Foto: Tidligere demonstration mod fremmedhad i Sydafrika. Af Janah Hattingh, CC BY 2.0, Wikimedia
Sydafrika har på det seneste oplevet adskillige udbrud af vold mod udlændinge, hvoraf nogle har boet i landet i årtier. Disse fremmedfjendske hændelser bliver stadig hyppigere, og ethvert spørgsmål, selv det mest trivielle, kan antænde krudttønden.
En tilbagevendende xenofobi…
Der er en tradition blandt igbo-folket, et folk i det sydøstlige Nigeria: Hvert samfund, der bor uden for landet, vælger sin egen konge. Igbo-folket i KuGompo City (tidligere East London) i Øst-Kapprovinsen i Sydafrika afveg således ikke fra denne tradition, da de indsatte Solomon Ogbonna Eziko på tronen. Bortset fra at denne ceremoni udløste fremmedfjendske optøjer.
Høvding Xhanti Sigcawua fra xhosa-folket, som udgør flertallet i samme område, anså denne skik for en fornærmelse mod traditionelle xhosa-værdier og en krænkelse af den sydafrikanske suverænitet. Han opfordrede til mobilisering. Affæren eskalerede hurtigt til et nationalt problem, og en demonstration foran den nigerianske ambassade i Pretoria udviklede sig til voldelig aktion mod nigerianske kvinder, hvoraf 26 måtte indlægges på hospital.
Ekstremistiske organisationer som "Operation Dudula" mobiliserer deres medlemmer, ofte fra fattige samfund, til at chikanere små udenlandske handelsmæmd og nogle gange plyndre deres butikker. "March and March", en anden fremmedfjendsk gruppe, har ikke tøvet med at plyndre hospitaler for at forhindre udlændinge i at få adgang til lægehjælp og udnytter dermed politiets passivitet.
...organiseret af de herskende eliter
Dette fremmedhad invaderer gradvist den politiske sfære. Organisationer som ActionSA, der samler afhoppere fra ANC og den liberale Demokratiske Alliance, eller uMkhonto weSizwe Party (MK), ledet af tidligere præsident Jacob Zuma, holder sig ikke tilbage fra at stigmatisere statsborgere fra andre afrikanske lande.
Mange ANC-ledere ligger ikke på den stille side. For eksempel udtalte den tidligere udenrigsminister Naledi Pandor: "Mange mennesker fra Nigeria er involveret i narkohandel i vores land og skader vores unge ved at lette adgangen til narkotika."
ANC-borgmesteren i Johannesburg, Dada Morero, går efter gadesælgere, hvoraf langt de fleste er udlændinge. Han angreb også Instituttet for Socioøkonomiske Rettigheder (SERI), som stiller gratis advokathjælp til rådighed for at forsvare immigranter, mens Operation Dudula organiserede protester mod organisationens hovedkvarter.
Fattigdom, konstante strømafbrydelser og en stadig ringere offentlig service skaber frustration i befolkningen. I den situation bliver indvandrere brugt som syndebukke af de politiske og finansielle eliter, der er ansvarlige for landets tilstand. Denne taktik er så meget desto mere effektiv, fordi den fragmenterede og svage venstrefløj ikke er i stand til at tilbyde et overbevisende alternativ.
Oversat fra International Viewpoint af Åge Skovrind







