Foto: Sam Nzima - Wikimedia

 

Opstanden blev udødeliggjort af Sam Nzimas fotografi af en mand, der bærer liget af en 12-årig dreng, Hector Pieterson, som var blevet dræbt af politiet. Ved siden af ​​ham går en ung pige, hans søster, med et ansigt præget af sorg. Dette billede er blevet symbolet på den brutale undertrykkelse, der udøves mod fredelige demonstranter.

 

Bantu-uddannelse

Protesterne blev udløst af et cirkulære, der gjorde brugen af ​​afrikaans obligatorisk i skolerne – et sprog, der forbindes med racistisk undertrykkelse. Men ud over dette blev Sydafrikas sorte unge konfronteret med et dybt ulige uddannelsessystem. Regeringen tildelte 644 rand til hver hvid elev, sammenlignet med kun 42 rand pr. sort elev.

 

En sådan ulighed var ikke udelukkende berettiget af økonomiske årsager. Dr. Verwoerd, fortaleren for bantu-uddannelse, forklarede sin politik på følgende måde: "De indfødte (sorte mennesker) skal lære fra en tidlig alder, at lighed med europæere (hvide mennesker) ikke er noget for dem." Uddannelse var således et instrument designet til at styrke apartheid.

 

De begrænsede fremskridt, der skete gennem årene i skolegangen for unge sorte mennesker, skyldtes hovedsageligt pres fra arbejdsgivere, der havde brug for en mere kvalificeret arbejdsstyrke.

 

Oprøret

I gymnasierne var der en organisation, Student Christian Movements (SCMs), som officielt var apolitisk, men i vid udstrækning infiltreret af aktivister fra South African Students' Movement (SASM), der var knyttet til Black Consciousness-bevægelsen. Disse aktivister udførte et betydeligt organisatorisk og oplysningsskabende arbejde.

 

De oprettede først en aktionskomité, som senere blev til Soweto Students' Representative Council (SSRC). Disse aktivister spillede en afgørende rolle i at udløse protesterne.

 

Hundredvis af unge mennesker forlod deres skoler for at deltage i en demonstration. Uden varsel åbnede politiet ild. Talrige øjenvidneberetninger rapporterer om teenagere, der blev skudt og dræbt, mens de flygtede.

 

Soweto-opstanden spredte sig over hele landet og tiltrak store dele af befolkningen. Overalt reagerede myndighederne med hensynsløs undertrykkelse. Hæren blev indsat, og politiet tøvede ikke med at skyde på beboere i townships for at så terror.

 

Vendepunktet

Soweto-opstanden markerede et afgørende vendepunkt i kampen mod apartheid. Efter Sharpeville-massakren i 1960 var lederne af de største nationalistiske organisationer, ANC og Pan Africanist Congress (PAC), blevet fængslet eller tvunget i eksil. Regimet virkede urokkeligt på det tidspunkt.

 

Myndighederne blev imidlertid tvunget til at give efter og opgive reformen, der indførte afrikaans i skolerne. Frem for alt var en ny generation af aktivister dukket op. De kom i høj grad til at styrke de organisationer, som kæmpede mod apartheid, hvad enten det var de faglige eller de politiske.

 

På den internationale scene udløste det sydafrikanske regimes brutalitet store solidaritetsbevægelser, som bidrog til at ændre magtbalancen i landet. Efter optøjerne i Soweto blev flere og flere sydafrikanere overbevist om, at apartheid ikke længere var uundgåelig, og at den til sidst ville blive afskaffet.

 

23. juni 2026

 

Oversat fra International Viewpoint af Åge Skovrind