Olivier Besancenot fra det franske NPA rapporterer fra en rejse til Tuzla, som er centrum for et socialt oprør mod privatiseringer og korrupte politikere. Oprøret har bredt sig til hele Bosnien-Herzegovina og tvunget regeringen til at gå af, mens folkeforsamlinger begynder at overtage styringen.

af Olivier Besancenot

Hvorfor vækker Bosnien-Hercegovina så lidt interesse og nysgerrighed i medierne og i den politiske elite, hvor omvendt Ukraine er på forsiden overalt? Er det, fordi landet ikke er medlem af EU? Er det, fordi landets navn fremkalder krigen for tyve år siden, som kostede hundredtusinder af mænd og kvinder livet – mere end 200.000 døde og 600.000 i eksil – med Vesten som næsten ligeglad tilskuer, kun halvanden times flyvning fra Paris? Eller fordi landet ofte vågner op, når muaddhinen kalder til bøn?

Men i de seneste uger er landet også i oprør. Folk gør oprør mod social uretfærdighed og fattigdom og giver højlydt udtryk for deres vilje til forandring.

Fascineret og opstemt af de oplysninger, som kom fra vores kammerater der, tog jeg på en kort tur til Tuzla. Det opmuntrende at se, hvor misvisende tiden kan være: viserne på det almindelige ur synes at stå stille, mens de politiske og sociale visere snurrer rundt. Men det er en kendt sag i tider med oprør eller revolution, at sekunder tæller for minutter, minutter for timer, timer for dage. Denne kortvarige solidaritetsrejse føltes som en evighed, rig på møder, diskussioner og lærdomme.

I lufthavnen i Sloveniens hovedstad Ljubljana venter Mladen, en fyr fra gruppen Iskra (Gnist), som skal guide den lille delegation bestående af to belgiske kammerater og mig selv. Vi tager til Tuzla, centrum for protesterne, der ryster Bosnien for tiden. Mladen forbereder en protest mod den liberale universitetsreform, som truer de slovenske studerende. Han er også aktiv med at arrangere solidaritet med det sociale oprør, for de nye grænser mellem de forskellige nationer i det tidligere Jugoslavien er ikke tætte i dette momentum af oprør. På vejen fortæller Mladen om de store skader på økonomien på Balkan, som tyve års opskruet liberalisme har medført. Først var der, trods Titos uenighed med det sovjetiske regime, et bureaukratisk system, som bremsede økonomien, derefter kom krigens ødelæggelser gennem flere år, og siden da blev økonomien i det tidligere Jugoslavien mishandlet af markedsøkonomien. Resultat: Stigende ulighed, fattigdom og arbejdsløshed (40 til 45 procent i Bosnien), privatisering af offentlige tjenesteydelser og industrier til gavn for klaner og mafiagrupper med forbindelser til en håndfuld skrupelløse vestlige kapitalister.

Om krigen er Mladen mere fåmælt og insisterer på at tale om den i datid. Han siger med et smil, at hans pas slovensk, hans mor kroatisk og hans far serbisk. Kort efter viger den endeløse slovenske nåleskov for asfalten på den lange hovedvej, der fører os til Kroatien, uden om Zagreb (vi er stadig i EU, Slovenien blev medlem i maj 2004 og Kroatien i juli 2013) og fører os til Bosnien, som ikke er medlem af EU. Vi kører forbi industriområder og ser skilte fra internationale firmaer og landsbyer med halmballer, der fremkalder minder om er andet århundrede. Efterhånden annoncerer en tyk sky af forurening, at vi nærmer os Tuzla. Skorstene og noget, der ligner enorme yoghurtbægre fra de kulfyrede vandkraftværk kommer til syne. De udspyr en kontinuerlig røg, som spreder en umiskendelig lugt af svovl over hele byen. Scenen er sat. Hvis den administrative hovedstad er Sarajevo, så er Tuzla den industrielle hovedstad. Det er grunden til, at den serbiske beskydning for tyve år siden sørgede for at redde de industrielle anlæg, i forventning om at kunne overtage dem. Bombardementerne blev målrettet meget bevidst, ofte mod det værste tænkelige, som det fremgår af et monument i byens centrum til minde om massakren fra kanonilden den 25. maj 1995. 71 civile blev dræbt, for det meste unge, der sad på fortovscaféerne .

Indtil nu havde navnet Tuzla for mig kun været en vag destination på kortet, som er forbundet med solidaritetsprojektet "Konvoj til Bosnien " i begyndelsen af 1990’erne. Dette initiativ startede, efter at fagforeningsfolk og antikapitalistiske organisationer i en række byer i Vesteuropa, Storbritannien, Frankrig, Belgien, indsamlede mad, bøger og medicin, før de forsøget at nå frem til Tuzla, arbejderbyen, som højt og klart proklamerede sin multietnicitet – på trods af krig og had.

I hjertet af byen bliver vi straks indhyllet i en tæt og duftende tåge, som giver gader og kvarterer et udseende som London i det 19. århundrede, som det er beskrevet af den skotske romanforfatter Conan Doyle. Husene er lave og ofte skæve, fordi jorden er ustabil. De unge går rundt i grupper, latter og diskussioner smelter sammen. I barerne drikker, danser og flirter folk, ligesom andre steder i verden. Samme tøj, samme opførsel, ungdommen i Tuzla ligner ganske enkelt de unge i vores lande. Ungdommens Tuzla er også vores. De blev født i kølvandet på krigen og har bevaret en seriøs og moden holdning. Når vi taler med forskellige folk, forstår vi hurtigt, at denne frygtelige prøvelse, som kun bliver udtalt med det lakoniske "after the war … ", – at denne baggrund har sat sit tydelige præg på denne generation, som – når diskussionen kommer i gang – virker meget moden af sin alder. Den kamphærdede karakter er formentlig en af de ting, der har sat gære i oprøret.

Stigmatiseringen af social katastrofe og politisk oprør er åbenlys: lukkede butikker, forladte veje, nedslidte bygninger, hvor folk stadig bor, bygninger og mure, der afspejler den omgivende atmosfære, forstærket af graffiti, som er en blanding af fornærmelser (som hører til enhver byfacade med respekt for sig selv) og "alt godt", som folk har at sige om den tidligere regering og politikerne. Højdepunktet på denne korte tur var regeringsbygningen i delstaten (kantonen) Tuzla, brændt ned af demonstranter den 7. februar, som kulmination på tre dages protester, der involverede over femten tusinde mennesker. Et par timer senere, var det i Sarajevo, at præsidentbygningen, som brændt ned. Her går politiet nu ligeglade rundt omkring de forkullede lokaler, som en "fjern " erindring om en regering, der blev tvunget til at afgive magten til gadens parlament. En kæmpe graffiti råber "revolution" og anklager ”nationalister og tyve". Og ja, i midt i den folkelige vrede finder man elendighed og korruption. Disse to ord sammenfatter resultaterne af den liberale politik, som Socialdemokratiet og Bosniens Nationalistparti (grundlagt af Alija Izetbegovic, og senere overtaget af hans søn Bakir) i skøn forening har stået for i en sådan grad, at Mladen siger: "Her var oppositionen konstant i regering og vice versa."

Så nu har der ikke været nogen regering i Bosnien i en måned, og det synes ikke at bekymre nogen. Et magttomrum som dette ville gøre enhver politiker her eller andre steder svimmel, men på gaden snakker alle om det stille og roligt, uden bekymring og med fast overbevisning.

Gordan på 35, en af de ældste aktivister fra Lievji-gruppen forklarer for eksempel den autentiske oplevelse af direkte demokrati, der opstod efter begivenhederne i Tuzla, da regeringen opgav magten. I fraværet af en regering mødes en folkeforsamling, som er åben for alle indbyggere i byen, regelmæssigt i en kommunal hal – i begyndelsen dagligt og nu to gange om ugen – for at håndtere fælles problemer og politiske spørgsmål. Dette plenum omfatter mellem 700 og 1000 personer, ikke altid de samme. Indlæg i debatterne er korte og tidsbestemte, ”talemaskiner” bliver holdt i skak. Ordstyrere bliver udpeget til hvert møde for at sikre en smidig afvikling. Emnerne skifter, og diskussionerne er fri: beskæftigelse, industri, offentlige tjenesteydelser, uddannelse, kultur, korruption, vold … Tolv udvalg er blevet oprettet for at arbejde med sager, som hidtil har været varetaget af ministerierne. Et andet udvalg er ansvarlig for forholdet til lønmodtagerne. Tre arbejdsgrupper beskæftiger sig med medier, juridiske spørgsmål og logistik. Plenumforsamlingen krævede, at parlamentet hurtigt udpegede en teknokratregering og afviste dermed at udpege en statsminister fra forsamlingen selv, idet man foretrækker at bevare en uafhængighed af den traditionelle politik for ikke at blive udnyttet. Plenumforsamlingen ser først og fremmest sig selv som en stærk og legitim modmagt. Dens mål er, at de løsninger, den udvikler, skal gennemføres til punkt og prikke af den kommende regering. Ellers vil den blive afsat for ikke at respektere sit mandat. Det er en slags veto, som er pålagt af det direkte demokrati.

I udvalget for kontakten med lønmodtagerne, hvor vi deltog, diskuterede man spørgsmålet om at genstarte vaskemiddelfabrikken Dita. Den blev privatiseret for et par år siden og indstillede derefter sine aktiviteter, så ejerne kunne svindle sig til at score en enorm profit. Der var en lang debat i gruppen, som skulle fremlægge sine konklusioner til plenum: Skal de ansatte have hjælp til at købe aktier i firmaet; skal man gælden til kreditorerne; hvordan kan de ansatte overtage ejerskabet af fabrikken?

Mirna, en af arbejderne på fabrikken og medlem af udvalget, tog os ud til fabrikken. Den industrielle udkant af Tuzla ligner et katastrofeområde, en sand økonomisk kirkegård. Jeg ser på utallige tomme grunde, forladte lagerbygninger, ejendomme rippet for alt indhold, og spørger naivt:: "Er det krigen, der er skyld i alt dette?". " Ja, den økonomiske krig," svarer Mirna. Her blev virksomhederne født, levede og døde, nogle gange i løbet af kun tyve år. Hvor historien om vores vestlige industrier også er en fortælling om nedgang og lukninger, så fylder den dog over et århundrede, så er det økonomiske liv i Tuzla mere flygtigt. Det kan koges ned til en mafiaagtig kapitalakkumulation, i sit mest saftige og optimale udtryk, hvor kapitalismen kommer og plyndrer og stikker af, som den den kom: en slags økonomisk Blitzkrieg. En dyb følelse af meningsløst spild rammer os alle.

Herreløse hunde ledsager os på havnefronten og på området, hvor vegetationen er kommet igen. Siden 2011 har de ansatte, som i dag udgør 120, mod 1000 tidligere, ikke fået udbetalt løn, og de skiftes i små grupper til at beskytte virksomheden døgnet rundt mod tyveri og sabotage. Arbejderne forklarede stolt, at med en beskeden investering og støtte til jobtræning kunne virksomheden hurtigt starte op igen, hvis man traf et politisk valg i denne retning.

Tilbage i downtown møder vi fire venner fra Sarajevo. Tijana rapporterer, at ud over byerne Tuzla og Sarajevo, står hele Bosnien i flammer. I Mostar tog kampen for eksempel en symbolsk twist. På hver sin side af floden står to samfund, det kroatiske og det bosniske, normalt over for hinanden. Denne gang har oprøret forenet de to grupper og skånet hverken det bosniske eller det kroatiske regeringskontor. Da de bosniske myndigheder beskyldte de lokale kroater for at have sat ild til deres bygninger, tog de bosniske indbyggere højlydt selv ansvar for aktionen og proklamerede deres solidaritet med deres "kroatiske brødre." Selvfølgelig er de nationale spørgsmål ikke forsvundet, de er der stadig, skjulte og latente. Men lige bliver det bremset og overtrumfet af de sociale spørgsmål, hvilket er årsag til stor stolthed hos denne nye generation, som siger, at de med en vis ængstelse er det modsatte eksempel i Ukraine. Der startede folk med at gøre oprør mod den sociale ulighed og korruption, men bliver nu holdt som gidsler af de gensidige manøvrer fra den russiske imperialisme og NATO.

Men hvis Ukraine får al opmærksomheden fra hele EU-eliten, fordi den strategiske dagsorden er langt mere appetitligt end Bosnien (med hensyn til geostrategi, økonomi, energi …), så giver Tuzla mulighed at vise solidaritet og for at identificere sig med en kamp for frigørelse. Denne sociale og politiske erfaringer tænker højt og har sandsynligvis genopdaget en flig af den selvforvaltning, der ligger begravet i grundvandet fra den kollektive hukommelse om det tidligere Jugoslavien. Det er kaotisk og står over for mange forhindringer, men det eksisterer, lige for vores øjne, hvis bare vi lukker dem op. Et politisk enhedsarbejde til støtte for oprøret i Bosnien og en internationalistisk faglig kampagne for at støtte genetableringen af den selvforvaltende virksomhed Dita. Disse umiddelbare forslag bør det være muligt at skabe samling omkring på den sociale og politiske venstrefløj i Frankrig, som er interesseret i at gøre noget. ”Foråret på Balkan”, en slavisk udgave af Occupy bevægelsen? Det er ikke afgørende, hvad vi kalder det, men en ting er sikkert: EU-valget nærmer sig, og mens den politiske klasse er stærkt miskrediteret, så er det i offentlighedens og internationalismens interesse, at vi proklamerer: Tuzla er den hovedstad i Europa, som vi mangler. Et arbejdernes og folkets Europa, som må bygges på ruinerne af EU, dens traktater og dens nuværende økonomiske og politiske linje.
March 15, 2014

Olivier Besancenot er leder i det Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) i Frankrig, som blev dannet i 2009 på initiativ af LCR, den franske sektion af Fjerde Internationale. Som kandidat for LCR fik han 1,2 millioner stemmer (4.5 procent) ved præsidentvalget i 2002 og 1,5 millioner (4.2 procent) i 2007.

Oversat fra International Viewpoint af Karina Skov

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com