelse mod oversvømmelser.

 

Vi må anskue dette ædrueligt: Trafiklysets primære mål er ikke at leve op til Parisaftalen. Deres endemål er at bruge miljømæssig omstilling som et springbræt til en ny fase af kapitalakkumulation.

 

Betydningsfulde dele af den tyske kapital fornemmer et stort marked i omstillingen til vedvarende energi og digitalisering og muligheden for at erhverve en teknologisk fordel mod konkurrenterne og således forbedre deres egen stilling på verdensmarkedet. Hele aftalen er skrevet under denne stjerne. I indledningen hedder det: ”Klimaet truer vores levevilkår og truer frihed, rigdom og sikkerhed. Stillet overfor forøget global konkurrence, må Tyskland og Europa genetablere sin økonomiske styrke. I den internationale systemiske konkurrence, må vi beslutsomt sammen med demokratiske partnere forsvare vore værdier”.

 

Og afsnittet om ”Klimabeskyttelse i en social-økologisk markedsøkonomi” begynder også med sætningen: Fordi den tyske økonomi står overfor vidtrækkende omstillingsprocesser i en global konkurrence, ser vi derfor ”opgaven i at give vort lands økonomiske styrke en ny dynamik”.

 

Borgerdeltagelse: Lokkemad og bedrag

Det er uundgåeligt, at selvmodsigelserne i dette program snart vil blive åbenlyse. ”Der lurer problemer bag hver en busk”, har Robert Habeck [en af to formænd for Die Grüne o.a.] noteret i sin overordnede vurdering af de forhandlinger, der førte til aftalen. Rent faktisk har programmet risiko for at komme i konflikt med alle former for sociale grupper. Derfor tilstræber regeringen internt at inddrage fagforeninger, miljøorganisationer og andre i planerne så tidligt som muligt og at opbygge alle former for ”alliancer”: For eksempel en ”Alliance for Forandring”, eller en ”Strategiplatform for omstilling af Bilindustrien”, med henblik på at neutralisere mulig modstand så tidligt som muligt. Den sælger dette som inddragende demokrati, tilsvarende de ”borgerråd” som Forbundsdagen forventes at udpege (sic!). Denne procedure har et potentiale for at skabe splittelse,  da det er stensikkert, at lederne af fagforeninger og miljøbevægelser vil lade sig inddrage i sådanne procedurer. Rent faktisk indebærer det ikke andet end en udvidelse af organiseringen af staten med nævn og udvalg, der allerede findes på så mange andre sociale områder.

 

Bagsiden af medaljen med borgerdeltagelse fremstår mere robust, nemlig at for at eliminere juridisk modstand tidligere og mere effektivt, skal godkendelsesprocedurer (for større projekter f.eks.) og juridisk accept accelereres. Borgerinddragelsen er endog begrænset, nemlig til de indledende faser af en procedure. Indvendinger på et senere tidspunkt skal kun være mulig, hvis der er blevet lavet væsentlige ændringer af planen.

 

Marchen frem mod den øko-liberale konkurrencestat

Velfærdssten bliver yderligere svækket – nu i påstået økologisk regi.

 

Med sine planer ønsker trafiklysregeringen at skabe en stemning af en sand genstart. Frem for alt vil deres vidtrækkende digitaliseringsplaner have en dybtgående indvirkning på samfundsstrukturerne –  hvis de bliver virkeliggjort.

 

De ambitiøse investeringsplaner er tørstige efter mere arbejdskraft, og alle sluser bliver åbnet: lavtlønssektoren bliver udvidet – mini- og mellemjobs giver lidt flere penge; der skal være mere opkvalificering i Hartz IV-systemet [kontanthjælp. o.a.], grænserne for ekstraindtjening skal forhøjes, men sanktions-systemet gælder fortsat. Bedre social sikkerhed er planlagt for selvstændige. Reguleringen af indkomsterne på de laveste områder er latterlig: Standardsatsen bliver forhøjet med hele 3 euro fra 1. januar 2022 – nærmest en hån. Og minimumslønnen på 12 euro er allerede blevet spist af inflationen – yderligere regulering henlægges til en kommission.

 

Muligheden for at give asylansøgere statsborgerskab falder ind under kategorien ”rekruttering af arbejdskraft”. Regeringen ser Tyskland som et indvandringsland, og en indfødsretslov, som bygger på princippet om oprindelse passer dårligt ind i den sammenhæng. At der er udsigt til en grundlæggende reform må hilses velkommen, uanset det faktum, at dette ikke vil gøre asylsystemet mere humant: Det allerede militariserede forsvar mod flygtninge ved EU’s ydre grænser vil blive udvidet på europæisk plan og gjort mere effektivt, ligesom Frontex skal udvides.

 

Alt dette er for spinkelt til at komme i optimistisk stemning. Trafiklyset har derfor en række udvidelser af borgerrettigheder i bagagen, som regeringen sikkert vil godkende – men de kan også medføre en polarisering. For eksempel afskaffelsen af paragraf 219a, som gør lægelig oplysning om abort til en strafbar handling (den grundlæggende strafbarhed for abort forbliver uændret [selv om abort i praksis er muligt for kvinder i første trimester, o.a.]), legalisering af cannabis (men hjemmedyrkning er stadig forbudt); nedsættelse af valgretsalderen til 16 år; genoprettelse af non-profit status for politiske foreninger, osv.

 

Privatisering og digitalisering

Der bliver ikke nævnt noget om polstring af de sociale omkostninger ved den økologiske omstilling, selv om tusinder af jobs alene i bilindustrien er truet. Arbejdstidsloven må stå sin prøve: Arbejdsgivernes organisationer kræver en ophævelse af den maksimale daglige arbejdstid, og regeringen søger fagforeningernes godkendelse af endnu mere fleksibilitet til gengæld for en sukkerknald om , at kollektive overenskomstforhandlinger er vigtige, og at virksomhedsrådene og fagforeningernes rolle skal styrkes.

 

Staten fortsætter med at trække sig som udbyder af almindelige serviceydelser. De største huller i forhold til underfinansiering, personalemangel og usle arbejdsbetingelser bliver først og fremmest adresseret på plejeområdet, og systemet med faste behandlingspriser bliver der ikke rørt ved. Sundhedssektoren bliver nu kaldt for ”sundhedsøkonomi”, og de 15 linjer, det er tildelt, handler udelukkende om udbygningen af high-tech medicin. Og sundhedsminister Karl Lauterbach er kendt som en, der står for privatisering af hospitaler?

 

Målet om at fremtidssikre finansieringen af pensionsforsikringen er overhovedet ikke længere med i trafiklysene. I fremtiden vil en statsstøttet kapitalfond overføre en del af folkepensionen til kapitalmarkedet.

 

Personalenedskæringer, for eksempel i uddannelsessektoren og i statsadministrationen, skal erstattes af digital teknologi. Digitalisering er det magiske ord og den vigtigste søjle i hele koalitionens program: Regeringen ser det som det som nøglen til en effektiv, smart stat og lægger endnu engang op til, at sociale og økologiske problemer kan løses ved at investere i teknologi.

 

Aggressiv udenrigspolitik

Udenrigspolitisk støtter den øko-liberale konkurrencestat sine stormagtsambitioner gennem europæisering og militarisering. Den omskiftelige politik i forhold til Rusland (og Kina), som Merkel og Kohl stod for, bliver droppet til fordel for en mere aggressiv linje. Tysklands stormagtsambitioner bliver endnu mere tydelige. Fordelingen af magt i EU skal igen skifte til fordel for mere fælles strukturer og flere beslutninger taget med kvalificeret flertal. Dette er særlig interessant i forhold til opbygningen af en europæisk hær, da dette gamle projekt aldrig har nydt, og stadig ikke nyder, enstemmig tilslutning fra medlemslandene. I fremtiden skal Tyskland bruge 3 procent af sit BNP på ”international aktion” – det dækker over såvel diplomati som udviklingshjælp og militær, og skal formentlig ikke kun forstås i matematiske, men også i politiske termer.

 

Og: Tyskland, som et land, der opbevarer atomvåben på sit territorium, ønsker at have et ord at skulle have sagt i fremtiden, når der skal trykkes på den røde knap. Indtil nu har dette kunnet undgås.

 

Hvad alt dette kan føre til i virkeligheden, står selvfølgelig skrevet i stjernerne. ”Der lurer problemer bag hver en busk,” lød kommentaren fra Robert Habeck fra De Grønne, som nu er økonomiminister. Lad os slå fast, at han på dette punkt har ret. Oppositionen må ikke fortabe sig i detaljerne, den må stå op imod trafiklyset med en alternativ plan.

 

18. december 2021

 

Oversat fra International Viewpoint af Peter Kragelund og Åge Skovrind